Human Masquerade - Dansk

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2013
  • Opdateret: 1 jun. 2013
  • Status: Igang
Johan lever med sin mor, som er en berømt læge med speciale i mentalt forstyrrede børn. Han tør ikke fortælle hende, at hans bedste ven netop er sådan. Måske er hans mor heller ikke helt ærlig i sit erhverv.

Dette er min Nanowrimo november fra i år.

4Likes
6Kommentarer
738Visninger
AA

4. The Empress

Kapitel 3. – The Empress.

Den anonyme fortæller, Larry.

 

Moderskab handler om kærlighed og tillader alt.

Det eneste man ikke må være er passiv.

 

Dengang da Susan, for første gang, så Jimmi Needle, var han en nystartet udvekslingsstudent fra USA på hendes universitet i centrum af Tyskland.

Han var en fyr med hvidt strithår og brede skuldre. Kendetegnet med en sjov accent og fjollet smil. Han var en uopnåelig gud blandt eleverne, så naturligvis sværmede pigerne om ham som lystige bier. Kun Susan syntes at stå tilbage, fast besluttet på, at hun ikke ville falde for en udvekslingselev, som senere ville knuse hendes hjerte med sin afrejse. Hun havde ingen fast holdning omkring hans person, hun gav ham ingen opmærksomhed, og hun holdt sin afstand. Det eneste hun ikke kunne undgå, var den konstante sladder om ham. Han spillede guitar og var god til det. Han var ved at komme sig over et brud og ville ikke date nogen. Han elskede kaffe og røg cigaretter. Små værdiløse ting blev slynget tilfældigt rundt konstant.

Efter et halvt år, var det lykkedes Susan aldrig at veksle et ord med ham. De fleste piger havde nu den opfattelse, at Susan ikke spillede på deres hold. Hvordan ellers kunne hun undgå, at ligge mærke til Jims smukke ydre og talentfulde indre? Sandheden var, at hun ikke kunne. Susan fandt selv sig optaget af denne Jims personage. Hvad han fortog sig, og hvad han kunne lide. Pludselig lyttede hun med i sladderen, i stedet for at bare at affinde sig med den, som endnu en støjkilde.

Susan holdt øje med den hvidhårede udvekslings elev, men stadig på sikker afstand. Hun bildte sig selv ind, at hendes interesse var minimal.

 

Den da hun endelig talte til ham, var det et rent tilfælde. Det var en regnvejrs dag i oktober. Kold og våd, og mere kold. Hun ventede på bussen, da han pludselig stod foran hende.

Først kunne hun slet ikke se ham for hendes paraply. Det var som om en kæmpemæssig skygge dækkede hende. Han var så meget højere end hende selv. Hun måtte læne hoved bagover, så regnen piskede hende i ansigt, for bare at kunne se på ham.

Han havde en halvt gennemblødt cigaret i munden og spurgte efter ild. Han lød som en parodi på Yoda fra Star Wars, som han prøvede at tale tysk. ”Ild, har de noget? Jeg mener … har de noget ild?” I ren forvirring, svarede Susan: ” Du bør ikke ryge. Det kan slå dig ihjel, lungekræft, ved du nok.”

Så blinkede hun regndråberne ud af øjnede og så på ham. Hun forventede, at hendes lille slag for hans kærlighed, nu var tabt. Og dog, der stod han og grinte. Hele hans krop gyngede nærmest, mens han lo. Cigaretten faldt fra hans mund og landede i en vandpyt. Han lagde armen om hende, og sagde højt: ”Ja, det er nok på tide at stoppe.”

Siden den dag var de sammen. Deres akavede samtale blev hurtigt til venskab og så kærlighed. Efter de gik ud af skolen flyttede Jim permanent til Tyskland.

Susan kunne slet ikke tælle det antal timer de havde brugt på at sortere Jimmis liv fra USA. Kasse efter kasse var blevet fragtet til Tyskland. Det havde kostet dem næsten ligeså meget, som hvis de var flyttet dertil.

I kasserne, indeholdende Jims liv, havde Susan kunnet konkludere, at han ikke havde manglet noget. Familie, venner og interesser, alt var der. Det var især hans billeder, der fortalte hendes historien. Jim selv sagde næsten intet. Det blev højest nogle grynt, som be- eller afkræftede Susans spørgsmål.

Der var billeder af en stor gruppe venner. Taget ved fodboldkampe, musikfestivaler og meget mere. Normale teenagers. Hun bemærkede også, at en bestemt brunette var med på samtlige billeder. En køn pige, som lod til at være naturligt fremhævet i gruppen.

