OneShot - Niall {Dirty 13+}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jun. 2013
  • Opdateret: 17 dec. 2013
  • Status: Færdig
Jeg vil gerne blive bedre til at skrive seksuelle scener! Derfor vil jeg øve mig, hvilket bliver i form af enkelte OneShots - Kun med Niall...

109Likes
51Kommentarer
12924Visninger
AA

3. IKKE seksuelt

Kommentar: Jeg fik bare sådan lyst til at skrive et kort og sødt one shot, og så for at prøve noget nyt, så har jeg prøvet at skrive det fra Nialls synsvinkel... Fortæl mig endelig hvad I synes om det. x

***

"Jeg savner hende." mumlede jeg surt.

Louis sukkede højlydt bag mig, hvilket fik mig til at vende mig mod ham, fordi hans reaktion over min kommentar irriterede mig. Jeg stirrede afventende på ham, fordi jeg forventede at han ville forklare sig. Han rullede blot med øjnene, før han endelig åndede ud igen og slyngede nogle ord ud. 

"Du har ikke snakket om andet de sidste to dage, mand."

"Og hvad så?" snerrede jeg, mens jeg foldede mine arme over kors mod mit bryst. 

"Nogen af os har også en pige derhjemme, ikk''? Vi savner dem også." forklarede Zayn. 

Han kiggede på mig med et alvorligt blik, som om han forsøgte at få mig til at tænke på noget andet, selvom de udmærket kunne forstå mig. Men hans ord betød intet for mig og det hjalp heller ikke, da han kærligt lagde en hånd på min skulder og gav den et lille klem. 

"Så jeg må ikke savne Emma, fordi I også savner jeres kærester?" spurgte jeg med hævet stemme. 

Jeg gik et skridt længere mod døren, mens jeg kunne mærke varmen sprede sig i mit ansigt. Jeg var ikke i humør til at starte en diskussion og slet ikke når det handlede om min længsel efter... hende. Mine knoer på mine knyttede næver blev næsten hvide, når jeg tænkte på hendes navn, fordi jeg savnede hende så meget.

"Det er ikke det vi siger, Niall. Slap nu af." sagde Louis. 

"Og nu siger du, at jeg skal slappe af? Slappe fucking af?! Jesus Christ." 

Bandeordene var de sidste ord der forlod min mund, inden jeg stormede ud af rummet og bevægede mig ind i et andet. Jeg smækkede højlydt døren bag mig og var fuldstændig ligeglad med om nogen hørte det, hvad andre tænkte eller noget som helst andet. Følelsen af afmagt og frustration steg mig til hovedet, hvilket jeg tydeligt kunne mærke, da jeg hårdt dumpede ned på sofaen. Straks lød der endnu et bandeord fra mig, fordi jeg ikke kunne holde det inde mere. Det var alt for hårdt. Efterhånden kunne jeg mærke, at varmen i mine røde kinder spredte sig og til sidst begyndte mine øjne at svide. Jeg ville ikke græde, jeg var ikke en svans. 

"Ikke græde, ikke græ-... Fuck." 

Min stemme knækkede over, samtidigt med at jeg kastede mit hoved ned i mine hænder. Jeg stønnede irriteret over min manglende selvkontrol og tørrede vredt den enkle tårer væk fra min kind, inden jeg kastede mit hoved tilbage i sofaen. 

De forstår det ikke, de forstår det overhovedet ikke. Det er der ingen der gør. Emma betød alt for mig. Jeg havde ikke set hende i omkring fire måneder, det var alt for længe. Hun havde travlt med sin skolegang, jeg var på tour og havde også travlt ad helvedes til, og hver gang vi havde mulighed for at ringe sammen, var vores tidszoner helt fucked. På et tidspunkt snakkede vi ikke sammen i flere dage. Det var forfærdeligt, jeg var en forfærdelig kæreste.

