Human Masquerade - Dansk

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2013
  • Opdateret: 1 jun. 2013
  • Status: Igang
Johan lever med sin mor, som er en berømt læge med speciale i mentalt forstyrrede børn. Han tør ikke fortælle hende, at hans bedste ven netop er sådan. Måske er hans mor heller ikke helt ærlig i sit erhverv.

Dette er min Nanowrimo november fra i år.

4Likes
6Kommentarer
746Visninger
AA

17. The Tower

Kapitel 16. – The Tower.

Den anonyme fortæller, Larry.

 

Hvad hvis flugten fra elendigheden,

Kun bringer en tættere på afgrunden?

Ville du stadig flygte?

 

Et mystisk brev ankommer med posten. Det er i en fin lilla konvolut og adresseret til Emma Flimmer. Fabian vender og drejer brevet, ryster og rusker det, men kan ikke finde tegn på, at det kan være andet end verbalt fjendtligt, så han giver det videre til Emma.

”Der er igen afsender.” siger han undrende, da han giver Emma brevet i hånden. Emma er lige kommet ind i køkkenet, lige kommet ud af sengen og stadig iført nattøj. Hun gaber og strækker sig som en kat, da hun får brevet stukket i hånden. Kort studerer hun navnet et godt stykke tid.

”Det er underligt, som jeg glemmer mit eget navn.” mumler hun hen for sig selv og åbner brevet med en voldsom bevægelse.

Et lille stykke parfumeret papir daler til jorden. På det er der skrevet, med store snørklede bogstaver: Lad os mødes!

Emma samler papiret op og vender det. Bag på er der kradset en dato og et mødested ned.

”Hun vil mødes med mig i aften.” siger Emma tænksomt. Sam ser alvorlig ud.

”Det er sikkert en fælde lavet af Susan.” siger hun.

Emma smiler stille.

”Nej, det er min søster.” siger hun roligt og ligger papiret tilbage i konvolutten, som hun videre folder sammen og putter i lommen på en sin natskjorte.

”Har du en søster?” udbryder Johan forvirret, med en halv marmelademad i munden. Emma nikker, mens hun tager plads ved bordet. Et øjeblik lader hun til, at overveje sine ord nøje, før hun er i stand til at forsætte, med hvad hun vil sige.

”Vi blev adopterede af den samme familie, så ikke en rigtig, biologisk søster.” siger hun overvejende. Emma retter sig selv, med et lille blik på Fabian. Han synes at lytte med, overraskende intenst.

”Så din søster vil mødes med dig? Vil du møde hende?” spørger han og tager et sip af sin kaffe.

”Det ved jeg ikke endnu.” siger Emma. Hun tager brevet ud af sin lomme, udglatter det, før hun skubber det fra sig, som om hun ligger hele beslutningen fra sig.

”Vi mistede ikke kontakten, mens vi var i det bedste venskab.” siger hun videre.

”Du skal bare tage af sted!” siger Johan bestemt.

”Det synes jeg også.” istemmer Sam.

”Familie er vigtig,” siger Indien.

”Men hvorfra ved hun, at du er forsvundet fra hospitaler og befinder dig her?” spørger Samantha.

Emma ler blidt.

”Min søster omgås de mere skumle personager, så hun har sikkert opsnappet det fra nogle af dem.”

”Tvillingerne på baren.” siger Johan henvendt til Fabian, som nikker forstående.

”Tænk over det, men ikke for længe. Der er tidsfrist på.” siger han og klapper Emma på hovedet, nærmest ovenpå hendes uglede korte hår. Hun smiler henført, mens hun tager for sig af maden. Denne morgen synes at forløbe underlig rolig. Emma spiser en næsten normal mængde mad, mens Indien fikser kameraet og Samantha rydder op i huset.

Johan føler, at Emma på en eller anden måde, alligevel har fået dem tilbage på sporet. Han sætter sig ned i stuen, som er blevet hans fortrukne skriveværksted, bevæbnet med en guitar og flere ark papir, samt en udslidt blyant.

”Vi skal bare finde på et nyt emne!” siger han højt ud i rummet. Måske taler han mere til blyanten end til sig selv. Han stirrer i hvert fald på den, mens han taler. De forrige emner, sange, om eventyr er blevet et lokalt hit og en internet sensation. Nu handler det bare om at holde liv i gløden.

