Underneath the perfect surface | One Direction

Rosie Millers liv, kan mest af alt virke som et lykkeligt paradis. En uvirkelig drøm.
Men for hende, er hver dag et levende mareridt. Et mareridt man ikke kan slippe væk fra.
Ingen kan se gennem de løgne, hun har bygget op. Ingen kan se al den sorg, der ligger og lurer under overfladen.
Men hvad vil der ske, når hun møder den kendte dreng, Zayn Malik?
Vil han være i stand til at se igennem hendes facader? Opdage, at alting måske ikke er det rene paradis?

Rosies far er ikke en man lægger sig ud med, men hvor meget vil Zayn sætte på spil, for at holde Rosie i sikkerhed? Hvor meget vil han ofre for kærlighed?

16Likes
6Kommentarer
1097Visninger
AA

2. Kapitel 1.

                                                                                                  Zayns synsvinkel


Himlen åbner sig, og lader stråler af klar vand, falde ned fra de mørke skyer, og gennembløde alt på sin vej. Jeg kan mærke hvordan dråber af koldt vand, er ved at samle sig i mit hår, og jeg lader stædigt min hånd glide gennem det, så det stritter ud til alle sider.
Gaden er tæt befolket, og fyldt med skikkelser, bevæbnet med farverige paraplyer og regnjakker. Den evige regn, indhyller de mange mennesker i en grå boble, af tristhed.
Mine fingrer lukker sig om kanterne, på min hætte og trækker den op. Kæmper for at holde regnen så meget ude, som overhovedet muligt.
Jeg lader en lydløs bøn, glide ud over mine læber, håber og krydser fingrer for, at ingen opdager mig. Selvom jeg elsker mine fans, har jeg brug for en fridag. Jeg har brug for, at slappe af og være mig selv. Føle mig hjemme, føle mig fri. Og åbenbart er der ikke noget der siger ”velkommen hjem”, som en tur ud i det velkendte, engelske regnvejr.
 
Jeg lader mine øjne glide over på den modsatte, side af vejen. Folk farer ind og ud mellem hinanden, kæmper sig igennem det hav af paraplyer, der tit dominerer Londons stræder. Alle er sat i bevægelse, alle ser ud til at have en plan, et sted at gå hen. Det er når jeg går over på den anden side af vejen, og betragter de travle mennesker, at jeg opdager hende.
En pige. Hun står der midt i hele sceneriet, og bare.. står. Hun bevæger sig ikke, er ikke på vej noget sted hen, som alle andre.
Hun tager sig ikke engang af de mange mennesker, der står omkring hende, med irriterede blikke. Irriterede fordi hun bare blokerer deres vej, og ikke gør mine til at flytte sig. Det er som hun slet ikke ser dem.
Det eneste hun gør, er bare at stå. Stå og kigge ud på trafikken.

Normalt ville jeg nok ikke have tænkt nærmere over det, men der er noget i hendes blik der fanger mig og får mig til at stoppe op.
Hendes øjne besidder en tomhed, jeg ikke har været vidne til før. De er fyldt op til randen af usagte ord, og forvirrede tanker, men stadigvæk tomme.  Hun har blikket rettet lige frem, men hun kigger ikke på noget. Hun ænser intet omkring sig.
Det er svært, at se om det er regnen, der har landet på hendes utildækkede ansigt, og skabt de våde render, eller om det er tårer. 

Det tomme blik, der er malet i hendes øjne, er ikke det eneste der slår mig. Noget andet der får mine øjne til at fæstne sig ved hende, er den udsædvangelige skønhed, hun besidder.
Hendes fine, porcelænshvide hud, lyser op i regnens kvælende ensomhed, skaber en kontrast fra de gråskikkelser, omkring hende. Hendes læber er fyldige, med en let, rød farve.
Det mørkebrune hår ligger i lange baner ned af hendes skuldre, men på grund af det hektiske regn, er det filtret og vådt. Det sidste mit granskende blik lander på, er hendes øjne.
De skiller sig ud fra resten af hendes ansigt, og står som to mørke huller i hendes fine ansigt.
Et eller andet inden i mig, fortæller mine ben at de skal krydse vejen, med alle de susende biler, og gå hen til hende. Og det gør jeg så.

