Er vi alle Guds børn?

Novellen handler om en alien pige, der bliver sendt til jorden for at skabe kontakt med jordboerne. Hun er den første i 100 år, der bliver sendt til jorden, og de ældre håber på et godt resultat. Pigen, der på jorden går under kaldenavnet Abigail, skilder sig dog meget ud fra jordboernes børn...

0Likes
0Kommentarer
216Visninger
AA

4. Tårer af guld

De to mænd kørte Abigail hen til at enormt hus, hvor de smed hende ned i kælderen. Hun havde øjeblikkeligt opfattet, at de begærede hendes tårer, så hun koncentrerede sig fuldkomment om ikke at græde. Den hårdhændede behandling smertede i alle hendes led, da hun sad i kælderrummet. Hendes hænder og fødder var bundet med gaffetape. Det var streng taget unødvendigt. Hendes største problem var Johnny, der stod i rummet hos hende. Havde han ikke været der, så havde hun været hjemme nu.

     ”Nå, lille rumvæsen-tøs! Hvad gør du nu, når mor og far ikke kommer og henter dig?” spurgte Johnny, mens han stirrede ind i Abigails øjne. Han stod helt oppe i ansigtet af hende. Hans næse var kun få centimeter fra hendes. ”Tænk! De vil tro, at du leger med de andre børn i parken! De kigger ikke efter dig før om timer!” fortsatte Johnny. Abigail blev ikke ramt af de hårde ord. Problemet for hende lå ikke i, at hun ikke kunne komme hjem, fordi hendes forældre ikke vidste, hvor hun var. Hendes problem lå i, at Johnny stadig befandt sig i rummet.

     ”Hvordan kunne de overhovedet finde på at lade et misfoster som dig gå alene rundt?” spurgte Johnny. Han havde længe forsøgt at tale Abigail til tårer. Han vidste bare ikke, at han talte til en tyveårig sjæl. Han troede, at han talte til en syvårig. Abigail blev alligevel fornærmet, men hun blev ikke ked af det. Hun smilte stort. Johnny trak sig øjeblikkeligt væk fra de skarpe små tænder. Abigail havde det mest godmodige ansigt. Det var rundt og blidt. Når hun smilte, funklede hendes øjne! Men når hun åbnede munden, og de groteske tænder kom til syne, så ændrede billedet sig.

     Den anden mand trådte ind ad døren. Johnny kiggede spørgende på ham. ”Den er god nok! Rent guld! Ikke noget falsk der!” udbrød Poul lykkeligt. Hans øjne skinnede som små stjerner, og han kastede et begærligt blik på den lille pige. ”Hvad er du for en?” spurgte Johnny nysgerrigt Abigail. Hun stirrede koldt på ham. ”Vampyrer, de græder blod!” råbte Johnny pludseligt. ”Hvad mener du med det?” spurgte den anden. Johnny svarede ham ikke. I stedet løb han ud af rummet. Poul stirrede overrasket efter sin kompagnon. Da Johnny ikke lige umildbart kom tilbage, overtog Poul jobbet med at skaffe tårer frem. Han forsøgte sig på samme vis, men de verbale fornærmelser prellede af på den lille pige. Med et gav han hende en lussing. Abigail gispede chokeret. ”Nå! Det kunne du lide?” spurgte Poul med en ondskabsfuld latter. Flere syngende lussinger kom efter den første. Abigail tiltede rundt på jorden, fordi hun ikke kunne tage fra. Poul begyndte hidsigt at sparke til den lille pige, der endnu ikke havde udgydt flere tårer.

 

”Stop det der!” udbrød Johnny, det første han kom tilbage. Abigail sukkede. Hun var smadret over hele kroppen. Nogen steder var hendes hud helt slidt af. Johnny kom gående over mod hende. Han havde en skinnende genstand i hånden. En kniv. Han satte hende op og skar gaffetapen over. Johnny tog hårdt fat omkring hendes arm og tvang indersiden af håndleddet mod knivsbladet. Han lavede et hurtigt snit. Ingenting. Johnny stirrede chokeret på såret, der øjeblikkeligt helede. Abigails knæ og albuer var også allerede helet. Poul skubbede irriteret Johnny væk, inden han overtog kniven. Poul pressede Abigails håndled mod knivsbladet. Det gik gennem hendes hud med et rent snit. Så tvang han kniven rundt, så knoglen blev blotlagt. To gyldne blodsdråber faldt til jorden. De lød som klirrende glas, når de ramte gulvet. To perfekte dråber guld.

     Poul og Johnny stirrede frydefuldt på hinanden. Huden på Abigails arm sved, hvor den forsøgte at lukke sig om kniven. Poul rev hurtigt køkkenredskabet til sig i foragt. Havde de to mænd nogensinde følt noget for den lille pige, så var alle følelser udraderet nu. De så hende udelukkende som noget, der skulle udnyttes. En praktisk genstand. Poul flåede hurtigt det meste af hendes underarm op. Kling. Kling. Kling. Tre dråber guld. ”Vi bliver rige!” udbrød Johnny igen, mens han med en lidende mine så, hvordan Abigails arm lukkede sig.

     ”Vi har en evig resurse til guld!” sagde Poul. Hans stemme sitrede af velbehag. Hans hænder rystede, og hans snit blev stadig mere uforsigtige. Abigail blev blegere og blegere. ”Hvad mener du med evig?” spurgte Johnny forvirret. Poul langede ham øjeblikkeligt et dummeslag. ”Hvis vi ikke slår hende ihjel!” forklarede Poul:” så bliver vi ved med at have guld!” Johnny kiggede på ham, som om det var det klogeste, han havde hørt i årtier. Abigail stirrede ulykkeligt på de to mænd. Det smertede kraftigt i hendes arme, og hun var tung i hovedet. Hun kiggede på den lille skål med perfekte gulddråber. Hun havde aldrig troet, at hun kunne udgyde så meget blod, uden hun døde. Hun var dybt sørgmodig. Ville de aldrig lade hende være? Ville smerterne forsætte for evigt? Hun havde lyst til at græde, men hun kunne ganske enkelt ikke. Hun ønskede at skrige sin smerte ud, men selvsamme smerter havde gjort hende stum. Hun ønskede at skade disse mænd, der gjorde hende ondt. Disse mænd, der ikke havde nogen forståelse for, at hun var et følende væsen. Blot fordi hun ikke var helt som dem.

     De to mænd forsatte deres mishandling af Abigail. Hun forsøgte ynkeligt at få øjenkontakt med dem, men hendes bevægelser var alt for langsomme, og de undgik hendes enorme barneøjne. ”Ja, skindet bedrager!” grinte Johnny pludseligt. Poul så spørgende på ham. ”Hvem skulle tro, at dette var djævlens yngel?” spurgte Johnny vennen, der trak på skulderne. ”INGEN!” råbte Johnny og brød sammen i et grineanfald. Abigail stirrede fuld af foragt for den skabning, der kunne sige sådan nogle ting. Hun stirrede ned af sine arme, der stadig forsøgte at hele sig selv efter sidste besøg fra kniven. Poul tog fat om den lille skål med gulddråber. Han betragtede dem nysgerrigt, inden han sagde:” Skal vi ikke sige, at det var nok for i dag? Så går vi ned og får sat lidt værdi på dem her!” Johnny nikkede. Hans øjne lyste af begær. Begær efter penge. Flere penge. Hele tiden flere penge.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...