Underneath the perfect surface | One Direction

Rosie Millers liv, kan mest af alt virke som et lykkeligt paradis. En uvirkelig drøm.
Men for hende, er hver dag et levende mareridt. Et mareridt man ikke kan slippe væk fra.
Ingen kan se gennem de løgne, hun har bygget op. Ingen kan se al den sorg, der ligger og lurer under overfladen.
Men hvad vil der ske, når hun møder den kendte dreng, Zayn Malik?
Vil han være i stand til at se igennem hendes facader? Opdage, at alting måske ikke er det rene paradis?

Rosies far er ikke en man lægger sig ud med, men hvor meget vil Zayn sætte på spil, for at holde Rosie i sikkerhed? Hvor meget vil han ofre for kærlighed?

16Likes
6Kommentarer
1039Visninger
AA

4. Kapitel 3.

                                                                                                   Zayns synsvinkel


Der står hun. Rosie Miller. Hende pigen, som jeg ikke har været i stand til, at få ud af mit hoved, siden jeg så hende, for allerførste gang. Billedet af hendes skræmte blik, har hjemsøgt mig siden igår, nægtet at lade mig være i fred.
Men nu hvor hun igen er her foran mig, og vores blikke er låst fast til hinanden, er hun som en helt ny person. Hun er slet ikke til, at kende.
Hendes blik, er blevet erstattet af en direkte kontrast, nemlig glæde. Men alligevel kan jeg ikke lade vær med, at synes, at der er noget falskt over den varme, hendes øjne udstråler, og giver fra sig.
Hendes hår er ikke vådt og filtret, som det var sidste gang, jeg så hende, men falder denne gang i bløde krøller ned over hendes bare skuldre, og indrammer hendes fine ansigt.
Med det samme hendes brune øjne lander på mine, kan jeg se, at hun genkender mig.
Som om nogen giver hende et stød, flytter hele hendes krop sig en centimeter, i overraskelse. Hendes øjne bliver store, og hun måber. En lyst til at gå over til hende for, at stille hende alle de spørgsmål, der har faret igennem mit hoved, både i dag, og i går, dominerer min krop. Men da mit blik lander på en skikkelse ved siden af hende, forsvinder den lyst, med det samme igen.


Manden der står ved Rosies side, skæver til hende med et hævet øjenbryn, en let irritation summer i hans mørke øjne. Da han lader hans blik følge hendes, nok for at se hvad det er, der optager hendes opmærksomhed, og det derved ender ved mig, bliver hans blik dystert, og endnu mørkere end før. Han sænker sit hoved og hvisker noget til hende, i hendes øre, og med et ryk er hendes øjne fastlåst i hans retning. Hun svarer ham, mens hun kigger ned af, og hendes hår falder ind foran hendes ansigt, og skjuler det, så jeg ikke er i stand til at tyde blikket i hendes øjne. 
”Hey Zayn, skal du med? De andre er ved, at gå ind.” En hæs stemme får mit blik til, at glide over til siden, i retningen af lyden. Harry står foran mig, afventende, med et smil på læben. Da jeg kigger bag ham, kan jeg se de andre drenge stå lidt længere op af trappen, og har deres blikke rettet mod os, mens de snakker sammen.
”Ja, to sekunder…” svarer jeg, og mens jeg lader ordene slippe ud af min mund, flytter jeg mit blik tilbage til hvor pigen og manden, før stod, men denne gang er pladsen optaget af nogle andre. Rosie og manden er væk.
Jeg kniber mine øjenbryn sammen i forundring, og kan nærmest mærke, hvordan en forvirret rynke, langsomt træder frem mellem mine øjne. Måske er de bare gået ind? Men alligevel kan jeg ikke lade vær med, at finde det mørke der var tydeligt at finde, i mandens blik, underligt.
Harry rømmer sig, og får igen fanget min opmærksomhed. ”Er du okay?” spørger han, og lægger hovedet let på skrå, mens et bekymret blik glider rundt i hans øjne.
Jeg nikker hurtigt, og prøver tøvende, at få et smil frem på mine læber. ”Ja jeg er, og jeg kommer nu.” Han nikker bare bekræftende, men ligner alligevel en der ikke tror særlig meget, på min lille løgn, men heldigvis lader han det bare ligge, og vi går hen til de andre.
 

