Human Masquerade - Dansk

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2013
  • Opdateret: 1 jun. 2013
  • Status: Igang
Johan lever med sin mor, som er en berømt læge med speciale i mentalt forstyrrede børn. Han tør ikke fortælle hende, at hans bedste ven netop er sådan. Måske er hans mor heller ikke helt ærlig i sit erhverv.

Dette er min Nanowrimo november fra i år.

4Likes
6Kommentarer
736Visninger
AA

6. The Hierophant

Kapitel 5. – The Hierophant.

Johan Linde.

 

Underkastet andres meninger, venter vi.

Vores tålmodighed kan ikke vare evigt.

Og når det hele brister, er det kun os, der kan komme sikkert videre.

 

Bag mig står solen op og farver himlen i mangefarvede nuancer af røde striber. Træernes resterende blade vugger frem og tilbage i morgen blæsten. Kolde vindpust blæser ind på mig, og gør mig pinligt bevidst om, at jeg kun har en tynd cowboy jakke på.

Jeg magter ikke, at klatre hele vejen op til mit værelse, via træet. Jeg havde allerede brugt flere timer på, at flakke om på ukendte gader, mens jeg vendte idéen om et band i hovedet.

Et band. Mit band. Var det ikke, hvad denne Sam havde lovet? Hun havde fundet på et navn: The Nameless Tales.

Historier, stemnings lag og de forskellige nuancer af den menneskelige sjæl. Alt sammen udtrykt ved hjælp af musik. Det er min store drøm. En meget privat drøm …

En spinkel gnist af vrede slår ned i mig. Fabian har fortalt noget så personligt til en fremmed kvinde.

Idéen om et band er spændende, en ren ønskedrøm, men den efterlader så mange spørgsmål, ubesvaret. Jeg kommer til at tænke på min mor. Hun har allerede mistet en, kan hun bære flere tab? Hun har kun mig. Tankerne flyder sammen for mig, mens jeg går gennem haven.

 

Jeg går ind gennem hoveddøren og glemmer fuldstændig at være stille. I afløb fra mine følelser sparker jeg mine støvler af. Jakken ryger samme vej. Øjeblikket efter, står jeg bare og føler mig dum.

Uret på væggen hamrer afstand, med taktfaste slag. Jeg sætter mig på trappen, hviler mit hage på mine hænder. Mine tanker flyver vidt omkring, og tankerækkerne er som uendelige spindelvæv, uden faste mønstre. Idéen om bandet er fristende.

Lyset bliver tændt over mig, og lamperækken ned af trappen følger med en efter en. Jeg drejer hoved i forskrækkelse, men åndende lettet op, da jeg ser min mor ved trappens ende. Hun har sin hvide silkemorgenkåbe på, og for en gangs skyld, er hendes hår en uglet rede at se på. Hun glipper med øjnene. ”Johan?”

”Hej mor, hvad laver du oppe så sent?”

Jeg ser væk og håber hun ikke kan se, at jeg har drukket. Det behøver hun nok ikke, min kropslugt røber det nok.

”Det kunne jeg spørge dig om … Johan …” siger mor, mens hun går ned af trappen. Hun tager plads ved siden af mig og ligger en arm om mig.

”Er det om en pige?” spørger hun. Jeg smiler ind i hendes skulder.

”En pige og Fabian.”

”Det skal nok gå.” hvisker hun i mit øre.

”Det ved jeg, men jeg er bange for følgerne.” svarer jeg og ved, at jeg siger sandheden.

I dette øjeblik tror min mor, at jeg skændes om en piges kærlighed. I hendes hjerne er jeg forelsket i Fabians pige, og hun vil have mig. Dog er sandheden så langt fra hendes fantasi. Den lykkelige teenagers drøm vil altid kun være en drøm.

”Er hun en køn pige?”

