Human Masquerade - Dansk

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2013
  • Opdateret: 1 jun. 2013
  • Status: Igang
Johan lever med sin mor, som er en berømt læge med speciale i mentalt forstyrrede børn. Han tør ikke fortælle hende, at hans bedste ven netop er sådan. Måske er hans mor heller ikke helt ærlig i sit erhverv.

Dette er min Nanowrimo november fra i år.

4Likes
6Kommentarer
753Visninger
AA

22. The World

Kapitel 21. – The World.

Den anonyme fortæller, Larry.

 

En hver rejse har sin belønning,

I denne, er der tale om absolut frihed.

 

Aske flyver rundt i luften. Vinduerne er alle smadret. Gulvet er belagt med ødelagte genstande, som både er skarpe og ubrugelige. Loftet knager som om, det er ved at falde sammen.

Indtrykket af hospitalet har ændret sig utroligt, selvom der kun har været indbrud, fangeflugt og en ildebrand. Der kan ligeså godt have foregået et totalt zombie angreb, så voldsom og blodig er scenen.

Lyden af flammerne er faretruende tæt på. Fabian ved, at han ikke bør åbne døre på gangen, men forsætte lige ud, medmindre andet er fornuftigt. Der kan gemme sig en mur af flammer bag enhver af de hvide døre.

Lamperne over ham virker cirka hvert andet minut i cirka 30 sekunder, før de går ud. I den tid kan han lige nå at orientere sig, før det hele forsvinder igen. han fortsætter sådan i lang tid, men uden at kommer tættere på at finde Emma.

Pludselig kan han høre skridt over sig. Aske drysser ned fra luftet. Det kommer fra revnerne i loftbrædderne. Nogen går rundt over på, med tunge skridt. Fabian kan se en trappe nær sin venstre side. Personen bevæger sig mod trappen.

Lyset forsvinder og Fabian presser sig op af væggen. Skridt på trappen. Ned, ned og atter ned. Det lyder underligt da fødderne rører jorden. For store til at være en kvindes, det er stensikkert. Kun 30 sekunder til, at lyset kommer igen.

Personen bevæger sig nærmere Fabian. Det lugter af råddenskab eller bare indholdet af en gammel idrætstaske, uvasket fra 2 til 9. klasse. Han kan lige føle væsnet gå forbi, da lyset kommer igen.

Overrasket ser han, at det er en kvinde. Hendes ene ben er brækket og bliver slæbt langs med jorden.

Hun mumler for sig selv, beklager sig over lyset, synes det. Hendes uniform er hvidlig, men mere grå efter hun passerer igennem den flyvende askesky.

Hun fortsætter ned af gangen uden at se sig tilbage. Hun stopper op, da hun når krydset i gangen. Til højre for hende er den ødelagte reception, hvor Samantha ligger død i bilen, mens der, til venstre, er en nedstyrtet trappe.

Så lyder der en knurren. Den kommer som en bastone og ryster sig igennem Fabians mellemgulv. Et væsen hopper ned fra afsatsen ovenfor den nedstyrtede trappe og løber over gangen. Det griber kvinden og forsvinder ud i receptionen. Fabian må holde sig for munden, for ikke at skrige. Bevægelsen er så voldsomt, at hendes ben bliver revet af i farten. Der ligger et afrevet menneske ben, med blottet knogle, på gulvet og inde ved siden af kan man høre et monster fortære en kvinde. I frygt synker Fabian sammen på knæ, gemt op af væggen. På trappen bag ham lyder der nu skridt. Metal trinene larmer. Femte trin, ottende trin, niende trin, intet trin. Personen bag Fabian er hoppet det sidste stykke ned og befinder sig nu på gangen. Denne person haster igennem gangen uden et blik tilbage, mens han råber: ”Ulrik! Ulrik!” Råbene gentager sig indtil han krydser ind til receptionen. Da han haster forbi Fabian mødes deres øjne. Der er ikke noget særligt i blikket, det er mere en konstatering om, at der er andre til stede. Manden bliver stående i krydset, med åben mund og brillerne halvvejs gledet ned over ansigtet. ”Ulrik! Du må ikke spise … Nej, vent … Hun er død.” siger manden og trygger sine briller fast på næsen. Manden sukker. ”Jeg kommer tilbage, når du er færdig!” siger han, før han går ned gennem gangen, til hvor Fabian sidder.

”Du leder efter pigen?” spørger manden. Fabian nikker. Stum af skræk. Hvordan kan denne lille mandsperson tale til det uhyre, og i sådan en normal tone?

”Ulrik siger, at han kan lugte hende ovenpå. Du skal bare fortsætte til højre.” Manden nikker kort, som om han selv accepterer og forstår ordene, og så går han. Monstret er færdigt med at fortære menneske kvinden og tramper nu ud på gangen. Det er stort og pelset. Heldigvis går lyset ud, så Fabian ikke behøver at se mere på ham. I stedet må han høre på den underlige mand, som skælder monstret ud og beklager sig over lyset. Monstret knurrer igen og Fabian synes at kunne høre ordet ’undskyld’. Skubbet op af væggene, fortsætter Fabian hen af gangen. På vej op af trappen holder han fast i gelænderet. Det ender med, at han begynder at tale til sig selv. ”Det skete ikke, det skete ikke! Jeg så det ikke ske!” Det bliver et mantra for ham.

