Human Masquerade - Dansk

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2013
  • Opdateret: 1 jun. 2013
  • Status: Igang
Johan lever med sin mor, som er en berømt læge med speciale i mentalt forstyrrede børn. Han tør ikke fortælle hende, at hans bedste ven netop er sådan. Måske er hans mor heller ikke helt ærlig i sit erhverv.

Dette er min Nanowrimo november fra i år.

4Likes
6Kommentarer
741Visninger
AA

2. The Magican

Kapitel 1. – The Magican.

Johan Linde.

 

Mennesket har en naturlig evne til, at tilpasse sig.

Men vi har også en naturlig evne for det modsatte.

Vores bevidsthed kan kun udvides med egen hjælp.

 

”Nej! Stop det! Det er løgne. Det kan ikke passe. Du kan intet bevise. Stop det, lad være med at ødelægge det hele! Hvorfor nu?”

Et sted i min bevidsthed råber min mor af min far. Jeg forstår ikke hvorfor, og kan intet stille op. Jeg kan kun tænke på, at han lige har gjort noget fantastisk og skræmmende. Mor forstår det ikke.

Snart er det ikke længere virkeligt, men et flimmer af minder, der langsomt forsvinder længere væk. Mindets levende tråde giver slip og det hele bliver sort.

 

Mit blik er stift rettet fremad, mens mine fingre fraværende stryger over guitarens strenge. I mit indre spiller jeg ’Paradise City’ med Guns N’Roses på scenen, til perfektion, selvfølgelig. I virkeligheden stirrer jeg bare ud i luften med et tomt blik, muligvis med lidt savl på hagen.

Jeg har en svag summen i hovedet. Resterne af de farvestrålende stoffers virkning, formodentligt. Følelsen af rastløshed og dog sløvhed. Det er et enligt, lykkeligt, øjeblik af tankeløshed. Jeg behøver ikke at fortage mig noget. Jeg sidder lænet op af den kølige vinduesrude.

En bildør bliver smækket uden for vinduet.

Hun er hjemme, min mor.

Mit greb om guitaren strammes instinktivt, men jeg vender mig ikke om. I hovedet gentager jeg sangens omkvæd på fuld volume, mens publikummerne går amok. Jeg ser stadig på et ubestemmeligt punkt over min seng, som om mit blik alene kunne brænde væggen til aske.

Til højre for mig, nær det overfyldte skrivebord, traver min bedste ven, Fabian, rundt. Han samler de tomme flasker og smider dem i en sort plasticpose. Der lyder et klink, hver gang en flaske rammer de forrige. Han er altid så ordentlig, den lovlydige borger.

Jeg sætter guitaren fra mig, før jeg planter fødderne solidt i gulvet. En kvalme skyller ind over mig, med den dejlige, bittersøde eftersmag af alkohol.

Fabian ser på mig. Nej, det ville være forkert at sige, for Fabian ser aldrig; han betragter. Så han betragter mig med sine smalle, grå øjne.

”Er du ude af tågen?” spørg han.

Tågen er vores betegnelse for at være høj.

De sorte øjenbryn rynkes let. Hans dybe oplæser stemme synes ikke at passe til ham. Jeg nikker usikkert og tager nogle vaklende skridt. Min hjerne kører på højtryk. Producerer millioner af ord, på en gang, som hverken hænger sammen, eller giver mening.

Sådan er det altid med Fabian; intet passer til ham. Det var det samme med resten af hans person. Fabian er høj og ranglet, men samtidig tynd og veltrænet at se på. Hans hår er glat, langt og sort. Selvfølgelig er det farvet. I virkeligheden er han lige så rødhåret, som ham gutten fra Harry Potter. Det sorte hår er opsat i en mindre hestehale, som sammen med hans blege hud og markante ansigt, får ham til at ligne et pragteksemplar af en goth fyr, eller en statist fra Twilight.

Jeg gentager mit stumme nik til ham. I virkeligheden har jeg ingen anelse. Mit hoveds indre summer som en bikube. Forglemte tanker trænger sig på, mens realiteten slår sin kolde hånd om min hjerne.