Hun havde sine overvejelser, men spurgte Jim direkte, og han havde været så ærlig. Susan skammede sig med det samme over sit spørgsmål, da hun så hans bedrøvelse aftegnet i ansigtet. Brunetten var hans barndoms forelskelse. Det var hendes skyld, at han havde forladt sit hjem, da hun pludselig stak af med Jims bedste ven. Susan fandt den historie utrolig sørgelig. Ingen fortjente den slags slag. Hun lavede det løfte, at hun aldrig ville minde Jim om hans tabte kærlighed igen. Billederne endte på loftet i en forseglet kasse.

Et par år efter, havde de fået en søn, Johan. De havde begge lavtlønnede jobs, men det var udmærket, for det var kun en begyndelsen. Susan ville studere psykologi ved siden af og tage sig en længere uddannelse. Jim ville begynde at spille musik, og se sig om efter en pladekontrakt. Små drømme begyndte at spire for dem.

Alt var lykkeligt og perfekt. Indtil det en dag bankede på døren. Susan havde åbnet den, med en lille Johan på armen. Udenfor stod en kvinde, men brunt hår. Hun spurgte efter Jim. Susan blev mundlam stående. Hun kunne genkende kvinde fra billederne.

Misundelse havde aldrig været nogen stærk følelse i Susan, men i dette øjeblik, følte hun sig stærkt krænket og misundelig. Hvor vovede den kvinde at dukke op så mange år efter? Havde hun ikke allerede gjort nok skade! Hun havde da for helvede drevet den stakkels fyr ud af sit eget land! Susan var nippet til bare at slynge døren i synet på kvinden, men Jim dukkede op ved hendes side, før hun fik handlet. Det hele mundede ud i et meget akavet møde, som forgik i deres opholdsstue.

Susan sad i sofaen, med lille Johan på skødet. Johan legede ubekymret med hendes hår. Ved siden af Susan sad Jim, men han rørte hende ikke. Uforudset var der vokset et kæmpe mellemrum mellem dem.

Kvinden sad overfor dem i en lænestol. Selvom hun var blevet betydeligt ældre, var hun let at genkende fra billederne. Måske endda smukkere end på billederne. Hun gjorde i hvert fald Susans kvindelige dele til skamme.

”Jim, jeg tror det ville være bedst, hvis vi talte i enerum.” sagde kvinden. Det kom bag på Susan, hvor godt kvindens tysk lød. Perfekt udtale og flydende. Jim syntes ikke overrasket. Han reagerede nærmest slet ikke. Hvordan kunne denne kvinde forlange noget i Jims hjem? Hun skulle bare vente og se, Jim ville blive rasende og smide hende ud, det var sikkert! Den kælling ville få hans vrede at føle. Men der skete intet.

”Hvis du vil tale med Jim, taler du også med mig!” Susan måtte ligge bånd på sig selv, for ikke at slå sin hånd i stuebord i arrigskab. Jim rystede på hovedet, henvendt til begge kvinderne. Så tog han Susans hånd.

”Hun har ret Mia, hvis du vil vores familie noget på længere sigt, så taler du med hele familien. Mig, min kvinde og vores barn.” sagde han bestemt. Kvinden sukkede og lænede sig frem. En hånd kørte hurtigt gennem de brunlige krøller, mens hun overvejede muligheden.

”Det kommer til at kræve meget forklaringsarbejde fra din side.” sagde hun, henvendt til Jim. Susan snappede læberne sammen og drejede hovedet mod ham. ”Hvad taler hun om?” Stemmen skælvede af nervøsitet og en dirrende vrede. Jim sukkede.

”Susan, der er nogen du skal vide om mig. Jeg kommer ikke fra USA.  Eller jo det gør jeg, men det skal forstås sådan, at jeg ingen nationalitet har. Jeg kommer fra Sol. En by … Et sted, hvor ingen er helt normale, og som ingen steder høre hjemme.”

”Hvad mener du!” Lille Johan spjættede ved sin mors råben. Små tårer sprang frem i hans øjne. Han gjorde et lille, halvhjertet flugtforsøg, men blev halet op på Susan lår igen. Hun bøjede sig ned over ham, for at trøste ham, mens hun sendte Jim et brændende blik.

”Ud med sproget.” sagde Susan med dæmpet stemme. Jim syntes at blive bleg. Han så sygelig ud.