Folk går ind og ud af stuen konstant, hvilket gør det svært at fordybe sig i teksterne. Distraktionen gør Johan forvirret. Der ender med at gå flere timer, før Johan finder den rigtige idé, men efter han finder den går det godt.

Han bruger sammenlagt 45 minutter på at skrive et par sangtekster, som han rent faktisk nærer et håb for. Derefter føler han sig bare udkørt.

Træt smider han sig i sofaen, nu bevæbnet med snacks og cola. Han tænder fjernsynet, hvor han finder den første og mest børnevenlige kanal Fabians hus har at byde på. Han følger halvhjertet med i tegnefilmen, hvor en figur med hvide handsker, er ved at smadre en figur med sorte handskers, fingre, knæ og tunge. Tegnefilmsvolden gør ham hurtigt træt i hovedet, så han skifter kanal. Der er reklamepause.

Imens er andre dukket op i stuen. De har taget plads i sofa, hvorfra de også tager del i hans snacks. Emma på gulvet foran sofaen, Fabian i sin stol, med Samantha på sit skød. Indien er ikke i huset, men er gået ud for flere timer siden, så han mangler.

Det er faktisk hyggeligt, slår det Johan. Det er sådan det skal være at have en familie. Mennesker, der samles omkring noget for at være sammen.

 

Fjernsynsskærmen bliver malet med rødlige flammer. En stemme fortæller ind over billederne, at Linde hospital nu kun er brændende ruiner. Ilden er så slem, at brandvæsnet har givet op. De har afspærret de nærmeste gader og fjernet de nærmeste boligers beboere. Ilden får lov at æde hospitalet og grunden ved siden af. Der er sågar gået ild i havens træer.

”Branden, der opstod omkring klokken 6 her til morgen, blev opdaget ved 7-tiden her til aften. Grunden har stået i flammer i 8 timer, uden at man har været i stand til at gøre noget for at slukke flammerne. En anonym kilde melder om hundrede døde, men vi kan ikke være sikre på det præcise tal.” siger oplæseren, som kværner løs uafbrudt.

Samantha flytter sig over i sofaen. Johan har sat sig ret op, og stirrer ind i skærmen, som om han ikke kan tro sine egne øjne. Det kan han heller ikke.

Ilden slikker op af husets facade. Den har allerede ædt hoveddøren til hospitalets del af bygningen.

Sam ligger en arm om Johan, som stirrer sig blind på skærmen. Han kan ikke selv afgøre om han føler noget. Det er trods alt hans hjem, i hvert fald indtil for nylig, som går op i røg.
Fabian rejser sig og slukker fjernsynet, og lader så sig selv dumpe ned i sofaen.

”Så gjorde hun det alligevel.” hvisker Johan vantro. Selvom det er ham, der har størst tilhørsforhold til det brændende hus, er han den eneste der er i stand til at sige noget. Dog taler han ikke til sine venner, men udelukkende til sig selv. Det endelige bevis på, at hans mor må være et ondt menneske, er afspillet for hans øjne.

”Det troede jeg faktisk ikke om hende.” mumler han videre.

”Hundrede døde.” hvisker Sam stille og gentager nyhedsværtens ord. Hendes ansigt var malet i bekymring. Fabian tysser forsigtigt på hende.

”Det er mange menneskeliv, Fabian.” siger Johan og ser sløvt på sin bedste ven. Fabian nikker anerkendende. Nu kniber det, selv for ham, med at holde masken på plads. Chokket er for stort.

”Det er det.” siger Fabian.

”Er det min fejl?” spørger Johan. Han griber Fabian i ærmet og hiver i det, som et lille barn. Johan ryster over hele kroppen og Emma græder i stilhed, fra sin plads på gulvet.

Hun har intet sagt, men kender nok mange af de døde. Slaget må være lige stort for Johan og Emma, tænker Fabian.

”Var det på grund af mig, at de alle sammen skulle dø?”

Fabian ryster på hovedet. Han griber Johan om skuldrene og tvingen ham ned i stolen. Da Johan først sidder ned igen, prøver Fabian at tale med ham.

