Underneath the perfect surface | One Direction

Rosie Millers liv, kan mest af alt virke som et lykkeligt paradis. En uvirkelig drøm.
Men for hende, er hver dag et levende mareridt. Et mareridt man ikke kan slippe væk fra.
Ingen kan se gennem de løgne, hun har bygget op. Ingen kan se al den sorg, der ligger og lurer under overfladen.
Men hvad vil der ske, når hun møder den kendte dreng, Zayn Malik?
Vil han være i stand til at se igennem hendes facader? Opdage, at alting måske ikke er det rene paradis?

Rosies far er ikke en man lægger sig ud med, men hvor meget vil Zayn sætte på spil, for at holde Rosie i sikkerhed? Hvor meget vil han ofre for kærlighed?

16Likes
6Kommentarer
1056Visninger
AA

6. Kapitel 5.

                                                                                              Zayns synsvinkel

”Niall græder du?” Louis stemme er tyk af morskab, og Liam slår bebrejdende til ham. Jeg flytter mit blik hen til Niall, der sidder med blanke, tårevældede øjne og et skævt smil, former sig på mine læber, inden jeg retter mit blik tilbage til det, som jeg før kiggede på, det jeg finder allermest interessant i dette rum. Rosie.
Hendes øjne er ligesom Nialls, fuldstændig blanke, og en enkelt tåre baner sig vej ned af hendes kind. Hun bemærker ikke engang min konstante stirren, så optaget er hun af filmen. Et smil spiller på mine læber, da jeg ser det begejstrede glimt, spille i hendes smukke øjne. Hun elsker virkelig den film.
Efter Rosie og jeg, havde spist morgenmad, kom drengene over, og  da vi havde siddet og snakket i en times tid, havde drengene og jeg, insisteret på, at vi skulle gøre det, som vi altid plejede at gøre, når vi havde fri, eller trængte til at slappe af. Se film og æde masser af junkfood – det med maden var mest tiltænkt Niall, siden han bliver sulten, hvert 5 sekund. Og fordi det var vores ide, at vi skulle se en film, overlod vi beslutningen om hvilken en det skulle være, til Rosie. Og selvfølgelig skulle hun vælge ”A walk to remember”, for hvilken anden film ville man vælge, når man er en pige?
Flere og flere tårer hober sig op i Rosies øjenkrog og hun bevæger sine læber, i takt med at en sætning, hun tydeligvis kender, flyder ud gennem fjernsynets højtalere.

“Love is always patient and kind. It is never jealous. Love is never boastful or conceited. It is never rude or selfish. It does not take offense and is not resentful. Love takes no pleasure in other people’s sins, but delights in the truth. It is always ready to excuse, to trust, to hope, and to endure whatever comes”
 

Da den sidste scene bliver spillet, og enden er lige om hjørnet, sidder jeg med en hulkende Rosie i mine arme, og hun har sit hoved hvilende på mit bryst. Jeg har mine arme låst trygt fast om hendes talje, og jeg prøver at ignorer de skæve smil, som især Louis, er afsenderen af.
Filmen er nu sluttet, men Rosies hoved hviler stadig mod min krop. I et kort øjeblik overvejer jeg om hun mon er faldet i søvn. Mit blik glider tilbage til drengene, hvor Liam sidder og prøver at trøste Niall, og overbevise ham om, at det bare er en film. Harry finder endda billeder af skuespillerne, fra i år af, for at overbevise ham om, at det bare var noget en person, havde fundet på.
”Måske er det bare en film, men jeg vil vædde med at sådan noget sker hele tiden. Måske også ligenu, i dette øjeblik.” Louis drillende stemme udløser et slag fra både Liam, og også Harry den her gang, og Liam mumler noget i retning med, at han ikke ligefrem hjælper. Til det griner Louis bare, og læner sig tilbage i sofaen.