Jeg bliver pludselig usikker på min kvalme og bevæger mig mod badeværelset.

Fabian forsætter sin oprydning af mit værelse, med sine lange og elegante bevægelser. Man skulle tro, han dansede ballet, i stedet for rydde vores ’to mands fest’ op. Han klapper mig let på ryggen i forbifarten, som støtte. Sikke en hangover.

”Din mor er hjemme.” konkluderer han, mens han overvejende holder en halvtom flaske op i lyset. Jeg snupper den ud af hans hånd og bunder den hurtigt. Så rækker jeg ham den, og fortsatte så mod mit badeværelse.

 

Uden at tænke mere, får jeg slæbt mig selv ind under bruseren og tændt for det kolde vand. Min dampende hud bliver hurtigt afkølet. Jeg fryser faktisk inden for kort tid.

Jeg bliver stående i badet, for at tvinge mig selv til at få kontrol over mine tanker. For mit indre blik ser jeg fjerne minder: min far, min mor og mig selv. Vi står alle i vores stue. Et minde fra dengang.

Mindet om min far er svagt. Det eneste jeg ser for mit indre blik, er en scene, som fylder min sjæl med frygt:

 

Hans øjne løb i vand, da han bøjede sig for at give mig et knus. Jeg lænede mig frem i forventning. Han rørte mig næsten, men så blev jeg revet væk. Mor borede sine fingre ned i min arm, mens hun flåede mig om bag sig.

Jeg fik kun et glimt af hendes ansigt, men det var også rigeligt. Det var rødt og hævet. Hun har grædt længe og utrøsteligt nu. Hendes hår var nærmest vådt af tårer og sved, ligesom hendes hud.

Far gjorde en tilnærmelse mere. En lille bitte håndbevægelse og et endnu mindre skridt. Hun udstødte et rædselsfuldt skrig, som mindede om et rovdyrs. En lyd, der sendte et koldt gys ned igennem mig. Hvis hun ikke havde haft fat i mig, var jeg flygtet.

Far trådte tilbage. Han holdte opgivende hænderne op, mens han gør det. Han samlede taskerne op og slyngede læderjakken om skuldrene.

Hans mund var åben, som om han vil sige noget. Jeg ønskede virkelig, han ville. Mor tog ordet, før han gjorde det: ”Forsvind! Lad os være!” råbte hun.

”Det er i orden, Susan. Jeg går nu. Jeg ønsker ikke, at gøre jer ondt.” sagde han og bakkede mod døren.

Døren gik op og i, uden jeg så ham bevæge sig. I mine øjne stod han der endnu. Stadig uden ord, før han blev blæst til støv af hashtågen. Det sidste jeg nogensinde hørte fra min far var ordene: ’Jeg går nu.’

Mindet blev tåget og jeg mistede sammenhængen. Det eneste tilbage var et fjernt skænderi, som virkede så utydeligt, som når man kigger gennem et nøglehul.

 

Døren til badeværelse bliver åbnet og Fabian lukker en kold morgen ind. Han står pludselig foran mig, med de samme grå øjne, som betragter mig.  Jeg fyldes med fascination ved hans blik.

Hvordan betragter de mig? Hvilke følelser er der bag den farveløse facade? Det ved jeg, at jeg aldrig kan få svar på. Fabian og jeg er venner på baggrund af, vi ikke behøver, at dele følelser for alvor. Jeg kan bare være i nærheden af ham og han vil forstå, men intet sige.

Det, også vores fælles lidenskab til musik. Sammen driver vi et lille firma, som erstatter bandmedlemmer, som ikke kan optræde.  Vi arbejder stadig på et navn, men er en succes i vores mellemlille by, hvor der var fester hver weekend og folk elskede den levende musik, højere end noget andet.

Fabian griber mig om skuldrene og ser indgående på mig.

”Du kunne i det mindste tage tøjet af.”

