Den samme drøm igen og igen og igen...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jun. 2013
  • Opdateret: 3 jun. 2013
  • Status: Igang
Er der andre der har det sådan? Eller er det kun mig? Har andre nogensinde prøvet at leve i drømmen. Prøvet, at livet ikke gav nogen mening?

1Likes
0Kommentarer
274Visninger
AA

2. Selvmord

 

 

 

3 sekunder senere vågnede jeg, skrigende og med store tårer og baner af snot løbende ned af mit ansigt, som en anden 1 årig. Det tog kun min mor få sekunder at vågne, og nå hen til tremmesengen, hvor de små, hjerteskærende skrig kom fra. Hun tog mig op, og holdt mig i sine arme til jeg var faldet til ro. Så kyssede hun mig på kinden og huskede sit lille barn på, at jeg var elsket.

Nu er jeg 17 år. Jeg har ikke mødt min elskede siden. Men han er der hver nat, og husker mig på hvor meget han elsker mig, som mor gjorde det da jeg var lille. Hun gør det ikke så tit mere. Men jeg ved godt at jeg er svær at være sammen med. Jeg ved at jeg gør hende ulykkelig når jeg er sådan her. Men alt andet vil gøre mig ulykkelig. Det eneste der betød noget, var ham. Han knugede mit hjerte. Han var hele indholdet i det. Det var hans stemme, der fik det til at slå.

En dag sad jeg i min næsten sorte sofa, ved mit store spejl, og så ud på de gullige blade. Det var midt i August. Det var længe siden børnene sidst var gået forbi. De havde haft sommerferie. Tanken om al den latter klemte lidt indeni. Jeg overvejede fordele og ulempeler ved selvmord. Fordelen ville være muligheden for at være sammen med ham i al uendelig evighed. Præster siger, at når man dør, kommer man i himlen. Kunne der være chance for at søen, og den store eng var min himmel? Jeg havde ikke lagt mærke til Gud eller Jesus, eller engle, i den smukke horisont. Men de kunne vel godt være der. Eller....

En af ulemperne ville være min mor. Hun ville blive sønderknust. Min far døde af lungekræft for 5 år siden, og min lillesøster var død inde i min mors mave. Jeg var den sidste hun havde. Det ville være så enkelt at springe ned i åen, og holde vejret. Jeg havde hørt et sted, at man skulle tælle til 180. 3 minutter. Så var det slut.  

Men jeg vidste indeni, at jeg ikke ville kunne gøre det. Jeg ville ikke kunne såre min mor så meget. Jeg mærkede en tåre løbe ned af min kind.

Et selvmordsbrev ville bare gøre skaden større. Et 'uheld' ville gøre det nemmere for hende at komme videre. Jeg kunne glemme at se mig for i det store lyskryds. Forhåbentligt ville jeg dø hurtigt. Men hun havde flere tusind gange husket mig på at se mig for dér, bedt mig passe på. Se mig for. Det ville være for nemt for hende at bebrejde sig selv. Hun skulle ikke leve med skyldfølelse.

Det var så svært. Jeg kunne på ingen måde skade den ene person i denne verden, som jeg elskede. Men hvordan skulle jeg kunne holde ud at leve uden ham? Kunne verden ikke gå under. Lige nu, lige her, foran mine fødder. Det ville gøre alting så meget mere enkelt.

Så fik jeg en idé. Hvad ville min elskede gøre? Jeg tænkte længe over det. Han ville i hvert fald give mig ret, og undgå at skade min mor. Hun var for dyrebar, til at ødelægge. Måske ønskede han for mig, hvor end han var, at jeg skulle leve. Måske ønskede han at se mig glad. Lykkelig. Men forelskelse, det ville han ikke finde, eller få at se. Han havde stjålet mit hjerte for længe siden. Nej, ikke stjålet. Jeg havde foræret det til ham, ved første blik.

Såå.... Var det nu, at jeg skulle gå ud og leve? More mig? Jeg vidste det ikke helt. Det var længe siden en latter sidst var fløjet ud af min mund. Jeg kunne godt. Jeg ville gøre det for ham. Alt. Alt, for at gøre ham glad, og tilfreds. Jeg gav mig selv 4 minutter til at nyde intetheden. Så tog jeg en dyb indånding, og rejste mig.

Nu skulle jeg more mig. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...