Human Masquerade - Dansk

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2013
  • Opdateret: 1 jun. 2013
  • Status: Igang
Johan lever med sin mor, som er en berømt læge med speciale i mentalt forstyrrede børn. Han tør ikke fortælle hende, at hans bedste ven netop er sådan. Måske er hans mor heller ikke helt ærlig i sit erhverv.

Dette er min Nanowrimo november fra i år.

4Likes
6Kommentarer
745Visninger
AA

7. The Lovers

Kapitel 6. – The Lovers.

Den anonyme fortæller, Larry.

 

Du vil aldrig kunne finde noget, der er mere ustabilt end kærlighed.

Dens tiltro bliver mindre for hvert fejltrin,

Og til sidst vil stilheden, være det eneste tilbage.

 

Stilhed kan være den værste form for larm. Lyden af stilhed er i stand til at opsluge selve tiden og rummet med, til der intet er mere. Stilhed afsløre alle de ting, vi helst vil undgå at se. Følelserne flyder gennem luften, men der er ingen ærlighed til at rede dem ud. Man drukner i stilhed.

Det ved Fabian alt om.

Fabian er en ung mand af meget få ord. Folk, som ikke kender ham, ville nok endda kalde ham af ’den stærke, tavse type’, men det vil være alt andet end sandt. Sandheden er, at Fabian hader stilhed, selvom han for det meste selv skaber den. Han vil gøre, hvad som helst for at bryde en tavshed, selv hvis det betyder perverse jokes eller stepdans. Og Fabian hader stepdans, ligeså meget som stilhed.

Tunge skridt slæber ham fremad. Han føler sig udmattet. Måske endda direkte overtræt. Øm i kroppen slæber han sig hjemad.

Steam punk jakkens vægt tynger ham. Han forbander alle de små detaljerede tandhjul af messing. Ydermere at hans støvler er tyndslidte, men ikke ødelagte. De er stadig tunge. Ligeså tunge som kassen til hans cello, som han bærer på ryggen i en hjemmelavet sele.

Han går rundt om baren og tager bagvejen tilbage mod byen. En hånd glider gentagende gange gennem hans hår, strammer hestehalen til det næsten gør ondt. Et suk tænger sig på ved tanken om aftenens udfald. Selvfølgelig stak Johan af som en forskræmt kattekilling.

Fabian fortryder, at han havde bragt emnet: ’din mor’ på banen så hurtigt. Johan kræver mere overtalelse end som så. Og mere alkohol, for den sags skyld.

Fabian sukker igen. Selen med celloen glider, så den strammer om hans hals, hvilket skaber illusionen af at blive stranguleret langsomt. Han forsøger at rette på den, mens han går, men det mislykkes. Han må stoppe op, og læne sig op af en affalds container. Han sætter cellokassen fra sig og strækker ryggen.

Et øjeblik står han bare og nyder himlen. Stjernerne er endnu tydeligere i denne tidlige morgen og månen kan lige skimtes bag det højeste kirkespir. Der er ikke en eneste sky på himlen. Han trækker den friske luft ind. Fylder lungerne til bristepunktet, før han puster ud, tungt. For Fabian findes der intet bedre end en mundfuld frisk morgenluft til at rense hjernen og sjælen. Han står fuldstændig badet i solens rødlige skær, mens han betragter den stige op over horisonten.

Bøjet over cellokassen, giver han sig til at fikse selen. Han strammer den hurtigt i øvede bevægelser.

Ud af øjenkrogen ser han noget. På en mur længere væk, ligger en person og planker. En brun jakke ligger som et tæppe over kroppen, som ligger på et stykke murværk, der er forbundet til bygningen. Hovedet har en cowboyhat skubbet ned over ansigtet. Man skulle tro vedkommende er død, men Fabians rationelle side fastholder, at det var et forsøg på søvn.

Han betragter det sovende menneske, mens han overvejer at træde nærmere. Efter intens stirren genkender han personen. Guitarkassen røber alt. Den er placeret stående op af muren, og der hviler en hånd på den. Hun er parat til at snuppe kassen og løbe.

Han tager fat i håndtaget på cellokassen og bærer den i en hånd, mens han går over til muren. Muren er så høj, at hans hoved lige kan ses over det.

 ”Du forsvandt hurtigt.” siger han og sætter sin kasse på jorden, ved siden af Samanthas guitarkasse. En hånd fumler igennem hans kostumes mange lommer. Ingen cigaretter. Personen på muren, Samantha, bevæger sig let.

”Ja, var jo nødt til at finde nogle andre bandmedlemmer.” svarer hun. Hun lyder ikke særlig groggy, så Fabian fastslår, hun har ikke sovet endnu.

