Human Masquerade - Dansk

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2013
  • Opdateret: 1 jun. 2013
  • Status: Igang
Johan lever med sin mor, som er en berømt læge med speciale i mentalt forstyrrede børn. Han tør ikke fortælle hende, at hans bedste ven netop er sådan. Måske er hans mor heller ikke helt ærlig i sit erhverv.

Dette er min Nanowrimo november fra i år.

4Likes
6Kommentarer
731Visninger
AA

3. The High Priestess

Kapitel 2. – The High Priestess.

Johan Linde.

 

Dette drømmevæsen er mit lys.

Hun er en evig kilde til visdom.

Hun har lært mig alt, hvad jeg ved og forstår.

 

Skoledagen er for lang. Jeg bliver helt lettet, da jeg langt om længe kan se bygningen, der gjorde det for mit hjem.

Jeg bor i en todelt herregård. Grunden var kæmpestor, så mor har delt den i to. Den ene side er forbeholdt hendes arbejde. Altså var den en del af Linde Børnehospital for mentalt forstyrrede børn; og lige ved siden af boede vi så. Min mor og jeg alene. Det eneste, der adskiller de to bygninger, er et stål genlænder, der delte trappen til hoveddøren i to. Hoveddøren, som havde været en dobbeltdør, havde bare fået en skillevæg imellem. Problem løst.

Jeg har aldrig set indersiden af Linde hospital. Mit liv, og hjem, er et helt andet sted.

Grunden havde også store mængder af areal udenfor, som mor har bygget på. Store stykker af den omliggende grund, er blevet til huse til hospitalets personale, men også andre bygninger, der kæder vores grund sammen med den nærtliggende by. Altså, er mange bygninger nye, men stadig holdt i en gammel tysk stilart. Murværk og brosten, for the win.

Udenfor huset smider jeg cyklen fra mig, før jeg løber ind. Jeg kyler min taske og skoleslips over i et hjørne af entreen, før jeg fortsætter gennem huset. Ind i stuen, åbner terrassedøren og styrter ud. Videre ned af trappen og ned i haven.

Klokken nærmede sig tre, kun få minutter endnu. Eftermiddagssolen farver himlen hvid og bladene på træerne rødlige. Visne blade knaser under mine fødder, mens jeg småløber fordi rosenbuskene.

Haven er den eneste del af mit hjem, som jeg virkelig holder af. Der kommer aldrig andre end mig og gartneren, men han holder sig altid på ’passende’ afstand. Sådan som det er korrekt blandt vores tjenestefolk.

Vores have ligger bag selve hovedbygningen, med de små tjenesteboliger som mure. Faktisk var haven et lille stykke natur, lukket inde mellem mursten og metalgitre fra siderne, og fra oven ved de høje træer. Den lå på den måde afsides fra vores lejelighed, med de høje træer til at dække udsynet fra huset fuldstændigt.

Gennem haven løber en enkel sti. Stien går fra ende til anden, og på kryds og tværs i et uoverskueligt mønster. Haven består af den sti og de mange træer. Der er intet springvand eller solrigt område. Det er en have dækket af skygge, med en simpel bænk placeret på det mørkeste sted.

Bænken er af sten, og står nærmest opslugt af den store bøgehæk, der deler haven i to. En side til beboerne i huset og en til mors patienter på hospitalet.

Hospitalssiden skulle, eftersigende, være mere solrig, som et udtryk for håb og glæde. Kun mine anstrengelser har afholdt mor fra at fælde alle træerne på vores side. Jeg elsker den skyggefulde side, det er som om, den besidder hemmeligheder, som jeg skal løse der. Alene. Det er et sted, der synger af ren melankoli.

 

Jeg når hen til bænken, ligesom kirkeklokkerne slår klokken tre. Jeg sætter mig til rette på bænken, basker de visne blade bort og begynder at tale højt. Der er ingen i min nærhed. Kun fuglene foroven, som af og til giver lyd fra sig.

”Jeg ved ikke hvordan, at jeg nogensinde, skal kunne forklare mig. Jeg føler mig fremmed. Ikke bare i mit eget hjem, men i det hele taget. Over alt. Det er derfor, at jeg er så taknemlig over at have dig.” siger jeg. Over mig synger fuglene videre og omkring mig rasler de visne blade.

Jeg er omgivet af skønhed, men den kan ikke give respons. Jeg sidder i den ildevarslende stilhed et øjeblik, før svaret kommer. Den lille stemme svarer mig, som et fjernt ekko. En hvisken, der minder mig så stærkt om sommer, at jeg ligefrem kan lugte solen på de grønne blade.

