Human Masquerade - Dansk

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2013
  • Opdateret: 1 jun. 2013
  • Status: Igang
Johan lever med sin mor, som er en berømt læge med speciale i mentalt forstyrrede børn. Han tør ikke fortælle hende, at hans bedste ven netop er sådan. Måske er hans mor heller ikke helt ærlig i sit erhverv.

Dette er min Nanowrimo november fra i år.

4Likes
6Kommentarer
737Visninger
AA

20. The Sun

Kapitel 19. – The Sun.

Den anonyme fortæller, Larry.

 

Venskab er, at man accepterer,

At andre også har brug for at være frie.

 

For at komme ud til hospitalet er et køretøj nødvendigt. Fabian selv har en sort motorcykel, men ingen bil. Derfor bliver første mission, at skaffe en bil.

Klokken er omkring tre om natten, på dette tidspunkt, så de fleste muligheder, er ikke relevante. I stedet må Sam vise, hvad livet på landevejen har lært hende, og pludselig har Fabians nabo ikke længere en rød folkevogn.

Det er en overraskelse, for de tre unge mænd, at se deres kvindelige modstykke åbne bildøren, uden større problemer og derefter stater bilen. Ingen af dem forstår, hvordan det lader sig gøre, men de er vidne til det. Deres argumenter er også ligegyldige, for hun har klaret missionen.

Hun bakker ud af naboens indkørsel, mens Fabian stiger op på sin motorcykel.

”Vi får politiet med over til hospitalet, så hvad end I gør, så må ikke forlade grunden!” siger Johan ind over bilens motorlarm. Fabian nikker og slår styrthjelmens visir ned. Et sort spejl ser en sidste gang på Johan, før den forsvinder ud på vejen.

Side om side forlader bilen og motorcyklen stedet. Johan står lidt og ser efter dem, før han vender rundt på hælene og løber efter sin indiske ven, som allerede er et godt stykke foran ham. De skal begge gå til politistationen, fordi vejen dertil er kortere end vejen til hospitalet.

 

Johan går ved siden af Indien. Det er første gang de er alene sammen, hvilket gør situationen akavet.

De går i tavshed. Johans tanker vandrer hele tiden af sted af den vej, hvor alt går galt. Død Emma, død mor, alle sammen døde. Ikke særlig sandsynligt, men tanken er der.

Indien lader ikke til at være særlig bekymret, men sandt og sige, viser hans ansigt intet.

”Du må altså undskylde, at jeg bare sådan lavede dit navn om.” siger Johan, for at starte en form for samtale.

Indien ser kort på ham, med rynkede bryn.

”Det er en meget sær ting at sige, så pludseligt, Sahib.” siger han. Han stikker hænderne i sin jakkelomme og ser op i himlen.

”Det er jeg klar over, men føler stadig det er forkert. På en måde.”

”Ikke mere forkert end så meget andet.”

”Det siger du jo nok.” mumler Johan.

”Ja, ja, det gør jeg, og jeg mener det.” siger Indien og sætter farten op. Johan går ikke hurtigere, men betragter Jagdishs ryg. Det er faktisk meget interessant, at studere andre på afstand. Fabian må have smittet ham med sygdommen ’at betragte’.

Politistationens lys dukker op i horisonten. Indien stopper op. Et øjeblik tror Johan, at den indiske dreng venter på ham, men så river inderen et kamera op af lommen og giver sit til at knipse løs.

Johan står ved siden Jagdish, hvor han desperat prøver på ikke at le. Det bliver til nogle halvkvalte lyde, som bobler ud mellem hans læber.

”Dette er så meget bedre end i Indien!” siger Jagdish og slår ud med armene. Så trækker hans mundvige nedad og hans siger med mørk stemme: ”Det må Ike sahib undskylde, det var meget upassende i vores nuværende situation.”

”Det er okay, det er i orden.” siger Johan tørt.

Sammen går de ind af døren til stationen, som består af et lille firkantet rum. I hjørnet står en gennemtæsket kaffemaskine, der afgiver samme lyd som en misfornøjet kat. Der er skriveborde, som er både overfyldte og tomme. På væggene er der tavler, hvor der er klistret efterlysninger op. Det skal lige nævnes, at de fleste efterlysninger forstiller bortløbende kæledyr og er daterede 2001.

Jagdish bliver straks betaget af den systematiske uorden, mens Johan føler sig fortabt ved første øjekast. Lokalet er næsten affolket, med undtagelse af en søvnigt udseende betjent bag skranken og en kraftig mad, med tatoveringer i ansigtet, som er lænket til et udslidt træskrivebord med håndjern.

Johan undgår at kigge direkte på manden, men har følelsen af, at manden ser lige på ham.

”Ike Link.” siger manden med håndjernene.

Johan ser kort og forskrækket op, før han bevæger sig over til Indien, som er gået over til den enlige betjentes skrivebord, hvor han prøver at skabe kontakt. Desværre er manden nu faldet i dyb søvn, og lader sig ikke så let vække.

”Undskyld mig, hr. Sahib.” siger Indien og banker let i den søvnige betjentes bord. Der kommer ingen større reaktion, hvilket får den lænkede mand til at le.

”Det der kan i godt glemme! Han har været på vagt de sidste 42 timer. Hvis noget vækker ham, er det et jordskælv.” siger han leende. Jagdish ser på ham.

”Tak for hjælpen, hr. forbryder.” siger han.

Johan smadrer hånden i bordet.

”Vi har brug for hjælp!” råber han, men der kommer stadig ingen reaktion. I stedet vender betjenten sig i søvnen, mens han slipper gas ud.

De to unge mænd ser på hinanden. Nu er de begge overbevidst om, at de er uden midler eller hjælp.