Tårerne blev ved med at trille ned ad mine røde kinder, mens jeg frustreret og fuldstændig hæmningsløs sad og tænkte det igennem, helt alene inde i en tom opholdsstue. Pludselig lød et inderligt hulk fra mig, hvilket fik mig til at bide i min læbe, for at holde gråden inde. Jeg lagde hovedet i mine hænder igen, inden jeg endnu engang forsøgte at tørre mine våde øjne. 

Jeg havde ikke haft mulighed for at være der for hende, hverken når det gjaldt problemer med skolearbejdet eller hendes venner. Ikke engang hvis hun havde haft problemer med hendes familie. Seriøst, det eneste jeg havde kunnet tilbyde hende, var at snakke. En telefonsamtale med flere tusinde kilometers afstand imellem os. Jeg kunne ikke holde hende tæt, jeg kunne ikke kysse hende, ikke putte om hende... Ikke holde hendes hånd, ikke tørre hendes tårer væk eller bare være der for hende. 

"Niall?" 

Der lød et par enkelte bank på den lukkede dør foran mig.

"Hvad?" snerrede jeg arrigt, mens jeg skyndte mig at tørre de sidste tårer væk. 

"Her." 

Liam åbnede stille døren med en mobil i hånden, som han hurtigt kastede over til mig, inden han skyndte sig at lukke døren forsigtigt igen. I nogle sekunder sad jeg med telefonen i hånden, da det gik op for mig, at der var nogen der talte i den anden ende. 

"Niall? Niall, er du der?"

"Ja?"

"Niall, hvad er der galt?" lød den lyse stemme igennem mobilen.

"Emma!" småråbte jeg nærmest.  

"Babe, hvad er der sket? Hvorfor lyder det som om at du lige har grædt?"

"J-Jeg..." Min stemme knækkede igen. Jeg vidste ikke om det var en god idé at fortælle hende hvordan jeg havde det, men efterhånden kendte hun mig så godt, at jeg vidste, at hun ville finde ud af det alligevel.

"Vær sød at fortælle mig det. Kom nu." bad hun stille, næsten som om hun tiggede.

"Jeg savner dig." hviskede jeg, så det knap kunne høres. Hun sukkede højlydt, men inden hun nåede at sige noget, snakkede jeg videre.

"Jeg ved, hvad du har tænkt dig at sige. At jeg skal koncentrere mig om touren og ikke tænke på dig, men det er bare så svært, princess. Det er så lang tid siden vi sidst har set hinanden, siden jeg sidst holdt om dig..." 

"Hvad siger du til, at jeg kommer og besøger dig snart? Måske i næste weekend? Hvis du sørger for, at alt er okay hos dig, så sørger jeg for, at alt er okay her." afbrød hun mig pludseligt.

Mine øjne blev store af overraskelse over hvad hun lige havde foreslået. Jeg kunne næsten ikke høre hvad hun sagde, men jeg tøvede ikke et sekund med at svare hende. 

"Ja! Det ville være fantastisk! Babe, please.

"Okay. Men så skal du altså også love mig, at du ringer, hvis du savner mig!"

Jeg mumlede et godkendende svar, inden jeg kunne høre hende gabe. 

"Godt. Men så tror jeg, at jeg vil prøve at sove igen, okay?" 

Da jeg hørte lyden af en dyne der blev hevet lidt i, i baggrunden, udstødte jeg et vredt gisp og kunne mærke vreden stige op i mig igen. 

"Vækkede Liam dig?!" 

"Ja han gjorde, men det er jeg glad for. Slap nu af, babe..." smågrinte hun søvnigt. "Jeg elsker dig og vi ses snart." 

På et øjeblik forsvandt vreden fra mit bryst og mit hjerte begyndte at banke hårdt igen. Dog ikke fordi jeg var trist eller sur længere, men fordi jeg var så heldig at høre de tre mest vidunderlige ord fra den mest vidunderlige pige, jeg kender. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...