Human Masquerade - Dansk

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2013
  • Opdateret: 1 jun. 2013
  • Status: Igang
Johan lever med sin mor, som er en berømt læge med speciale i mentalt forstyrrede børn. Han tør ikke fortælle hende, at hans bedste ven netop er sådan. Måske er hans mor heller ikke helt ærlig i sit erhverv.

Dette er min Nanowrimo november fra i år.

4Likes
6Kommentarer
735Visninger
AA

18. The Star

Kapitel 17. – The Star.

Den anonyme fortæller, Larry.

 

Drømmeverdenen er der for at holde os fange,

Før målet er nået.

 

En skikkelse svøbt i en lang sort jakke krydser parkeringspladsen. Man kan næsten ikke se hende, med undtagelse af de få sekunder, når hun træder ind foran en af lygterne.

Hun går mod cafeen, som om det hele tiden er hendes mål. Døren bliver åbnet kort, næsten kun som en sprække, også er hun indenfor.

Varmen gør nærmest ondt i hendes fingre. Hun bøjer dem let, for at fordele varmen komplet. Så slår hun hætten på sin jakke ned og vikler halstørklædet af hovedet. Hun holder det og ligger det over sin arm, på samme måde som en tjener på en restaurant.

I løbet af et par sekunder får hun dannet sig et overblik over caféen. Der sidder en mandlig præst i hjørnet, lige ved siden af døren. Han har en stor frakke på, men man kan lige skimte hans kors på brystet og den hvide krave.

Hun smiler til ham, helt uden at dreje hovedet.

”Godaften Fader.”

Han ser på hendes ansigt og kryber længere ind i hjørnet, hvor han begynder at mumle svagt. En bøn. Hun nikker anerkendende og fortsætte gennem rummet. Der er næsten affolket på denne tid. Ved de øvrige borde sidder der få mennesker. Der er næsten helt stille i lokalet, foruden lyden af kaffemaskinen og en svag mumlen. Indimellem kan man høre jublet fra et af bordene, som ser ud til, at være ved at spille et spil.

En enlig kunde står ved disken. Hun går op til den, lige som han får bestilt. Hun stiller sig pænt ved siden af ham. De har begge udsyn til baristaens ryg. Han er en ældre mand, med hestehale og blomstret skjorte.

”Hvad skulle det være, lille ven?” spørger han, uden at vende sig mod hende. Hun smiler, selvom han ikke kan se det.

”En kop the, tak.” svarer hun.

”Så gerne.” siger baristaen, med let rynkede bryn.

”Du har en accent, lille dame. Hvor stammer de fra?” Hun overvejer svaret.

”Jeg stammer ingen steder særligt fra, men jeg har boet en del år i Danmark. Det er sikkert, hvad De kunne høre.”

Manden nikker anerkendende, stadig med sit fulde fokus på den kaffe, han er ved at lave.

”Ja, det syntes jeg jo nok. Hvad er deres gøremål så her, lille dame?”

Den unge kvinde skal lige til at åbne munden, da en af spillerne dukker op ved hendes højre side.

”Stik mig noget med alkohol, gamling!” råber han og slår sin knyttede næve i bordet. Spilleren er en høj mand og har en fodbold trøje på, som ikke har været vasket siden indkøb. Han har også en hat på, hvor der er stukket et es og en joker ned.

”Bruce, jeg har jo sagt det!” siger baristaen strengt. ”I kan ikke få mere alkohol! Ingen af jer vil være i stand til at køre hjem.”

Bruce smiler som en galning. Han har åbenbart ikke forstået beskeden. Han griner fjoget, da han ser den unge kvindes ansigt. En tot blond hår er faldet ind over hendes øjne og han fjerner det let. Hun gør intet for at forhindre, at han rør hende.

”Hvad så der, smukke? Skal du ikke med over og spille lidt med gutterne?”

Baristaen sukker.

”Bruce! Hvor mange gange har jeg ikke fortalt dig, at du skal tale ordentligt til mine kunder? Opfør dig som en moden voksen eller find et andet sted at spille poker!”

Bruce ser snøvlende på baristaens ryg.

”Jamen, man har vel lov at prøve. Hun er sådan en sød en!”

”Lad være at tale om hende som en genstand, eller som om hun ikke kan høre dig!”

Baristaen får vendt sig om og givet kaffen til den første kunde, der takker ham, før han styrter bort fra den stinkende fulderik.

”Jamen hun er jo en sexbombe!” Udbryder den unge mand, idet han slår så voldsomt ud med armene, at den unge kvinde må dukke sig, for ikke at blive slået ned.

Ved spillebordet hører de andre spillere, hvad der bliver sagt og udbryde i kor: ”Harpun!”