”Mia, kan du ikke forlade vores hjem, mens jeg taler det her ud.” spurgte han så. Indforstået mellem de to, opstod der en overvejede stilhed, så nikkede kvinde. Ud af sin frakkelomme fandt hun en stor orange konvolut, som hun nænsomt lagde på bordet.

”Min opgave til dig og penge til afrejsen. Der skulle være nok til alle, men ellers kan vi finde ud af flere.” sagde hun, før hun selv fandt ud. Hoveddøren åbnendes og lukkedes.

”Fortæl mig, at det her ikke sker. Hvad er det, der sker?”

”Susan, jeg er magiker.”

”Magiker? Er du sikker på, at du bruger det rigtige ord?” Susan lo nervøst. Hun rejste sig med Johan og gik hen til stuens vindue. Der holdt en stor bil udenfor deres hus. Brunetten stod ved dens side, med en telefon i hånden. Magiker?! Betød det så, at brunetten også var under den overbevisning. Nej, det hele måtte være en syg joke.

”Du har aldrig været god til sproget, søde.”

”Susan. Ja. Jeg er meget bedre til tysk end jeg giver mig ud for.”

”Forklar dig selv!” Susan vendte sig om.

”Jeg er magiker. Jeg har virkelig ingen anelse om, hvordan man forklare sådan noget. Det er bare umuligt. Jeg har evner, som normale mennesker læser om i bøger.” Jim begravede hovedet i sine hænder, mens han gentog en lav mumlende forklaring.

”Du er syg! Du kan umuligt selv tro på det her.” Susan lo usikkert, mens hun knugede Johan ind til sig. ”Se der, far laver sjov med mor. Det kommer du sikkert også til.” Hendes ord var en bøn. Jim tørrede sin pande med sin håndryg.

”Prøv nu at forstå,” sagde han. ”Jeg mener hvert et ord. Jeg har evner, som minder om eventyr og alle vores barndoms fortællinger.” sagde han.

”Så bevis det, Jim. Løft bilen i indkørslen, løb op af væggen eller gå i loftet. Bare gør noget!”

”Jeg er ikke supermand! Jeg er magiker. Det er ikke helt det samme! Og hvis du vil have beviser så se her.”

Jim rejste sig brat og gik over til fjernsynet ved modsatte væg. Det var et kæmpe monstrum, som ikke længere virkede. Det stod der mest kun for syns skyld. Ellers ville der jo mangle noget i stuen. Det Jim gjorde med fjernsynet, forbløffede Susan.

Han lagde hånden på fjernsynets top, med et dybt ubekymret ansigtsudtrykt, også tændte det, men ikke på en kanal hun kendte, men et genkendeligt billede. Hun så sig selv oppefra, som hun sad med Johan og med Jim ved skærmen. I panik lagde hun hovedet tilbage og så op. I loftet over hende var en kæmpe øje, med lange øjenvipper og en sort pupil. Susan skreg og famlede sig over i et hjørne af stuen. Øjet blinkede over hende. Hysteri blæste fornuft uf af hovedet på hende. Hun rev sin søn til sig og knugede ham.

”Få det til at forsvinde! Hvad er det du gør!” Susans stemme knækkede over i frygt. Jim fjernede hånden fra fjernsynet og øjet lukkedes, før det forsvandt så helt. Susan åndende ud, lettet over, det hele var væk. Johan lavede flere små lyde, mens han igen begyndte at lege med sin mors hår. Havde han da intet set?

”Tror du på mig nu?” spurgte Jim. Han var nu helt ovre ved dem. Susan veg tilbage for hans hånd udstrakte hånd. Jim trak hånden til sig, alt for hurtigt efter Susan mening. En gestus som om han allerede havde opgivet.

Han vandrede tilbage til stuebordet, hvor han åbnede konvolutten. Flere pengesedler faldt til jorden, penge, samt et stykke papir, som for Susan virkede blankt. Jim samlede papiret op og læste det uden besvær. For Susan stod det nu klart, at dette måtte være et trick. Et stort fupnummer hun pludselig skulle være en del.

”Har du tænkt dig, at forlade mig for hende! Er det, hvad det hele handler om?”

Noget vådt ramte Johan i hovedet, han så overrasket op på sin mor. Barnets hånd lagde sig på hans mors kind, lige oveni den våde stribe på hendes hud. Undrende følte han den fugtige hud. Susan havde ikke selv opdaget, at hun græd. I vrede tørrede hun sine øjne med en hånd. Bevægelsen var så heftigt, at hun rev sig i øjet samtidig, men det ignorerede hun.

