Underneath the perfect surface | One Direction

Rosie Millers liv, kan mest af alt virke som et lykkeligt paradis. En uvirkelig drøm.
Men for hende, er hver dag et levende mareridt. Et mareridt man ikke kan slippe væk fra.
Ingen kan se gennem de løgne, hun har bygget op. Ingen kan se al den sorg, der ligger og lurer under overfladen.
Men hvad vil der ske, når hun møder den kendte dreng, Zayn Malik?
Vil han være i stand til at se igennem hendes facader? Opdage, at alting måske ikke er det rene paradis?

Rosies far er ikke en man lægger sig ud med, men hvor meget vil Zayn sætte på spil, for at holde Rosie i sikkerhed? Hvor meget vil han ofre for kærlighed?

16Likes
6Kommentarer
1040Visninger
AA

5. Kapitel 4.

                                                                                                         Rosies synsvinkel

Har du nogensinde prøvet at vågne op fremmed sted. Et sted hvor du er sikker på, aldrig at have været før, aldrig at have set før, men alligevel føles det, på en underlig måde bekendt.
Selvom det ikke er dit hjem, føler du dig hjemme. Selvom stedet er fremmed, føler du dig tryg.
Selvom du aldrig har været her før, føler du, at det er her, du hører til.

 

 

 

Det første jeg tænker på da jeg vågner næste morgen, er hvorfor solen mangler.
Vores hushjælp Marita plejer altid vække mig tidligt, hver eneste morgen, også selvom det er weekend. ”Du skulle nødig gå glip af dagen, min kære” var ordene hun altid brugte, med hendes bløde, moderlige stemme, når jeg lå og kom med små beklagende lyde, over det pludselige sollys. Derfor undrer det mig, at solen ikke skinner ind på mig, som den gør hver eneste morgen.
Mine fingre vandrer hen af sengebetrækket, for forhåbentlig at ende ved sengebordet, hvor min mobil ligger på, men da mine fingerspidser ramler sammen med noget hårdt og varmt, farer jeg sammen.
Med et ryk har jeg sat mig op og uvilkårligt springer jeg op fra sengen, alt for hurtigt, så jeg er nød til at tage mig til hovedet, og bruge et øjeblik på at genvinde balancen, før jeg går igang med at absorbere den ukendte scene jeg befinder mig i.

Et halvstort rum, tydeligvis et soveværelse, efter at dømme på den store dobbeltseng, og kommoden der står placeret ved en af de hvide vægge, toner frem for mine øjne. Sengen og kommoden, er nærmest også nogle af de eneste genstande, der befinder sig inde i rummet. Der er ingen personlige ting; ingen malerier, ingen billeder. Det ligner mest af alt et hotelværelse, upersonligt, som det er et sted man ikke tit opholder sig i.
Et stort vindue dominerer en af væggene, og jeg træder hen til det, og trækker gardinerne fra. Udenfor kan man se, hvordan London ser ud på en typisk, grå regnvejrsdag.
Jeg drejer om på hælen, og lader mine øjne lande på sengen igen.
Der ligger der en dreng. I søvnen, har han lagt hans ene arm over hovedet, så hans ansigt nu er halvskjult, men trods det og hans lukkede øjne, kan jeg sagtens se hvem den sovende person er. Zayn. Hans åbenlyse skønhed får mig til at måbe, min mund er let åben, og jeg træder tættere på den sovende dreng, og selvom det lyder underligt, kan jeg ikke lade vær med bare at stirre på ham. Der er noget ved ham, der forhindrer mit blik i at vige væk fra ham.
Jeg synker en klump, der er ved at forme sig i min hals, da jeg ser at han ingen trøje har på, hans muskuløse ryg er fuldstændig blottet for mig. Et let gisp ryger ud over mine læber, da jeg opdager min egen beklædning.
I stedet for min fine røde kjole, som jeg havde på i går, er min krop nu iklædt en sort T-Shirt, og efter at dømme efter duften, er det tydeligvis Zayns. Åh gud, hvad lavede vi lige i går?
Jeg sætter mig ned på sengen igen, lader mit ansigt hvile sig i mine hænder, og prøver at tænke tilbage på igår. Men det går hurtigt op for mig, at der er et stykke der mangler. Hvordan jeg er endt her, er endnu ikke opklaret.

