Back for you ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jun. 2013
  • Opdateret: 8 aug. 2014
  • Status: Igang
Justin Bieber har været været død i snart otte år. Efterladt har han sin elskede kæreste, Amanda. Hun savner ham selvfølgelig umådelig højt, og vil gøre alt, for at få ham tilbage.
Hun får chanchen for at blive sytten år igen, og genopleve det hele. Hvert et kys, hver en tåre, og sin livs største fejl.
Følg med Amanda tilbage som syttenårig igen, og se hende måske ændre sit liv for altid.

67Likes
82Kommentarer
5940Visninger
AA

15. NOT again

”Justin!” jeg havde aldrig råbt så højt før. Jeg skreg så mine lunger sveg. Tårerne gled ud af øjenkrogene. Jeg løb, og løb. Men det var for sent. Jeg græd, og græd. Men det gjorde ingen forskel. Han var væk, og ville aldrig nogensinde komme tilbage. Aldrig.

 

Mindet overvældede mig mens jeg sad i bilen, med hånden på Justins arm. Han sendte mig et smil, da han opdagede mit blik. Jeg måtte have set rimelig skræmt ud.

”Hvad sker der lige?” spurgte han med et grin. Et livligt grin. Så livligt og ægte. Jeg sank en klump, og krøb sammen i sædet. ”Du ligner en der har set et spøgelse” konstaterede han.

Et spøgelse. Måske var det, det han var? Jeg kunne stadig ikke finde hoved og hale i virkelighed og drømme. Her forleden drømte jeg at jeg mødte Justin, og den drøm havde virkelig føltes virkelig. Altså sådan overdrevet meget. Jeg kastede i alt hemmelighed et blik på ham, og overvejede hvad han mon tænkte på lige nu. Var han mon forelskede i mig? Igen? Var det muligt?

”Hvad skal vi så?” spurgte jeg i håb om emneskift. Det virkede.

”Hvad har du lyst til?” spurgte han, og da jeg ikke svarede med det samme, så han helt panisk ud. ”Nu havde du ikke forventet, at jeg havde forberedt et eller andet totalt fedt, vel?”

Jeg så alvorligt på ham ”Jo selvfølgelig. Jeg blev en smule skuffet over, at der ikke var surprise party og limousine”

Justin fattede hurtig ironien. Han fnøs ”Er en date med Justin Bieber ikke godt nok?”

Jeg lagde hovedet på skrå, og spillede videre med på den. ”Justin Bieber? Hvem er det?”

Han slog blidt ud efter mig, og drejede derefter rettet mod venstre. Vi kørte væk fra vejen, og ned ad en mindre grusvej. Der var bælgmørkt.

”Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at du ville fange mig et eller andet sted og bagbinde mig” sagde jeg, og lænede hovedet tilbage i sædet.

”Du ved ikke bedre” jokkede han med et smil. Jeg smilte også, men snart dukkede kæmpe hvidt hus op. Det virkede ikke nær så uhyggeligt mere, da huset dansede i lyset af festen, og sang af liv. Jeg begyndte nærmest at hoppe op og ned som et lille barn, lige indtil at jeg genkendte stedet. Det var præcis det samme sted.. præcis det samme..

 

Justin’s synsvinkel:

 

Pludselig var alt farven væk fra Amandas ansigt. Jeg gennemgik i mit hoved, hvad jeg havde gjort forkert i de to sekunder, jeg havde parkeret bilen udenfor det store hus. Måske havde hun misforstået min joke. Måske troede hun virkelig, at jeg ville bagbinde hende et eller sted i nærheden. Jeg fnøs. Amanda var jo ikke dum, selvfølgelig var hun klar over, at det var en joke. Men et eller andet havde alligevel skræmt hende, og da jeg spurgte om hun ville med ud af bilen, rystede hun bestemt på hovedet.

”Hvorfor ikke?” spurgte jeg forvirret. På trods af at hun både var hvid i hovedet, og så ret så skræmt ud, lykkedes det hende alligevel at se ret bestemt ud.

”Fordi at.. jeg.. jeg er overtroisk” svarede hun, og kiggede på mig med et flakkende blik. Men jeg troede ikke på det, for jeg kunne på en eller anden måde bare se at hun løg. De flakkende øjne, og hakkende ord afslørede en stor del af det.

”Pjat” svarede jeg, og lukkede bildøren bag mig, for at gå om på hende side. Men da jeg trak ned i håndtaget, havde hun låst døren.

”Seriøst?” råbte jeg, og bankede på hendes rude. ”LUK NU OP!”

Hun rullede langsomt vinduet ned. ”Jeg vil ikke med”

”Og hvad vil du så? Sidde her hele aftenen, og glo?” spurgte jeg ”Som om du tør det”

”Hvorfor skulle jeg ikke turde det?” spurgte hun, og lagde selvsikkert armene over kors. Jeg pegede til venstre, og hun flyttede hovedet den vej. Hun gøs, og kiggede hurtig væk igen. Den bælgmørke skov skræmte hende alligevel lidt.

”Kom nu ud Manda” sukkede jeg. Hun sendte mig et dræbende blik.

”Okay, men kun så jeg kan slå dig, fordi du kaldte mig det” svarede hun, og låste bildøren op. Men da hun var ude af bilen, begyndte hun langsomt at ryste over hele kroppen. Og jeg havde ingen anelse om, hvad der var galt.

____________________________________________________________________________________

JUHUUU et nyt kapitel som lovet <3 Tusinde tak til alle jer, der gerne ville læse videre. Det gjorde mig super glad, at der faktisk var så mange <3

Hvad tror i der sker nu? Og hvad mon det er, at Amanda er så bange for?

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...