Back for you ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jun. 2013
  • Opdateret: 8 aug. 2014
  • Status: Igang
Justin Bieber har været været død i snart otte år. Efterladt har han sin elskede kæreste, Amanda. Hun savner ham selvfølgelig umådelig højt, og vil gøre alt, for at få ham tilbage.
Hun får chanchen for at blive sytten år igen, og genopleve det hele. Hvert et kys, hver en tåre, og sin livs største fejl.
Følg med Amanda tilbage som syttenårig igen, og se hende måske ændre sit liv for altid.

67Likes
82Kommentarer
6021Visninger
AA

22. The power of love

Justin havde taget os til Starbucks, og selvom han havde sagt til Jess, at det var noget specielt, så virkede hun over lykkelig. For mig var det egentlig ret tydeligt, at han bare lige hurtig havde fundet på noget. Men selvom vi forlængst havde drukket vores kaffe og spist de muffins Justin havde overrasket os med, sad vi her stadig. Mest fordi at Justin og jeg bare ventede på, at Jess ville smutte. Men det lod ikke rigtig til, at det var hendes plan, for hun blev bare ved og ved med at snakke. 

"Jess" sagde Justin til sidst, og hun lukkede munden. "Skal jeg køre dig hjem?" hans spørgsmål forvirrede hende tydeligvis, og det lød måske også en smule hårdt. Men da hun nikkede, kunne jeg ikke være mere lettet. Justin sendte mig et blik, som fortalte at jeg bare skulle vente her.

 

"Jeg troede aldrig, at jeg skulle få sat hende af" sukkede Justin, og satte sig overfor mig, da han endelig kom tilbage. Der var nu også gået mindst en halv time, så jeg glædet mig bare til endelig at snakke med ham. "Vil du have en kaffe mere?" spurgte han, og jeg nikkede. Han bestilte to espresso, og henvendte sig så endelig fuldkomment til mig. Jeg så ned i bordpladen, og alt hvad jeg havde tænkt mig at sige, forsvandt pludselig ud i den blå luft. Han troede i forvejen jeg var sindsyg, og alt hvad jeg havde sige, gjorde det kun værre. Derfor valgte jeg at prøve med noget andet.

"Hvorfor vil du stadig være sammen med mig?" sagde jeg, og kunne godt høre det lød ret latterligt. Men jeg forstod ham ikke på det punkt. Hvis nogen havde sagt, at de kom fra fremtiden og jeg skulle dø om en uge, så havde jeg nok rendt skrigende væk. Men Justin. Han bestilte espresso til mig. 

"Fordi der er sket så meget underligt i mit liv. Hvorfor skulle det her ikke kunne være sandt?" han var så ligeud, at det kom helt bag på mig. Jeg mødte hans brune øjne, og mærkede hårerne på mine arme rejse sig, da hans blik borede sig ind i mit. Det var både ubehagligt og behagligt. Mærkelig i hans liv? Det troede ja da gerne, men det her var ikke bare mærkeligt, det burde bare ikke kunne ske. Altså jeg havde selv svært ved at fatte det, og jeg havde snart vist de i en måned. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, og kunne se på Justin at han ventede på et svar. "Bare forklar mig det"

"Det er ikke helt så let" sukkede jeg, og undgik meget bevidst hans borende blik. "Jeg forstår det ikke engang selv" sagde jeg ærligt, og kiggede på ham. Han lagde hovedet på skrå, og så opfordrende på mig, så jeg følte, at jeg var nødt til at snakke. "Jeg vågnede op, og troede det var en hel normal dag i mit liv, som altså foregår otte år efter idag.. Men jeg var ikke længere 25 år gammel, jeg var 17.." jeg stoppede op, og syntes ordene lød om muligt endnu mere ufattelige, når de blev sagt højt. 

"Men.. havde du gjort noget for, at det skulle ske? Et ritual eller noget?" hans stemme lød mærkelig intetsigende. Jeg tænkte på den bøn, jeg havde bedt. 

"Jeg.. jeg bad til gud?" endnu mere ufatteligt.. Mine bønner plejede bestemt aldrig at blive opfyldt. Justin nikkede langsomt, og jeg vidste, at han selv var meget kristen. Især fordi at han havde fået så meget, og han var i dyb taknemmelighed. Var der en lille chance for, at han faktisk kunne tro mig? "Jeg ved du nok syntes, at jeg er komplet skør" sukkede jeg, og så på ham. Et lille smil poppede frem på hans læber, og han nikkede smilende.

"Det kan jeg ikke modsige dig, men jeg holder samtidig bare så ufattelig meget af dig!" sagde han, og rystede en smule på hovedet af dig selv. "Men sig mig bare en ting.."

"Hvad som helst!"

"Hvordan døde jeg?" spurgte han, og hans brune uskyldige øjne kiggede direkte ind i mine. Ordene sad lige på tungen, og alligevel krævede det så meget, at fortælle det til ham.

"Pga. af mig..." sagde jeg, og sank en klump. Han så uforstående på mig, og jeg vidste, at jeg var nødt til at uddybe. Jeg fortalte ham om blondinen, om den lille diskusion, om mig der havde hoppet ind i en fremmed bil, og ham der havde kørt efter mig, og var endt død i vejkanten.

".. der var intet som kunne redde dig. Du døde med det samme" afsluttede jeg stille, og var nødt til at se væk, fordi at mine øjne blev blanke. Justin var stille et stykke tid, så rakte han sin hånd frem, og tog min. I lidt tid nussede han den bare, og lod mig forstå, at han ikke var vred eller noget.

"Det var ikke din skyld" sagde han endelig, og jeg kiggede op på ham gennem tårerne. "Det var ingens skyld Amanda.. Det var et uheld, og nu har skæbnen på en eller anden forvredet måde, sat os sammen igen. Jeg er her. Lige her. Og jeg bliver her" sagde han, og han så så sikker ud, at jeg næsten troede ham, men det føltes alligevel for godt til at være sandt.

"Men om to dage dør du" kvækkede jeg grådkvalt. Han rystede på hovedet. Rundt omkring begyndte folk at gå hjem ad, og da jeg kastede et blik ud af vinduet, kunne jeg også se, at mørket var ved at falde på. Justin fangede hurtig min opmærksomhed igen, da han begyndte at snakke.

"Det gør jeg ikke Amanda. Om du så skal spærre mig inde, så smutter jeg ingen steder." sagde han, og lænede sig frem, og placerede sine læber på mine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...