Strong ~1D~

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2013
  • Opdateret: 6 aug. 2013
  • Status: Igang
Emmelie Collin er 18 år og bor halvdelen af sin tid, på et hospital. Hun lider af OCD -tvangstanker, og hun hader sig selv for det. Til sidst bliver hun træt af hospitalets fire vægge, og flygter ud i den store verden. Det skaber nogle konsekvenser for hendes sygdom, men er det mon det værd, når hun møder en helt speciel person?

13Likes
34Kommentarer
894Visninger
AA

2. My Hero!

 

Emmelies Synsvinkel:

Jeg kiggede på væggen. Den samme væg som jeg havde kigget på, i den her måned. Det var jo ikke fordi den var pæn eller noget. Den var jo bare plain hvid, med nogle få rammer, som fik væggen til at se mindre bar ud. Jeg lå på den hårde hospitalseng og undrede mig over, om man snart måtte komme ud, og få lidt luft af den lorte hospital-oxygen de havde herinde. Det var over 2 uger siden jeg sidst var udenfor. Skørt. Faktisk ville jeg bare hjem. Men det kunne jeg jo selvfølgelig ikke. Hvorfor skulle alt også bare være så dramatisk hele tiden? Der var hele tiden en læge, inde ved mig og tjekke hvordan jeg havde det. Mest fordi at de skulle se om jeg var død. De var ligeglad med mig. De ventede bare på at det blev fyraften, sådan at de kunne tage i byen og knalde en random person. Men jeg var sgu' også lige glad med dem.

 Jeg tog fat om det brune træbord og åbnede skuffen. Der i lå min dagbog. Den var ikke noget særlig. Bare sort, med blankt A5-papir i. Jeg skrev citater, drømme jeg ville opnå når jeg kom ud af det her skod hospital, og ikke mindst at tegne i den. Jeg elskede at tegne. Det var ligesom at jeg kunne slippe alle min tanker ud, og ned på papiret. Men jeg blev så vred, da jeg skulle skrive et fucking tal, mindst 15 gange og højst 85 gange inden dét ville stoppe. Det var selvfølgelig kun når jeg fik et anfald.

Jeg havde levet med OCD- tvangstanker lige siden jeg kunne huske. Min lillesøster led ikke af det, så selvfølgelig skulle hun være ynglings barnet i min familie. Mine forældre var sådan set også lidt lige glade med mig. Jeg kiggede hen på det aflange glasbord henne i hjørnet. Jeg sukkede dybt. Der stod en lille hvid vase på, med en vissen buket blomster i. De var fra mine forældre. Den havde stået der i 2 måneder. Fucking 2 måneder, og de var ikke kommet og skiftet de blomster. Fuck dem. Jeg var sur. Vred. Irriteret. Men allermest såret. Alle i min familie havde vendt ryggen til mig, og glemte alt om mig.

Jeg rev vredt alle ledningerne ud af min krop og jeg satte mig op. Fuck dem. Fuck dem alle sammen. Jeg tog min taske, hættetrøje og tøfler på. Jeg trak hættetrøjen godt op over hovedet og åbnede forsigtigt min dør. Der vrimlede af mennesker inde på hospitalet, og det virkede umuligt at komme forbi alle de mennesker. Men jeg var nød til det. Jeg skulle ud og se hvad der skete omkring mig. Jeg gik musestille hen mod udgangen og jeg holdte stramt om min taske, som om jeg var bange for at miste den. Jeg var få meter fra udgangen da jeg hørte en skinger stemme.

''Undskyld mig, men hvor skal de hen frue?''

Jeg vente mig forsigtigt om og kiggede ind i sygeplejerskens øjne. Hun stod en meter fra mig og kiggede skeptisk på mig. Busted. Jeg satte i løb og åbnede hurtigt døren hvor der stod: Nødudgang for personale.

-Vent! Løb efter hende! Hun flygter!

Sygeplejersken råbte hysterisk og løb hen til telefonen. Jeg hørte en bib-lyd og jeg vidste at de havde ringede til politiet. Jeg blev ved med at løbe, og så de to store døre hvor der stod:

''Det var hyggeligt at have dig på besøg, og vi glæder os til at se dig igen.''

Og hvis man ankom til hospitalet stod der:

''Velkommen til London Brigde Hospital. Håber at i får et godt ophold her.'' 

Jeg skubbede de store døre op, og løb videre ned af vejen. Da jeg havde løbet et godt stykke tid, kunne jeg skimte et shoppingcenter længere nede af vejen. Der kunne de ikke finde mig, i blandt alle de folk. Jeg løb det sidste stykke hen til shoppingcenteret, og gik en af den store indgangsdør.