Madrassen flytter på sig, og med et sæt har jeg mit blik rettet mod Zayn. Hans øjne er nu åbne, og han ligger med et let, varmt smil på læberne. Han kan tydeligvis se forvirringen i mine øjne, så han får sat sig halvt op i sengen. Det gør at dynen nu ryger af ham, og hans tydelige mavemuskler er fuldstændig blottet for mig. Jeg kan mærke hvordan varmen langsomt stiger op til mit ansigt, og mit blik ryger med det samme væk fra ham.
Af en eller anden underlig grund, er stemningen ikke akavet, selvom den mest af alt burde være det. Der er bare et eller andet ved ham, der får mig til, at slappe af. Det er nok også det, der til sidst gør, at jeg får samlet mit mod, og igen retter mit blik mod ham.
”Ehm, Zayn, bare for at få det på det rene.. Vi to, vi har ikke sådan..” min stemme toner ud, og jeg retter mit blik mod mine hænder, ubevidst om hvordan jeg skal få det næste sagt. Jeg kan mærke hvordan Zayns blik følelse brændende på mig. ”Vi lavede ikke noget i går, vel?” får jeg afsluttet, og retter mit blik op igen, for at møde en forvirret Zayn. Da det går op for ham hvad jeg mener, bliver hans øjne store, og han tager hænderne op foran sig. ”Nej, nej, selvfølgelig ikke. Jeg ville ikke udnytte din tilstand på den måde” siger han, og den desperate tone i hans stemme, får mine mundviger til, at snige sig op i et lille smil. Der er et eller andet sødt, over den måde, han prøver at overbevise mig over, at han aldrig kunne finde på sådan noget. Det føles helt underligt at smile ægte, så lang tid, er det efterhånden siden.
”Kan du ikke huske noget fra i går?” Han har lagt ansigtet let på skrå, noget jeg er begyndt at lægge mærke til, at han tit gør, når han stiller et spørgsmål. Jeg prøver igen at køre dagen i går, igennem i mit hoved, men ligesom sidst, mangler der en del, og hver gang jeg prøver at tænke mig frem til den, går min hjerne i stå.

”Det sidste jeg kan huske er, at jeg tog noget alkohol fra køkkenet, bagefter jeg havde snakket med dig, og gik så ud af bagvejen, og efter det er der bare.. sort. Jeg kan ikke huske hvordan jeg kom herhen, eller noget som helst.” Jeg får mumlet det jeg kunne huske, imens jeg sidder og leger lidt med mine fingerspidser, studerer mine lange negle.
Mit blik ryger hen til Zayn igen, der sidder og nikker, med et tænksomt blik i ansigtet.
Et strejf af panik går igennem min krop, og jeg åbner munden for, at snakke igen; ”Åh nej, jeg har ikke gjort eller andet pinligt, vel?” får jeg sagt, og skjuler mit hoved i mit ansigt. Det kunne ligne mig så meget, at gøre et eller andet åndsvagt. Zayns klukkende latter, får mig til at kigge på ham igen. Han sidder med et skævt smil klistret fast til ansigt, og han ryster på hovedet. Varmen i hans øjne, får mig ubevidst til at rødme. Noget jeg normalt aldrig plejer at gøre. 
Pludselig fra det ene sekund til det andet, bliver hans blik forandret, det indeholder nu nogle følelser jeg ikke kan beskrive.
”Men der er noget andet..” Han tøver, tydeligvis undrende over hvordan han skal fortsætte. Jeg retter mig op, og kigger opmærksomt på ham.
"Du havde et mareridt."

