Human Masquerade - Dansk

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2013
  • Opdateret: 1 jun. 2013
  • Status: Igang
Johan lever med sin mor, som er en berømt læge med speciale i mentalt forstyrrede børn. Han tør ikke fortælle hende, at hans bedste ven netop er sådan. Måske er hans mor heller ikke helt ærlig i sit erhverv.

Dette er min Nanowrimo november fra i år.

4Likes
6Kommentarer
734Visninger
AA

11. Wheels of Furtune

Kapitel 10. – Wheels of Furtune.

Den anonyme fortæller, Larry.

 

Omvæltninger sker af nødvendighed,

For livet og døde.

Fremtiden.

 

Johan vandrer. Op og ned af gulvet, med et tænksomt ansigtsudtrykt. Samantha er også rastløs, men sidder dog ned. Hun forstår ikke rigtig situationen. I sær forstår hun ikke den mystiske indiske fyr, som sidder overfor hende ved det lille køkkenbord. Han har et ansigt som en tilfreds kat, som ikke helt har fattet situationen, som han sidder ved bordet med sin bærbar åben.

Et lille suk undslipper hende læber, og den indiske dreng laver en håndbevægelse, som om han griber sukket i luften. Med to fingre på hendes læber, siger han: ”Et suk gør dit liv en dag kortere. Sådan en fin kvinde bør aldrig sukke.”

Så vender han tilbage til det uforstående ansigts folder. Hun sidder forvirret tilbage.

”Kan du ikke forklare mig, hvad du laver her, Jack?” spørger hun forsøgende. Han smiler venligt.

”Mit navn er Jagdish, lille dame. Og jeg er her for jobbet som kameramand for bandmedlems firmaet.” svarer han. Samantha nikker langsomt, mens hun ser på Fabian ud af øjenkrogen. Han er den eneste, der ikke lader til at være påvirket af situationen, som han står op af væggen.

”Jamen, I har da ikke tænkt jer, at blive ved med at have det firma, når vi nu starter et band?” Hun siger det i et forsøg på, at få noget ud af ham. Fabian trækker næsten umærkeligt på skuldrene.

”Nej. Jo. Måske! Jeg kan slet ikke tage stilling til dens slags lige nu! Hørte du overhovedet efter, Fabian? De slog hende!” råber Johan fortvivlet, mens han vrider sig som en tegneseriefigur. Et øjeblik virker han mindre, højdemæssigt. Det er som om, Sam ser på et lille barn, og ikke på en halvvoksen dreng.

Han retter sig op og hoster.

”Det er ikke noget, jeg bare kan ignorere. Bandet må vente.”

Den indiske dreng lytter med.

”Du har ret, Ike Link. Din lille veninde er i fare.” siger den indiske dreng roligt. ”men du har brug for dine beviser. En gartner og en sindssyg pige, er intet bevis. Guderne tester dig, unge musikant.”

Johan nikker, et underligt stift nik, med en tilhørende grimasse.

”Det er faktisk rigtigt, men jeg ved ikke hvordan.” Johan snurrer rundt på sine hæle, mens han laver teatralske armbevægelser og jamrer mod loftet:

”Jeg kan ikke bevise det!”

Fabian sukker og skubber hans arme ned. ”Jo.” siger han og går antydende over mod den nye fyr.

”Jeg tror det din ven mener, hr. Ike Sahib, er, at jeg kan hjælpe jer med en film.”

”Korrekt, men vi vil selvfølgelig ikke tvinge dig. Hvis jobbet er for meget af det gode.”

Fabian sender den indiske dreng et pænt smil. Nogenlunde det samme han sender Susan Linde. Et meget indsmigrende og sigende smil. Med et let slag i bordpladen påkalder Sam sig opmærksomhed.

”Det er meget fint, men vi skal stadig have pigen ud.”

”Også korrekt.” Johan vandrer frem og tilbage. ”Vi må bryde ind. Det er indlysende!” Han stopper op i en position, som en anden doktor Watson, med pegefingeren hævet i luften, men med et stadig usikkert ansigtsudtrykt.

Fabian betragter stadig den indiske dreng med sit smil, som møder hans blik som en ligemand.

”Jeg vil meget gerne hjælpe, hvis jeg kan. Det vil være det mest spændende, der sker for mig i dette land. I virkeligheden ligner Indien, dette land meget. Der er lektier og der er arbejde.” siger inderen smilende.

Johan knipser med fingrene.

