Underneath the perfect surface | One Direction

Rosie Millers liv, kan mest af alt virke som et lykkeligt paradis. En uvirkelig drøm.
Men for hende, er hver dag et levende mareridt. Et mareridt man ikke kan slippe væk fra.
Ingen kan se gennem de løgne, hun har bygget op. Ingen kan se al den sorg, der ligger og lurer under overfladen.
Men hvad vil der ske, når hun møder den kendte dreng, Zayn Malik?
Vil han være i stand til at se igennem hendes facader? Opdage, at alting måske ikke er det rene paradis?

Rosies far er ikke en man lægger sig ud med, men hvor meget vil Zayn sætte på spil, for at holde Rosie i sikkerhed? Hvor meget vil han ofre for kærlighed?

16Likes
6Kommentarer
1034Visninger
AA

3. Kapitel 2.

                                                                          Rosies synsvinkel

Jeg klemmer mine øjne sammen, og giver langsomt slip på den frihed der dominerer ens krop og sjæl, når man befinder sig i en verden af ro og drømme. Mine øjenlåg skilles let, og lyset kommer mig i møde. Hele værelset er badet i solskin.
Det store panorama vindue, afslører det gode vejr, der i øjeblikket hersker over London, og selvom solen burde give mig en lyst til, at forlade min seng, så er det, det sidste jeg har lyst til, lige nu.
Jeg strækker mig dovent i min seng, sengetæppet der er af ren silke og importeret fra udlandet, føles al for komfortabel, mod mine bare hud.
Men pludselig kommer virkeligheden mig til undsætning, og jeg sætter mig op med et ryk.
En nervøsitet overtager min krop, og jeg lader mine hænder bane sig frem til sengebordet, og hurtigt har jeg min mobil i min hånd, og er i færd med, at låse den op. Jeg misser med øjnene mod lyset, som jeg stadig ikke har vænnet mig fuldstændig til, og lader mine øjne scanne skærmen, søgende efter et svar på mit spørgsmål. Hvor meget er klokken?
Heldigvis er der 15 minutter til, at klokken er 10, så jeg ånder lettet op, og giver mig selv et mentalt skulderklap for, at have vågnet i tide.
Min far bryder sig ikke om, hvis man ikke håndhæver hans regler, og følger dem til punkt, og prikke. Hver lørdag er der morgenmad klokken 10, og det er kun hvis jeg er ude, at sove hos en veninde, at jeg får lov til at misse den familietradition. Tanken om hvad der ville ske, hvis jeg ikke følger hans regler, bryder igennem den lille rest af glæde, jeg havde bygget op, og gåsehud, er i færd med, at træde frem på min arm.

Jeg svinger mine ben ud over sengen, og lader mine fødder få kontakt med det kolde trægulv. Mine hænder finder vej frem til mit ansigt, og jeg begraver dem i mine håndflader. En hovedpine har indtaget mit hoved, og er nu i gang med, at nedbryde mit humør. Sådan er det nærmest hver lørdag. Denne dag er den eneste dag, hvor min far for alvor er hjemme, alle andre er han på arbejde.
Normalt ville andre børn, bruge denne dag som en festdag. Fejre at deres far endelig er her sammen med dem, men når man hedder Rosie Miller, er ens virkelighed helt anderledes, end andres.
Mine bare fødder tripper let tværs over trægulvet, og jeg griber min silkekåbe, der hænger på dens faste plads, og lader stoffet glide over mine bare arme.
Kåben indhyller mig i dens blødhed, og jeg står i et kort øjeblik og bare nyder det, mens jeg laedr mine øjne glide over udsigten, der er fra mit værelse af.
Panorama vinduet, går helt fra gulvet af og op til loftet, og giver mig adgang til at kunne se hele haven.
Solens stråler afspejler sig i poolens, glimtende overflade, og giver marmor fliserne udenfor, en helt anden, eventyrlig glans.
Græsset er grønt og fuldstændig perfekt, ligesom resten af vores have. Ligesom resten af huset.
Der er blevet gjort alt hvad der overhovedet kan blive gjort for, at holde alt smukt og indbydende.
Jeg får øje på vores havemand, Alberto, en ældre herre, med mørkt hud og overskæg, der går og luer ved nogle af de røde roser. Min far elsker de roser og Alberto er den eneste i den store, hvide verden, han vil betro sine dyrebare planter med.
Hans kærlighed til de blomster, med deres skønne ydre, er stor, men alligevel passer han dem aldrig selv. Det har han folk til. Sådan er det med min far. Hvad han ikke gider, eller hvad han ikke har tid til, sætter han folk til. Ligesom med mig.
Tit føler jeg mig, som var jeg bare endnu en af hans roser. Overvåget, sat i en boks, ude af stand til at træffe mine egne valg, overladt til andre mennesker.
Med et hovedrysten forlader jeg mit værelse.
    
