Human Masquerade - Dansk

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2013
  • Opdateret: 1 jun. 2013
  • Status: Igang
Johan lever med sin mor, som er en berømt læge med speciale i mentalt forstyrrede børn. Han tør ikke fortælle hende, at hans bedste ven netop er sådan. Måske er hans mor heller ikke helt ærlig i sit erhverv.

Dette er min Nanowrimo november fra i år.

4Likes
6Kommentarer
764Visninger
AA

10. The Hermit

Kapitel 9. – The Hermit.

Den anonyme fortæller, Larry.

 

Guddommelig inspiration,

Er visdom der bliver opsøgt af individet.

 

Et helt andet sted, upåvirket af Susan Linde og hendes hospital, sidder den indiske udvekslingsstudent Jagdish Ransamooj ved sin computer. Sidder og sidder. Faktisk ligger han på knæ, mens han prøver at forbinde fire meget farverige ledninger til deres respektive pladser på hans selvlavede bærbare pc. Det går mindre godt, da Jagdish har glemt hvilken ledning, der var hvad.

Til sidst opgiver han.

Han sætter sig op af siden på sit skrivebord, med sine ben strakt ud foran sig. Træt gnider han det øverst af sin næseryg. Hans forældre havde haft ret, da de formanede ham om hans nye land. Det er hårdt. Ikke kun fordi, man rent faktisk skal bekymre sig om trafikken, men også fordi, alting er svært. Bare det at få en enkel forklaring på engelsk, var noget som disse mennesker fandt svært. Så kort og godt følte Jagdish Ransamooj sig mindre velsignet af guderne i lige dette øjeblik.

Han ønsker bare at kunne sove, men det kan der ikke blive tale om! Han har brug for at få sin egen computer op og stå, så han igen kan komme til at lave lektier hjemmefra og selvfølgelig spille sine elskede online games.

Det er ikke svært, at sætte computeren op. Problemet er bare, at han mellem lektierne, skolen og hans deltidsjob, ikke har anden tid tilbage end nu; lørdag formiddag. Det tidspunkt, hvor en hver anden person, med så presset et skema, kan sove trygt efter en lang uge.

Den indiske teenager kom op at stå. Guderne var ikke glade for dovenskab, og det prøver de at lære ham. Han må føje dem, men først en tur i køkkenet.

Jagdish’ forældre havde lejet ham en lillebitte lejelighed, som er på størrelse med en æske til sko. De har også skaffet ham adgang til det fine forstads gymnasium og endda det rædsomme job hos købmanden. Skolen er et fint sted, efter Jagdish’ mening, og lejligheden med. Det er jobbet der irriterer ham. Han må finde noget selv snart, ellers vil han bryde grædende sammen i bøn til Kali, om hans totale udryddelse.

Rent faktisk har Jagdish ikke den store trang til at blive udryddet. Så i stedet drikker han nu den sidste sjat mælk i køleskabet og spiser en håndfuld chips. Ikke et nærende måltid, men det holder ham kørende.

Med en næsten tilfredsstillet mave, kan han give sit fulde fokus til computeren, som står og bipper i utålmodighed.

Gul til venstre, rød til højre, tomt hul, grøn i midten og blå under alle andre, så nemt kunne det alligevel gøres.

Jagdish smiler til ledningerne og den kæmpestore nullermand under hans skrivebord, før han rejser sig. Nu er alt forbundet til den transportable computer: hans højtalere, videokamera, mikrofon og selvfølgelig musen. Stolt finder hans sin musemåtte frem af skrivebordsskuffen og sætter musen på den. Nu er alt perfekt.

Og Guderne siger nok intet til, at han tager sig et lille hvil med internettet.

En hurtig klikrunde i Jagdish’ mail, leder ham til en reklame side. Normalt vil Jagdish lukke reklamer ned, da de forstyrrer hans arbejde, men han læste den nu igennem alligevel. Der stod:

 

’Kalder alle festglade indbyggere i Immotalis!’

 

Reklamen fortæller om et ’firma’ som udskifter bandmedlemmer, der er forhindret i optræden, men det betyder intet. Det der fanger Jagdish blik er noget der står med små fede lilla bogstaver nederst i reklamen:

 

’Hjælp søges, hvis du ved noget om film og filmredigering, så mød op på Freiheitsweg 17b og spørg efter Fabian. Hyren er uberegnelig, men der loves kost og logi. Nærmere aftale kan indgås på adressen.’

 

Det er ikke den mest professionelle annonce, men det er med en beliggenhed tæt på Jagdish.

Jagdish skriver navnet og adressen af på en lap papir. Jagdish må jo indrømme, at det lyder spændende. Måske kan han få adgang til den rige festkultur i dette land via dette firma. Og han er jo ikke helt dum med hensyn til film. Hans viden, og teknologi, strækker sig langt ud over sin fars indiske telefon hjælpelinje.

Og Fabian? Er der ikke en på hans skole med det navn? Jagdish afsøger sin hjerne for alt han har hørt i løbet af hans 6 uger, han har befundet sig i landet. Jo, en pige i hans klasse har fortalt om ham. Noget med, at hun prøvede at invitere ham ud, men han ikke havde svaret. Han havde haft for travlt med en ved navn Johan.

Jagdish ser på det andet navn i annoncen. Ingen Johan. Bare en anden fyr ved navn ’Ike Link’, hvis det da er et drengenavn i dette land.

Han vender og drejer ideen om jobbet i hovedet flere gange, altså cirka to gange. Og så er sagen afgjort! Jagdish lukker sin computer ned og putter den i sin taske. Han finder sit kamera og alt andet relevant udstyr.

Han ender med at pakke hele den lille lejlighed ned, og læsser det op på hans cykel. Godt han ikke har mange ting, foruden det elektroniske.

Ifølge adressen kan Jagdish cykle over og bede om jobbet, uden at skal tage de ubehageligt, langsomme bybusser eller en dyr taxi.

Jagdish hopper på cyklen, som svinger faretruende fra side til side i overvægt. Det skal nok blive sjovt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...