Er vi alle Guds børn?

Novellen handler om en alien pige, der bliver sendt til jorden for at skabe kontakt med jordboerne. Hun er den første i 100 år, der bliver sendt til jorden, og de ældre håber på et godt resultat. Pigen, der på jorden går under kaldenavnet Abigail, skilder sig dog meget ud fra jordboernes børn...

0Likes
0Kommentarer
217Visninger
AA

3. Misfoster?

”Mor! Se!” råbte en lidt større pige pludselig. Hun var klædt i alt det rigtige tøj, og hendes hår sad i store, blonde prinsessekrøller. Hendes tøj havde ikke en fold, og moderen sad med dyre Prada-solbriller og stirrede ned i sin mobil. Ved datterens udråb kiggede hun øjeblikkeligt op. ”Den pige har en mærkelig farve!” råbte datteren og pegede på Abigail! Den lille mulatpige stillede sig hen ved siden af Abigail. Moderen sænkede kort sine Prada-solbriller og gipsede chokeret. ”Hvem farver da sit barns hår i sådan en gyselig farve?” udbrød kvinden chokeret. Hun skyndte sig at finde mobilen frem og tage et billede af Abigail.

     ”Håret! Har du set hendes hudfarve!” udbrød moderen til mulatpigen. En svær kvinde skyndte sig at kalde på den lille pige. Abigail kiggede overrasket på tumulten omkring sig. Flere forældre havde rejst sig og taget fat i deres nysgerrige børn. De førte hurtigt børnene væk fra denne ukendte skabning. Den lille mulatpige tog trofast fat i Abigails hånd. ”Tanja! Kan du så komme væk fra det misfoster!” udbrød moderen foragtfyldt. ”Hvad nu, hvis det smitter!” råbte en opskræmt kvinde, der havde barrikaderet sig med sin næsepillende søn. ”Tanja!” bad moderen. Hendes stemme rystede af angst for sin datter. Den lille pige sendte sin mor et stort smil. ”Hun gør ikke noget!” sagde den lille pige troskyldigt. ”Skat, man kan aldrig stole på djævlens yngel!” råbte moderen panikslagent. Abigail tabte chokeret underkæben. Sammenlignede de hende med djævlen? Hun kunne næsten ikke tro det!

     En parkbetjent kom hastende. Han havde hørt optøjerne. Han trådte ind i kredsen af skrækslagne mødre. Han så øjeblikkeligt noget, som de andre ikke havde opdaget. Den grønne piges knivspids skarpe tænder! Chokeret sprang han tilbage. Den lille mulatpige kiggede overrasket på betjenten. Kvinderne råbte til ham om at gøre noget. Hans hænder rystede, da han tog sin pistol op fra bæltet. Han sigtede fokuseret på Abigail, mens han sagde:” du forholder dig helt i ro!” Tanjas mor skreg i frygt for, at betjenten ville skade hendes datter. ”Tanja!” hulkede kvinden ulykkeligt. Den lille mulatpige kiggede forvirret på sin skræmte mor, inden hun begyndte at gå derned. Kvinden fangede sin datter i et skruestikskraftigt tag. ”Hvem kender noget til misfostret?” spurgte betjenten. Alle mødrene begyndte at råbe op. De havde alle noget, som de kunne fortælle om det fremmede barn.

     Abigail så forvirret på de væsner, der på mange måder lignede hende selv. Hun satte sig forsigtigt ned, mens hun stirrede ind i betjentens skrækplagede øjne. Hun placerede sig omhyggeligt i lotusstilling. Hun gjorde alt, hvad hun kunne for at udtrykke, at hun ikke var farlig. Abigail kunne tydeligt mærke på stemningen, at hun ikke skulle nævne, at hun var fra Venus. Menneskene var alt for skræmte.

     Pludselig trådte to mænd ud fra skovbrynet. De stirrede nervøst på betjentens pistol, men når de kastede deres blik i retning af Abigail, var blikket begærligt. ”Det er min datter, hr. Parkbetjent!” råbte den ene af mændene. Hans stemme dirrede let. Abigail rykkede skræmt hovedet rundt. Dette var ikke godt. Ingen ændring. Ingen Ændring. INGEN ÆNDRING! Den panikslagne tanke fór rundt i Abigails hoved. Hun ville ikke mere. Hun ville væk. Parkbetjenten kiggede lettet på den mand, der havde sagt, at Abigail var hans datter. Langsomt sænkede han pistolen, men han havde den klar, hvis der skete noget. De to mænd kom hen til Abigail. De stirrede på hende med griske øjne. ”Kom så her!” sagde manden. ”Min søde datter!” Hans stemme var vammel. Han løftede Abigail op, der så panikslagent fra person til person. Til sidst fangede hun den lille mulatpiges øjne. ”Mor, de bortfører hende!” skreg Tanja, men ingen reagerede.

     De to mænd førte Abigail ud til en stor varevogn. De smed hende hårdhændet ind i bilen. Speederen blev trådt i bund. De var hurtigt væk fra stedet. Abigail stirrede panisk på de to mænd. Hvad skulle hun gøre? Paniske tårer steg op i hendes specielle øjne. En enkelt tåre faldt ned i den ene mands hånd. Han kiggede chokeret på den lille dråbeformede genstand. ”Hva’ fanden, Johnny!” udbrød manden. ”JOHNNY! For helvede! Stop bilen!” Den anden mand, der måtte være Johnny, trådte hårdt på bremsen. Abigail røg frem, men det lod de to mænd til at overse. ”Jeg tror squ, at tøsen tuder guld!” udbrød manden, der stadig holdt tåren. ”Hvad siger du?” spurgte Johnny chokeret. ”Det er guld!” råbte manden efter at have sat tænderne i tåren. ”Det er løgn!” sagde Johnny forvirret. Han brød tydeligvis med opfattelsen af, at tårer var saltvand. Manden gav tåren til Johnny, der kritisk inspicerede den. ”Jeg tror squ, at du har ret, Poul! Vi bliver rige!” råbte Johnny, da han var tilfreds med sin vurdering.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...