Jim læste ufortrødent videre.

”Jeg er ikke interesseret i hende på den måde … Ikke at jeg ikke har været. Hun kom her for at bede om hjælp. Hun er ikke her for at græde ud over et forlist ægteskab.”

”Hjælp? Med hvad? Burde hendes mand ikke gøre det!”

”Det gør han allerede, men der er behov for mere hjælp. Hun spørger ikke bare mig, men alle vores gamle venner.” Jim foldede papiret sammen og stoppede det i baglommen. ”Kan du ikke bare prøve at forstå, Susan?”

”Der er intet at forstå! Du har bare vist, at du er hendes spillebrik! Det er løgne, Jim, forstår du ikke det?” Hendes stemme var en hvisken, blid og prøvende. Hendes mand måtte have mistet fatningen ved synet af den kvinde han engang havde elsket så højt. Der kunne ikke være andre mulige forklaringer.

Jim så på hende, med øjne som var formørket, med en, for Susan, ukendt følelse.  ”Du tror, jeg er sindssyg, ikke?”

Susan nikkede stumt. Jim sukkede og vendte sig rundt.

”Jamen, hvad har du tænkt dig, at gøre? Forlader mig, uden at give mere forklaringen end illusionen af et kæmpe øje i mit loft. Det er spejle og tricks, ikke magi!” Jim sagde intet, men forsvandt op af trappen. Hun kunne høre hans skridt ovenpå, efterfulgt af lyden af noget tungt blive slæbt rundt.

Hun kom op og sidde på knæ, så op at stå. Hendes ben rystede så meget, at hun måtte sætte Johan ned, i frygt for at tabe ham. Hun gik langsomt over til trappen. Jim var på vej ned af den igen, med tasker og kufferter under armen.

”Jeg tager med hende, og jeg hjælper hende. Jeg vil bare gerne vide, om jeg kan komme tilbage. Jeg elsker dig, Susan, men jeg kan ikke lade som om, jeg ikke er magiker bare for at gøre din verden perfekt.” Susan stirrede på ham. Hun trådte et skridt tilbage og så et til.

”Du kan lige vove på, at komme igen!” Jim sukkede dybt.

”Jeg respekterer dit ønske.” Jim tog i hoveddøren og åbnede den. Den kolde natteluft slog dem i møde. Udenfor holdt en bil, med lysende tændt og motoren kørende.

”Nej! Stop det! Det er løgne. Det kan ikke passe. Du kan intet bevise. Stop det, lad være med at ødelægge det hele! Hvorfor nu?”

”Fordi, at det er nu, at hele vores verden er ved at falde sammen. Hvis jeg ikke gør noget nu, så vil det her problem på et tidspunkt påvirke alle andre. Du forstår intet af min verden!”

Jim greb hende om skuldrene og ruskede hende let.

”Der er mennesker derude, som lider, fordi de kan hvad jeg kan! Jeg ville være en kæmp nar, hvis jeg ikke stod ved mig selv! Folk bliver slået ihjel! Det er dette årtusinds heksejagt!”

Der var ikke mere at tale om. Jim forlod huset kort efter, og efterlod Susan alene til at samle sig. Lidt kunne han vide, at han havde skabt et problem. For Susan glemte det ikke, alle de ting, de magiske ting.

Menneskets hjerne er et utroligt instrument. Selvom vi har set og hørt, kan vi, i vores hjerner, bilde os selv ind, at vi ikke så, hvad vi så. Og det var præcis, hvad Susan gjorde. Hun gav sig selv den forklaring, at Jim var blevet ramt af en psykisk sygdom. En sygdom, som var forbundet til ordet magi! Dette blev hendes grundpille, for en lang rejse, mod den totale udslettelse. Hun startede en forskning omhandlende denne sygdom ’magi’, som forklarede, hvordan nogle mennesker var så stærkt i stand til at manipulere med andre, at de skabte sanselige illusioner.

 

Nutidens Susan Linde er ældre. Havde brugt sit liv på at bevare en maske, skabe sig et omdømme, som tillod hende at udslette dem. Magikerne.

Susan Linde er ingen uhyggelig person. Hun er lav af højde, med hvepsetalje og kedelige flade sko. Hendes hår er blond og næsten altid stramt sat op. Hendes blå øjne og hendes blændende smil var, ifølge ugebladene, vidne om den familietragedie, som havde gjort hende til en stærkere person.

