Rosens Fald

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jun. 2013
  • Opdateret: 2 jun. 2013
  • Status: Igang
Året er 1765 i Gentofte-by på Bernstorff Slot. En ung mand er jagtet efter mordet på Lensgreve Johann Hartwig Ernst von Bernstorff's unge datter.
Men hvad var motivet på denne handling?
Hvordan var han endt i denne situation?
For lykken havde jo tilsmilet ham i starten?

1Likes
2Kommentarer
276Visninger

1. Rosens Fald

Byen Gentofte, 1765

Et skrig skar igennem mine ører denne mørke efterårsnat. En dyb stilhed fyldte rummet. Blodet flød fra den unge piges porselænshvide hals, ned på mine hænder, videre ned af mine ben og til sidst på det antikke tæppe. Stilheden blev brudt da den blodrøde kniv gled ud af mine hænder, og ramte gulvet. Knivens fald rungede i den store balsal, og blev hængende i luften. Jeg stod bare forskrækket og stirrede på liget, og kniven og forstod ikke hvad jeg lige havde gjort. Råb ude foran herregården, vækkede mig op fra min frosne tilstand. Jeg løb over til det store vindue med de lange blondegardiner, udenfor stod adelsmænd, hestevogne, politie og kiggede på det der engang var en dyr mosaikrude. Store stykker glas i alle regnbuens farver lå spredt rundt omkring på jorden.
”Ved min Gud, hvad er der dog sket her?” Råbte en mand dækket af et slør af lange, hvide krøller, der sad lidt skævt. Han stod i sit rubinrøde silkenattøj, med tilsvarende futter til.
”Det har jeg ingen idé om Hr. Bernstorff. Jeg hørte pludselig et højt skrig, vågnede brat og skyndte mig naturligvis straks ind til dem for at se om De var okay Hr.” Svarede lakajen slesk, bukkede, og gik et skridt tilbage.
”Har De tjekket inde hos Frk. Edith?”
”N..N..Nej Hr. Jeg tjekkede kun inde ved dig.” Svarede lakajen usikkert.
 Manden med den skæve paryk vendte sig om: ”Nå men, så se da og få det gjort!”
”Javel Hr. Selvfølgelig Hr.” Mumlede lakajen, mens han bukkende gik bagud.
Han var på vej indenfor på slottet! Jeg måtte se at komme væk. Jeg gik hen kyssede liget på panden, hviskede ”Vi ses min skat”, og smuttede ud af balsalens bagdør lige idet døren blev åbnet i den anden ende.
Jeg styrtede ned af en stor vindeltrappe. Der hang spindelvæv alle vegne, og jeg fik noget i hovedet på hvert tredje trin. Den her vej havde vist ikke været i lang tid.
Endelig nåede jeg ud. Jeg stod og nød den dejlige friske luft. Trak vejret dybt, som om det var første gang i lang tid. Jeg kunne have stået der resten af mit liv. Bare trukket vejret, og kigget på den smukke natur. Men en olielampes skær og stemmer der kom nærmere, sagde at det var på tide at komme væk. Heldigvis lå der et lille skovstykke omkring Bernstorff Slot, som jeg kunne søge skjul i. Heldigvis for mig, var det begyndt at blive mørkt. Jeg sneg mig langs med huset, turen til skovbrynet føltes kilometerlang, men endelig nåede jeg derhen. Alt var gået forrygende let. Jeg løb lydløst ind i skoven. Tænk det var lykkedes mig at slippe væk. Jeg var lettet og begyndte at brøle af grin. Mens jeg løb ukoncentreret gennem skoven, faldt jeg pludselig over en rod. Jeg prøvede at rejse mig igen, men jeg kunne ikke støtte på min venstre fod. Jeg faldt sammen igen i et hjerteskærende skrig. Tårerne pressede sig på, men jeg prøvede at holde dem tilbage. Men pludselig glemte jeg alt om tårerne og min højst sandsynligt forstuvede fod. Knækkende grene og høje, råbende stemmer fortalte mig at det ikke kun var træerne og mørket der havde hørt mit smertens udbrud. Jeg ledte febrilsk efter noget at kunne støtte mig til. En kæp, en pind, ja selv små syngende egern ville være fint. Men der var ingen.
Stemmerne kom nærmere og jeg vidste at det ville blive mit endeligt, hvis jeg ikke kom væk i en fart. Nær mig stod to store syrenbuske, hvis grene jeg kunne gemme mig bag. Jeg trak mig besværet, ved hjælp af to arme, et ben og en veltrænet bondekrop, om bag syrenbuskens dække. En kæp knækkede, og to store politiemænd stod i den lille lysning. Med små stikkende øjne stod de, og kiggede rundt. Min venstre fod sad i mærkelig stilling, og jeg rykkede lidt på mig. Den eneste gren i miles omkreds var så under min krop, og den knækkede. Det var egentlig ikke særlig højt, men alligevel hørte de store mænd det.
”Hallo er her nogen?” Alting var blevet stille igen, jeg holdte vejret, sad stille som en mus og bad til Gud om at de ikke ville finde mig.
”I Kong Frederik d. 5.’s navn, befaler jeg dig, at give dig til kende!” Ikke en vind rørte sig, alting var stille som graven. Da de ikke fik noget svar, begyndte den ene mand at gå rundt til alle buske, og flå deres grene til siden. 
Til sidst nåede manden til syrenbusken. Mit gemmested. Han trak grenene til siden, og kiggede direkte ind i et par store, forskræmte dådyrøjne. Det bange dyr løb hurtigt væk.