Rosie flytter sit hoved fra mit bryst, og da jeg endelig kan se hendes øjne igen, er de næsten helt tørre. Tårerne der før sad på hendes kinder er også væk, og sidder nu i stedet som store våde pletter, på min egen T-shirt. Hun retter sit blik mod drengene, og da hun opdager Niall, med stadig våde øjne, tråder et skævt smil frem på hendes læber.
”Okay, næste gang vælger i film” fastslår hun, hvilket får os alle til at le i kor.
”God ide, og det skal nok blive noget med masser af vold” smiler Louis, og Harry tilføjer "Og uhygge", selvom han er verdens største tøsedreng, og Liam får sagt noget med "Og action."
Rosie, som har opfanget det evige drilleri, der altid hersker i Louis sætninger, selvom han nu mener det kærligt, kigger på dem alle, og nikker. ”Vold, uhygge og action, elsker det” smiler hun, og sender dem et thumbs up.
”Vi kan jo ikke have lille Nialler her til, at græde igen, vel?” siger Louis, og klapper Niall på skulderen, og minder mig mest af alt om en far, men det eneste han får tilbage er et olmt blik.
Nialler og Louis starter et mindre slagsmål, som Liam selvfølgelig prøver at stoppe, men til sidst opgiver han, og sætter sig hen til Harry, der sidder og leger kommentator.
”Niall langer ud efter Louis, vil han nå det? Vil han klare det? Han skyder.. og han misser.
Desværre Nialler bedre held næste gang.. Eller hvad, hvad er det vi ser. Niall er klar igen, med hans irske power. Det må jeg sige, det må jeg sige, det her er officielt den mest spændende kamp siden håndklæderæset i 98.”
Rosie ler højt, og kigger interesseret på drengenes fjollerier.

Jeg er så glad for, at drengene og Rosie kommer godt ud af det, med hinanden, for hun er en, som jeg håber får en plads i mit liv. Allerede nu, er hun blevet en virkelig god ven for mig, og jeg elsker at have hende omkring mig.
Pludselig ryger Rosies hoved hen til siden, i retning af hendes mobil, og hun griber den og låser den op. Hendes øjne scanner kort mobilen, inden hun lader sit blik glide hen til mig.
”Okay, det er ikke for at ødelægge al hyggen, men jeg bliver nok nød til, at tage hjem nu.” Hendes stemme lyder undskyldende, og det får drengene til at stoppe deres lille kamp, og i stedet rette blikket mod hendes. De ser mindst lige så bedrøvet ud, som jeg sikkert også gør.
”Sorry..” Hun hæver hænderne foran sig, med et skævt smil på læben, før hun retter sit blik mod mig igen. ”Tror du at du kan give mig et lift hjem?” Hun kigger håbefuldt på mig, og jeg nikker med det samme. ”Selvfølgelig” tilføjer jeg, og smilet på hendes læber bliver bredere, og afslører hendes perlehvide tænder.
Vi rejser os op fra sofaen, og det samme gør drengene. Rosie kigger lidt usikkert på dem, og jeg kan ikke lade vær med at være andet end taknemmelig, da de en efter én går over til hende, og giver hende et kram. Smilet er som tapet fast til mine læber.
”Det var virkelig hyggeligt at møde dig igen” smiler Liam, da han er den sidste til at kramme hende, og hun kigger taknemmeligt på ham. ”I lige måde.” Hendes stemme lyder oprigtig glad.
"Hey, du må komme igen. Snart" tilføjer Niall, og det får Rosies blik til at glide usikkert over til mig, inden hun igen lader det glide tilbage til Niall. "Det kunne være skønt" smiler hun, og nikker. 
Hun vinker kort en sidste gang, før vi følges ad ud af døren, tager elevatoren ned, og går hen til bilen.

Hele vejen tilbage til hendes hus, er Rosie ét stort smil, og hun snakker uafbrudt, om hvor venlige drengene var, og hvor sjovt det var at møde dem – igen.
Hun kommer ind på små detaljer fra dagen, som da Harry kom til at brænde popcornene på, og Niall ikke ville snakke til ham i en halv time. Jeg tilføjer hvordan hun bagefter selv gjorde det meget værre, da hun kom til at vælte Nialls nye skål popcorn, og hun ler højt, og nikker. Hun ligner et lille barn, der glæder sig til juleaften, og det får mig til at smile. Jeg kan godt lide at se hende glad.