Ifølge ugebladene og de nysgerrige aviser, havde hun mistet sin elskede ægtemand til en sygdom, som hun ikke kunne gøre noget ved. Hendes mand forsvandt, men tændte en passions glød i Susan som person. Hun tog det til sig og gjorde det til sit mål, at hjælpe andre med sådanne lidelser.

Hendes speciale blev børn, måske med tanke på hendes egen søn. For som Susan udtalte: ”Er det vigtigt, at kunne angribe disse sygdomme i de tidligere stadier, så de berørte mennesker ikke skal leve hele deres liv med denne plage.”

Susan blev fortaler for flere foreninger for børnefamilier med psykiske lidelser. Hendes forskning var dybt anerkendt. Selv hendes ældste artikler blev stadig trykt i nyere eksemplarer af diverse tidsskrifter. Hun udgjorde en kæmpe inspirations kilde, og endda en god mor.

En person, som har givet hele sit liv til andres fordel, findes der noget smukkere? Nej, det er der ikke. Bare ærgerligt, at Susan Linde aldrig har handlet i uselviskhed. Sandt nok, at hendes elskede rablede om magi og derefter forlod familien, for at forsvinde sporløst. Desværre var der også en sandhed bag hans ord. En utrolig, og endda tryllebindende historie, som i Susans øjne var helt og aldeles uacceptabel. Den ’magiske’ hemmelighed, var blevet røbet til den forkerte person.

 

Ud af den ene dør og ind af den anden, så er Susan på arbejde. Lige inde for døren ligger receptionen på hendes hospital. Væggene er malet i en behagelig lys blå farve, som virker drømmende. Skranken er smal og lavet i lyst træ, som matcher den lille række med stole, til ventende gæster. Over skranken hænger et ur, hvis tal er malet som strålerne på en bredt smilende sol. Lige nu sidder der en mandlig sygeplejer bag skranken, ved navnet Mark. Han vinker og smiler. ”Godmorgen.”

Susan smiler igen.

”Er der noget særligt på mit program i dag?” spørger hun, mens hun snupper et par mapper fra bunken. Det er en ren formalitet for Susan. Hun kender allerede sig skema udenad, men det er vigtigt, at give de ansatte følelsen af ansvar og betydning, så hun spørger alligevel. Ganske rigtig, Mark smiler bredere end den påmalede sol og finder hendes skema frem.

”Et møde med bestyrelsen i eftermiddag, to patienter skal have tjek op – det ene er akut. Så er der et andet møde, der er blevet rykket til i morgen. Ellers har de tidligt fri.”

Susan nikker. En tidlig dag.

”Hvilke patienter drejer det sig om?”

”Patient #172 og patient #023.”

Der er noget ildevarslende ved den måde han udtaler den sidste patient på. Susan gennemsøgte sin hukommelse. Hospitalet havde lige lidt over 250 patienter, fordelt på to etager. De fleste patienter deler værelse med andre, men nogle få, havde ene værelser, af sikkerhedsmæssige grunde. #023 var en af disse.

”Mind mig lige om, hvem af dem det er.” sagde Susan.

”Dødningen.”

Susan sukker. Hun kender kun alt for godt til patient #023. Pigens rigtige navn er Emma, men hun går blandt personalet under navnet ’Dødningen’. Af alle Susans patienter, er Emma den mest besværlige. En fuldført psykopat, som konstant planlagde mord. Hun havde indtil videre ingen beviselige mord på samvittigheden, men det gjorde ikke truslen mindre. I årevis havde Emma været Susans stærkeste eksempel på, hvad magi virkelig kunne udrette. Det værste er, at pigen kun er et år yngre end Johan. Emma havde været indlagt på Linde Hospital i snart 10 år. Hun var fundet alene i en lejelighed, med over fire uidentificerede lig. Da politiet ankom, havde hun forsøgt at begå selvmord, ved at springe ud fra bygningen. Brækkede flere knogler, men døde ikke. Hun blev ført til Susan efterfølgende.

”Jeg forstår. Jeg vil straks tage mig af problemet.”

”Forsat god dag.” sagde Mark. Hans glæde er nu udskiftet med noget ubestemmeligt mørkt. En følelse som denne pige kunne frembringe på meters afstand.

 

Susan fulgte gangen. På hver side af hende løber dørene parallelt. Ved siden af hver dør, sidder der et messing skilt, der beskrev rummene. Nogle er personalets kontorer, møde lokaler, værkstederne til patienterne og toiletter. De fleste patienter bliver undervist ved siden af deres behandling. Susan holder sit ord, når hun lover patienterne et liv efter hospitalet.