Jeg stirrer blindt tilbage på ham. Jeg hører ham nærmest ikke. Hans hænder knapper min skjorte op og får revet den af mig. Resten af mit tøj følger efter uden jeg bemærker det. Fabian sæber mit hår ind og tænder for det varme vand, stadig uden, jeg rør mig ud af stedet.

Min hjerne er i koma, så det undrer mig, hvordan jeg blev iført min skoleuniform og fik redt hår. Fabians værk, sikkert.

Jeg ser mig selv i spejlet og skærer ansigt af mig selv.

”Husk at børste tænder.”

Fabian står i døren, fuldt påklædt og med sin taske under armen. Jeg gør en ubehøvlet gestus, men fuldfører ellers hans ordre.

Jeg ser mig kort i spejlet. Mit spejlbillede stirrer mat igen. Mit blonde hår er redt tilbage, men tørrede totter er allerede på vej tilbage til den uglede fuglerede af en frisure. Der er umærkelige lilla rander under mine runde, blå øjne, og mine læber er tørre.

Det eneste, der virkelig kører for mig, er den gigantiske bums, der er ved at danne sig på min næse. Fed mandag. Jeg ligner Rudolf med den røde tud.

 

Jeg støtter mig til rækværket på vej ned af trappen. Fabian holder sig lige bag mig, hvor han stadig bærer rundt på den, nu fyldte plasticsæk. Han er så tæt på, at jeg kan mærke hans åndedrag i nakken og kan føle hans fingerspidser på min ryg, så let, de nærmest ikke er der. Det er endnu engang hans tavse støtte.

Min mor står i entreen. Hun har skiftet fra sit formelle forretnings antræk til en mere normalt udseende doktorkittel. Hun har også taget sine runde briller på. Dem med det tynde stel i sølv. Det blonde hår er opsat i en knold på hovedet. Meget professionelt. Alt ved hende virkede stilrent og klinisk, præcis som hendes personlighed. Når hun har det sæt på, kan det kun betyde, at hun allerede er på vej på arbejde.

Hun smiler hjerteligt til mig og vinker til Fabian. Jeg tvinger mig selv til at smile igen, mens jeg går ned af trappen.

”Der er I, drenge. I kommer jo for sent, hvis I ikke skynder jer.”

Hun ler for sig selv og tiltvinger sig et knus fra mig, så snart jeg nået ned af trappen. Hun giver endda et let knus til Fabian. Det er en særhed i sig selv. Min mor er aldrig rigtig glad for mine venner. Kun Fabian lader til at være sluppet igennem. Hun roser ham altid for hans høflighed og brokker sig så over andre unges mangel på samme. Jeg er selv indbefattet under kategorien: andre unge.

Jeg smiler og gør front mod hoveddøren.

”Vi må gå nu, mor. Så vi må tales ved senere.”

”Jeg kan lige nå, at følge med jer ud. Så kan I jo også fortælle om jeres spændende weekend! Fik i spillet noget klassisk musik?”

”Ja, det ville være hyggeligt mrs. Linde. Desværre kan vi ikke give det store referat, da vi skal skynde, som De selv påpegede.”

Fabian redder mig igen. Høflig og præcis. Mor ser fra mig til ham, med et kærligt blik. Så ugler hun mit hår yderligere. Hun skal stå på tæer for at kunne nå op.

”Jamen, så ses vi senere. Hav en god dag i skolen.”

”Det er en aftale og tak!” siger jeg, mens jeg sætter i småløb.

Jeg skynder mig ud af døren i høj fart. Jeg magter ikke hendes kliniske venlighed. De høflige undertoner i hver evig eneste sætning. Med Fabian lige i hælene skynder jeg mig ud gennem vores hoveddør, og ned af trapperne. Da vi første er ude i det fri, bliver vi ramt i lungerne af den iskolde luft. Fabian smider den sorte sæk ud i skraldespanden, og vi kan forsætte i skole, som om vi er normale unge mennesker.

Vi hopper på hver vores cykel og svinger ud fra gårdspladsen. Jeg kigger ikke over min skulder.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...