Wow..

Der var hundredevis af mennesker som gik rundt med poser fra Chanel, Prada og andre dyre butikker. Jeg følte mig så malplaceret. Men fri! Jeg smilede over hele ansigtet da jeg så IKEA. Jeg bare skulle bare der ind. Der var senge over det hele. Store, små, høje, lave, hårde, bløde o.s.v. Jeg gik hen til den store bløde seng. Jeg kastede mig ned i den, og den omfavnede mig som en bamse. Woauw!

''Der er en 18-årig forsvundet pige fra London Brigde Hospital. Hun er tvangsindlagt, og skal omgående tilbage på sin stue. Hendes navn er Sarah Collin og hun lider af OCD. Hun 168 høj, brune øjne, beklædt med en grå hættetrøje og brune tøfler. Hvis i ser hende kontakt os venligt til xxxx-xxx-xxx tak! Fra politiet.''

Højtaleren i shoppingcenterets centrum, skar i mine øre. De ledte efter mig! Jeg rejste mig modvilligt op af den bløde seng og begyndte at løbe. (Hvorfor skulle jeg løbe så fucking meget?) Flere folk så mig, og begyndte at tage deres telefoner frem. Selvfølgelig vidste de at det var mig. 

Jeg var stadig inde i IKEA, da jeg løb ind i køkken afdelingen. Der var tern, striber prikker over det hele. 395. Jeg peb og faldt ned på gulvet. Jeg kunne næsten ikke trække vejret og jeg mærkede en væske langs ned af mit øre, til ned af hagen. Den røde væske dryppede ned på gulvet, og jeg kunne ikke bevæge mig. Alle mine muskler trak sig i smerte i min krop, og jeg så alle ternerne foran mig. 395. 1, 2, 3, 4.. Der begyndte så småt at komme mennesker og jeg følte mig ydmyget. Hvorfor skulle det ske. Hvorfor skulle mennesker udsættes sig for den smerte jeg også havde. Hvorfor skulle jeg blive så ydmyget af min egen fucking sygdom 5, 6, 7, 8, 9, 10.. Jeg talte den første række på det ternet gulv så jeg manglede kun 385.

Harry's Synsvinkel:

Mig og Liam havde aftalt at mødes nede ved London's store shoppingcenter. Efter en lille slås-kamp imellem mig og Niall (For sjov selvfølgelig!) fra dagen før, gik mine bukser i stykker. Altså under vores lille bitch-fight. Så nu skulle jeg ud og købe nogle nye, imens Niall, Zayn og Louis tog ud og finde en sted hvor vi kunne spise sammen. En sindsyg fan havde skrevet inde på twitter, at mig og Niall havde noget kørende da vi slog hinanden og det lignede at vi flirtede? Hvad var det for noget crap og komme med. Derefter skrev jeg bare at vi ikke havde noget kørende og jeg hellere ville date min ''hund'' når jeg fik en, end at date med Niall. Ej just kidding. Han er min mad-glade engel.. Eller sådan noget..

''Harry! Vågn op man!''

Jeg blinkede kort med øjnene og kiggede på Liam. 

''Ohh hey Limse-basse.''

Han kiggede underligt på mig, og grinede så. Hvad? Limse-basse er da perfekt til ham. Han ehm.. Hedder Limse? Og han er en ehm.. Basse.. Yeah.. Det lød meget bedre i mit hoved. 

''Harry''

''Undskyld Liam. Jeg skulle lige.. Tænke.''

''Med hvad?''

Han smilede kækt og jeg gav ham et kort dask på skulderen.

''Min hjerne selvfølgelig.''

-Ehmm.. Hvilken hjer-..

''Det skal du ikke svarer på!''

Han grinede, og vi gik begge ind i af hoveddøren, til det store shoppingcenter. Hvor var alle mennesker henne? Der plejede at være flere tusinde mennesker som gik stresset rundt, her til daglig.

-Harry tænker du det samme som mig?

Jeg skulle til at svarer kækt at jeg tænkte på en stripper, men jeg holdte det inde, da jeg hørte en skinger stemme.

-Hvad sker der for den der bimbo?

-Ja hun ville jo bare have opmærksomhed.

-Slut man. Og hvad sker der for hendes tøj? Tøfler og hætte? Freak altså.

Mig og Liam kiggede forvirret på hinanden og gik hen mod lyden. Vi trak vores hætte-trøjer ekstra højt op over hovedet, og smed solbrillerne på. Show time.