For at være ærlig, har jeg aldrig rigtig fået fat på, præcis hvad det er der bliver samlet ind til, selvom jeg sikkert har fået det fortalt en halv million gange. Men det gør vel ikke så meget, siden al form for velgørenhed, jo er godt. Og det må være for en rigtig god sag, siden der er så mange mennesker der er dukket op.
En masse forskellige personer, har været oppe og på det lille podie og snakke, men jeg har ikke hørt efter. Min koncentration er et helt andet sted.
I stedet for at have mit blik rettet mod de forskellige mennesker, der har været i gang med, at snakke, ligesom alle andre, har det lagt på et bord, i den modsatte ende af det, drengene og jeg sidder ved. En pige med brune øjne, og mørkt krøllet hår, har frataget mig min koncentration.
Engang imellem har en af drengene sendt mig undrende blikke, og kigget i samme retning, som jeg, men siden der er en hel del mennesker inde i det stærkt oplyste, luksuriøse rum, ved de sikkert ikke præcis hvem det er, jeg finder så interessant.
Hvis de alligevel fandt ud af det, ville de nok bare tro, at det var fordi jeg synes hun var smuk, eller noget i den retning. De kender nemlig ikke til den egentlige historie, bag min interesse.

Selvom vi, drengene og jeg, deler stort set alt med hinanden, er mødet med den brunhåret pige fra i går, ikke noget jeg synes, at jeg kunne dele med dem. Det føles ikke som om, at det var for mig, at fortælle. Jeg ville alligevel ikke vide, hvad det var jeg skulle sige, hvis jeg besluttede mig for, at dele det med dem.
”Hey drenge, jeg har lige mødt den her kønne pige nede i byen, hun så ikke glad ud, og så var der det her, med nogle underlige mænd, og ja, jeg ved ikke, men nu kan jeg hvert fald ikke få hende ud af mit hoved..” Nej. For det første, vil de ikke forstå hvad jeg mente med det, og for det andet, ville de tro at jeg var blevet endnu underligere, end jeg normalt var. Måske endda endnu underligere end Harry, og det burde være et stort advarselstegn.

Et hav af rødt stof og mørke krøller, bevæger sig ude i krogen af mit øje, og mit blik når lige at lande på pigen igen, der nu befinder sig helt bagerst i lokalet, inden hun drejer rundt om et hjørne og forsvinder.
Det er nu jeg har en chance til, at snakke med hende. Uden at tænke over det, har jeg rejst mig op, annonceret til drengene at jeg skulle på toilet, og lader nu mine fødder bære mig over, i samme retning, som pigen forsvandt hen.
Jeg når lige at se hende forsvinde ind af en dør, med en figur, der skulle ligne en dame på, inden hun igen er væk.
En lyst til bare, at droppe det hele, og gå tilbage på min plads, bobler frem i mig, men jeg vælger, at skubbe den til side. Du kan ikke lade dig skræmme af noget så simpelt, som et dametoilet, tænker jeg ved mig selv.
Jeg lader mit blik ryger til begge side af den gangen, på udkig efter om der er andre, end mig. Men heldigvis er alle folk sat inde i den store sal, så jeg får taget mig sammen, samlet alt mit mod, og lægger en hånd, på dørhåndtaget. Med et snuptag, får jeg åbnet døren, og transporteret mig ind i lokalet, døren lader jeg stille glide i igen, bag mig. 


En skikkelse indsvøbt i et rødt, skinnende stof, toner frem for mine øjne. Hun står lænet ind over vasken, med begge hænder placeret ved siden af den, og har tydeligvis ikke opdaget, at hun ikke længere er alene. Jeg står uden at sige et ord, uden at vide hvad jeg skal sige.
Da hun hæver sit blik, og ser min refleksion i spejlet, bliver hendes øjne store, hun vender sig forskrækket om, og i et kort øjeblik, er jeg bange for, at et skrig skal til, at slippe ud over hendes læber. 
"Hvad laver du herinde?" Hendes ord kommer ud, som en let, hæs hvisken, og hendes øjne flakker rundt i lokalet, som hun ikke ved, hvor hun skal kigge hen. Allerede med det samme, kan jeg begynde at kende den pige, som jeg så i går. Hende der var bange.
Jeg klør mig akavet i nakken, uden helt at vide, hvordan jeg skal få sagt de til, jeg gerne vil sige.
"Ehm.. jeg vil bare gerne snakke med dig” får jeg mumlet, og hun hæver afventende et øjenbryn for, at få mig til, at fortsætte. ”Så snak” tilføjer hun, mens hun står med ryggen lænet op af vasken.
”Hvem var de mænd?” Ordene flyder ud af min mund, uden jeg egentlig når, at registrere dem.
Sætningen får hende til, at hæve et spørgende øjenbryn, men da det går op for hende præcis hvem jeg mener, spærrer hun sine brune øjne op, på vidt gab.