Hvad der føles som et par minutter senere, men som egentlig er lidt længere, befinder vi os foran hendes hus, og motoren er nu slukket. Der er helt stille, og ingen af os gør mine til at flytte os. Men alligevel er det ikke akavet.
Det er som om, at vi bare sidder og nyder de få sekunder vi har tilbage sammen.
Jeg bruger stilheden til, at betragte det hus hun bor i. Der er et kæmpemæssigt, luksøriøst hus, med store hvide facader, masser af helt blanke vinduer, og et lille springvand i midten af indkørsel. Græsplænen foran er fuldstændig perfekt klippet, ligesom alle de andre plæner på hele vejen. 
Faktisk minder alle husene på mange måder, om hinanden. Store, luksoriøse.. perfekte. Og det er det der undrer mig.
Umiddelbart Rosie virker ikke som en person, der har vokset op i et nabolag, som det her. 
Hun virker som en person, der kommer fra et rigtigt hjem af. Et hus med et stort træ i baghaven, og en gynge der knirker. Et hus der har den konstante, hyggelige duft af frisk bragt brød. Et hus med en veranda, som hun kan sidde ude og læse på.  
Hun virker ikke som en person, der kommer fra et nabolag, som dette. 
Hun er ikke forkælet, eller tager noget for givet, ligesom jeg tit er vandt til, når vi møder piger, der er af samme klasse, som hende.
Jeg har aldrig brudt om, når man bruger udtrykket at nogen er af en specielt  klasse.
Bare ved at bruge det udtryk, splitter man hele samfundet af, opdeler dem i forskellige gruppe, forskellige klasser, og fortæller en af grupperne, at det er okay, at de opfører sig som de gør, fordi deres huse jo er større, og de har flere penge på bankkontoen. Selvom deres familieliv måske ligger i ruiner, fordi moren har stress, faren aldrig er hjemme, og børnene har en dårlig attitude, over for alt og alle, fordi de mangler opmærksomhed og omsorg, fra deres forældre, så er de alligevel bedre, end alle andre.
Man giver dem et frikort, til at behandle andre dårlige, fordi de nemlig er af hvad samfundet ser, som er højere klasse.
Rosies blik på mig, får revet mig ud af mine tanker, og da jeg vender mig om og kigger på hende, er der et stort smile på hendes læber.
"Jeg har haft det sjovt i dag” fortæller hun med en glad stemme. ”Det er jeg glad for”  siger jeg oprigtigt - for det er jeg. Jeg sender hende et skævt smil, og kigger hende i øjnene. Jeg har aldrig før set øjne der er så.. utrolige at kigge i. Det er som om, at fjerne mit blik, bliver jeg trukket dybere og dybere ind i deres hemmelighedsfulde glans. Jeg har aldrig før oplevet så mange forskellige sider, til et par øjne. Det er som om, at de hele tiden forandrer sig.  
Uden at jeg har bemærket hvordan det skete, er vores hoveder nu kun et par centimeter fra hinanden. Mit blik har ikke viget sig væk fra hendes øjne, i ét øjeblik.
I det øjeblik vores læber skal til at mødes, vender hun sit hoved lidt til side, og slår i stedet armene omkring mig. Forvirret over hvad der lige er sket, blinker jeg med øjnene, og hun trækker sig væk igen. Hendes smil indeholder en lydløs undskyldning, inden hun åbner passagerdøren, og hopper ud af bilen.
Og så er hun væk.



                                                                                                     Rosies synsvinkel

Det er utroligt hvor nemt ting kan forandres. Der skal intet til for, at personer ikke længere er sig selv. På overfladen kan alting virke som det samme, men indeni i.
Indeni er der åbnet for en helt ny række ukendte følelser og drømme, ting man slet ikke kender til, eller er vand til. På trods af den korte tid jeg havde tilbragt sammen med Zayn, på trods af hvor lidt vi egentlig kender til hinanden, føler jeg at han har forandret mig. For hvert sekund jeg tilbringer med ham, er der noget indeni mig der ændrer sig. Han får ubevidst åbnet for døre jeg slet ikke troede jeg besad, døre som har været lukket i så mange år, at jeg helt har glemt alt om det.
Mine mure, mine facader, det falder alt sammen ned, indtil jeg til sidst står helt blottet foran ham. Der er kun mig tilbage. Den rigtige mig.

Det er når jeg står på mit eget værelse igen, at alt det her går op for mig.  Hvor forandret alt er.
Fra første øjekast, ligner alting sig selv. Alting var så nydeligt og pænt, som det altid er. Rent.
Intet støvkorn, får nogensinde lov til at være særlig længe ad gangen, inden Marita kommer med sin multifarvede kost, og fjerner det.
Puderne lå bredt ud på sengen, gulvtæppet lå fuldstændig ordenligt, billederne hang lige. Mest af alt lignede det et billede man kunne finde i et af de glitrede, livsstilsblade, der fortalte dig hvordan du skulle leve dit liv. Men så var det at jeg rigtig kiggede på mit værelse, studerede alting inde i det luksuriøst indrettede rum. Det var perfekt, alt for perfekt.
Og det var slet ikke mig. Der slog det mig, at det ikke var rummet i sig selv, der var forandret. Det var min opfattelse af det. Det var mig.