”Jeg vil nok aldrig lære at forstå din verden fuldt ud, men jeg vil gerne prøve, for din skyld. Min ven.”

Jeg trækker vejret dybt. Åh, hvor jeg dog elsker denne stemme. Gid den aldrig måtte ændre sig, eller forsvinde fra mig.

”Uddyb dig selv, Johan.” siger stemmen.

”Mor kom hjem i dag. Og så …”

”Ja, jeg bemærkede det. Alt har kørt på højtryk.”

”Hun så glad ud. Hendes møde gik godt. Alt er på plads.”

”Det er da godt, men det gør ikke dig lykkelig.”

”Nej, for det er … Det er alene hendes drøm.”

”Du vil have din.” siger stemmen.

Jeg nikker, selvom jeg ved, hun ikke kunne se mig. Hun forstår mig så godt, denne navnløse pige. Jeg har aldrig mødt hende, men kun et halvt år efter mor åbnede hospitalet, talte vi sammen for første gang. Dengang var det sommer, og jeg lavede lektier i skyggen. Hun dukkede op på den anden side af hækken, hvor hun overhørte mine frustrationer over lektierne. Hun hjælp mig, og siden begyndte vi at tale sammen. Vi skabte en fast vane. Vi mødtes og talte så tit som muligt. Hun blev den ene grund til, at jeg hader vinter. Den ene årstid, hvor vi ikke kan mødes længe af gangen på grund af kulden.

”Sig noget mere, fortæl mig om livet. Jeg vil så gerne vide mere.”

”Heh. Om lektier og stressende opgaver.”

”Ja, ja! Det også! Jeg vil vide alt! Det hele!”

”Mor vil gerne have mig ind på psykolog studiet, men jeg fik hende afledt til universitetet.”

”En højere uddannelse kan vel aldrig skade …” Hendes stemme lød usikker, men hun sagde ikke mere. Jeg smilte bittert for mig selv.

”Kan du huske, at jeg fortalte om min far?”

”Ah ja. Han forsvandt, da din mor prøvede at indlægge ham. Den officielle forklaring er, at han er en psykose og troede han var …”

”Du husker godt. Det er fuldstædigt korrekt. Han troede, han var magiker. Kunne udøve magi og bekæmpede en klan onde magikere.”

”Hvad er der med ham?”

”Han spillede musik.”

En hemmelighed, som jeg aldrig virkelig har talt om. Som alle andre børn, savner og beundrer jeg min far, men jeg tror også på ham. Selvfølgelig eksisterer magi, selvom min mor har brugt så lang tid på at sige det modsatte. Min far elskede musik! Han kunne sidde for evigt med sine instrumenter, eller nusse med krøllet papir med sangtekster. For mig, ville den passion for evigt være magi.

”Kan du spille musik?” Lød hendes stemme mere forsigtig end før?

Vi taler aldrig rigtig om noget for personligt. Jeg nævner aldrig rigtigt, hvem jeg var søn af. Jeg kunne være enhver ansats søn. Hun fortæller heller aldrig mig, hvad hun fejler. Faktisk har jeg aldrig haft følelsen af, at der var noget i vejen med min mystiske stemme. Hun var der bare. Måske mere stemme end krop.

”Jeg kan spille, men jeg spiller kun klassisk. Mor siger, andet er meningsløst og larmer, bare for at larme.”

”Det ligner ikke dig, at give efter for hendes mening uden kamp.”

”Det har jeg heller ikke. Jo, måske, jeg har ikke fortalt hende det, men jeg spiller guitar og synger. Altså med Fabian. Vi har sådan en lille forretning. Har jeg nævnt den før?”

Hendes latter er fyldt af ægte sødme, som fik en rødme til at brænde i mine kinder. Jeg kunne slet ikke forstille mig hendes udseende, men stemmen var smukt og ren.

”Det er den Johan, som jeg kender og elsker. Du må spille for mig en dag. Faktisk så kan det være, at vi snart får muligheden.”

Jeg rettede mig op og spidsede øre. Det var sjældent, at der skete noget i hendes liv. Alt var læger i hvide kitler og undersøgelser. Alt forgik låst inde bag de tykke mure eller den store bøgehæk.

”Oh, hvorfor? Sker der noget snart?” Igen fulgte der en lille latter med mit spørgsmål.

”Jeg har snart 18 års fødselsdag, så kan jeg forlade det her gudsforladte sted engang for alle.”

Jeg ler!

”Det er gode nyheder! Lad os stikke af sammen!” siger jeg og ler sammen med hende. Det er derfor jeg elsker haven. Den holder på mine hemmeligheder uanset, hvor beskidte de end måtte være.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...