Susan forsætter op af trappen til værelsesregionen. Hun bliver mødt af flere personalemedlemmer, som hun hilser høfligt og smiler til.

Hun er forsigtig. Det kan ikke gå an, at hun udvise mere end bare lægelig bekymring. Frygt. I virkeligheden banker hendes hjerte angst ud i hendes krop. Hendes hænder ryster let, men hun gemmer det bag mapperne.

Hun passerer vagtskranken, hvor to sygeplejere sidder. Den ene skriver rapporter og kigger kun kort op. Den anden står med ryggen til og taler med en patient. En dreng. Personligt havde Susan kun med få patienter at gøre. Sådan havde det ikke været i starten, men størrelsen på hospitalet, påkræver flere læger til ansvaret. På den måde har Susan kun med de voldsomme tilfælde af ’magi’ at gøre. Og det er som regel de patienter, der aldrig forlader hospitalet igen.

Tallene på dørene tæller opad til værelse #023. Stift stopper hun op udenfor den hvide dør. Hun tager en række dybe indåndinger, før hun åbner døren.

Værelset er lille og bart, med hvidlige vægge og trægulv. Mindre en Susan husker eneværelser. Det er som om det klemmer den friske luft ud af hende og erstatter den med pigens smittende sindssyge. Der er en seng derinde, hvor pigen selv sidder. Over sengen er vinduet med hvide gardiner, som pigen sidder med ryggen til. Ellers er der et lille, slidt bord, med en tilhørende slidt stol og lille kommode. Over kommoden er der et spejl. Det er rundt, uden skarpe kanter.

Der er kun to andre personer i lokalet. En sikkerheds ansvarlig i blå, og en sygeplejer i hvid. Begge er ligblege i deres fine, stive uniformer og ser ud, som om de vil besvime hvert øjeblik. De smiler stift til Susan.

”Godmorgen.” siger Susan roligt, med en kun et lille knæk i stemmen. Hendes ansatte nikker godmorgen.

Susan tager plads i den lille stol, og giver de ansatte lov til at forlade rummet. Lige inden de forsvinder, får hun sygeplejerens opmærksomhed med en sløv håndbevægelse: ”Hent os en kande the, vil du?”

Plejeren nikker lettet, og forsvinder ud af døren. Udenfor døren, kan deres skridt høres. De styrter nærmest ud. Holder kun facade oppe med besvær. Susan ville ønske hun kan gøre det samme. Hvor hun dog hader denne lille pige.

Pigen sidder stift, med hænder i skødet. Hun er iført en gul kjole, med motiv af muffins, og ikke de normalt påkrævede uniformer. Det er et ret usædvanligt design, sikkert en gave fra pigens søster. Det pigebarn sender altid de særeste ting, men møder aldrig op på besøgsdagene.  I stedet kommer der de groteske ting med posten. Dukker uden øjne og bamser med dødningehoveder på maven.

Pigen trænger til at blive klippet. Hendes hår er pjusket og langt, dækker hendes ansigt, så kun lige læberne og det nederste af øjnene kan ses. Hendes øjne er blå, det ved Susan. Blå og gennemtrængende som en syl. Pigen smiler til Susan, med let adskilte læber, som hun også trækker vejret igennem.

Nogle gange bevæger hendes fingre sig, ikke i kramper, men som om, hun skriver noget ned på et usynligt stykke papir, til senere brug. Susan prøver, at smile overbærende af dette, men det bliver nærmere til en fastfrossen grimasse.

”Hej med dig, Emma.” siger Susan, mens hun kigger sine mapper igennem. Ud af øjenkrogen kan hun se pigen. Ikke en muskel bevæger sig. Pigen gør intet for at svare.

”Jeg hører, der er et problem. Skal vi tale lidt om det?”

”Det kan vi godt.”

Pigen er bleg, med blondt hår. Hendes tynde krop bevæger sig let fremover. Totter af hår falder ned i hendes ansigt og dækker øjnene. De farveløse læber kan lige anes, da de udspændes i et smil.

”Jeg ser en morder,” synger pigen, med en krystal klar stemme.

”Nej, du opdigter en,” svarer Susan og ser ned.

”Hvis ofre stoler blindt på sig!” fortsætter pigen.

”Vi ved begge, at du ikke er skizofren, eller har nogle psykoser.” Susan holder sig til det rationelle.

”Hun er en gud i denne verden, fornærmet af mennesket, verden og universet. Hun retter sin vrede mod kaos!” Emmas stemme bliver lille. Den dør ud, mens læberne stadig bevæger sig. Det får Susans nakkehår til at rejse sig.