Jeg lader mig falde tilbage i min seng, min krop bliver omsluttet af det bløde silketæppe, der pludselig føles alt for komfortabel mod mine bare arme. Mine arme ryger op til mit hoved, og jeg lader mine tanker fuldstændig blokere alt andet ude. Overgiver mig til de ord, jeg kun selv kan høre.
Det er ikke fordi, at Zayn ikke på mange måder lever i luksus, for det kan man godt sige, at han gør. Med hans store lejlighed, altid penge på kontoen og så alle de forskellige goder one direction giver ham. Men han gør det bare på en anden måde, end det jeg er vand til.
Selvom han og hans venner har fået en masse penge ud af det band de er i, selvom de er verdenskendte, er de stadig sig selv. De praler ikke, de har ikke behov for at opretholde et ego, på samme måde. De er som de er, og det lader til, at folk godt kan lide det.
De er bare fem fuldstændig almindelige drenge, med fem fuldstændig ualmindelige liv.

Et ukontrolleret smil spiller på mine læber, med det samme mine tanker ryger over på Zayn.
Jeg havde tilbragt næsten hele dagen sammen med ham, det var først da min sunde fornuft havde halet sig ind på mig, at jeg endelig fik taget mig sammen til, at spørge om han ville køre mig hjem.
Jeg vidste at min far ikke var hjemme her klokken 4, så det passede perfekt at Zayn lige kunne sætte mig af, siden jeg ikke tror at min far ville reagere særlig godt, hvis jeg trådte op med en dreng ved min side, efter at have tilbragt hele natten, ude.
Mit sind bliver en del tungere, når jeg tænker på hvordan man far vil reagere, når jeg engang skal have fortalt ham om alt det med Zayn – for det kan jeg allerede nu mærke, at jeg bliver nød til.
Selvom vi ikke har kendt hinanden i særlig lang tid, ved jeg, at han er en person, jeg gerne vil have der skal blive i mit liv.
Han får mig til, at smile og le, som ingen anden. Han får alle mine problemer og alle mine bekymrede tanker, om min far, til at fordufte, som dug for solen. Og hans venner er fuldstændig lige sådan. I den korte tid, vi tilbragte sammen, følte jeg at jeg kunne være mig selv, og det er mange år siden, jeg sidste har haft sådan.  
Mine tanker lander på situationen i bilen, for et par minutter siden, og hvad der mon var sket, hvis jeg ikke havde trukket mig væk.

En velkendt lyd af en ringetone, får mig til at sætte mig op med et sæt, og glemme hele min tankespind, mit blik spejder rundt i rummet, på jagt efter den lille hvide mobil. Jeg finder den, liggende på kommoden og går hen for at samle den op. Med det samme jeg ser hvem det er, ryger mine mundviger op i endnu et smil.
Zayn.
”Savner du mig allerede?” hilser jeg, i en drillende tone. Som håbet udløser mine ord en let, perlende latter fra den anden ende af telefonen, og det får mit smil til at blive endnu bredere.
”Ja, jeg savner en der kan tømme hele mit køleskab, melder du dig frivilligt til det job?” svarer han, og denne gang er det min tur til, at grine. Jeg havde knap nok været der en dag, og havde allerede tygget mig vej gennem alle hans ’Lucky charms’, og et par pop tarts. Nogle gange skulle man tro, at jeg var undercover amerikaner.
”Har du ikke Niall til det job?” spurgte jeg leende? ”Sagde hun mit navn, var det mig, var det mig, var det mig?” Nialls stemme lyder, som en høj summen omme i baggrunden, og Zayn beder ham om, at holde kæft, hvilket får mig til at bryde ud i latter.
Jeg må indrømme, da jeg så at det var Zayn der ringede blev jeg lidt nervøs, men nu skulle man næsten tro, at han havde glemt alt hvad der skete ude i bilen. Men tja, måske var det heller ikke noget stort.