Jeg lader mine ben føre mig ned af den store vindeltrappe, og går hen af den lange, lyse gang.
Solen hilser på mig, gennem de store vinduet, giver mig en form for styrke med på vejen.
Solskinnet falder ind gennem vinduet, og lyser det store, hvide køkken op.
Spisebordet står som altid henne ved væggen, der udelukkende er lavet af glas, så man har et fantastisk udsyn til livet udenfor.
Henne ved enden af bordet sidder han. Min far.
Med en avis bredt ud på bordet, og en kop kaffe ved siden af sig, sidder han der på sin sædvang-lige plads, med sit sædvanglige blik i øjnene.
Selvom det er lørdag, og burde være en afslapningsdag, er han alligevel iført et dyrt designer jakkesæt, dog har han udelukket blazeren.
Det er som om, at han ikke kan slippe det perfekte liv han har bygget op, i bare ét sekund. Facaderne ryger aldrig ned, når det er min far, man snakker om. Selv herhjemme, det sted som burde være helle, burde være et fristed, skal alting være i orden.
Alting skal være perfekt. Men sandheden er, at ingenting ved mit, eller hans liv, er perfekt.

Det er først da jeg har bevæget mig hen til bordet, og har sat mig ned på min stol i den modsatte ende af ham, at han overhovedet bemærker mig. Han løfter sit hoved op, lader sit blik granske mit ydre, kigger ned på sit dyre armbåndsur, nok for at tjekke klokken, og se om jeg kom til tiden, for derefter at give mig et kort nik, og igen overgive sin opmærksomhed, til avisen.
Som hver eneste lørdag.

Vi spiser i fuldstændig tavshed, det eneste der kan høres er fuglenes sang, vores hushjælp ved navn Marita, der går rundt i stuen og nynner, og min fars regelmæssige bladren i avisen.
Den usynlige barriere der altid er imellem os, lader til i dag, at være endnu større end normalt.
Og grunden til det, er nok al det der skete igår.
Jeg ved, at min far holder af mig. Det har jeg regnet ud når man tænker på, at jeg ikke må gå nogen steder hen, uden der altid er en der skal ledsagede mig, følge efter mig, hvis jeg nu render ind i problemer.
Nogle gange ender det op med, at jeg føler mig helt overbegloet, og paranoid. For det er altid sådan med min fars vagter, at man som regel ikke kan se dem. Det er de for gode til.
De bliver kun set, hvis de vil ses. Hvis de mener, at jeg på en eller anden måde er i fare, vrimler de frem fra skyggerne, klar til at hjælpe. Og det var præcist det de mente, at jeg var i, i går.

Jeg kan stadig huske hvor tom jeg følte mig indeni. Hvor tung jeg følte mig. Fyldt op med alverdens tanker, og bekymringer, gik jeg gennem Londons stræder.  
Gik i flere timer, i regnvejr, og selvom mit tøj for længst var blevet gennemblødt, og regnen dryppede fra mig, stoppede jeg ikke. Jeg fortsatte.  Fortsatte indtil mine fødder ikke kunne bære mere, og jeg var nød til, at holde en pause.
Og det var der, det slog mig. Mens jeg stod og kiggede ud på trafikken, gik det op for mig hvor let det var, at forsvinde. Hvor lidt der skulle til for, at jeg ikke eksisterede mere.
Jeg var et par skridt, fra evig frihed. Jeg var et par skridt væk fra et liv uden løgne, og falske ord.

Men det sjove var, at det var ikke, da jeg stod som et andet spøgelse, med en tomhed der havde overtaget hele min krop, at min fars vagter greb ind. Det var ikke da jeg rent faktisk var i fare, at de gjorde noget.Det var først, da ham drengen var kommet over.
På grund af min fars overbeskyttende facader, var det nærmest helt forbudt for mig, at være venner med drenge. Og det at date dem, var der slet ikke tale om. Alt dette vidste de folk, min far havde sat til at holde øje med mig. Hvis en dreng kom for tæt på mig, var de tvunget til at gøre noget ved det. Han kunne jo være en fare, som min far så mange gange, havde sagt.
Men hvad de ikke vidste, var, at det ikke var drengen der var en fare for mig. Det var mig selv.