”Nej. Din mor …”

”LAD VÆR AT KALDE HENDE DET!” råber Johan og prøver at komme op igen. Heldigvis er hans ude af balance på grund af vreden og vælter tilbage i stolen.

”Undskyld. Den kvinde, var blevet gal uanset om du havde grebet ind eller ej. Hun gik op og ned af den slags mennesker hun afskyede mest. Hun indåndende deres liv, som var det narko. Selvfølgelig var det endt sådan her.” siger Fabian.

”Jamen …”

”Jamen ingenting. Hun har mistet kontrollen over det vigtigste element, hende selv.”

”Det eneste du skal tænke over er, at vi faktisk har reddet flere fra denne skæbne.” siger Sam. ”Med vores kæmpe hul i deres sikkerhed. Mange stak af og gemmer sig.”

”Har vi?” spørger Johan tvivlende. Emma har samme ansigtsudtryk som Johan, tvivlende.

”Ja, men nu nok om det. Det er sengetid for Johan.” siger Fabian fast. Han prøver at hjælpe Johan op, men det er Johan ikke selv klar til.

”Vil i blive hos mig? Jeg tror ikke jeg kan sove.”

Johan hulker som et lille barn.

”Selvfølgelig!” lover Fabian.

 

Johan sover på sofaen resten af dagen, mens de andre fører hviskede diskussioner, mens de følger med i nyhederne ved hjælp af en computer.

Emma er også i et sørgeligt stadie. Hun har kendt så mange af de døde, og kan ikke helt klare tanken om hendes egen overlevelse på deres bekostning. Hun siger selvfølgelig ikke noget, men det kræver ikke en psykolog at analysere hendes sindstilstand lige nu.

Samantha prøver gentagende gange at påpege, at mange patienter var stukket af og kom med konstante forslag til at kontakte dem. Emma lytter ikke.

”Undskyld.” siger Emma og rejser sig. Hun står usikkert på benene, som om hun ikke har planlagt handlingen til ende. Hendes fjerne blik glider over de forskellige personer omkring hende, som om hun ikke genkender dem.

”Jeg tror, at jeg tager mig et bad og tænker videre selv.” siger hun så og forsvinder ud af døren. Samantha ser bekymret efter hende.

”Bare rolig, de kommer begge over det.” siger Fabian, men lyder alt andet end sikker. Indien nikker sammentyggende.

”Tiden læger alle sår, selv dem på sjælen.” siger han, i samme tone som en gammel vismand.

”Jeg har det dårligt på deres vegne. Det er jo ikke deres fejl, at tingene har udviklet sig så galt.” siger Sam og samler kopper, krus og skåle sammen.

”Guderne er ikke altid retfærdige i deres valg af lidelser, som mennesket må gå igennem.” siger Indien, som tager en del af Sams læs.

”Eller af dem, som ikke er mennesker.” mumler Fabian næppe hørligt. Samantha sender ham et undersøgende blik.

”Jeg troede, du havde droppet din anklage mod Emma.”

”Det har jeg også.”

”Hvad fanden var det så for en sætning?” vrisser Sam.

”Jeg sagde aldrig, at jeg troede, hun var et menneske.” siger Fabian og lyder om nogen forpint.

”Hvad helvede skulle hun så være? En alien?”

”Bare ikke menneske.” siger Fabian.

Et stykke tid passerer i tavshed, men så bipper Indiens computer pludselig. Seneste nyt om branden er på, transmitteret live til omtrent hele Tyskland.

En uheldig journalist, som ser noget utilpas ud, står foran den brændende bygning. Han har et lommetørklæde presset mod mund og næse, mens han taler.

”Susan Linde er stadig meldt savnet. Vi ved stadig ikke, om hun er en del af alle ligene her.” siger journalisten, som næsten må råbe for at nå igennem med sin udtalelse. Fabian og Samantha stirrer på skærmen. En uhyggelig følelse slår ned i dem.

”Hun er ikke i blandt de døde.” siger Sam stille.

”Nej, hun har nok nærmere sørget for deres nuværende stadie.” siger Fabian. Han sidder med et glas hovedpinepiller i hånden, som han ryster fraværende, som han har gjort det i de sidste 20 minutter. Samantha rækker ud efter kanden med vand og fylder Fabians glas. Bestemt skubber hun det over mod ham.