Hun rejser sig igen, mens baristaen går i gang med hendes the.

”Nej, hør nu!” siger hun. ”Man skal ikke, bør ikke bedømme andre på deres udseende; og da slet ikke deres halve udseende.”

Baristaen stopper op midt i en bevæge og Bruce ser indgående på hende. Begge prøver de at afkode hendes udsagn.

”Hvad mener hun?” spørger Bruce.

Den fulde unge mand stirrer fra den enes ansigt til den anden ryg. Baristaen ryster på sit hoved, mens han leder efter teblade.

”Det ved jeg ikke. Hvad mener du, søde ven?”

Baristaen vender sig langsomt om, men stivner så med teen i hånden. Den unge mand ser på dem, uden at forstå.

”Ser du,” svarer pigen. ”Jeg har to ansigter. Et er pænt. Det er det til min højre side. Det til min venstre er jeg … et monster … Nej, bare knapt så kønt.”

Baristaen nikker, mens han prøver, at samle sig. Den unge mand står stadig uforstående.

”Hvis man ser begge dele, ser man hele af mit ansigt, vil jeg rent symbolsk sige, at man ser et helt menneske. Godt og ondt.”

Kvinden tager sin kop te ud af baristaens hænder og ligger pengene på disken. Så vender hun ansigtet mod den unge mand. Bruce hopper et skridt tilbage, da han ser det. De to mænd går i et stadie af chok. Baristaen overvejer om den spinkle kvinde figur kunne være en trussel, mens Bruce laver en langtrukken dum lyd, som lyder som en blanding af et skrig og en latter.

Pigen forlader disken, for at finde sig et bord i et hjørne af cafeen. Baristaen holder øje med hende, til hun er helt ude af syne, før han ler tørt.

”Ser man det.” siger han for sig selv.

”Ser man hvad?” snøvler Bruce, som sandsynligvis allerede har glemt kvindens ansigt og den korte forskrækkelse.

”Et vansiret ansigt, på sådan en køn pige.” siger Baristaen og giver sig til at tørre disken af. Bruce spejder ud i caféen, med et forvirret udtryk malet på sit ansigt.

”Hvilken pige? Er hun lækker?” spørger han. Baristaen ser på ham.

”Hende i hjørnet.” siger han utålmodigt.

”Der er ingen i hjørnet! Der er helt tomt. Der er kun en kop tilbage i hjørnet.”

Bruce peger illustrativt ned på bordet bagerst i cafeen. Baristaen følger hans finger, parat til at rette på hans ung, fulde ven, men det er rigtigt. Pigen er væk. Kun koppen står tilbage, som et spor på hendes eksistens.

”Som om hun aldrig rigtigt har eksisteret.” siger Bruce så, med en helt normal, sober, stemmeføring. Så tager han sine øl og forlader disken. Baristaen stirrer ud i mørket, som gemmer sig bag ruden.

”Det er rigtigt.” mumler han for sig selv.

 

Emma står udenfor cafeen. Det hjalp at få noget varme i fingrene, men nu må hun videre. Ventetiden er næsten udløben, hendes søster venter nok allerede på hende.

Emma tager jakken på og slår igen hætten op. Denne gang går hun omkring caféen og videre ned af fortovet, på den sti, hvor lygtepælene ikke længere lyser på trods af nattens mørke. Mødestedet ligger ikke langt væk, men Emma går med vilje af omveje. Luften er så frisk og kold, at den stikker i lungerne.

For lang tid siden havde hun vandret rundt, som nu, men det var kun et fjernt minde fra fortiden.

Emma krydser vejen og så er hun der. Foran hende er en lille park, belyst af kugleformede lygter, som rager højt op mellem træerne, så de mange blade bliver oplyst i et næsten magisk skær. Hun forsætter ind i parken, forbi mange hyggeligt udseende bænke. Til sidst kommer hun til en korsvej, hvor der står en enlig lygtepæl.

Her er en allerede nogen. En lille pige. Pigen danser rundt under en lygtepæl. Så smukt og elegant at se på, som en lille ballerina i et smykkeskrin.

Emma smiler af hende. Det er lang tid siden, hun har set det næsten sorte hår og de blege hvidlige lemmer. Det er som en evighed. Emma har næsten glemt udtrykket i de mandelformede øjne og smilehullerne ud for de tynde røde læber.

Den lillebitte pige stopper op, midt i sin dans. Hun har armene udstrakt over hovedet, som for at fortage en snurrende bevægelse. Benene er let krydsede.

Hun ser på Emma, møder hendes blik uden problemer, på trods af afstanden mellem dem. Hun retter på sin jakke. Tripper usikkert.

”Du fik mit brev, så.” siger den lille pige.