Det eneste han havde gjort over for mig, var at være venlig.
Han havde udvist en form for forsigtighed, jeg aldrig havde oplevet før. Jeg kunne stadig se hans bekymret blik for mig, mærke følelsen af hans hænder, der holdt beskyttende om min krop.
I et split sekund, havde jeg følt mig tryg. Eller hvertfald noget der mindede, om tryghed.
Det havde overrasket mig, hvor let det tydeligvis var for ham, at se lige igennem mig.
Han kunne se angsten i mine øjne, sorgen. Alle de følelser der boblede rundt i min krop, stod blottet foran ham.
Alle dem som kalder sig mine venner, har altid ladet sig narre af mine facader. Mine smil og den falske glæde, som jeg altid havde med mig, overalt hvor jeg går, har de aldrig kunnet gennemskue.
Jeg ved alligevel aldrig om mine så kaldte ’venner’ overhovedet er mine venner. Om de holder af mig, for den jeg er, eller om de hænger ud med mig fordi, at jeg er rig, og min far har en masse kontakter.
Men med ham drengen virkede det anderledes. Han kendte mig ikke, han var fremmed, derfor var det eneste han så, var mig. Den skrøbelige pige, jeg egentligt er.
Der var noget andet, der fangede mig, ved drengen. Han virkede bekendt. Regnen, samt hans opslåede hætte, havde skabt sådan et stort dække for hans ansigt, at jeg ikke havde nået at se, hvordan han ordenligt så ud. Men alligevel kunne jeg ikke lade vær med at få den fornemmelse, at jeg havde set ham, et eller andet sted, før.



Min far rømmer sig pludselig, og får revet mig væk fra alle mine tanker. Jeg rejser mit hoved op, og lader mit blik lande på hans ansigt.
Vreden og utilfredsheden fra i går, flimrer stadig i hans øjne.
Han var ikke blevet specielt begejstret for, at høre, at jeg var blevet fundet, ”i armene på en dreng”, som det var blevet beskrevet. Men hvad de ikke vidste var, at han bare havde prøvet, at hjælpe mig.
Jeg kan stadig huske lyden af min fars stemme, der råbte af mig, og skældte mig ud. Fortalte mig, at jeg ikke skulle stole på drenge, at de kun var ude på at såre mig. Men hvad han ikke vidste, var, at den eneste der sårede mig, var ham selv.
”Der er et velgørenhedsarrangement i aften, og jeg forventer at du tager med.”
Hans ord er neutrale og stilfærdige, og hans folede hænder ligger på bordet, foran ham. Mest af alt, lyder hans ord, som taget ud fra en samtale mellem en chef og hans ansat, og ikke en samtale mellem en far og hans datter.

Jeg nikker kort inden jeg tager et slurk af min æblejuice. Selvom jeg ikke har lyst til, at tage med, fordi jeg ved, at den eneste grund til, at jeg er med, er så han kan vise mig frem, og vi kunne spille en lykkelig familie.
Min far rejser sig fra bordet, sikkert for at lave noget arbejde, på trods af, at det er weekend, men inden han forlader mig siger han; ”Vær klar klokken 18.” Så var den familietid ellers ovre.


                                                                        ❤ ❤ ❤

Resten af dagen havde jeg ikke lavet noget der havde specielt meget indhold i sig.
Den havde stået på genudseendelser, og afslapning, ikke andet end det.
Da klokken var blevet 16:30 kunne jeg ikke strække den mere, og gik derfor i et hurtigt bad.
Jeg havde måske brugt lidt for meget tid under bruseren, men den tryghed, som varmen gav fra sig, havde holdt mig til fange, og nægtede at give slip på mig igen.
Da jeg kom ud fra badet, startede jeg på en masse skønhedsritualer, for at gøre mig perfekt. Skabte den perfekte datter, som min far så stolt nød, at vise frem til alle og enhver. Det var det eneste tidspunkt, han havde et smil på læben.

