Er vi alle Guds børn?

Novellen handler om en alien pige, der bliver sendt til jorden for at skabe kontakt med jordboerne. Hun er den første i 100 år, der bliver sendt til jorden, og de ældre håber på et godt resultat. Pigen, der på jorden går under kaldenavnet Abigail, skilder sig dog meget ud fra jordboernes børn...

0Likes
0Kommentarer
223Visninger
AA

5. En kamp for livet

Da mændene havde forladt rummet, forsøgte Abigail øjeblikkeligt at sige kodeordene, men hendes forsøg blev kun til en svag hvisken. Hun kunne ikke udtale noget, der lignede et rigtigt ord. Kun små suk. Opgivende lod hun sig synke helt ned på jorden, hvor hun kun kunne vente. Hun måtte vente længe, før hendes krop havde helet sig selv tilstrækkeligt. Hun havde sovet en anelse, men hun var stadig alene i kælderrummet. Hun kunne fornemme, at der kom nogen hen mod hendes indelukke. Hun kæmpede sig op i lotusstilling. Nu var hun ikke i tvivl. De to mænd var på vej tilbage. Hun vædede hurtigt sine læber. De to mænd kom grinede ned mod rummet. De kunne godt lyde som nogle, de havde fået en ubestemmelig mængde alkohol indenbords. Abigail sukkede:” ingen reaktion”.

     Øjeblikkeligt forsvandt lokalet for hendes øjne. Hun følte, hvordan hun blev trukket i alle retninger. Panik galoperede gennem hendes hjerne. Hun måtte ikke miste lotusstillingen. Gjorde hun det, så ville de mægtige kræfter trække hendes legeme fra hinanden. Hendes fletninger fløj til alle sider. Hun kunne fornemme, hvordan hendes krop langsomt blev rykket ud af den korrekte stilling. Bare lidt længere. Hun kunne ikke have meget tid tilbage!

     Pludselig blev alt sort.

 

Abigail tvang sine øjenlåg op, men de var tunge som bly. Alt, hun nåede at registrere, var et svagt lys. ”Abigail!” lød en velkendt stemme. Hendes far. ”Hvad gjorde de ved dig?” spurgte faderen. ”Skære..” sukkede Abigail, ”mit blod!” Hun hørte en høj lyd, som når nogen hamrer en næve i et bord. ”Abigail, husk på, at alt, du har efterladt på jorden, forsvinder sammen med dig!” fortalte den ansvarlige for missionen følelsestomt. Abigails øjenlåg sitrede igen, mens hun forgæves forsøgte at åbne øjnene. ”Som du ser, min datter, så vil jordboerne os intet godt!” udbrød faderen hidsigt. Hun havde aldrig hørt ham hidse sig op. ”Børn.. gode!” kæmpede hun frem, men hendes krop kæmpede imod hende. ”Jeg slukker nu!” lød den ansvarliges stemme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...