Pludselig er det som alle gårsdagens oplevelser strømmer tilbage i mit hoved, og indhyller mig i alt det, min berusede tilstand, havde fået mig til, at glemme.
Små glimt af Zayn der bar mig op til hans lejlighed, fordi jeg selv var for træt til at gå, tonede frem for mit indre. Følelsen af den bløde seng mod min krop, da han forsigtigt lagde mig ned i hans seng. Hvordan han havde insisteret på, at jeg tog sengen, mens han selv ville sove på sofaen, og han derefter havde rækket mig en af hans T-Shirts at sove i. Det søde, halvgenerte smil, der aldrig forlod hans læber, ikke et øjeblik.
Stærkest stod minderne fra da jeg pludselig var vågnet op om natten, med et sæt, og et skrig kantede sig vej ud gennem min mund. Et mareridt havde domineret mine ellers så fredfyldte drømme. Jeg kan stadig huske det hele.

Min mor.. hendes store, blændende smil, der med et højt brag og lyden af smadret glas, blev ødelagt forevigt.. og derefter mørke, tomhed, der var domineret af en kvælende sorg, der trak mig dybt ned i et stort, kulsort hul og med sine lange kløer, borede sig ind i mig, og nægtede at lade mig komme op til overfladen igen. Nægtede at lade mig se dagslys.
Jeg vågnede med et skrig, og kiggede mig forvirret omkring. Det eneste der kunne ses var mørke. Mørke, mørke, mørke. Men ikke den samme kvælende mørke, som der var i drømmen, den der for hvert sekund, røvede al min livsglæde. Den her var anderledes. Der var noget underligt betryggende over den.
Et klik lød henne fra et sted nogle meter fra mig, og det pludselige lys værelset blev badet i, fik mig til at knibe øjnene sammen. Jeg kunne mærke hvordan madrassen blev tungere over i den ene side, som om nogen satte sig på den, og det fik mig prøvende til, at åbne øjnene op på klem.
Foran mig sad Zayn. Hans hår var pjusket, som om han lige var vågnet, og hans trætte øjne var fulde af bekymring. Da han spurgte om jeg var okay, og derefter flyttede sin hånd over mod mig, veg jeg uvilkårligt tilbage. Jeg synes at kunne høre ham mumle ordene, ”Åh nej, ikke nu igen”, men uden at være fuldstændig sikker - blikket i hans øjne, så hvert fald såret ud.

Mareridtet sad stadig dybt i min krop, og gjorde det svært for mig, at trække vejret. Det føltes som min hals snørede sig sammen, og gjorde det umuligt for mig, at få luft ned til mine lunger.
Inden længe opstod små mikroskopiske tårer sig i krogen af mine øjne, og blev efterfulgt af flere, der side om side, trillede ned af mine kinder. I et kort øjeblik, blev jeg så opslugt af mit eget mørke, at jeg havde helt glemt at Zayn stadig sad foran mig, men da jeg mærkede et par stærke arme, snige sig om mit liv, og trække mig ind til sig, blev jeg mindet om at han var her. Og det fik en tryghed til langsomt at varme min krop op.
Jeg ved ikke hvor lang tid vi sad sådan her, Zayn der holdt om mig, havde hans hoved ved mit hår, og mig der hvilede mit hoved på hans brystkasse. Den varme og tryghed han gav fra sig satte min krop i ro, og inden længe skulle jeg kæmpe for, at holde øjnene åbne.
Zayn gjorde mine til at flytte sig og gå tilbage til sofaen, men jeg brugte mine sidste kræfter til, at udtale ordende: "Bliv.."
Og det gjorde han. 


Da jeg endelig formår, at rive mig ud af mine tanker, er Zayn ikke længere i sengen, ved siden af mig, og hele værelset er nu lyst.  Han står foran kommoden, og er i gang med, at trække en sort T-Shirt, over hovedet.
Hans blik har lagt sig på mig, og han kigger opmærksomt på mig. "Tak for at blive hos mig" får jeg mumlet tøvende, og håber at han kan fornemme ærligheden i mine ord. Han nikker bekræftende, og afslører et par sæt hvide tænder. Jeg smiler tilbage, og vi står i noget tid bare og smiler til hinanden, indtil virkeligheden pludselig kaster sig ind over mig, som sugende bølger, og får mig til at kaste et søgende blik rundt i rummet. Til sidst lander det på tilbage på Zayn, der nu står med mine iphone i hånden, med et grin. "Er det den her du leder efter?" spørger han, med drilleri i hans stemme.
Med et skævt smil placeret på læberne, får jeg transporteret mig selv over til ham, og han rækker mig min mobil. Det går pludselig op for mig, hvor tæt vi egentlig står på hinanden, hans øjne synes at skinne i skæret fra lyset. Til min lettelse forlader Zayn rummet med et smil, inden han ubevidst får mig til, at gøre et eller andet dumt.