”Hun er en køn, du ville kunne lide hende. Hendes hår er meget usædvanligt.” Jeg taler ned et mentalt billede af Sam. Mor ser på mig, med et hævet øjenbryn.

”Hun har vel ikke farve det eller barberet det helt af?”

Det er noget panisk i hendes øjne, som får mig til at le.

”Nej. Nej, det bare meget langt.” siger jeg. Mor smiler opmuntrende. Hun giver mig et lille kram og skubber mig så væk fra sig. Hun skærer en grimasse.

”Du har drukket.”

”Korrekt.” siger jeg.

”Drak du under skænderiet eller efter?”

”Mor!”

”Fint, så stiller jeg ikke flere spørgsmål. Du skal bare vide, at jeg er der for dig.” siger hun og kysser mig på kinden. Så rejser hun sig.

”Jeg må tilbage i seng. Og du bør også gå i seng.” Jeg nikker.

”Jeg tror bare, jeg skal have et varmt bad, og et glas vand, først.”

Mor nikker og forsvinder. Jeg lytter til hendes skridt er helt uhørlige, før jeg overvejer at flytte mig. Jeg følte mig lettet. Det var ikke ofte jeg havde den slags øjeblikke med min mor. Åbenbart har hun en passende mængde overskud til mig, klokken 3 om natten.

Det tager lang tid, før jeg tager mig sammen, og rejser mig. Sløve skridt slæber mig af sted. Jeg har virkelig brug for et bad og søvn, men min krop slæber mig tilbage gennem gangen, mod hoveddøren.

Hoveddøren står på klem. Jeg har ikke lukket den helt. Luft bliver blæst ind gennem dørsprækken. De små hår på mine arm rejser sig i kulden. Jeg går ud af døren, uden at tænke over sko eller jakke.

Så snart jeg er udenfor, sætter jeg i løb. Mine ben syntes at bevæge sig af sig selv og stopper først da jeg når bænken. Jeg stopper forpustet op ved bænken, da jeg kommer i tanke om tiden. Det var midt om natten … Sen tidlige morgen. Hun vil ikke være der på dette tidspunkt. Jeg indser, at er jeg dum og blind, er løbet for en hjælp, der ikke er der. Skammen blusser op i mine kinder. Jeg burde respektere hende mere end det. Hendes eksistens er jo ikke som min hjælper og orakel.

Jeg sætter mig på bænken med et dybt suk. Dilemmaet må vente til senere. Imellem tiden kan jeg se solen stige op over træerne og høre fuglene vågne i deres reder. Det pusler i bøgehækken og jeg drejer hovedet.

”Nogen der?” spørger jeg ud i mørket. Det pusler igen i bladene, men der kommer intet svar.

”Nå ikke.” Igen rammer dumheden mig, men i det mindste er der ingen, der kan høre mig. Jeg ligger mig ned på bænken, med armene under hovedet.

”Jo, jeg er her.” siger en stemme pludseligt. Det giver et ryk i mig, da jeg genkender stemmen.

”Jeg troede ikke, du ville være her så sent. Jeg mener, så tidligt.”

”Jeg kunne sige det samme, men du må trods alt frit forlade dit hjem.” En lille tør latter følger efter hendes sætning.

”Hvad vil du så?” spørger hun, nærmest utålmodigt. Jeg ligger mærke til, at hendes stemme virker hæs og spinkel. Nærmest uhørlig. Det undrer mig let.

”Jeg har et dilemma.”

”Dilemmaer kan være meget hjælpsomme …” siger hun. Jeg ligger hovedet ned på bænken og lukker øjnene. Kun et øjeblik før jeg siger: ”Ja, men det her … Det bider mig i halen.”

”Uh?” Hun hoster voldsomt på den anden side af hækken. Der lyder et bump, som når man falder på jorden.

”Er du o.k.?” spørger jeg. Jeg stirrer op i himlen, mens jeg lytter intenst. Hun plejer ikke at virke så sårbar.