”Ja, det gjorde jeg.” svarer Emma og går tættere på.

Pigen bevæger sig ustandseligt, men uden at forlade lygtepælens lys. Hun fortsætter sin dans, inden for lysets rammer. Rundt og rundt, endeløst snurrede.

”Du er vel nok en elegant snurretop.” siger Emma. ”Lille og fin som noget legetøj.”

”Lad være med at håne mig.” siger pigen halv vredt, men stopper imidlertid ikke sin dans.

”Jeg håner dig skam ikke, lille lillesøster.” siger Emma. Der er nu kun et par centimeter mellem dem.

”Jeg håner kun din eksistens. Vores eksistens.”

”Lad være med det, også. Vi bør være glade.” svarer pigen, midt i et hop.

”Jeg har savnet dig.” siger Emma, og rækker ud efter sin søster, som imidlertid undviger.  Normale søskende krammer efter langvarig adskilles, men ikke dem. Aldrig dem. Det er de for umenneskelige til.

”Løgner!” hvæser den lille pige fornærmet.

”Hvorfor skulle jeg lyve for dig, MonaLisa?” spørger Emma.

”Fordi jeg er det monster, der grundlagde dit monster.”

”Det var rigtig mange monstre i en sætning.”

”Jeg gav dig dine evner. Dine forbandelser er en lille del af mine.”

”Du er bare en gavmild person, lille lillesøster.” siger Emma. Hun smiler stadig varmt til sin søster, som ikke gengælder det.

”Også bærer vi altså den samme forbandelse, dig og mig søster.”

”Min hemmelighed for din.” siger Emma, der er noget spottende i hendes stemme, som hendes søster syntes at overhøre totalt.

”Godt så. Det er en klar aftale.” siger MonaLisa.

”Du starter, søs.”

De nærmere sig ikke hinanden, men står flere meter fra hinanden mens de taler. Emma putter hænderne i lommer, da varmen er gået ud af dem.

”Fint! Jeg er et objekt, med en sjæl. Din tur!”

MonaLisa er holdt op med at danse. Nu står hun og ser ned i jorden, som om der ligger noget uhyrligt interessant der nede.

”Jeg er et menneske. Om end et uheldigt et.” siger Emma.

”Min for din.” gentager hendes søster.

”Farvel søster, rejs vel på vejen mod galskaben.”

”Nu ikke så hurtigt. Lad os i det mindste holde kontakten. Det er, det mindste jeg kan gøre for dig.”

MonaLisa ser på sin ældre søster. Hun holder en telefon frem. En lille en, i stærke farver og med vedhæng af form som en panda. Om den er et par hovedtelefoner viklet rundt. Emma tager i mod dem.

”Tak.” siger hun tone løst. Hendes søster laver en godkendende lyd.

”Så tales vi ved.” siger hun og forsvinder.

Lygtepælen går ud. Alene i mørket, blæser vinden pludselig op. Lyset er gået hele vejen ned af gade, og der er heller intet i den anden ende.

Hun finder en lommelygte i sin lomme, Fabians idé. Den tænder første gang hun prøver. Den lille lyskegle giver ikke meget, men det går. Mørket gør ikke Emma bange, selvom Johans skrækfilms samling har givet hende et glimrende indtryk af ’uhygge’.

Hun trækker jakkens krave op, mens hun går, som et lille værn mod vinden. Det hjælper, men ikke meget. Hun nynner en af bandets sange, men forstår så, at den ikke var bedre end følelsen af uhygge. Musik kan virke så livløst uden det rigtige selskab, tænker hun trist.

Mørket omslutter hende. Pludselig har hun følelsen af ikke at være alene. Denne følelse bliver kun bekræftet, da noget pludselig vælter bag hende. Forskræmt sætter hun i løb. Det blege lys i hendes hænder, er den eneste vej frem. Resten er ukendt og mørkt.

Flugten bliver kort, da en tågeagtig substans flyder ind foran hende. Det lykkes Emma, at stoppe på tåspidserne. Hun vifter med armene på samme måde som en fugl, i frygt for at falde forover ind i mørket. Det ender med at hun i stedet falder bagover. Ud af mørket træder en skikkelse. Emma gisper ved synet af Susan Linde. Hendes krop er knapt sammenhængende. Sort tåge står ud af huller i hendes hud og fra under hendes tøj. De forskellige lemmer bevæger sig krampagtigt og uden sammenhæng. Hendes ansigt er blevet helt hvidt. Munden er besat af en række lange hvide tænder. Der er nærmest ingen læber. Øjnene er blot huller i hendes kranium, som lyser rødt. Susan Linde, som i så mange år, har hævdet magikere ikke er mennesker, er nu selv sådan et.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...