 ”Tja, man kan jo altid bruge én til, der skal tømme dit køleskab, men for at svare på dit spørgsmål, ja, jeg savner dig faktisk” siger han, med en lav stemme, tydeligvis ikke interesseret i, at drengene skulle høre den del af samtalen. Hans ord får mit hjerte til at svulme op til dobbelt størrelse, og min krop til at føles helt varm. Lige noget man kunne bruge i en tåbelig, teenage kærligheds novelle. Så er der selvfølgelig bare det, at Zayn og jeg ikke er forelsket, men stadig væk, det er en pokkers god beskrivelse. Den fortjener næsten en pris.
”Det er højest en halv time siden du sidst har set mig, tror du ikke at du er ved at være lidt besat? Man kan få medicin for den slags, vidste du godt det?” siger jeg spottende, i et drillende tonefald.
”Hey, til mit forsvar, er du meget god underholdning. Den måde du vælter alting på. Nogen burde give dig en pris” tilføjer han, og jeg kan høre drengenes latter klinge i baggrunden.
”Uh, min helt egen pris, hvor lækkert” ler jeg, og tilføjer så; ”Men til mit eget forsvar må jeg bare sige, at i kan lade vær med at stille ting, dumme steder. Det er ikke min skyld, i satte dem der for at jeg med vilje kom til at vælte dem” forsvarer jeg mig, håbeløst.
Hans dybe latter, får et ukontrolleret smil til at træde frem på mine læber. ”Jeg indrømmer, vi gjorde det måske lidt med vilje.”
”Jeg vidste det..” udbrød jeg, og prøvede at lyde fornærmet, men siden mit humør var i top, kunne det ikke lade vær med at komme ud, som en let fnisen.
”Drengene og jeg tager i tivoli i morgen, og vi tænkte på, om det var noget for dig at komme med?”
”Det må jeg sige Malik, vil du virkelig blive set i offentligheden med mig, når jeg jo er så klodset, som jeg er?” ler jeg, min stemme indeholder en drillende spydighed.
”Jeg er vand til at være sammen med 4 fjollede, larmende idioter 24/7, jeg tror godt at jeg kan klare én til” griner Zayn, og jeg kan tydeligt høre drengenes protester i baggrunden. 
”I så fald, så ville jeg elske at tage med” svarer jeg, med et smil på læben. En forlystelsespark er lige det jeg har brug for. Jeg har brug for en day off, en gang imellem.
”Og hvad med din far? Tror du godt, at du kan få lov? Selvom jeg ikke officielt, har mødt ham, har jeg en eller anden fornemmelse af, at han ikke kan lide mig.” Hans tonefald er nu ændret, til det mere opmærksomme, næsten helt triste.
”Min far..” jeg sukker lavt og lader en hånd glide igennem mit bølgede hår, inden jeg fortsætter; ”Min far er en kompliceret mand, ham skal jeg nok tage mig af, don’t worry about it. Bare sig hvornår jeg skal være klar, og så skal jeg nok være der.”
Zayn giver mig nogle ekstra detaljer om turen, og vi ender op med at snakke i længere tid, selvom det kun føles som et par minutter. Af en eller anden grund, flyder tiden altid af sted, når jeg snakker med ham.


Jeg bruger resten af dagen på at planlægge hvordan jeg skal få lov til, at tage med drengene på tur i morgen. Hver gang jeg skulle nogen steder hen med mine veninder, har jeg altid fået en bodyguard med. Jeg har aldrig fået lov til, at cykle i skole, heller aldrig tage en skolebus. Det har altid været privatchauffør, for min far har selvfølgelig ikke tid til selv at køre mig i skole.
Heldigvis da mine veninder og jeg blev gamle nok til, at få kørekort, kunne jeg benytte mig af det, men det var også et stort skridt for min far. Den største frihed jeg har fået, er da han købte mig en bil. Min far er alt for overbeskyttende, men han har sine grunde.
Nu hvor mine tanker er hos min far, så kommer jeg til at undre mig over, hvorfor han ikke er kommet hjem endnu, men vælger at skubbe det til side, og i stedet hoppe en tur i bad.
Mens jeg står under det varme vand, hører jeg døren gå op, og det får med det samme en knude til at sætte sig i min mave. Jeg er nervøs for hvordan jeg skal få spurgt ham, men vælger at trække vejret dybt, og bare håbe på det bedste.
I et øjeblik er jeg sikker på, at jeg kan høre to stemmer i huset, min fars og en anden, men tænker ikke nærmere om det, da det sikkert bare er fjernsynet, eller måske  ikke passer.
Efter at have fået rent tøj på, går jeg nedenunder til min far. 