”Alt i orden, forsæt …” Hendes stemme knækker og hun hoster igen. Jeg tror ikke, hun står oprejst længere.

”Jeg har fået et tilbud om at starte et band, faktisk. Med Fabian. Han er helt vild med idéen …”

”Hvad så? Det er din drøm. Hvad du altid har ønsket.”

”Ja, men jeg tvivler. Min mor er et problem, men jeg vil ikke bare forlade hende og gøre hende ked af det.” siger jeg.

”Sig ja til bandet.” sukker hun bag hækken.

”Bare sådan uden videre?” spørger jeg.

”Ja.”

”Men …”

”Intet men … Bare af sted, så hurtigt som muligt.”

”Hvorfor?”

”Slemme ting vil ske. Slemme ting er sket.”

”Ja, nu du siger det … Hvordan kom du herud?”

Jeg spørger udelukkende for at skifte emne. Jeg føler mig ikke sikker ved hende. Den hæse hviskende stemme og lydene fra bag hækken. Måske er det i virkeligheden bare morgenkulden, der slår igennem, sammen med en rest af alkoholen fra i nat. Svært at sige.

”En tryllekunstner, eller en indlagt, røber aldrig sine tricks.”

”Er det noget du gør tit?” spørger jeg, uden at bide mærke i joken.

”Nej, kun når jeg ikke kan sove. Der er andre, som gør det oftere. Der går endda rygter om, at folk har genveje hele vejen ud af hospitalet.”

Jeg sætter mig op og bliver straks ramt i ryggen af vinden. Det får mine tænder til at klapre.

”Er det godt? Kan det ikke være farligt.” siger jeg mellem de klaprende tænder.

”For hvem?” spørger hun.

”Jer selv! I er indlagt, det er jo ikke for sjov, at I befinder jer på et hospital!”

”Nej, men alle har brug for luft. Alle har brug for magi.”

”Det kan du have ret i.” siger jeg og ligger mig ned igen. Bænken er allerede kold under min krop.

”Magi er et abstrakt begreb, alle kan lave om på det. Det er ligesom med alt andet. Magi, guddom, kald det, hvad du vil.”

”Jeg tror ikke, jeg kan følge dig.”

”Det behøver du heller ikke.”

”Okay?” En mild latter spreder sig.

”Jeg sad bare lige og tænkte højt et øjeblik.”

”Du lyder meget klogere end mig.”

”Måske.”

”Prøv, at forklare dig igen. Jeg vil gerne kunne følge med.”

”Jeg tænkte bare på, hvem der har magten, til at kunne bestemme over andres liv. Jeg kunne ikke sove, fordi tanken sad fast i mit hoved.”

”Og derfor snakkede du om gud. Indviklet emne.”

”Korrekt, meget indviklet, det er det. På hospitalet bliver gud brugt som en trøst.”

”Hvordan det?”

Jeg kan høre, at hun begynder at nynne på den anden side af hækken. Det er så sagte, så smukt. Jeg spidser øre og prøver at fange melodien. Det er en salme, men jeg kan ikke huske navnet.

”Vi skal bede til gud, for hjælp og tilgivelse.”

”Lyder da …”

”Jeg forstår det ikke. Hvorfor bede til en gud, som aldrig besvarer dine bønner? Og hvorfor bede om tilgivelse for noget, der ikke er din fejl?”

”Hvad er det du siger? Hvor vil du hen, med det her?”

”Der er ingen forklaring på, hvorfor vi handler som vi gør. Hvorfor nogle er anderledes. Gud giver os ikke svarene, Johan Linde.” 

Jeg sætter mig op. Jeg har aldrig fortalt hende mit fulde navn, fordi jeg ikke ville have hun vidste, at Susan Linde var min mor. Mit hjerte hamrer af sted. Pludselig føler jeg mig frygtsom bevidst om, at jeg er alene i haven. Mit blik flakker rundt.