”Det var bare et dyr.” Sagde politiemanden irriteret. ”Lad os komme videre!”
Jeg havde heldigvis nået at kravle længere ind i skoven. Her lå to store kæppe som jeg kunne bruge som krykker. Jeg humpede forpint videre. Hvordan var jeg dog endt i denne situation? Flygtede som en ussel hund rundt i en skov? Lykken havde jo ellers tilsmilet mig i starten? Jeg havde mødt Edith.
Hendes far, Lensgreve Johann Hartwig Ernst von Bernstorff, og Edith selv var på efterårsvisit i deres feriehus Bernstorff Slot. Edith var på en gåtur, og blev tørstig. Hun var standset uden for min gårdbutik, og gik ind og spurgte efter et glas vand. Vi faldt i snak, og begyndte at mødes. Vi begyndte at nære dybe følelser for hinanden, men vi vidste begge at de ikke kunne gå. Edith var trolovet væk til adelsslægten Haffner, og hendes far ville aldrig gå med til det.
Jeg mærkede vreden vælde op i mig igen. Den vrede der fik mig til at finde kniven, gå op mod slottet, finde Ediths værelse, lokke hende med ind i balsalen og for til sidst at..
Nej jeg kunne ikke holde ud at tænke på det. 
Jeg gik stille videre. Jo længere jeg kom ind i skoven, jo koldere og mere stille blev det. Jeg håbede at jeg snart ville nå den anden ende af skoven, sådan jeg kunne komme hjem og finde på et alibi. Men så langt nåede jeg aldrig.
Mine tænder var begyndt at klapre, jeg rystede. Lige akkurat som den nat Edith fortalte mig dét.
Hr. Bernstorff begyndte at vække mistanke til vore mange gåture, og forbød Edith at se mig. Så da jeg gik op ad opgangen næste dag, blev jeg benægtet adgang, jeg gik forvirret hjem igen. Om natten sneg Edith sig ud til mig, og fortalte mig om situationen. Hun kyssede mig blidt og forsvandt op på slottet igen. Den nat rystede jeg af vrede. Jeg udtænkte min plan: Hvis jeg ikke skulle have hende, så skulle ingen.
Jeg kom ind i en lille lysning. Månens stråler lyste ned på en smuk, blodrød rose. Der var ikke andre, kun den. Straks fik jeg et billede af min smukke Ediths rosenrøde kinder. Jeg kaldte hende altid: min rose, fordi hun var ligeså smuk som en rose.
Jeg humpede hurtigt derhen, tog fat om rosens stilk og trak den fri fra dens rod. Da blev alting stille, nej mere end stille. Det var som om en havde stillet en osteklokke over den lille lysning, det var kun mig og rosen. Tiden stod stille, indtil en mærkelig, svag hvisken svævede omkring mig. Den sagde ikke noget, den var overalt. Rædslen naglede mig til stedet, koldsveden piplede ned over panden på mig, jeg rystede som fik jeg stød, jeg åbnede min mund i et skrig, men der kom ikke noget ud over mine læber. Hvisken blev højere, og jeg mere bange.
Ud af træerne omkring mig, kom en hvid, overmenneskelig smuk skabning gående over mod mig. Jeg troede jeg skulle besvime, men gjorde det ikke. Studerede bare skabningen der kom tættere og tættere på mig.  Til sidst stoppede den foran mig. Jeg kiggede dybt ind i skabningens azurblå-øjne. Skikkelsen tog min hånd og hviskede ”kom med” og sammen trak den mig – meget hurtigere – gennem skoven. Vi nåede ud til gårdspladsen, hvor der stod fem politiefolk.”Jeg dækker deres øjne!” Og sammen gik vi stille hen til døren, op ad trapperne og ind i balsalen. Edith lå der stadig. Minderne vældede frem i mig. Jeg havde lige fået Edith med i balsalen. Vi stod i midten, og bare kiggede på hinanden.                 Vi endte i et kys, hvor jeg fandt kniven. Men da jeg skulle til at gøre det, slå hende ihjel, kunne jeg ikke. Jeg tabte kniven, og trak mig væk fra hende. Hun kiggede på kniven, og forstod hvad det var jeg ville have gjort.
”Du må gøre det!” Sagde hun desperat. ”Jeg kan ikke leve, hvis det ikke er dig jeg får!” Hun samlede kniven op, og gik over og lagde den i min hånd. ”Gør det nu mit elskede, gør det!” Jeg satte kniven for hendes hals, men trykkede ikke. Hun tog mine hænder og trykkede kniven ind i hendes hals.
Vi gik derhen og jeg lagde mig grædende ved siden af hende. Kyssede hendes gyldne lokker, aede hendes rosenrøde kinder, kyssede hendes bløde læber, kiggede ind i hendes azurblå øjne, holdte hende i hendes dunbløde hænder, alt imens jeg hviskede: ”Undskyld, undskyld, undskyld.” Skabningen stod bare og betragtede os, til sidst hviskede hun
”Stop, og kig på mig.” Jeg gjorde som hun sagde. Hun bukkede sig ned, kyssede mig på panden, og fortsatte ned til min mund. Hun begyndte begærligt at suge livet ud af mig. Jeg mærkede det! Mærkede hvordan jeg mistede farven i ansigtet, hvordan pulsen faldt gradvis, hvordan mit greb slappedes om Ediths hånd, hvordan jeg åndede mit sidste åndedrag og hvordan det sidste jeg så var et par velkendte azurblå øjne.   
 


 

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...