Fabian sniger sig igennem de tomme gange, på det der engang har været hospitalet. Hans skridt giver genlyd. Et ekko skriger af sine lungers fulde kraft, for hvert skridt han tager.

Angsten har sneget sig ind på ham. Flammerne danser bag ham. Æder sig igennem væggene, dørene og gulvet.

Emma har bare af at være dybt taknemlig bagefter!

Fabian hører stemmer mens han går. Først tror han, at det er flammerne eller vinden, som suser ned gennem det smadrede tag. De udvikler sig og er snart helt menneskelige. Han kan skelne dem fra hinanden. Den ene er Emma, men det er svagt. Han kan høre Susan nu.

Hun siger: ’Hvordan føles det at dø?’. Han indser, at han er for sent på den og sætter i løb. Hans skridt skriger sig igennem korridoren, på en måde, som minder ham om tusind ravne, der letter på engang fra den samme gren.

Han finder en åben dør, som han drejer ind af. Stemmerne bliver højere her. Der er næsten helt mørkt i rummet, men han kun se deres silhuetter. Susan står med en fod presset mod Emmas bryst. Hun minder om en slange, som hun ser på den lille piges krop, og som med alle skadedyr, skal hun ryddes af vejen.

Fabian finder, at der er flere ganske glimrende våben til stede i lokalet. Susan har åbenbart udviklet sig til lidt af en drukkenboldt, for der er tømte flakser over alt. Æblet falder ikke langt fra stammen, tænker Fabian og griber den nærmeste flaske.

Han sniger sig op på Susan. Han hæver flasken, som et baseballbat, parat til at slå.

Emmas øjne møder hans fra gulvet. Susan følger sin patients blik og drejer hovedet en anelse, lige som Fabian slår. Glasset smadres mod Susans kranium, smadres mod ansigts knogler og skærer sig igennem huden. Susan skriger og falder om på gulvet.

”Nu kan du selv prøve det!” råber Fabian. ”Nu kan du prøve, hvordan det er, at blive banket deform!”

Trangen til at slå igen er for stor, og flasken rammer den liggende Susan i baghovedet. Så river han den blødende Emma op fra gulvet og trækker hende med sig ud af rummet i en fart

 ”Kan du gå?” spørger han.

Hun nikker stumt. Hendes puls drøner af sted og uden en fast rytme, som hendes hjerte skal hoppe ud af hendes bryst

Sammen slæber de sig af sted, ud af den nedbrændte bygning. Ren, let sodet, luft, slår dem i møde, så snart de er ude i det fri. Emma tager en lang dyb indånding og kommer til at hoste. Hun kan smage brand i munden, hvilket aktiverer hendes brækrefleks. Hun læner sig ud over trappens gelænder og brækker sig, mens Fabian intet kan gøre, udover at klappe hende let på ryggen.

”Går det?” spørger han. Hun nikker vagt, men passer på med overdrevne bevægelser i tilfælde af mere bræk.

Han løfter næsten hele hendes vægt, da de bevæger sig bort fra bygningen og ud i den mørklagte gårdsplads. Emma bemærker kun vagt bilen, der er braget gennem husets facade, men Fabian drejer hendes ansigt bort fra den. Et øjeblik efter, drypper det ned på Emmas hånd, som ligger om Fabians hals. Hun ser op, og ser ham græde.

 

Gårdspladsen er oplyst af en enlig gadelygte. Der virker helt fredeligt derude. Den enlige gadelygte blinker en enkel gang og slukker med et hele gaden, men kun for et øjeblik. Da lyset vender tilbage, er alt ændret.

To personer står under lygten, badet i den blege, farveløse lyskegle. Det er en høj mand og en lille kvinde, begge indsmurt i blod og aske. Hun læner sit hoved ind, mod hans bryst. Han ligger til gengæld armene om hende og trækker hende tættere. Han skærmer hende mod det kaos der omgiver dem.

”Åh Gud.” mumler hun igen og igen. Han siger hende ikke imod, på trods af hans ellers antireligiøse tendenser. I stedet aer han bare hendes hår, med en fjern bevægelse.

”Det skete på et øjeblik.” hvisker han.

”Hun led ikke.” siger han, højere denne gang, som for at overbevise dem begge. Hun siger intet, der er intet at sige.

Bag dem står verden i flammer. Bygningen er næsten udbrændt, men de røde flammer danser stadig rundt i dens indre. En bil er kørt igennem bygningens facade. Man kan knapt nok skimte et baghjul i mørket.

Livet synes at flyde ud af hendes øjne. Hun er end ikke sikker på, om det sker i form af tårer. Hun holder bare op med at føle, fra det ene sekund til det andet.

Han bøjer sig ned over hende og hvisker i hendes øre:

”Jeg må have hende ud.” hvisker han, før han forsvinder ud i mørket, i samme sekund som lygtepælen blinker. Så blinker gadelygten igen og han er forsvundet ud i mørket.

Hun prøver at følge ham ud af øjenkrogen, lytte til hans skridt på brostenene, men det eneste hun hører, er helvedes flammer som stille fortærer bygningen og bilen op.

Hun glider ned på jorden, med ryggen mod lygtepælen.

Sodsværtede hænder glider gentagende gange gennem hendes hår, i voldsomme bevægelser, til også hendes hår er sort. Så glider de ned i hendes ansigt. Hun hulker hult i dem, mens neglene kradser hendes allerede blødende kinder.

Lygten blinker igen, men denne gang kommer lyset ikke igen.

Hun behøver ikke at åbne sine øjne igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...