                                                                                                       Rosies synsvinkel

Jeg havde fået nok. Atmosfæren inde i rummet truede med at kvæle mig, stjal al den energi jeg havde i min krop, så derfor var jeg nød til at gå. Jeg skulle væk derfra.
Det er grunden til, at jeg nu står inde på det skinnende rene toilet. Endda herinde skriger der af rigdom. Alting er super moderne, og pletfrit, og ligner noget der bliver rengjort hvert eneste minut.
Zayns spørgsmål hænger stadig i luften, og det er nu hans tur til, at vente utålmodigt på et svar.
Jeg lader mine fingerspidser lege med hinanden, i et håb på at få samlet mine forvirrede tanker.
Bare hans blotte tilstedeværelse sender forkerte signaler rundt i min krop, og jeg har mest af alt, bare lyst til at gå. Men jeg kan ikke. Jeg er naglet fast til det sted jeg står på.
”Det er bare nogle der arbejder for min far, det skal du ikke bekymre dig om.” Jeg bliver overrasket over det faktum, at min stemme ikke ryster, som jeg var bange for, at den ville gøre, men i stedet lyder den overbevisende og stærk – men på samme tid også kold og hård.
”Og det, at du så bange ud, det er bare normalt, eller hvad?” Hans tonefald lyder halv irriteret, men underligt nok også bekymret. Hvorfor bekymrer han sig for mig, når han ikke engang kender mig?
Mit blik falder ned på mine hænder, og jeg lader spørgsmålet være ubesvaret. Hvad skal jeg overhovedet svare? Mit liv er et rod, et kaos af forvirrede følelser og tanker. Svigt.
Jeg er ikke vandt til, at nogen overhovedet opfanger at alt ikke er så perfekt, som jeg får det til, at se ud som, så når nogen endelig opdager det, ved jeg ikke hvordan jeg skal reagere.
Da det går op for ham, at jeg ikke har tænkt mig, at svare, bevæger han sig videre til næste spørgsmål; ”Hvad laver du egentlig herinde?”
Hans spørgsmål får mig til, at sende ham et mistroisk blik, og en af mine øjenbryn til at hæve sig.
”Det her er et dametoilet, Zayn, det er normalt at gå herud, når man er af mit køn” siger jeg, mens jeg ubemærket lægger armene over kors, skaber en fiktiv tryghedszone, for mig selv.
”Du ved hvem jeg er?” Hans har lagt sit hoved på skrå, og kigger på mig med et skævt smil. Hans øjne glimter i skæret af lamperne, og uden at tænke over det ryger mine mundviger op af, og former noget som kan opfattes, som et smil, men hurtigt får jeg fjernet glæden fra mit ansigt.
Mine skuldre ryger op, i et ligegyldigt træk, og jeg lader mit blik glide væk fra ham.
”Alle ved vel hvem du er, ikke?” spørger jeg retorisk, og inden han kan svare, fortsætter jeg;  
”Jeg er herinde fordi, at jeg ikke kan klare at være derude.” Min arm ryger hen mod døren, og signalerer til lokalet der er gemt bag den solide, trædør. Hans øjenbryn ryger spørgende op af, som om han lydløst beder mig om, at uddybe min forklaring.
”Alle de folk derinde er falske. Den eneste grund til, at de holder det her velgørenhed, er for at de kan føle sig gode. Det er mere et spørgsmål om status, end rent faktisk at hjælpe folk. De iklæder sig det her fine tøj, og sætter sig i de her fine lokaler, så de alle kan prale af hvad de nu har opnået i deres liv. Jeg kan ikke klare, at være derinde, det kvæler mig. Det er de samme snæversynede mennesker, med den samme tankeløse snak. De har ingen meninger, de er alle en kopi af hinanden. De lever det her perfekte liv, der er langt fra sandt. De lever i deres egen lille boble, og jeg er træt af det. For hver sekund jeg bruger sammen med dem, føler jeg at jeg mister en del, af mig selv. Jeg kan det ikke mere, jeg vil det ikke mere.” Min stemme bliver højere og højere for hvert ord jeg siger, stiger i intensitet. Zayn kigger overrasket på mig, det jeg sagde, var nok ikke i nærheden af hvad han, i sine vildeste drømme, kunne have forestillet sig, at jeg ville sige.Men jeg kan ikke bebrejde ham. For ham virker jeg sikkert bare som en hver anden forkælet rigmandspige.
”Hvorfor spørger du overhovedet? Hvorfor er du herinde?” Mit tonefald er igen blevet koldt og fjernt.
”Jeg ved det ikke, det er bare, da jeg så dig i går, virkede du så..” Han har blikket rettet ned af, prøver at lede efter ord, ”..ødelagt.”
Der går et sæt igennem min krop, da han får fuldført hans sætning. Jeg kan mærke hvordan hans intense blik granser mit ydre, holder øje med hvordan jeg reagerer.
En ironisk latter flyder ud gennem mine røde læber, og jeg ryster på hovedet.
”Jeg har ikke brug for dine falske bekymringer, ellers tak.” Min kolde, spydige ord er det sidste der trænger igennem stilheden på badeværelset, inden jeg med hurtige skridt bevæger mig hen forbi Zayn, og ud af døren.
 