”Du gentager dig selv, men der er endnu ikke en eneste død. Din fantasi er dit problem.”

Rationel! Rationel! Rationel!

”Fjenden er det uvisse. Det ukendte. Jeg er kun utroværdig, fordi jeg ikke er i stand til at forudse tiden for døden.”

”Du forudsiger intet! Du benytter dine manipulerende evner til at gøre folk dårligt tilpas, ved med vilje, at tale om et tabu.”

”Jeg er et monster, og jeg ved det selv.”

”Godt!”

Susan smækker sin mappe i og rejser sig. Hun vender ryggen til pigen, men fortryder det straks. Pigens mørke er en kulde, der rammer hende som hammer. Nej, nærmere som en skarp kniv, hvor bladet borer sig ind mellem hendes ribben og ind hendes lunger.

”Men jeg er ikke alene om at være et uhyre.” siger pigen.

”Emma! Hvorfor prøver du ikke bare, at lytte? Vi kan rent faktisk hjælpe dig.”

”Hvem siger, jeg har brug for hjælp?”

”Det gør jeg, og et hold af yderst dygtige læger!”

”Det er kun tale om dage, før de må slippe mig fri.”

”Din 18 års fødselsdag.”

Susan ser på pigen over sin ryg. Hun sidder som før, let foroverbøjet. Smilende. Rolig og anspændt. Det komplette billede på ondskab. De tørre læber er flækket og blod drypper ned over hagen. Susan sukker og finder et lommetørklæde frem. Hun rækker det til pigen, som ignorerer det.

”Jeg er den eneste, de ikke har knækket. Jeg er stadig uvisheden for dem.” hvisker pigen.

”Du er en besværlig patient, men så heller ikke mere end det.” siger Susan og trækker hånden til sig. Hun putter tørklædet tilbage i lommen. Det er vigtigt for hende ikke at tabe fatningen. Ikke nu.

”Jeg har, som du selv sagde, ingen kendte psykoser. Jeg slipper ud på overvågning og forsvinder i mængden.”

Pigen ler nu! Ikke højt, men bare en lille latter, som et klokkespil. Latteren får Susans vrede til at boble! Hun har ingen kontrol. Har aldrig haft det. Hun samler sine ting, mens hun hvæser: ”Du kommer aldrig ud herfra, så længe hospitalet står under min orden og ledelse.”

”Så længe det er din magt. Så må jeg jo hellere ødelægge den orden.” siger pigen.

”Sørgelige skabning.” svarer Susan. Hun slynger sin taske over skulderen og vender sig mod døren.

”Efter orden kommer kaos! Rødt kaos, rødt som blod!” siger pigen, med hævet stemme. Susan vender sig om. Pigen står kun få centimeter fra hende nu. Hun har bevæget sig så lydløs som en mus. Susan vakler bagud, hvilket gør pigens smil større. Blodet der er tørret ud bliver dækket af nyt, da læben flækker igen. Det er grotesk på den hvide hud.

”Du må hellere være parat til at slå mig ihjel så, men det gør De ikke. For De er jo intet monster.”

 

Pigens ord forfølger Susan resten af dagen. Hun tager sig af hendes andre opgaver uden at være til stede. Hun kan ikke ryste kulden af sig.

Hun vågner først til bestyrelsesmødet, da forslaget kommer.

”Dagens emne er ganske enkelt. Vi har behandlet spørgsmålet, om hvorvidt vi kan benytte Lobotomi i praksis. Vi har fået godkendelsen udefra, så nu skal bestyrelsen bare stemme, efter en kort debat.” siger det fremlæggende bestyrelsesmedlem. Susan kan ikke komme på hans navn. Det er også lige meget. De lignede hinanden alle sammen! Jakkesæt og hentehår. Susan glipper med øjnene. Det hvide snit, selvfølgelig! Det kan hjælpe hende af med alle hendes kvaler. Emma skal bare have en enkel behandling.

Debatten forsætter omkring Susan, som selv intet siger. Hun venter i anspændt tavshed for at se stemmerne.

Endelig kommer hænderne i vejret. Stemmer for benyttelse af den, ellers afskaffede, behandlings metode. Der er flertal for Lobotomi. Enstemmigt flertal! Susan forlader mødet i højt humør.

Senere ordner hun papirarbejde i sit kontor, stadig overvældet af lykke. En mulighed for udslettelse af ’magi’. Af Emma.