”Det er nu blevet bekræftet, at samtlige ofre ikke er døde af selve branden. Ifølge retsmedicinerne er der fuldet utallige stiksår på ofrene, samt at nogle af dem bærer præg af at være blevet maltrakterede af et stort rovdyr af en ukendt art. Videre udtalelser lader vente på sig, men vi får dem nok snart.” råber den sølle rapporter over lyden af sirener og sin egen rallende hosten.

”Vi får nu besked på, at forlade området, da røgen er giftig at indånde.” Skærmen bliver til sort og hvidt flimmersne, som danser rundt. Indien slukker for den.

Samantha ser på Fabian. Den sovende Johan grynter i søvne og roterer en halv omgang i sengen. Indien retter også sit blik mod Fabian, som sidder i profil i forhold til Indiens placering. En enkelt dråbe, fin, sved løber ned over Fabians krogede næse.

”Hvad nu?” spørger Indien.

”Vi skal have fat i Emma.” siger Indien videre, da Fabian ikke svarer.

”Er hun ikke kommet tilbage fra sit bad endnu?” spørger Sam.

”Det tror jeg ikke.”

”Hvad vil Emma gøre ved hende, Susan?” spørger Indien.

”Hvorfor skulle Emma ville gøre nogen noget, pludselig?”

Sam lyder frustreret. Efterhånden forstår hun slet ikke situationen længere. Det er lige før hun misunder Indien, for at kunne hoppe på så hurtigt. I virkeligheden forstår Indien ikke mere en Sam, men spændingen har grebet ham. Det er som en sæbeopera, der udspilles i det virkelige liv.

”Jeg tror kun, vi kan frygte det værste, for begge parter.”

Fabian siger endelig noget.

”Åh gud.” hvisker Samantha.

”Ja, åh gud.” gentager Fabian og for en gang skyld ler han ikke hånt om religionen.

”Hvad kan vi gøre?” spørger hun.

”Bede om hjælp fra højere magter, indtil vi ved noget mere.”

”Fabian, det er ønsketænkning!”

”Det ved jeg.” siger han.

”Hvad gør vi så, mens vi venter på Emma?”

”Vækker Johan.” siger Fabian bestemt.

”Det lyder, som at vove sig ind i løvens hule!” udbryder Indien spagt. Fabian nikker og rejser sig.

”Men det skylder vi ham.”

Fabian skal lige til at gå ind i stuen, da Emma kommer ind af døren til køkkenet. Hun stopper op i døren, med hænderne i siden.

”Jeg har besluttet mig.” siger hun.

Emma står foran Samantha og Fabian, fuldt påklædt og iført overtøj.

”Jeg tager ud og mødes med min søster. Jeg har brug for hende, efter hvad der er sket i dag.” forklarer hun.

Fabian nikker og rejser sig fra køkkenbordet. Han finder penge frem fra en skuffe og ligger dem i Emmas udstrakte hånd.

”Pas godt på dig selv, kom godt hjem.” siger han.

”Tak.” siger Emma smilende. Det er et noget anstrengt smil, men det er der. Hun er dybt taknemmelig over hans handling og gæstfrihed. Ordet ’hjem’ gør hende varm indeni, efter år uden et sådan holdepunkt.

Da Emma er forsvundet, synker Fabian ned i en stol og ligger hovedet i hænderne.

”Hvorfor gjorde du det?” spørger Samantha. Hun er så forvirret, at hun helt glemmer at være vred.

”Det ved jeg ikke.” siger han. ”Hun har brug for det, og der er intet vi kan stille op alligevel.”

”Vi ved ikke engang om Susan er i livet.” siger Indien, som nu er den eneste person med en hvis sindsro. ”Lad bare pigen have sit møde i fred.”

”Men Susan!”

”Susan har travlt, hvis hun stadig er i live … ” siger Indien insisterende. Samantha sidder lidt og overvejer det. Hun bevæger sine hænder fra side til side, hen over bordpladen, mens hun tænker.

”Og hvad så med Johan?” spørger hun så.

”Lad ham for Guds skyld sove!” siger Fabian træt. Han ligner en gammel, nedslidt mand, med rander under øjnene af bekymring og angst. ”Fint.” mumler Sam.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...