                                                                               ❤ ❤ ❤

Mit hoved føles pludselig tung, og alting i min krop bobler og summer, men det er en følelse jeg elsker. Jeg føler mig fri, den tyngende fornemmelse jeg altid går rundt med, lader til at forsvinde mere og mere, for hver slurk jeg tager af den lille glasflaske. I et øjeblik er jeg i tvivl om det er hele verden der snurrer rundt, eller om det er mig.
Jeg hæver min hånd op til mit ansigt, og sætter den lille glasflaske med det klare indhold indeni, for min mund, men til min store forundring lander der denne gang ikke en sød smag af alkohol, på min tunge. Flasken er tom.
I et øjeblik ærgrer jeg mig over, at jeg ikke tog mere alkohol med ud, da jeg havde chancen. Efter jeg havde forladt Zayn på badeværelset, sneg jeg mig ud for, at trække noget frisk luft i håbet om, at få klaret mit hoved en smule, men af en eller anden grund havde min hånd ufrivilligt snuppet en flaske champagne med på vejen, da jeg gik igennem køkkenet, for at komme hen til bagdøren, og nu sidder jeg så her. På et koldt trappetrin, i min fine kjole, med en tom flaske i hånden.
Jeg har altid haft nemt ved, at blive fuld, så det undrer mig ikke, da jeg mærker den velkendte frihed indfinde sig i min krop, og give slip på alle mine bekymringer. I det mindste er det tusinde gange bedre, at sidde på et fugtigt trappetrin alene, end at være derinde blandt alle de falske mennesker.

Skyggerne omkring mig glider sammen, og danner en masse forskellige former, der danser rundt mellem hinanden. Af en eller anden grund, får et eller andet mig til at fnise helt tosset, selvom der ikke er noget at fnise af, grunden til den ny fundende humor, kan kun være alkoholen der i øjeblikket flyder rundt i mit blod.
En lyd af en dør der går op, trænger ind i min øregang, men jeg opfanger den ikke. Jeg er alt for langt væk til, at opfange noget. Det er først da skyggerne pludselig danner en dreng, at jeg opdager at jeg ikke længere er alene. Hans bekymrede blik, da han ser den tomme flaske og bagefter mit skæve, fjollede smil, får mig til at grine. Latteren kan slet ikke stoppe med, at flyde ud af min mund, når jeg først er gået i gang.
Jeg kan se, at Zayn snakker til mig, men der kommer ingen lyd af hans mund. Alt står fuldstændig stille. Tid, sted, alt omkring mig, er fastfrosset, forvandlet til en masse ubevæglige former. Mine øjenlåg føles tunge, og jeg må kæmpe en hård kamp for, at de ikke skal glide i.
”Jeg må vist hellere få dig tilbage til din far..” Endelig registrer min hjerne Zayns stemme, og jeg spærrer øjnene voldsomt op, ved hans ord. Pludselig føler jeg mig helt ædru, som om jeg ikke har rørt, bare én dråbe alkohol.

Jeg ryster voldsomt på hovedet, og lukker øjnene i. ”Jeg vil ikke tilbage til ham, ikke lige nu.”
Min stemme kommer ud som en hvisken, og jeg åbner mine øjne igen for, at finde Zayn med det samme bekymrede blik malet i ansigt, denne gang bare meget værre. Han kigger kort ned for, at lade et lydløst suk, glide ud over sine læber. 
”Har du nogen jeg kan køre dig hen til? Jeg vil gerne hjælpe dig, Rosie.” Hans stemme er indtrængende, og den har en beroligende effekt på mig. Han løfter sin ene hånd for, at lade den glide hen til mit ansigt, og skubbe noget løst hår, bag mit øre.
Jeg ryster kort på hovedet, inden jeg læner mig selv op af den fugtige stenmur. Jeg kan mærke Zayns blik på mig, inden jeg lader mine øjenlåg mødes, og lukkes. ”Min far.. han må ikke se mig sådan her” får jeg mumlet, uden at være sikker på, at han overhovedet kan høre hvad jeg siger.
Trætheden er tæt på, at overmande mig, og jeg kan høre hvordan lyden af nye stemmer omkring mig bliver højere. Det lyder som nogle personer der snakker, og engang imellem kan jeg skimte mit navn blive nævnt, eller Zayns stemme, men jeg er for træt til, at åbne øjnene, og hvert fald ikke  deltage i samtalen.
Det sidste jeg kan høre, inden jeg døser hen er Zayns stemme, der fortæller de folk han snakker med, at han tager mig med hjem, så min far ikke skal se mig.
Et par stærke arme lægger sig omkring mig, løfter mig op så let som ingenting, og inden jeg falder ind i en verden af stilhed, undrer jeg mig over, hvordan det er muligt for mig pludselig, at kunne flyve.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...