Den samme drøm igen og igen og igen...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jun. 2013
  • Opdateret: 3 jun. 2013
  • Status: Igang
Er der andre der har det sådan? Eller er det kun mig? Har andre nogensinde prøvet at leve i drømmen. Prøvet, at livet ikke gav nogen mening?

1Likes
0Kommentarer
262Visninger
AA

1. Drømmen

 

 

Kender du det, når dagen ikke har noget formål? Man bliver født, og man dør. Solen står op, bare for at stige ned igen. Der er ingen mening med livet. Dagen er nærmest bare til besvær.

Når man har det sådan, er det svært at knytte sig til andre. Det virker nyttesløst. Et venskab betyder forpligtelser. Man skal ikke slå rødder.

Mennesker der har det sådan, ligner mig. De sidder på værelset, i sofaen ved det store vindue der fylder hele væggen. De kigger på de børn, der hver morgen går forbi på vej i skole. På de mennesker der skal ind til byen. Eller tilbage i deres trygge hjem. De fleste er glade. Der er familier, med glade, grinende børn. Deres smil smitter. Der er ældre par, der går langsomt på det smalle fortov, med hinanden i hånden. De har ikke travlt. Så er der de ensomme. Dem der går alene. Nogle af dem taler i en mobiltelefon, eller ryger. Andre kigger bare ned i jorden, mens de går. Men de mangler én.

Når jeg går forbi, tror folk måske at jeg er en af de ensomme. De syntes måske jeg ser alene ud, at en syttenårig, køn pige burde have én. Men de tager bare rigtig meget fejl.

Når jeg går, slår jeg tiden ihjel. Jeg spilder tiden, så godt jeg kan. For jeg har én. Han er der, på det præcis samme sted som jeg forlod ham. Han venter tålmodigt på mig. Det har han gjort i seksten år. Men jeg skal først finde ham, og det er svært.

Han er der, hvor specialister siger, man ikke kan komme hen. Nogle mener at det er Paradiset. Andre mener at det er et parallelt univers. De fleste er dog enige om, at han ikke er der. Min ene. Men det er han, jeg har set ham der. Selvom.... Nogle gange er det svært, ikke at tro på dem. Savnet gør det mindre realistisk. Det med at finde ham. Hver dag klamrer jeg mig til den korte film han spiller for mig. Jeg minder konstant mig selv om, at dagen nok skal ende. At det bliver mørkt, og månen dukker op. For så er det nat, og natten er mit lykkested. Så viser han mig sin film. Så bliver jeg mindet om, at han er der, og at han tålmodigt venter på mig. Om natten er jeg tættere på mit lykkested, end nogen andre tidspunkter. Derfor er hver dag bare en ny, langsommelig portion tid, der skal dræbes. 

Men han holder mig oppe. Med sin film. Med det smukke billede af ham. Nogle gange smiler han til mig, det skønne, blændende smil som jeg holder så meget af. Hans øjne lyser op, når vi mødes. Hele hans ansigt stråler. Som en diamant. Andre gange kysser han mig. Hans blide læber rører blidt mine, og starter en brændende ild inden i mig. Den er fuld af kærlighed og livsglæde. Lykkefølelsen. Af og til, taler han til mig. Han sr mig dybt i øjnene og fortæller mig, at han elsker mig. Jeg kan høre han mener det. Jeg kan mærke det i hans fantastiske, fløjlsbløde, perfekte stemme. Sød som honning, og skøn nok til at vende hele min verden på hovedet. Det er en drøm. Det ved jeg godt, langt, langt inde i mig selv. Ikke i hjertet, men i fornuften. Den åndssvage, lille klump fornuft der ødelægger, brænder og knuser min lykkefølelse. Men jeg vil ikke indse det. At jeg har et liv, og han er ikke en del af det. Åh! Bare tanken føles som at få flået hjertet ud. Min fornuft er der hele tiden. Men lyden overdøves af mit hjerte. Det fortæller mig at han er virkelig. Hvis han er der, og det ikke er i livet, så er livet ikke noget værd. Alle dage er ligegyldige. De tæller ikke. Mit liv foregår om natten.

Det er så overbevisende, at det eneste der holder mig fra at drukne i floden, eller stikke en kniv mod struben, og leve på mit lykkested, er den frygt der bobler truende rundt i min hjerne. Frygten for at han vil forsvinde med mine hjerteslag. At indse at det hele bare var en drøm, og at se ham forsvinde ind i mørket.   Det må ikke ske.

Men det er helt okay, faktisk. Tiden er en faretruende stor konkurrent. Men jeg slår den ihjel. Det gør jeg hver dag.