Susan smiler bittert til sit indrammede doktorgrad. Med en lang og elegant bevægelse trækker hun sit hårbånd ud. Blonde lokker danser om hendes skuldre.

Hun gennemgår sine lyspunkter. Hendes seneste rejse er endnu en succes til perlerækken. Endnu en flok uvidne mennesker parate til at ligge i deres barns fremtid i hænderne på Susan Linde. Alt for at se deres elskede kureret.

Susan bevæger sig væk. Ind i midten af hendes kontor, til hendes smukke egetræsskrivebord. Der sætter hun sig et øjeblik. Døren foran hende er lukket. Vinduerne til hendes venstre side, er det eneste lys nu. Mellem dem står bordet med de friske blomster, liljer blandet solsikker. Bag hende hænger, som hos en hver anden af betydning, alle hendes beviser.

Hun ler for sig selv. Hele hendes krop sitrer i latter, mens hun læner sig tilbage i stolen, med et udtryk som en tilfreds kat. Hun fortager en pludselig bevægelse og rejser sig igen, så voldsomt, at stolen næsten vælter. I tre lange skridt spadserer hun gennem rummet, til bordet mellem vinduerne. Ud af skabet finder hun en flaske vin, og et krystalglas.

Mens hun nynner en sang fra fortiden. Solen synker tidligere nu, bemærker hun. Hun betragter haven, mens den forsvinder. Træerne irriterer hende. Det har de altid gjort. Hun beholder dem, fordi Johan beder om det. Den kære dreng elsker skoven. Det er nærmest en barnagtig glæde han ejer for den have. Den er endnu som dengang de først var flyttet ind.

Det slår hende, at hun intet aner om hendes søns færd i skoven. Hvad foretager hans sig egentlig der? Paranoiaen steg op i hende, som kvalmende bobler i hendes hals.

I en hektisk bevægelse bunder hun krystal glasset for det indhold. Hendes hæle smælder mod gulvet, mens hun marcherer ud af kontoret. Døren smækker højlydt, også er der igen stille. Alene tilbage i kontoret står den åbne vinflaske og det tømte glas.

En ting måtte man give Susan Linde, hun elsker sin søn højt. Hun vil beskytte ham mod alle verdens fare, hvis hun kunne. Opgaven er dog lettere sagt end gjort.

Mens hun skridter gennem gangen, river hun en mobil op af lommen og trykkede et nummer.

”Jeg skal bruge din hjælp, jeg vil have, du skal holde et vågent øje med min søn.”

 

Under middagen tager Susan sig god tid, til at betragte sin søn. Johan har ændret sig meget, siden hændelsen med Jim, Johans far. De ligner hinanden mere og mere, for hver dag der går. Den tynde muskuløse krop, uglet hvidt hår og blå øjne. Og det er kun udseendet. Johan har også udviklet en fin sans for musik, ligesom Jim. Susan har hjulpet ham på vej. Klassisk er det eneste, som nogensinde ville fungere i deres verden. Jims løgne vil aldrig skade dem igen, hvis det står til Susan. Selv hvor det skulle blive et endeligt.

”Hvad lavede I så, mens jeg var væk?” spørger Susan, mens hun behersket tager en bid af sin mad.

”Det samme som altid mor, lektier og videospil. Stille og roligt”

”Det lyder da spændende.”

”Det er ingenting mor, virkelig.” Siger Johan. Han ser på sin mor gennem stuen. Susan sukker teatralsk og ligger sit bestik fra sig.

”Du er i sandhed en teenager, fortæl mig om skolen.” siger Susan. Normalt ville Susan være i færd med at berette om sin succesfulde forretning, men en lille stemme fortæller hende, at hun bør holde øje med Johan. Frygten for magiens eksistens skærer i hende.

”Fik 7 for min sidste rapport. Har fået nyt for i spansk, som Fabian skal hjælpe mig med.”

”Det lyder da behageligt, Fabian er sådan en god dreng. Dygtig også. Jeg har altid følt, at han var en god ven for dig.” Fortsætter Susan, mens hun drikker af sit vand.

”Ja, han er en god ven. Tak for mad, jeg går i seng nu.” Johan skubber sin stol tilbage ved hjælp af benene. Susan skærer ansigt ved lyden af stolen mod gulvet. ”Johan, nu ikke ridse gulvet.” siger hun i et suk.

Døren til spisestuen bliver smækket. Det er begyndt, at gå op for Susan, at hun intet ved om sin søn og det bekræfter bare hendes ide.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...