”Any luck?” spørger han, med en stemme dryppende af sarkasme.

”Non.”

”Det er spansk.”

Fabian ser op på hende, mens hans søgen fortsætter til inderlommerne i jakken. Han prøver at placere hendes ordvalg, men kan ikke. Hun har endnu ikke sat sig op. Hatten er stadig foran hendes ansigt, hvilket får hendes stemme til at virke fjern.

”Fransk, din dumling.”

Med en lang bevægelse, som en kats, triller hun ned på den anden side af muren. Fabian kan høre hendes fødder ramme jorden, samt hendes jakke blive svunget rundt og trukket på.

”Johan skal nok sige ja.” siger han. Eftersøgningen er standset. Intet held.

”Han kan rende mig noget så groft! Han flygtede!” hvæser hun, og kigger ud fra hjørnet af muren.

”Han er en kujon, men han er min kujon.”

”Hvor heldigt for dig!”

”Ja, faktisk. Han er en god ven og musiker.”

”Igen, hvor heldigt for dig. Så kan I to jo, forsætte jeres ’forhold’”

 ”Jeg syntes ikke, du er særlig venlig. Alle mennesker har brug for tid til at tage valg. Han har taget sit, det er hans mor, der er problemet.”

Han hanker op i sin kassen og begynder at gå. Nu vil han hjem. Gerne uden flere uheldige samtaler og ubehagelige selskaber. Egentlig er han ligeglad med bandet, og med den mystiske pige. Hun kan rende og hoppe, men i stedet følger hun med ham, som en hjemløs. Lidt bag ham, og stille et stykke tid.

”Du tog måske ikke et valg, da du valgte at gå fra by til by, med en guitar.” siger han, for at bryde stilheden og sætter farten ned. Hun indhenter ham på få sekunder.

”Nej, ikke rigtig.” siger hun. Han skæver til hende. Hun virker slet ikke påvirket af det læs hun slæber rundt på, men hendes ansigt har nye følelser. Hun tænker tydeligvis tilbage. Han kan se det, fordi hendes øjne pludselig er så matte og fjerne.

”Hvem så?” spørg han forsigtigt.

”En heks.”

”Du laver fis med mig.”

”Måske.”

”Hør nu, hvis vi giver ham et par dage, så kommer han.”

”Hvordan kan du være så sikker?”

”Fordi det her er hans sjæle drøm … Eller sådan noget i den duer.” siger Fabian og indser, hvor både rigtigt og forkert det lød.

”Fint, så venter jeg. Jeg giver jer 3 dage og ikke mere end det.” siger Sam, som ikke lader sig mærke med den akavede sætning. Hun er stoppet op et stykke bagud. Vinden griber hende i håret. Et øjeblik er hendes ansigt helt gemt væk i manken af hår.

”Godt!” siger Fabian.

”I kan finde mig, når han er parat.” siger hun så. Hun gør front til at gå tilbage. De står på toppen af en bakke, mellem midtbyens evige fest og de rolige forstads huse.

”Så du har tænkt dig, at sove her ude?”

”Ja. Har du et problem.”

”Det er oktober, der bliver frost i morgen nat.”

”Hvad rager det dig?”

”Almen høflighed rager mig. Og du er jo trods alt vores band medlem, Samantha.”

”Uh, du kan huske mit navn, Fabian.”

”Ja.”

”Jamen, hvad forslår du så, jeg gør? Jeg har ingen penge og ingen steder at tage hen.”

”Tager med mig hjem.” siger Fabian tøvende. Udtalelsen i sig selv er ham en overraskelse, det ligner ikke ham, at forslå noget så spontant. Han havde faktisk ikke tænkt det igennem, men på den anden side, der var ingen problemer i det.

”Hvad? Mener du det? Virkelig?”

”Ja.” siger han og begynder at gå, uden at se sig tilbage. ”Kommer du?” råber han over skulder. Uden at sænke farten forsætter han ned af bakken mod byen. Han kan høre hendes skridt bag sig.

”Vent!” råber hun i mørket bag ham.

Han er bevidst om, at han finder hende interessant.

Hun er bevidst om at være blevet udvist stor venlighed.

Måske kan det fungere, hvis de er sammen.

 

I det dunkle køkken er der ingen lyd. Hun sidder helt ude på kanten af stolen, mens hun prøver at vende sig til stilheden.

”Det er dumt!” siger hun højt for sig selv.

Der er kun gået 5 minutter siden hun trådte ind i huset, og kun halvandet siden hun blev bedt vente i køkkenet. Altså under 1 minuts stilhed. Hun bør klare det.

