Human Masquerade - Dansk

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2013
  • Opdateret: 1 jun. 2013
  • Status: Igang
Johan lever med sin mor, som er en berømt læge med speciale i mentalt forstyrrede børn. Han tør ikke fortælle hende, at hans bedste ven netop er sådan. Måske er hans mor heller ikke helt ærlig i sit erhverv.

Dette er min Nanowrimo november fra i år.

4Likes
6Kommentarer
731Visninger
AA

19. The Moon

Kapitel 18. – The Moon.

Johan Linde.

 

Skandaler er de ukendte fjender,

Der fanger os i mediernes rampelys.

 

Det sidste jeg husker klart, er gårdsdagens og billederne af den dræbende bygning. Derefter kommer de slørede billeder af politiet, som slæber store ligposer ud gennem den ødelagte dør.

Jeg er vågnet næste dag, lidt over middag, til et helt stille hus. Det er så unaturligt og koldt, at jeg straks gik i panik. Jeg er ude af sengen og nede i køkkenet, inden jeg rigtigt er vågnet op. I køkkenet finder jeg to meget trætte mennesker, Fabian og Samantha. De har hverken sovet eller bevæget sig, de sidste mange timer. Bekymringen i deres ansigter fryser mit blod til is, før en bølge af frygt naglede mig til jorden.

”Hvad er der sket?” spørger jeg. Samantha ryster på hovedet, så de mange krøller falder ud over det hele, så forklarer hun det hele. I korte træk lød det: Vi lod Emma gå udenfor, for at mødes med sin søster, men nu er hun ikke kommet hjem igen.

 

”HVAD HELVEDE! Hvad mener I med, at I LOD hende gå og at hun IKKE er kommet tilbage endnu?” råber jeg i et enkelt åndedrag, så de sidste ord bliver til en utydelig mumlen.

Jeg er så rasende, at jeg ikke kan stå stille. Jeg går gentagende gange frem og tilbage over gulvet, med så heftige skridt, at man skulle tro, at jeg er ved at pløje gulvet op med fødderne. Foran mig sidder Fabian og Samantha, hånd i hånd, som små børn, der får skæld ud.

Fabian forholder sig tavs. Hans kolde facade er helt og aldeles forsvunden. Der er røde cirkler omkring hans øjne og jeg kan se, at han har grædt, af ukendte årsager. Samantha siger heller intet. Igen kryber hun sammen i stolen, som en forskræmt kanin.

Jagdish tager derimod ordet. Han har taget plads i Fabians ynglings stol, hvor han sidder med sin bærbare computer. Lyset fra skærmen rammer ham i ansigtet og gør den brunlige hud bleg. Hans øjne er alvorlige, mens resten af hans ansigt er udtryksløst.

”Emma kommer nok næppe tilbage her til.” siger han, med lydene fra hans tastatur som baggrundsstøj. Jeg stirrer på ham, endnu mere vred på ham.

”Så hvad forslår du, at vi gør.”

Mine ord kommer ud i små hvæs, uafhængig af hinanden og med dybe åndedrags mellemrum.

”Vi regner ud, hvor Susan ville tage Emma hen og af hvilken grund.” siger han alvorligt, mens han uafbrudt tamper tasterne i bund.

”Jeg aner ikke hvor hun kan være tager hen. Hospitalet står i flammer.”

”Faktisk ryger det bare lidt nu.” gør Indien mig opmærksom på. Jeg undertrykker min vrede, med endnu et dybt og langtrukkent suk.

”Hvad er sandsynligt?” spørger jeg, selvom svaret egentlig er mig lige meget.

”Hmm, der er vel mange muligheder. Hvor plejer din mor at opholde sig?”

Indien klapper computerens skærm i. Samantha stryger fraværende Fabian over nakkehårene, mens hun mumler noget trøstende. Hun taler for lavt til, at jeg kan høre ordene, men jeg opfanger det trøstede tonefald.

”Vores hjem var bygget sammen med hospitalet, så hun forlod næsten aldrig grunden, kun for forretningsmøde længere væk.” siger jeg. Samantha ser op på os.

”Det lyder som om hun var bange, for at forlade sit hjem.” siger hun. Jeg nikker. Efterhånden er jeg åben over for alt vedrørende min mor.

”Hospitalet så.” siger Indien efter længere tids overvejende tavshed.

”Hun har ikke andre steder at tage hen og ingen forventer det af hende.”

”Hvad gør vi så?” sørger jeg.

”Venter på livstegn.”

Jeg stormer ud af køkkenet i vrede, mens jeg gennemgår hele morgenen og alt der blev sagt.