”Måske skulle vi bare tage en taxi til hospitalet.” siger Johan. Indien nikker sløvt.

”Hey, har du egentlig en cigaret?” spørger Indien, mens han famler søgende på sine lommer. Han har allerede fundet en lighter frem, som han sætter mellem tænderne, mens han leder.

”Jeg anede ikke du røg.” siger Johan og giver sig til at klappe på sit eget tøj, men også uden held.

”Det gør jeg heller ikke.” siger Jagdish nøgternt.

”Aha, det kan jeg relatere til.” siger Johan roligt og trækker på skuldrene. Han står og kigger op af vejen efter et lift.

”Tror du, at vi kan tillade os, at stoppe og købe cigaretter?”

”Nej, det tror jeg ikke, dude.” siger Johan, også forlader de politistationen. Luften er kold og en taxi lader vente på sig.

 

Så snart de er på hovedvejen, raser bilen af sted, med den sorte motorcykel ved sin side. Samantha kører i den forkerte kørebane, det halve af tiden, hvor hun viger udenom al modgående trafik, for at komme hurtigere frem på kørerbanen. Bag hende kører Fabian, en anelse mere behersket, men ellers lige så slingrende.

Sam fortager et skarpt højre sving, for at kommer væk fra den stærkt trafikerede hovedvej. Fabian følger hende og trækker langsomt op til overhaling.

Han tager førerpladsen og viser vej.

Til højre igen, så venstre og ligeud. De forsætter ud af den gamle del af byen, men ud på de øde veje, hvor husene er firkantede og kom lige fra cement støberen. Der er store mellemrum mellem disse mørklagte huse. Mellemrum der bare er øde.

Vejen er bred og Fabian trækker ud ved siden af Sam i bilen. Nu nærmer de sig hospitalets gårdsplads. Man kan allerede skimte lysende fra de mange lygtepæle, som omkranser pladsen.

Samantha skæver til vinduet. Hun kan lige se Fabians hjelmbeklædte hoved. Og så ser hun slet ikke noget længere.

De når lige ind på gårdspladsen, mens Samantha stirrer på Fabian. Så slingrer en bil, i fuld fart, ud foran Samantha. I et forsøg på ikke, at ramme ind i bilen, svinger Sam hårdt til højre. Det gør, at hun totalt mister kontrollen. I et forsøg på at bremse, drejer bilen rundt om sig selv. Da hun endelig får kontrol brager den anden bil lige ind i hendes igen. Bilen smadres igennem frontfacade på det nedbrændte hospital.

Det hele sker så hurtigt, at Fabian ikke når at opfatte bevægelserne. I mange nætter efter dette, ville han kunne se det hele klart, i slowmotion, men lige nu går det for stærkt for hans øjne.

Han bremser motorcyklen op og smider hjelmen fra sig, mens han stirrer forfærdet ind i muren. Den anden bil er blevet standset af en ’vild’ lygtepæl, som dukker op ud af det blå.

Føreren er ved at stige ud. En høj behåret mand, i ført helt hvidt tøj vakler forvirret rundt på pladsen. Manden bløder voldsomt fra hovedet og har sikkert brug for lægehjælp.

Fabian ænser ham ikke, men løber mod den smadrede bil. Han bliver nødt til at klatre igennem den smadrede mur, over knust glas, brækkede bygningsdele og mursten, med et fast tag i bilens side. Et tykt lag af murstensstøv hænger i luften og gør det svært, at trække vejret.

Fabian må skærme sit ansigt, med den ene arm, for at klare sig igennem. Da han først er inde i bygningen, bliver det straks nemmere at bevæge sig. Der er stadig flammer rundt og omkring, som har overlevet de utallige slukningsforsøg. Fabian ignorerer dem. Han fokuserer udelukkende på bilens førerhus.

”SAM!” råber han gentagende gange, men uden svar. Et gys går igennem ham, da han kalder for syvende gang uden svar. Støv og sod dækker bilens ruder og på indersiden kan man lige skimte noget rødt.

Forgæves prøver han at gnide det væk med sit ærme, men må give op. I stedet hiver og flår han i døren. Den går op med en ubehagelig svuppende lyd. Blod drypper på gulvet fra døren. Der er meget af det, og det er meget rødt.

Fabian kan ikke huske, hvornår blod sidst har virket så ufatteligt rødt. Bilens inderside er næsten smurt ind i blod, som om det er rød maling.

Handskerummet er sprunget op og har slynget sit indhold ud i kabinen. Samantha ligger livløs hen over begge forsæder. Hendes ene ben sidder fastklemt mellem pedalerne, det ligger i en vinkel, som fortæller Fabian, at det er brækket. Det gyldne hår er farve rødt af blod. Fabian kan se flere større sår på hendes kranium. Hun har ikke haft sikkerhedsselen på, så hun blev slynget rundt i kabinen, hvor hun slog sit hoved flere gange. Han overvejer, at hive hendes krop ud af bilen og tjekke efter puls, men magter det ikke. Hans frygt er virkelighed og han kan ikke håndtere det. Hvis han skal finde Emma, må han vende liget ryggen.

Det sidste han bemærker inden han går, er, at der er flere små hvide fjer i Sams hår.

Fabian traver længere ind hospitalsbygningen, hvor flere flammer stadig danser lystigt, og hvor der er størknet blod på væggene. En gang imellem ser han endda ufjernede lig ligge i krogende, hvor fluerne samler sig, men han lader som om hans faktisk ikke ser det.

De slæbende skridt fører han knap nok fremad. Det, eller også bliver gangen bare længere i takt med, at hans udmattelse vokser. Fabian lover sig selv, at han aldrig vil befinde sig i sådan en situation, hvis altså, han selv kan bestemme.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...