Fingrene på bordet trommer let. Ikke i utålmodighed, men med anspændte små spjæt. Hun trækker albuerne til sig samtidig med, hun rokker frem og tilbage i stolen.

”Er alt i orden?” brummer Fabian stilfærdigt, mens de kolde grå øjne iagttager hende. Hun ser op med et ryk.

Han måtte være kommet ind af døren, lige så lydløs som en kat. Hvilket virke helt umuligt i hans kæmpe støvler. Hun snapper efter vejret og nikker. Så længe han er der, er alting i orden. Han vil udslette stilheden.

”Jeg er bare ikke vandt til stilheden. Her er så ufatteligt stille. På vejen … Udenfor er der mange lyde, hele tiden. Dyr, mennesker og maskiner. Der er altid bevægelse.”

Han nikker. Han forstår.

Lidt af det lange sorte hår ryger ned i hans øjne. Et varmt smil spreder sig på hendes ansigt. Hvilken slags magi er det, han skaber for hende? Ved han det i det hele taget selv?

Hun kigger ind i de dybe grå øjne. De stirrer lige tilbage på hende i ren uvidenhed. Nej. Han ved det ikke. Hendes hånd stryger håret fra hans øjne, og om bag hans øre. Hun bider mærke i hans øreringe. Tre af sølv, en med vedhæng formet som en fugl. En rovfugl, så vidt hun kan se, men hun genkender ikke arten. Hun rør de to ringe øverst på øret, uden nogen tanke bag sin handling. Det føles naturligt. Han trækker sig væk med en gysen.

”Følsomme øre.” forklarer han tørt.

Tilbage sidder hun med udstrakt hånd. Tøvende i luften. Så trækker hun den tilbage. Ligger den på bordet og skammer sig dybt.

Han tænder lys i køkkenet.

Han sætter te over.

I forlegenhed ser hun til, ser sig om i det lille rum. Det fik hun ikke gjort ved ankomsten. Det er et lille køkken, som mest består af skabe, skuffer og vandrette overflader. Hun sidder ved et lille bord, med plads til to, skubbet op af væggen ved siden af døren ind i køkkenet fra gangen. Der er en anden dør i rummet, placeret ved modsatte væg, men den er lukket. Der er flere vinduer, men gardinerne blokerer dem. På køkkenbordene står der normale ting, som køkkenrulle, frugt i en skål og en holder til diverse ting. Der er endda en kogebog, som har sin egen opslags holder.

Teen er færdig og bliver sat på bordet. Han tager plads foran hende. Hun ligger fingrene om koppen, lader dens indhold varme dem. Hun føler sig kold. Uendelig kold.

Det slår hende, hvor underligt det er at se en så maskulin fyr, med så dyster en facade, lave noget så blødhjertet.

Hun tager sig selv i at stirre på ham. Fjerner sit blik, men ser ham stadig for sig. Det er en underlig tavshed, der er opstået, men hun kan faktisk næsten lide den.

Han sidder og drikke sin te. Hans sorte hår er næsten faldet ud af hestehalen, og han virker så malplaceret, stadig iført steam punk tøj.

”Du bor ikke her alene, vel?” spørger hun.

”Nej.” siger han. Hun ser kort på det markante ansigt. End of story. Samtalen døde endnu før den var rigtig født.

”Tak, fordi jeg må overnatte her.” siger hun så, i et nyt forsøg.

”Det er i orden. Mine forældre er ude og mine søstre er på kostskole.”

”Oh, hvad arbejder dine forældre som?”

”Politik, fokus på kriminalitet og lov.”

”Og dine søstre?”

”Stipendium for kunstneriske og atletiske talenter.”

”Og ikke dig?” siger Samantha. Hun sidder med koppen hævet mod munden, men har endnu ikke drukket en eneste dråbe. Hans blik er rettet mod hende, en smule stift. En hånd skyder frem over bordet, som en slange, for så blidt at skubbe koppen mod hendes læber. Hun drikker lydigt, overrasket over, hvor beroligende og sødt teen smager.

”Skolen var ikke rigtig noget for mig. Det handler om slægt og rolle på sådanne steder. Det er politik, udspillet af forældre, med børnene, som indsats. Jeg kan ikke rigtig klare den slags.”

”Jeg kan slet ikke forstille mig det. Er det virkelig sådan?”

”Det er mine følelser. Mine forældre prøver altid at overtale mig.”

”De elsker dig højt.” siger Sam. Hun har fået varmen, og føler sig i bedre humør. Det er som om, han har reddet hele hendes verden, med en kop te! Det gav hende lyst til at nynne eller spille guitar.

