Back for you ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jun. 2013
  • Opdateret: 8 aug. 2014
  • Status: Igang
Justin Bieber har været været død i snart otte år. Efterladt har han sin elskede kæreste, Amanda. Hun savner ham selvfølgelig umådelig højt, og vil gøre alt, for at få ham tilbage.
Hun får chanchen for at blive sytten år igen, og genopleve det hele. Hvert et kys, hver en tåre, og sin livs største fejl.
Følg med Amanda tilbage som syttenårig igen, og se hende måske ændre sit liv for altid.

67Likes
82Kommentarer
5938Visninger
AA

19. If you only knew

Jeg gik ind i huset med en utrolig dårlig følelse over mig, og eftersom flashbacket ikke ligefrem havde gjordt mig i bedre humør, fik det mig heller ikke til, at få det bedre. Jeg klemte Justins hånd vildt hårdt, imens jeg mærkede farven forsvinde fra mit ansigt. Helt kold blev jeg, selvom jeg stadig kunne mærke hans hånd i min.

"Amanda, helt seriøst! Hvad er der galt?" udbrød han, og virkede selv en smule bange, men hvis han blot vidste sandheden, ville han nok have været mere bange. 

"Kan vi ikke nok køre hjem?" bad jeg næsten grædefærdig. Hvis jeg det skulle til, at jeg lagde mig på knæ, så havde jeg gerne gjordt det.

Han så overvejende på mig, før at han endelig svarede. "Hvis du fortæller mig, hvorfor, at det er så vigtigt" 

Jeg sukkede dybt, da det jo var helt umuligt. Der var ingen chance for, at han ville tro bare den mindste smule på det.

"Okay så" svarede jeg, men havde en bagtanke. "Jeg forklarer i bilen"

Justin nedstirrede mig, som for at se, om han kunne se, at jeg løj. Så sukkede han, og nikkede så.

"Okay, men du lover, at give en forklaring?" det var på en måde et spørgsmål, og noget han gerne ville have fastslået. Jeg nikkede, selvom jeg ikke rigtig have nogen større plan. Men jeg måtte vel bare improvisere. 

 

Justin's synsvinkel:

Jeg satte mig ind i bilen, og spændte sikkerhedsselen. Amanda fulgte med rystende hænder mit eksempel, men selvom vi var på vej mod festen, så hun stadig hunderæd ud. Hvorfor? Det var jo ikke ligefrem fordi, at jeg havde tænkt mig at køre i grøften.

Mørket lå omkring os som en tyk gele, og bil lygterne lyste kun svagt igennem. Bilen gled hen over den varme asfalt, mens den trykkede stemning, gjorde selv mig nervøs. Skulle jeg spørge hende om hvorfor, at hun var så nervøs? Var det ondt?

"Amanda?" spurgte jeg blidt i mørket, og mærkede hendes smukke øjne brænde på mig.

"Mmmh?" svarede hun med rystende stemme. 

"Vil du mig fortælle mig det?" spurgte jeg helt langsomt, som for ikke at skræmme hende. Stilhed. Så svarede hun endelig.

"Jeg ville rigtig gerne.." begyndte hun, men det virkede ikke som om, hun rent faktisk havde tænkt sig at afslutte sætningen. Jeg flyttede mit blik hende, og mødte hendes øjne. Et lille smil poppede op på mine læber, men det kunne man næppe sige om hende. "Kig på vejen" hendes stemme var helt fast.. og.. og bange? 

Igen vendte jeg blikket mod vejen, og fornemmede ud af øjenkrogen, at hun slappede en smule mere af. Træer og mørke huse svævede forbi mig, mens fartviseren bevægede sig op mod de 90. "Sæt farten ned" bad hun stille. Overrasket lod jeg min fod løfte sig lidt fra speederen, så viseren drejede den anden vej en smule. 

"Helt ærligt, spyt nu ud" sagde jeg, men kiggede ikke på hende, da jeg ikke ligefrem ville gøre hende mere bange. 