Når han ikke er der, findes mit lykkested i minderne. I det ægte minde, den ægte drøm. Den foregik i natten på min 1 års fødselsdag. Det smukkeste øjeblik i mit liv. Det var dér jeg mødte ham. Dér, min verden begyndte. Jeg stod ude i en sø. Det er mørkt, og søen er sort. Det er som at stå i tjære. Jeg er alene. Aldrig har jeg følt mig så meget alene. Intet rører sig, og ingen lyde findes. Der går 1o sekunder. 2o. Efter et minut, begynder frygten at overtage mig. Som om mørket har fundet mig i mit skjulested, og er ved at sluge mig. Jeg er en skygge. Ingenting. Hverken død eller levende. Jeg er bare sort. Intet.

Så pludselig, sker der noget. En smuk, lyseblå, klar kilde udspringer i dybet under mig. Flere meter nede, selvom vandet kun lige når mine knæ. Det flyder opad, og til sidst fylder det hele søen. Det klareste, smukkeste, kølige blå vand. Så kommer der et lunt vindstød bagfra. Det tager fat i min smukke, hvide silkekjole, så den flyver i den blide vind, og det løfter mit hoved. Ved bredden af søen strækker der sig en kæmpemæssig lysegrøn eng. Hvert enkelt græsstrå skiller sig ud, og blandt dem gror dusinvis smukke, blomster i alle farver. Røde, hvide, orange, til lyserøde og violette nuancer. De ligner små puder, og de glimter som millioner af små krystaller i græsset. Men  noget andet fanger mit blik.

Først ligner det en statue. Den smukkeste, mest perfekte statue verden endnu har set. Men så bevæger den sig. Den strækker armen ud mod mig. Jeg efterligner bevægelsen, et kort sekund overrasket over at jeg er i stand til at bevæge min krop. Mine øjne finder, fanger og gemmer hvert sekund, hvert øjeblik med denne ekstraordinære skabning. Hver bevægelse. Han ser på mig og smiler. Jeg smiler også. Han går mod mig, stadig smilende. Jeg lover mig selv inde i hovedet, at jeg aldrig vil holde op med at smile. Pludselig flyver hundrede smukke, farvede sommerfugle op fra jorden, ved hans fod, der næsten fjerlet er ved at nå jorden. De flyver op og op, og farer himlen som en enorm regnbue. Hans smil skifter et sekund til et mere flirtende, skævt smil. Mindst lige så perfekt som resten af ham. Intet ved ham er bar det mindste u-perfekt. Han er ufejlbarlig. Smuk. Havde han ikke haft en blå trøje på, der lignede søen jeg stod i, havde jeg måske bildt mig selv ind at han var en engel.

Pludselig slog en tanke ned i mig. Han kunne da ikke være på vej mod mig. Jeg var ikke en tiendedel så smuk og perfekt som ham.  Jeg vendte mig om, i forventning om at få øje på en utrolig perfekt pige. Med perfekte krøller, og en helt lige næse, og uden en skæv mund. Men der var ingen. Kun en stor, grøn skov der strakte sig bag søen. Jeg vendte blikket mod ham igen. Overrasket. Han var kun halvvejs. Som om han bevidst gav mig flere sekunder til at nyde hans udseende. Hans utroligt perfekte ydre. Men til sidst havde jeg ikke mere tid. Han rakte ud efter min hånd, og jeg gav ham den frivilligt. Han flettede vores fingre sammen, og flyttede dem op mod hans brystkasse. Lige så perfekt som alt andet ved ham. Han løftede min hage, så vi så hinanden ind i øjnene. Hans dybblå øjne var så dybe, og underfulde at det tog pusten fra mig. I flere minutter stod vi bare sådan, fastfrosne, i et overdrevet perfekt øjeblik.

"Jeg elsker dig", hviskede han. Hans stemme, den skønneste lyd jeg nogensinde havde hørt, og de endnu skønnere ord fik mig til at hive efter vejret. Hans ånde var sød, og duftede helt utroligt. "Er...er du virkelig?" fik jeg fremstammet.

Så smilte han igen, et ufejlbarligt smil. "Jeg er din", svarede han, og lænede sig ind mod mig og kyssede mig. Et øjeblik overraskede intensiteten mig, men så deltog jeg lykkelig. Vores læber og kroppe smeltede sammen. Det føltes fantastisk. Vi rørte os ikke i flere timer. Sod bare fastfrosne i vores eget lille univers. Så havde han blidt fjernet sig og havde hvisket: "Jeg venter på dig. Lige her. For evigt." Pause. "Jeg elsker dig." Så vendte han sig og gik. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...