”Det er gengældt.” siger Fabian, som syntes at blive en smule hvileløst.  Så spørger han: ”Hvad med dine forældre?”

”Nej.” siger Sam.

”Nej hvad?”

”De elsker mig ikke.”

”Det er jeg ked af at høre.”

”Uden betydning. De er døde!”

”Trist.”

”Måske.”

”Døden er altid trist.” Hun nikker alvorligt.

”Det er et seriøst emne, om ikke andet.” siger hun.

”Som vi ikke bør diskutere yderligere.” istemmer Fabian.

”Huh?”

”Det er sent og jeg er træt. Vi tager vores problem op i morgen.”

”Ja. Det er i orden med mig.”

”Jeg vil følge dig til dit værelse.”

I et skridt er han rundt om bordet og trækker hendes stol ud. Han tilbyder hende en hånd og hjælper hende op. Han holder let på hendes skulder på vejen ud. Hun siger intet. Mister fuldstædig talens brug.

 

Igen er der stille. Værelset er mørkt og hun er alene. Det er koldt. Luften giver hende gåsehud.

Hun har lånt gæstebadeværelset, hvor hun har taget et bad, inden hun skifter til en lang marineblå cardigan og undertøj. Hun ligger i den brede seng. Sengen er blød i forhold til jorden, hvor hun normalt sov.

Sammenkrøllet i fosterstilling ligger hun oven på dynen. Hendes hænder er viklet krampagtigt om hendes knæ. Små rystelser løber gennem hendes krop, det sitrer i henses ben.

Ud for hendes krop ligger hendes guitar, som hun forsigtigt rører ved af og til. Hendes fingre rør guitarens strenge, slår en klodset tone an, som hun ligger og lytter til.

 På gulvet står den tomme guitarkasse og ellers flyder gulvet med hendes tøj. En stribe af lys falder ind på hende gennem døren.

Hun holder vejret. Kigger han?

Striben bliver større, før den bliver kvalt. Hun kan høre hans åndedrag, og lugte hans deodorant.

Da hans vægt pludselig rammer sengen, spærres hendes øje op i overraskelse. Hun skal til at gøre noget, tale eller bevæge sig, men så griber to stærke arme hende om livet. Hun bliver trukket tættere ind til ham. Hans krop omslutter hendes perfekt. Hans berøring er så let, at hun nærmest ikke kan mærke den.

Hun tør ikke bevæge sig. Usikker på, hvad der virkelig sker.

Hendes hår bliver nusset af hans næse. Hans ånde kan føles igennem det. Cardiganen bliver krænget af hende næsten uden, hun kan mærke det. Den flyver kort i luften og lander så på gulvet.

Hans blik er rettet mod hendes ryg. Fingre danser over den. Igen og igen i et gentagende mønster. Hun lukker sine øjne og nyder det.

Langsomt drejer hun sig rundt, så hun har ansigtet mod ham. Hun kan kun skimte hans ansigt i mørket. Han smiler blødt. Pludselig er stilheden ikke så ubærlig mere. Hun ligger sig til rette ind mod ham, stadig tavs.

”Stop det!” udbryder hun pludseligt og skubber sig væk.

Han ser skuffet ud, men rører hende ikke.

”Jeg kan altså ikke det her! Jeg kan ikke have et forhold med dig!”

”Hvorfor ikke?”

”Fordi vi skal forstille at være et band, det går ikke.”

”Igen, hvorfor ikke?” spørger han. Hans ansigt ændres fra den skuffede mine til en sulten kat. Han stryger hende over håret.

”Jeg vil ikke være den, der forlader det hele, fordi jeg ikke kan holde min ekskæreste ud!” råber hun hæst.

”Så lader vi bare være med det.” siger han roligt og ligger sig ned i sengen.

”Hvad?”

”Vi holder det rent fysisk. Bare for en nat eller sådan noget.”

”Sexvenner? Er det dit forslag?”

Hun stirrer vantro på ham. Det er som om, hans ansigt er et spejl, som intet viser. De kolde grå øjne ser alt, men sørger for, ingen kan se ham.

”Ja.” siger han så.

Det overrasker hende første gang hans læber rør hendes næse, men den næste gang er hun parat og bøjer hovedet efter hans læber. De passer perfekt sammen.