Mine ben har hurtigt transporet mig over, på den anden side af vejen, over til hende.
Jeg hæver forsigtigt en hånd for at ligge den på hendes skulder, og derved få hendes opmærksomhed, og pludselig reagerer hun.
Med vidt opspilede øjne, træder hun forskrækket et skridt tilbage, for at undvige min berøring, så hun derimod er ved at snuble. Lige i det sekund, hun skal til at ramle sammen med en forbipasserende, griber jeg fat i hendes talje, og hiver hende ind til mig, i en beskyttende bevægelse.
Det slår mig med det samme, hvor kold og gennemblødt hun er, som om hun har gået ude i regnen, i flere timer.
Mit bryst ligger helt tæt op af hendes, og jeg kan mærke at hun trækker vejret i hurtige stød.
Da mit blik låser sig fast til hendes, er det eneste jeg kan finde i hendes brune øjne, frygt.

Hun er endnu smukkere tættere på, og en ukendt trang til at lade mine fingerspidser glide over denne fremmede piges ansigt, bobler frem i mig. Men jeg får skubbet det væk, og i stedet træder jeg et halvt skridt fra hende. Angsten har ikke forladt hendes øjne i ét sekund. Engang imellem flakker hendes øjne hen til et punkt bag mig.

”Er du okay?” Med vilje har jeg lavet min stemme lav og beroligende, men det er alligevel nok til at få hendes krop til at spjætte kort, og hendes øjne til at blive endnu større, trods den evige larm fra trafikken. Hun giver mig et kort, bekræftende nik, men alligevel tror jeg ikke på hende.
Hendes blik fæstner sig endnu engang på noget bag mig, men da jeg vender mig om, kan jeg ikke se andet end en masse mennesker. Ikke nogen, eller noget, der skiller sig ud.
Alligevel er der stadig frygt at spore i hendes øjne, da jeg igen lader mit blik lande på hende.

Pludselig lægger jeg mærke til, at der står et par mennesker, og betragter os nøje. 
De træder ud fra de skygger, de før stod skjult i, og har deres stirrende blikke, rettet mod os. 
Det er to mænd, begge muskuløse og store. De minder mig mest af alt, om de bodyguards vi altid skal have med os, overalt. Jeg kan se i pigens blik, at hun kender dem, og de kender hende.
Det skulle ikke undre mig, hvis de var kilden til hendes bange blik, eller hvert fald en del af den.   

Ud af øjenkrogen kan jeg se, at en af dem flytter på sig, laver et slags udtydelig signal, og lidt efter lyder pigens stemme.
”Undskyld mig, men jeg må hellere komme videre.” Hendes stemme er lav og undskyldende, og hun har blikket rettet mod jorden. Jeg kan ikke undgå at høre hvor meget hendes stemme ryster. Jeg kan ikke undgå at bemærke den frygt, der ligger begravet i hendes ord.
Før jeg når at sige noget, har hun vendt sig om, og er på vej over til de to mænd. Inden hun bliver til en utydelige skikkelse, begravet i regnvejret tåge, åbner min mund sig.
”Hvad hedder du?” Mine ord er høje, og jeg beder mentalt til at hun kan høre min stemme.
Lidt efter, vender hun sig halvt om, lader sit blik glide tilbage til mig, en sidste gang, før hun lader et svar, glide ud over hendes læber. ”Rosie Miller.” Derefter vender hun sig om, og forsvinder.
Hendes ord står stille i luften, sitrer let, og selv længe efter hendes silhuet er forsvundet, side om side med de to mænd, og er blevet til en utydelig tåge i regnen, kan jeg stadig høre hendes skrøbelige stemme i mit øre.
Rosie Miller..









Det var så første kapitel, af min nye movella. Jeg lover, at jeg stadig bliver ved med, at opdatere de andre, men den her havde jeg bare brug for, at få publiceret. Jeg kunne ikke vente længere med at dele den med jer!
Den er nærmest min lille baby, jeg ved ikke engang hvorfor, men ja.  
Hvorfor er jeg altid så dårligt til, at skrive de her små forfatter beskeder, det er helt pinligt, org..
Anyhow tell me what you think, for jeg vil så gerne høre det! Er så spændt på at høre, hvad i tænker om den nye historie. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...