"Du vil ikke kunne forstå det" sagde hun, og pillede ved sine hænder. Jeg knugede rettet, mens jeg drejede til venstre i et sving. 

"Prøv nu bare"

"Men Justin, det er fuldkommen latterligt" sagde hun, og jeg protesterede ikke. Det var latterligt. Hvad kunne der ske ved den fest, som åbenbart var farligt? 

"Du lovede, at du ved det!" bed jeg hende af, og prøvede virkelig på ikke at se på hende. Jeg var klar over, at det lige nu ikke ligefrem gjorde situationen bedre.

"Okay så.." sagde hun, men lød ikke meget for det. "Kan du huske, at du på et tidspunkt sagde, at du syntes, at du kunne.. huske mig?" hendes stemme lød pludselig helt mærkelig.

Jeg nikkede langsomt. "Der hvor du grinte af mig. Men hvad har det at gøre med nu?"

"Du havde fat i noget. Det var derfor, at jeg grinte..-"

"Hvad mener du med, at jeg havde fat i..-"

"Lyt nu bare!" afbrød hun mig, ligesom jeg havde afbrudt hende. "Justin jeg er din fremtid" 

Jeg ventede, og ventede. Men der kom ikke flere ord udover de smukke læber. Jeg var beæret, men forstod ikke rigtig hendes sætning. "Hvad mener du?"

"Jeg er fremtiden" sagde hun, og jeg kunne ikke undgå at kaste et uforstående blik på hende, men hun opdagede det med det samme. "Kig på vejen!"

"Du er fremtiden?"

"Ja" hun nikkede anderkendende. "Eller nej, jeg er mit gamle jeg, men i fremtiden er du død" 

Ordene var som et fremmedsprog for mig, ikke bare et af dem gav mening.

"Hvad fabler du om? Alle skal dø, og jeg er klar over, at jeg skal dø, men..-"

"Du skal dø om en uge!" sagde hun helt alvorligt. Jeg stivnede, og stirrede ud på vejen. Det gav overhovedet ikke mening.

"Vel skal jeg ej! Jeg er helt leven!"

"Nej, du er død. Men jeg kommer fra fremtiden, for at forhindre det i at ske igen" sagde hun ligeud, og fik efter min mening et helt sindsygt blik i øjnene. Jeg fik lyst til at stirre på hende til at hun flækkede af grin, men noget sagde mig at dte ikke ville ske. 

"Hvorfor kan du ikke bare sige, hvad der er galt i stedet for at opfinde en totalt latterlig løgn?" spurgte jeg hende vredt. 

"Justin, det er hvad, der er galt"

"Vil du fortælle mig sandheden, eller vil du blive ved med at lukke lort ud?" spurgte jeg hårdt. Hun så såret på mig.

"Det er sandheden"

"Hold kæft"

"Justin, det er..-"

"Hold kæft!" afbrød jeg hende igen, og denne gang var jeg virkelig pissed. Hvorfor kunne hun ikke blot fortælle mig, hvad der var galt, i stedet for at blive ved med det pis. Men hun sagde ikke mere, hun stirrede bare ulæseligt ud på vejen, og jeg gjorde det samme. Det var svært at koncentrere mig om at køre, men efter et stykke tid nåede vi endelig hendes hus, og på en måde ønskede jeg ikke, at hun skulle gå sin vej. På den anden side, hvad hvis hun begyndte på sit pis igen?

"Justin" sagde hun, og kiggede på mig. For første gang fik vi ordentlig øjenkontakt. Hendes blik var hudløst ærligt, og borede sig dybt ind i mine. "Du skal bare vide, at jeg aldrig, ville lyve for dig"

Med de ord smækkede hun hårdt bildøren i efter sig, og ligefrem løb hen til sit hus. 

______________________________________________________________________________________

Endelig fik jeg taget mig sammen! I må virkelig undskylde, at jeg har forsømt denne movella så meget, men var gået ret meget i stå :/ <3

God læselyst, og tak til jer alle <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...