Det er en sær form for tryghed. En underlig form for lyd, der spreder sig mellem dem, da han presser sine læber mod hendes hals. Det hele går for hurtigt for hende. Hun blinker, og endnu et stykke tøj er forsvundet. Hun vrider sig under ham. Han hænder bevæger sig nedad. Han rør hendes bryster, mave og lår, uden at være særlig blid. Nervøsiteten slår ned i hende. Hun vil gerne kunne flygte. Inden de går for vidt. De grå øjne stirrer på hende. Han lader til at forstå instinktivt. Langsomt forlader hans hænder hendes lår og fortsætter op igen. Lettet læner hun sig mod dem.

Måske er det i orden for dem at gøre det …

 

Bagefter er der intet. Verden er formindsket til de to, alene i mørket. Igen ligger hun med ryggen til. Der er et lille mellemrum mellem dem, som han udfylder ved at røre ved hendes ryg. Han syntes glad for netop den handling. Stryger skulderbladene, mens han nynner en ukendt sang. Fingrene vandrer over hendes ryg.

Alt er tanketomt efter sex.

Efter et stykke tid, begynder verden igen at tage form. Rummet kan ses og følelse. Der lugter erotisk sødt, men alligevel bittert. En kulde kryber gennem rummet, så snart det går op for hende, hvad der virkelig er sket. Hun bider sig læben og rykke væk fra ham. Hun sætter sig på sengekanten. Usikker.

Hvad er meningen? Hvad skal hun nu?

Han reagerer slet ikke på nervøsiteten, men kravler efter hende. Han ligger armene om hende, og prøver at tvinge hende tilbage i sengen.

”Jeg er kold,” siger hun og rejser sig. Det tager et lille vrid af hans håndled, før han giver slip. På vej gennem rummet griber hun et tyndt sengetæppe, som de havde sparket på gulvet under agten. Hun svinger det om skuldrene, og skjuler sin nøgne krop.

Hun skæver til ham. Han ville være et smukt lig, som han ligger i sengen. Han følger hende med øjnene, men syntes ellers at virke død. Hun kan ikke høre hans åndedræt mere, men hun ved, han er der. Han er for helvede ikke død. Han ligner bare.

 

Han stirrer på hendes ryg. Hun er ved at trække sin trøje ned over hovedet. Hendes hår er krænget til side, så der er frit udsyn. Ikke flere hindringer tilbage. Han har frit udsyn til overkroppen, hvis bare hun ville vende sig om. Han rødmer faktisk ganske lidt ved tanken.

En tatovering breder sig ud over hendes ryg. Et par gyldne vinger er tatoveret på hendes ryg. De er store og fyldt med fejr. En blå snor går fra vingernes base, og videre ind mellem fjerene. De ser så livagtige ud, at trangen til at røre dem, er ligeså stor som frygten for at blive fanget i deres vingefang.

”Det er et flot billede.” siger han.

”Min ryg?”

”Ja.”

”Hvad forstiller det da?”

”En engels vinger.” siger han. Langsomt sætter han sig op og roder hans hår igennem. Det er løst nu. Hun rev elastikken ud af det og ødelagde hestehalen. Hun ler let.

”Du er virkelig sær.”

”Er vi ikke alle.”

”Nej.”

”Spændende så …”

”Jeg vil hellere beskrive det som underlig; Alle er underlige.” siger hun og rødmer. Hun knapper sin skjorte og ser væk. Hun står barfodet, kun iført skjorte og top.

”I går var … noget særligt. Det skal du vide. Jeg er ikke vandt til venlighed.” siger hun.

”Jeg er glad for, du har det sådan.”

”Det var rart. Uvant og rart.”

”Det var dejligt.”

”Akavet …”

”Hvad er?”

”Det her … Jeg mener ikke alt det her, men den her samtale. Det lyder som en dårlig dating sim, lavet af en dårligt engelsk talende japaner.” siger hun. Hendes blik løber søgende over gulvet efter resten af hendes tøj. Han rejser sig endelig. I en enkel og hurtig bevægelse samler han hende op. Hun ligger som en brud i gommens hænder. Overraskelsen gør hende mundlam og pludselig lander hun i sengen igen.

Han hopper efter hende.

Kroppen er over hende på et split sekunder og holder hende nede. Hun skriger halvhjertet, men ender med at le. Han smiler ned i hendes maveskind, mens han kysser hende der. Hendes latter minder ham gladere dage. Den gør ham tryg.

Uventet bliver han slynget om på ryggen. Hoverende hæver hun sig over ham. Et drilsk smil spiller på hendes læber velvidende, at hun har bevist sit værd i denne leg.

Først er hun usikker; en ting er at dominere, men skal også kunne gøre noget som dominant. Hans hænder er allerede på vej op af hendes hofter. Et modangreb er på vej. Hun slår dem bestemt væk. Hun er slet ikke parat til at overgive sig.

Denne leg kan trække lidt ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...