Det varer længe, før jeg igen er stadig til at sætte mig ned og tænke rationelt, men det skyldtes mest udmattelse. Jeg falder træt sammen på gulvet i køkkenet, hvor de andre stadig sidder. I ren og skær vrede har jeg ikke kunne stå stille. Op af trapperne og ned af trapperne igen, sådan har jeg vandret hele huset igennem.

Nu ligger jeg bare på gulvet, træt med tungt åndedrag. Solen står mig lige i ansigtet, men jeg orker ikke engang at blokere den.

”Er du klar til, at høre en plan nu?” spørger Indien. Jeg nikker og vender tommelfingeren i vejret.

”Vi kan ikke efterlyse Emma, før der er gået 24 timer.” siger Indien.

”Faktisk, så kan vi slet ikke efterlyse hende.” siger Samantha.

”Hvad?” Både Indien og jeg selv ser forvirret på hende.

”Emma er jo stadig patient på hospitalet, vi kan ikke efterlyse hende, uden at der kommer endnu større sag ud af det.” fortsætter Sam.

”For helvede! Jeg hader efterhånden når du har ret!” siger jeg, mens jeg gnider mit ansigt. Indien læner sig fremad, med et tænksomt ansigtsudtryk. ”Så er der kun et at gøre.” siger han. ”Selvtægt.”

”Du er ikke seriøs, vel?” spørger Samantha.

”Jo, vi kan ikke så godt lade være at gøre noget.” vedholder Indien. Han retter på sin butterfly, mens han tænker. Sam ved ikke, hvad hun skal gøre, og det gør jeg heller ikke. Fabian er brudt ned, ved den fejl han har begået.

”Vi er nødt til, at gøre noget. Vi kan ikke lade Susan fortsætte.”

”Jamen, vi ved ikke engang om hun er levende.” siger Sam, selvom det argument har været hendes, for blot et par timer siden. Jagdish giver hende et koldt blik.

”Susan Linde er klogere end, at gå i den slags dødsfælde.” siger han. Det virker som om, at han er helt fornærmet, da han taler.

”Det er helt sikkert sandt.” siger jeg, med fingrene begravet dybt i mit hår. Langsomt begynder jeg, at gå frem og tilbage over gulvet.

”Samantha og Fabian tager over til hospitalet, for at finde Susan.” siger Indien og finder en blok papir frem. Han nedskriver sin egen idé, samtidig mens han tegner et perfekt kort over byen.

”Hvis de tager over til hospitalet og på en eller anden måde, får Susan lidt på afstand, så tager vi, Johan og jeg, på politistationen.”

Jeg rejser mig op, med en voldsom bevægelse.

”Jeg kan ikke tillade det!” siger jeg.

”Det bliver du nødt til.” siger Indien.

”Susan har tænkt sig, at drage dig med ind i det her.”

”Hvordan kan du vide det?” spørger jeg. Ærlig talt er jeg overrasket over hans pludselige seriøsitet, indtil nu har han været en lalleglad stereotype af en udvekslingsstuderende. Nu virker han mere som en professionel kriminalbetjent.

”Susan har endnu ikke opført sig dumt, hun er fuldt klar over, hvad hun laver. Hun har flere lyssky forretninger, som tillader hende, at behandle sine patienter, sådan som vi hidtil har set det.” siger han.

”Hvor ved du alt det her fra?” spørger Samantha mistænksomt. ”Johan er hendes søn og han ved ikke så meget!”

”Det er helt enkelt. De mennesker, som indgår forretninger med hende, er kun ude efter penge. Jeg betalte bare.” siger han ligegyldigt.

”Så det var hvad du lavede, da du var ude i går?” spørger jeg.

Indien nikker roligt.

”Det kostede mig, det meste af mit studielån og min lejelighed, men det er alt sammen det værd. Jeg har jo ligefrem en karriere her.”

Et sted forstår jeg den venligtsindede joke, men et andet føler jeg, at jeg trækker mine venner gennem mit problem. Emma er forsvundet, Fabian brudt sammen og Indien pengeløs. Nu mangler Samantha bare, før vi er fuldtallige.

Fabian lader til at komme lidt til sig selv, mens vi taler videre. Han rejser sig og vasker sit ansigt i køkkenvasken. Et øjeblik tror jeg, at han er ved at drukne sig selv i vasken, sådan som han stikker hele hovedet ind under vandet.

”Har du det bedre?” spørger Samantha forsigtigt.

Hun rækker ham et viskestykke, men da han ikke tager imod det, giver hun sig til at duppe hans ansigt tørt med spidsen af et viskestykke.

”Ja, det er bedre nu. Hvad var det I sagde jeg skulle gøre?” siger han. Indien kaster sig ud i et foredrag om forskellige muligheder, mens vi andre lytter intenst.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...