                                                                            * * *

Liam's Synsvinkel:

Vi hørte en masse stemmer inde fra IKEA, og i starten troede jeg at der var kæmpe-udsalg. Men det viste sig at være noget helt andet. En simpel pige der sad. Og talte? Hun var måske lidt underlig.. Men jeg kunne ikke dømme nu. Jeg maste mig længere ind i menneske-mængden da jeg ville se hvad der var så nysgerrig ved denne pige. 

-Er det hende? Er det hende fra psyko-afdelingen som ikke tilhører her?! 

Jeg vente mig skeptisk om mod hende. Hvad var hendes problem med pigen?

-Hey hvad er dit problem?

Hun kiggede overrasket på mig, da hun ikke troede at mennesker ville blande sig.

-Jeg siger bare at den freak, er flygtet fra hospitalet.

-Jamen hvorfor fanden ringer i så ikke til en ambulance?

Jeg gad virkelig ikke at blande mig i alt det her, men pigen på gulvet så så.. Hjælpeløs ud. Selvom jeg ikke gjorde noget, kunne jeg ikke lade hver med at observere hende. Hun havde langt brunt hår, og nogle store grønne øjne. Hun havde en grå hættetrøje på, samt nogle alt for store jeans. Og for at gøre hele looket perfekt, havde hun selvfølgelig også nogle brune tøfler på sine fødder.

Jeg tog min telefon op af lommen og skulle til at ringe til en ambulance. Men jeg nåede dog at at trykke på den røde afslut-knap, da jeg så at der var kommet en masse vagter. 

''Okay du tager derover i hjørnet hvis hun kunne finde på at løbe. Jeg går herover og i resten tager lidt af midten.''

Jeg kunne tydeligt hører den ene vagt give ordre til de andre. Imens skulle vi ''Publikum'' rykke os lidt ud til siderne. Harry kom op ved siden af mig, og hviskede lavt. 

-Hun hedder Emmelie, hun er 18 år og har OCD. 

''Hvor ved du det fra Harold?''

''Lad hver med at kalde mig det, og jeg fik det af vide af hende den høje pige derovre.''

Okay det forklarede nok det meste. Og hun var nok også tvangsindlagt. Det var derfor at der var ret så stor kaos. En af vagterne begyndte at liste sig ind hendes højre side. Men Emmelie havde opdaget det, og begyndte at slå ud med armene. Det ramte åbenbart den kvindelige vagt og de andre vagter løb ind og greb fat i Emmelie.

Alt sammen kom som et chok, og jeg maste mig længere ind i cirklen. Jeg kunne se at Emmelie blødte mere og mere ud af det ene øre. Hun rev og bed i vagterne og hun begyndte langsomt at hyperventilere. En af de mandelige vagter greb fat i kæben på hende og der slog jeg til.

Jeg nærmest løb ind i den store slåskamp og jeg vidste at det var ret så spontant gjort. Jeg vidste også godt at jeg ville komme på forsiden af alle blade og magasiner, da en af vagterne rev min hætte af.

''Du skal ikke blande dig knægt. Hun er tvangsindlagt og hun skal hen på hospitalet omgående'' 

''Ja men det giver dig ikke ret i at i skal behandle hende sådan''

Menneskerne omkring gispede da de så at det var selve 'Liam Payne fra One Direction.' Den havde jeg hør mange gange.

''Jeg behandler hende som hun skal behandles! Kan du ikke se hun fejler noget? Hun er syg! Så flyt dig!''

''Det er ikke hende der fejler noget! Det er dig''

Og med det skubbede jeg ham nærmest, og tog Emmelie op i brude stilling. Jeg vidste at det her ville medierne slet ikke være glade for, men jeg ville hellere tage hende med hen på hospitalet, end vagterne. Harry kiggede mistroisk mig, men besluttede at hjælpe. Han skubbede dørene for mig, sådan at jeg kunne løbe ud. Emmelie vred sig, og det var svært at holde hende. Vi fik dørene til Harry's bil op, og jeg følte mig som en kidnapper. Det var jeg jo sådan set også. I det hele taget følte jeg mig dum og flov. Jeg skulle jo slet ikke blande mig i starten af det her fra start. 

* * *

Sup guys.

Det her kapitel har fået sig en meget dramatisk retning. Og jeg er bange for at det blev måske lidt for dramatisk. Men jeg ville bruge jeres mening. Så please skriv nede i kommentar og evt. give et like? :)

 

-Nanna x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...