Back for you ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jun. 2013
  • Opdateret: 8 aug. 2014
  • Status: Igang
Justin Bieber har været været død i snart otte år. Efterladt har han sin elskede kæreste, Amanda. Hun savner ham selvfølgelig umådelig højt, og vil gøre alt, for at få ham tilbage.
Hun får chanchen for at blive sytten år igen, og genopleve det hele. Hvert et kys, hver en tåre, og sin livs største fejl.
Følg med Amanda tilbage som syttenårig igen, og se hende måske ændre sit liv for altid.

67Likes
82Kommentarer
5973Visninger
AA

2. 17 again

Jeg vågnede ved en underlig musik, som skræmmende nok var et vækkeur på min mobil. Uden rigtig at koncentere mig fik jeg det slukket, og vendte mig om på den anden side for at sove videre. Alligevel begyndte det at undre mig, at jeg overhovedet havde vækkeur til. Jeg havde ikke brugt vækkeur siden, at jeg.. ja jeg gik i skole? Jeg kiggede hurtig på det oplyste display, som fortalte mig at klokken var halv syv. Var det ikke også den tid, jeg havde plejede at stå op ved dengang? Noget sagde mig, at der var noget galt. Jeg kiggede først rigtigt rundt nu, og fik et stort chok. Jeg var på mit gamle værelse. Mit barndoms værelse. Det lyserøde tæppe var lige så pink, som jeg huskede. Den hvide reol, mit store vindue, spejlet med guldramme og sengen. Det var det, der fortalte mig, at jeg virkelig ikke var hjemme. Igår var jeg faldet søvn i en dobbelseng, og idag vågner jeg op i en mands. Jeg nev mig selv i armen, og sikrede jeg var vågen. Så tog jeg en dyb indånding, og rejste mig, og gik hen til spejlet. Jeg så frisk ud. Mine øjne var stadig klare. For de havde ikke været klare i otte år nu. Mit hår var ikke spaltet, men faktisk ret flot. Jeg var ikke mig, eller det var jeg. Jeg var yngre. Egentlig ville jeg skrige, men jeg kunne stadig ikke fatte det. Så kiggede jeg på min mobil, og opdagede noget, som fik mig til at skrige. Skrige så højt, at det nærmest skar i mit hoved. 2004. Jeg var sytten år gammel. Men det var ikke det, som fik mig til at lukke munden pludselig. Nej det var en helt speciel tanke. Ikke at det her var umuligt, eller at jeg blevet komplet skør. Nej den eneste tanke mit hoved kunne rumme, var:

Justin var i live

Ja det var han da i hvert fald, hvis dette ikke var en stor fed joke. Men det virkede næsten mere umuligt, end at det her var muligt. Utilpas trak jeg i noget tilfældigt tøj, som var en størrelse, jeg ikke havde kunnet passe i 5 år nu. Det skræmte mig også, men jeg ignorerede det ligeså fint. Jeg hoppede en halv meter op i luften, da det pludselig bankede kraftigt på døren.

"Amanda! Hvis du ikke er oppe om 2 minutter, så er der ikke noget morgenmad." min mors skrappe stemme var ikke til at tage fejl af. Pludselig glemte jeg hele min sitation, og for ud i armene på hende.

"Mor!" udbrød jeg med glædeståre i øjnene. "Mor, Justin! Han er i live!"

"Justin?" sagde min mor helt forvirret og overvældet. "Du kender da ikke nogen, der hedder Justin?" hun kiggede underligt på mig, og gav mig et hurtigt elevator blik. "Gud! Var det ikke den trøje, du syntes var så afskylig, og ville have byttet?"

"Når ja.." sagde jeg, og kiggede flovt ned. Min mor så en del yngre ud, og var stadig ikke kommet til den del af sit liv, hvor hun skulle passe en sønderknust datter. Ja vi taler om mig her. Jeg trådte et skridt tilbage, og skiftede hurtigt emne. "Hvad skal vi have til morgenmad?"

"Øh.. Det som du plejer at få." hun kiggede underligt på mig, før hun gik ud i køkkenet igen. Jeg tog en  dyb lang indånding, og prøvede at få ro på mig selv. Jeg havde stadig på fornemmelsen, at jeg drømte eller noget, og gik nervøst ud i køkkenet. Jeg så min mors kaffe kop på bordet, og gik hen for at tage en slurk. I de sidste par år havde kaffe været min bedsteven. Min mor vendte sig om, og spærrede øjnene op, da hun så mig.