Klokken er nu ved at nærme sig de seks, og jeg står foran mit store spil, der går fra gulvet, og op til loftet, og betragter dette fremmed væsenforan mig.
Hun er helt forandret, ligner ikke nogen jeg kender, men alligevel er der noget genkendeligt ved hende.
Hendes hud er, som altid helt lys og står i stærk kontrast til hendes mørkebrune hår, men en anden form for skinnende glød, pryder i dag hendes ydre. De mørke øjne er indrammet af sorte, lange øjenvipper, der får hende til, at se en del ældre ud, end hun egentlig er.
Den slanke krop, er viklet ind, i en lang og smuk, rød kjole, der får hendes figur til, at træde mere i karakter, og fremhæver hendes former. De lange mørkebrune lokker, baner sig ved ned af hendes skuldre i bløde, hvirvlende krøller.
Hun er smuk og hun er mig, men hun er alligevel ikke sand. Hun er perfekt, men hun er langt fra ægte.
Lyden af min far, der råber efter mig, får mig til, at gribe min pung, og bevæge mig nedenunder.
For foden af trappen, venter min far. Han er klædt i et mere formelt jakkesæt, end det han havde på tidligere, og har et smil plastret på læberne.
Det vil nok betyde, at skuespillet allerede er gået i gang.

                                                                                    ❤ ❤ ❤

Med det samme min far åbner bildøren, for mig, bliver jeg blændet af stærke lys. Åh nej, tænker jeg ved mig selv, det er et af de velgørenheds arrangementer.
Jeg lader et stort smil pryde min mund, inden jeg igen får nærkontakt med jorden, og træder ud af bilen.
Arm i arm med min far, bevæger vi os hen forbi de mange journalister, og deres blitzer, mens vi smiler til hinanden. Heldigvis for min far, har jeg prøvet det her så mange gange efterhånden, at jeg ved hvordan man gemmer sine følelser og tanker væk, og i stedet i tager sig rollen, som den perfekte datter. Hende der mest af alt, bliver brugt, som en dukke, som en man viser frem, og overhovedet ikke har noget imod det.

På den store trappe, der går op til den kolossale bygning, med glasfacader og smukke udsmykninger, hvor det hele skal foregå, står der allerede en masse mennesker.
Kvinderne er svøbt ind i smukke klæder, i alle mulige former og farver, mens mændene har de sædvanglige skjorter og jakkesæt på.
I mellem menneskerne kan jeg skimte en del jeg har set før. Mange af dem er fra Londons overklasseliv, folk som min far, så glædeligt har præsenteret mig for, mens andre er kendte mennesker.
Jeg kan ikke lade vær med, at få den sædvanglige følelse af at ikke høre til, blandt alle disse rige mennesker. Det er sådan jeg altid har haft det.
De spiller alle skuespil. Alle vil de virke perfekte, og som om intet er i vejen, selvom det sidste måske lige præcis er sagen. 
Uden at ligge mærke til det, har min far ført os over til et ældre par, han nu ivrigt står og socialiserer med. Da min far rømmer sig let, lader jeg mine tanker falde til jorden, og smiler stort, mens jeg retter opmærksomheden mod de afventende mennesker, foran os. Hurtigt hilser jeg på dem, og de hilser igen, med let forurettede miner. Hvis det var normale tider, havde jeg fortsat med, at deltage i samtalen, som min far har lært mig, jeg skal gøre, men følelsen af, at nogen betragtede mig, fik mig til at flytte mit blik rundt. Selvfølgelig er det normalt, at folk kigger på mig, når der nu er så mange mennesker, plus at der også er nysgerrige journalister til stede, men der er alligevel noget ukendt, der får min nysgerrighed til, at overvinde, og derved min koncentration om parret foran mig, til at falde.
Med mine øjne søger jeg efter en person, som har blikket rettet mod mig, og selvom der er så mange mennesker, er personen stadig overraskende let, at finde.

Med det samme mine øjne fæstner sig ved hans ansigt, ved jeg hvem det er.
Et stød af genkendelse farer igennem min krop, og jeg kan se hvordan hans blik, og fremtoning forandrer sig. Han kan også genkende mig.
Nu hvor det er i dagslys, og med uden nogen form for regn, til at dække, kan jeg se hvorfor jeg fandt ham så genkendelig.
Drengen med de brune øjne, som på en eller anden uforklarlig måde, var i stand til at se lige igennem mig, læse mig, som var jeg en åben bog, var selveste Zayn Malik. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...