Med et suk beslutter jeg mig for, at kigge på min mobil, selvom det faktisk er det sidste jeg har lyst til, fordi jeg godt kan fornemme hvilke beskeder der ligger og lurer på den, men jeg får taget mig sammen til det. Med et enkelt tryk har jeg åbnet den, og opdager nu til min rædsel alle de beskeder og ubesvarede telefonopkald der ligger på den. Alle fra min far, selvfølgelig.
Det er tydeligt, at føle hans vrede over det faktum, at jeg fra hans synspunkt af, bare skred fra arrangementet uden at fortælle ham det, men hvis han vidste hvilken tilstand jeg forlod stedet i, og især med hvem, ville den vrede han havde nu, virke fuldstændig harmløs.
Jeg beslutter mig for, at skrive en kort besked, hvor jeg fortæller at jeg havde det dårligt, men jeg ville forstyrre ham, og jeg ville heller ikke være alene hjemme, så jeg tog hjem til en af mine veninder. Tilfreds med beskeden får jeg trykket på send, og krydser nu mentalt fingrer for, at han tror på den.
Selvom alting virker uoverskueligt i øjeblikket, fordi min far sikkert ikke vil godtage den forklaring, så får jeg alligevel pakket det væk, og i stedet erstatter jeg mit bekymrede ansigtsudtryk, med et smil og bevæger mig ud fra værelset. 
Jeg ved ikke hvor Zayn er forsvundet hen, lejligheden føles pludselig stor og uoverskuelig, men duften af æg og bacon, bliver min redningsmand, og får ledet mig i retningen af køkkenet.
Mit blik lander på Zayn, der står ovre ved komfuret og roder med nogle pander. Han er klædt fuldstændig i sort. Sorte jeans, sort T-Shirt og hans tatoveringer, er med til at få ham til at ligne hvad folk ville beskrive med det velkendte kliche ord, en 'bad boy.'  Hans koncentrerede blik, får en latter til, at glide over mine læber.
Da han opdager min tilstedeværelse i rummet, glider et stort smil frem på hans læber, og uden at kunne styre det, får det en ukendt varme til at brede sig i min krop. Men det er en varme jeg allerede ved, at jeg godt kan lide. 





Sooo, there you have it! Kapitel 4. hvor er det skønt. Kapitlet blev ret kort, ja, men i det mindste  er det her. 
Det skal lige siges, at jeg ikke har planlagt altid at skrive de her små, korte forfatter beskeder, fordi jeg faktisk stinker til det. Sådan virkelig stinker - we're talking 'har ikke badet hele mit liv, og jeg er ikke en baby' here, if you know what i mean.
Men i dag er der en grund til at jeg skriver det her vrøvl, og det er fordi, jeg vil annoncere at jeg smutter på ferie fra den her onsdag, til næste onsdag, og i den tidsperiode er jeg ikke i stand til, at skrive på den her historie.. Desværre. Men jeg håber at i stadig vil læse med, og alt det, for jeg kan godt lide at skrive på den. Rosiebaby og Zaynie-boiii er da nogle kære to, så ja, why not.
Det vil betyde meget hvis i ville skrive en kommentar, fortælle mig hvad i synes om historien og alt det, og måske, kun måske, 'like' og sætte på favoritliste? Ih, har altid lyst til at sige sådan noget som "if you liked this story, please give it a thumbs up, and to be shy to hit the subscribe-button."
It's official. I watch too many youtube videos...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...