"Jamen dog! Er du syg lille skat?" spurgte hun, og mærkede hurtigt min pande. Jeg satte kaffen fra mig med det samme, og min fejltagelse faldt mig hurtig ind. Jeg kunne ikke lide kaffe, det var jo rigtigt. Det begyndte også at gå op for mig, at det her var før, at jeg mødte Justin. Hvor lang tid vidste jeg ikke, men jeg var sikker på, at jeg nok skulle finde ud af det.

"Haha nej, jeg snød dig bare." jeg smilede, og fandt min jakke frem ude i entreen. "Jeg smutter nu!" råbte jeg, og smækkede døren bag mig.

 

Jeg var klar over, at jeg ikke havde fået morgenmad, men jeg var ikke ligefrem sulten. Egentlig følte jeg, at jeg havde glemt noget. Men det var som om, at det var noget mit gamle jeg følte. Forvirrende ja. Det var som om, at "jeg" ikke vidste, hvad jeg havde glemt, men mit fortidige "jeg" godt vidste det. Jeg travede mod skolen, som jeg sagtens kunne huske, hvor lå. Mine ben vidste bare, hvad vej de skulle. Endelig nåede jeg den velkendte røde murstens bygning, og jeg smilte tilfreds. Det var et bøvl, at finde rundt i klasserne, men jeg mødte hurtig en gammel veninde. 

"Hej Amanda!" en pige med bølget kort hår kom rendene, med et smil plastret på læberne. Noget sagde mig, at jeg ikke kunne lide hende. Jeg skulle lige til at spørge, hvem hun var, da jeg pludselig huskede det. Hun var Ellen. Skolens stræber. Rektorens søn. Mønster barn. Hun irriterede mig grusomt, og det havde hun altid gjordt. 

"Hej Ellen." sagde jeg med et smil. "Hvad skal jeg have nu?" jeg havde det godt med, at spørge hende om det, og havde en eller anden ide om, at det ikke ville undre hende.

"Har du mistet dit skema igen, dit fjols?" sagde hun, og slog en hæslig latter op. Jeg lagde hovedet lidt på skrå, og smilte undskyldende. "Matematik." sagde hun så. "Vi kan følges."

Jeg nikkede, selvom jeg på en eller anden måde sagtens kunne huske, hvor matematik lå.

Vi fandt 2 ledige pladser ved siden af hinanden.

"Hvor er Jess egentlig?" spurgte hun, og snoede en tot hår om sin finger. Endelig var der noget genkendeligt. Jess. Bedre kendt som Jessica min bedsteveninde. Jeg havde ingen ide om, hvor hun var.

"Øhm.. Når, timen starter nu." jeg afledede hendes opmærksomhed nemt, og Ellen begyndte hurtigt at finde sine ting frem.

Efter en halv time af den umådelig kedelige time, bankede det pludseligt på døren. Ind trådte Jessica med sit blonde hår, svævende efter sig. Jeg lagde mærke til, hvordan hun kiggede koldt på mig, og tog den sidste frie plads. Jeg havde ingen ide om, at vi var oppe og skændes for tiden, men det virkede tilsynladende sådan. Da det endelig ringede ud, rejste jeg mig fra min plads, og gik modigt hen til hende.

"Hej Jess." prøvede jeg med et smil. Hun kiggede op på mig.

"Hvorfor kom du ikke, og hentede mig idag? Vi plejer altid at følges til skole." sagde hun skuffet.

"Jeg glemte det." det var ikke helt løgn.

"Glemte det? Vi har gjordt det siden 2 klasse." sagde hun overrasket.

"Jeg kom sent i seng igår." undskyldte jeg hurtigt og satte mig på hendes bord. Jeg kunne se på hende, at hun brændte for at fortælle mig noget. "Hvad nu?"

"Jeg bliver nødt til at fortælle dig noget." sagde hun, og trak mig ud af klassen. Vi fandt et tomt klasse værelse, og da jeg lukkede døren bag mig, åbnede hendes mund sig med det samme. "Min mor har fundet en af hendes kusiner." udbrød hun begejstret. Jeg havde håbet på noget større, men smilte selvfølgelig stort. Hendes mor var blevet adopteret som lille, og havde aldrig haft kontakt med sin rigtige familie. Men åbenbart nu.. 

"Ej hvor fedt!" smilte jeg stort.

"Og Amanda, hendes kusine har en søn!" hendes øjne strålede, og pludselig vidste jeg bare, hvad hun ville sige. Jeg havde haft den her scene før i mit liv. Ordene stod klart i mit hoved, før hun overhovedet havde åbnet munden. "DET ER JUSTIN BIEBER!"

______________________________________________________________________________________

Så er den altså igang. Jeg ved godt, det er ikke det mest spændne kapitel, men følte lige at man skulle lære hovedpersonen at kende og det hele.

I må meget gerne smide en kommentar.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...