”Så er det på plads! Indien vil hjælpe os!”

”Indien?” Sam ser kort på Johan. I hendes øjne har han helt mistet jordforbindelsen.

”Vi skal bare bruge en enkelt person på indersiden af hospitalets mure.” sagde Fabian. Hans grå øjne betragter alle i rummet efter tur, som for at fastslå deres sammentygge. Johan nikker ivrigt.

”Mig. Selvfølgelig.”

”Hvorfor dig?” spørger Sam. ”Jeg mener, det er ikke just fordi jeg vil være den person, men hvorfor dig?”

”Fordi han er Susans søn. Han kan til enhver tid komme tilbage til hende. Hun vil tage ham ind uden at tænke.”

Fabian vandrer rundt om Johan. Han holder en finger på sin hage, og minder på en måde lidt om en alvorlig designer, der bedømmer sit værk.

”Der skal altså ikke bygge de store tillidsbånd.”

Indien ser på de to unge mænd.

”Korrekt.” siger Fabian. Johan træder et par skridt væk. Han smiler. Noget underligt sindssygt lyser ud af hans øjne.

”Nu er alt der mangler bare en plan for, hvordan jeg skal vende hjem.” siger han. Fabian træder et skridt tilbage og nikker.

”Jeg har et forslag.” siger han roligt. Og så slår han. Fabian hamrer sin højre knyttede næve ind i Johans ansigt. Næsen knaser væmmeligt. Bare lyden tvinger Samantha til at se væk.

Indien reagerer ikke, men siger så, i en dyb og alvorlig tone; ”Vi har også brug for planer. Vi skal vide hvordan resten af os kommer ind og får fat på pigen.”

Johan er gået i knæ på gulvet, med blod strømmende fra næsen. Han ligner en såret hundehvalp. Det øjebliks galskab er udskiftet med en almen og drenget smerte. Han har endda blanke øjne. Han nikker og holder en rød tommelfinger i vejret, som tegn på godkendelse af idéen.

Igennem blodet snøfter han: ”Indien rar ret.” Ordene drukner i en gurglende lyd, da det andet næsebord også begynder at styrtbløde.

Sam rejser sig, bandende lavt. Hun griber en rulle papir fra den nærmeste bordplade og fodrer Johan med store stykker af det, mens hun, på skift, sender drengene hadske blikke.

”Det der var altså for barnligt!” siger hun koldt. Fabian trækker på skuldrene.

 ”Det er nu en god måde, for unge mænd at afreagere på. Meget benyttet i Indien.”

Den indiske fyr klapper i som en østers under Sams brændende blik. Fabian starter planlægningen uden omsvøb, eller hensyn, til sin blødende bedste ven.

"Vi kan ikke rigtig planlægge et flugtforsøg fra hospitalet, når vi ikke kan finde rundt derinde. Johan har altid været nægtet adgang, men han er den eneste, som kan komme ind. Så vi må vente ... på at han kan komme ind" siger Fabian. Han taler langsomt, som om hans hjerne stadig arbejder med ordene. Samantha stirrer på ham, som om hun ikke forstår ham. Hendes underlæbe dirrer let.

"Nogen bør nok skrive det ned." mumler Johan, som ser sig om efter papir og pen.

"Det har jeg styr på." siger den indiske dreng, mens han rømmer sig let. Han drejer sin pc, så de andre kan se et åbent dokument, fyldt med noter fra aftenens samtale.

”Det er enkelt nok,” siger Johan. ”Jeg lukker jer ind, når jeg selv har fundet en vej derind.”

”Så i havde tænkt jer, at vi skulle lege læger?” spørger Sam.

”Mors hospital har tit unge ansatte til rengøring, transport og noget i den stil. I kan forsvinde ind i mængden uden problemer.”

”Hvad hvis noget går galt?” råber Samantha og slår hånden i bordet. Tastaturet klamrer, mens Indien skriver alt Johan siger ned i dokumentet. Samanthas øjne følger tekstens udvikling på skærmen.

”Vi skal bare holde den kørende i få minutter; til vi får pigen ud.” siger Fabian. Hans facade er overraskende rolig, men noget usikkert er væltet i hans blik. Hans øjne lyser ikke af samme vilje, som Johans.

”Ind og ud på få minutter,” gentager Jagdish.

Fabian nikker kort. Hans smil er nu forduftet til en alvorlig mine. Johan river sin mobil op af lommen. ”Det er vist mit stikord.” siger han og taster nummeret ind.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...