”Hvor kender du mit navn fra?”

Det er overraskende, at min stemme holder sig så rolig, selvom panikken får mine hænder til at ryste.

”Susan Linde leger gud med andres liv. Dit og mit. For hende er der ingen forskel. Hun siger altid, at hun holder os her, for at kunne give dig det liv du fortjener.”

”Jeg forstår ikke, hvad du siger eller, hvor du har den viden fra.”

”Din mor ved noget om magi, som kunne knuse millioner af liv. Heldigvis sidder hun fast her. Hun leder efter noget, som kan afbryde, eller udslette, magien i et menneske men uden, at mennesket går til.”

”Kan du høre, hvad du selv siger lige nu? Det giver ingen mening?”

”Din mor, er ligeså ond, som djævlen selv. Hun prædiker så mange løgne, at man skulle tro hun spyttede maddiker ud.” siger hun og ler. ”Undskyld det levende billede.”

”Stop det!” siger jeg. På nuværende tidspunkt er jeg træt af, at folk nedgør min mor. Jeg har et problem med hende, men det er op til mig at ordne det. Jeg har intet behov for at høre andres meninger!

”Jeg kommer ikke herud igen, hvis du bliver ved!” siger jeg fast.

”Ved med hvad? Hvad er det jeg gør?” spørger hun.

”Du angriber min mor, som om hun gør noget galt!” råber jeg.

”Du skal ikke tale om det, men se det, før du vil forstå.” siger hun. Jeg kan høre hun bevæger sig på den anden side af hækken. Hun hoster forpint, før hun forsætter: ”Du har aldrig set indersiden af mit liv.”

”Så det er sådan, det kommer til at være fra nu af?” spørger jeg.

”Jeg kan ikke gøre for det. Alle har en grænse.” siger hun.

”Men hvorfor nu? Du er så tæt på frihed!”

”Og dog så langt fra. Din mor vil sørge for, at jeg aldrig kommer ud i din verden. Hun gav mig det løfte.”

”Det kan ikke passe! Mor ville aldrig gøre sådan noget. Der er intet galt med dig!” siger jeg. Forskrækket indser jeg, at jeg nok tager fejl på det punkt. I al den tid, har hun jo været indlagt. Jeg er den eneste, som har følt en normalitet i hendes tilværelse bag hækken. For hende er det en behandling mod noget. Noget jeg ikke kan gennemskue, ’hvad’ er.

”Bare rolig, Johan. Jeg kommer ikke til at være alene. Du kommer til at være her med mig. Hver dag. I resten af vores liv.” siger hun så.

”Hvad?”

”Du tror da ikke, at din mor lader dig komme ud? Du kommer aldrig ud på den scene, hvis det står til hende!”

”Jeg kommer ikke her ud mere.” siger jeg stille. Pludselig vil jeg ikke andet, end at kunne forlade grunden. Linde hospital, haven og min mor. Det hele er lige meget. Frygten for sandheden er for stærk til at ignorerer.

Jeg rejser mig og begynder at gå. Bag mig ler hun. Højt denne gang, så man kan høre, hvor hæs hun virkelig er. Jeg falder ned af bænken i en blanding af panik og angst.

På den anden side af hækken er hun begyndt at synge. Det er den samme salme, og denne gang genkender jeg den som en julesalme, selvom hun synger på engelsk:

 

Silent night, holy night
All is calm, all is bright
'Round yon virgin Mother and Child
Holy infant so tender and mild
Sleep in heavenly peace
Sleep in heavenly peace

Silent night, holy night,
Shepherds quake at the sight.
Glories stream from heaven afar,
Heav'nly hosts sing Alleluia;
Christ the Savior is born
Christ the Savior is born

Silent night, holy night,
Son of God, love's pure light.
Radiant beams from Thy holy face,
With the dawn of redeeming grace,

Jesus, Lord, at Thy birth,

Jesus, Lord, at Thy birth.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...