Jeg finder ham i køkkenet, hvor han står og fumler med en flaske champagne, og da han ser mig, glider der et stort smil frem på hans læber, og lader flasken stå på bordet. Smilet på hans læber får mig til at hæve et øjenbryn, og kigge undrende på ham. Men fordi det forhåbentligt bare gør det meget nemmere, at snakke med ham, hvis han er i et godt humør, sender jeg ham et smil tilbage.
"Far.. der er faktisk noget jeg vil snakke med dig om. Spørge dig om rettere" får jeg mumlet, og mit blik ryger med det samme ned på mine hænder.
"Rosie, du er nød til at snakke noget højere, det har jeg sagt så mange gange. Ikke alt det mumlen" Hans stemme er belærende, men alligevel mild, og det får mig til, at ånde lettet op, og nikke.
"Det er fordi, far, jeg er blevet inviteret med i tivoli, af en af mine venner, og jeg vil virkelig elske hvis jeg fik lov til, at komme med" siger jeg hurtigt, og beder lydløst til, at han fik det hele med.
Min far, som før var igang med at lede efter noget i en af de hvide skuffer, er nu helt stoppet, som om han er frosset i sin handling, og det får panikken til at sprede sig i min krop.
Da han kigger op på mig igen, har han et smil på hans læbe. Da jeg ser smilet, skal jeg kæmpe for ikke at komme til at måbe, så overrasket gør han mig, men det gør mig også glad og lettet.
Og han overrasker mig endnu mere da han siger; "Selvfølgelig, kan du det, min skat. Skal jeg køre dig et sted hen, eller kommer hun selv og henter dig?"
Det er ikke før jeg opfatter det hun, i hans sætning, at mit humør falder et par grader.

Selvfølgelig regner han med, at det er en af mine veninder. Selvom jeg nok burde det fortælle, at hun i stedet er en han, er det, det sidste jeg har lyst til, for jeg tvivler stærkt på, at min fars umiddelbare glade humør, holder til det.
"Jeg skal nok køre hen til hendes lejlighed selv, og hvis det bliver for sent, har vi aftalt at jeg kan overnatte der. Er det okay?" Jeg sender ham et forsigtigt smil, og han breder sin arme ud med et stort smil. "Selvfølgelig er det det."
Jeg nikker, og overrasker mig selv og ham, da jeg træder et skridt tættere på ham, og slår mine arme om ham. Der gør først noget tid, før han opfatter hvad der er sket, da det her slet ikke er normalt for ham og jeg, men han kommer dog til sig selv, og lader hans arme omslutte mig.
Jeg undrer mig over hvad det dog er, der har gjort ham så glad, men da jeg ser en skikkelse stå i døråbningen, går det hele op for mig.
En kvinde står lænet mod dørkarmen, og hun betragter os lydløst. Hendes lyse hår hænger i lange, perfekte krøller, og hendes ansigt er domineret af en stærk, rød læbestift, som rent faktisk klæder hende, og også får fremhævet hendes krystalblå øjne, endnu mere. 
Hendes krop er dækket af en stram, hvide kjole, som fremhæver hendes perfekte figur, og på fødderne har hun et par høje stiletter. Har de været på date?
Min far, som nok kan føle at hun er i rummet, vender sig om mod hende, med det største smil på læberne. Han træder frem imod hende, og lader hans hånd glide ind i hendes, og han trækker hende over imod mig. 
"Rosie, mød Heather" smiler han, og introducerer os for hinanden. Jeg samler mig hurtigt sammen, gør min mund neutral, i stedet for det o det var formet som, og lader mit blik glide over på hende igen.
Hun står og kigger på mig, med et smil på læberne, som jeg ikke kan finde ud af, om er ægte eller ej.
Det sidste jeg har brug for er en ny mor. Han kan ikke bare tro, at han kan komme ind, og hele tiden finde en ny, bare fordi han ikke selv kan finde ud af at være en ordenlig far.
Derfor er det næste jeg siger, en del af mine tanker, som desværre ryger ud, uden jeg tænker over det.
"Wow far, det må jeg sige. De bliver da også yngre og yngre, for hver gang." 
Mine ord kommer ud som en mumlen, men jeg er sikker på, at min far og Heather hører mig.  
Med det sagt, vender jeg mig om på hælen, og lader dem stå tilbage, med overraskelse malet i deres ansigter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...