Human Masquerade - Dansk

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2013
  • Opdateret: 1 jun. 2013
  • Status: Igang
Johan lever med sin mor, som er en berømt læge med speciale i mentalt forstyrrede børn. Han tør ikke fortælle hende, at hans bedste ven netop er sådan. Måske er hans mor heller ikke helt ærlig i sit erhverv.

Dette er min Nanowrimo november fra i år.

4Likes
6Kommentarer
731Visninger
AA

5. The Emperor

Kapitel 4. – The Emperor.

Johan Linde.

 

Ambition om en drøm, er kun ønsket om at opnå.

Selve kampen for drømmen, kan aldrig forløbe uden strid.

 

Jeg sniger mig ud gennem mit vindue lige efter middagen. Jeg bilder mor ind, at jeg havde det skidt og ville ligge mig. Velvidne mor aldrig vil tjekke op det. Hun tør knapt nok, nærme sig mit værelse.

Det var ikke svært, at komme ud af mit værelse. Lige udenfor mit vindue vokser en stor blomsterranke, som er flettet ind i et net, som sidder fast på husmuren. Jeg har allerede benyttet det til at klatre på utallige gange. Bare lige hen om hushjørnet, hvorfra jeg kan træde op på en tyk gren, tilhørende et bøgetræ.

Fra træet kan jeg hoppe ned på jorden, sikkert og lydløst. Nu befinder jeg mig i haven. Ingen kan se mig, eller høre mig nu. Så jeg følger træerne ind i mørket. Endnu længere inde end bænken, ved en stenmur bevokset med mos og slyngplanter. Muren er smuldrende, og havde revner overalt. Et sted er den endda falden sammen. Det er intet problem at komme over på den anden side. Det går endda uden at blive beskidt.

Nu er jeg ude på den åben gade og kan frit gå, hvorhen det passer mig. Jeg fortsætter mod byen, men drejer af lige før centrum. I stedet går jeg igennem et mønster af sidegader, til jeg kan høre musik. Jeg nærmer mig den festglade del af byen.

Teknomusikken pumper ud på gaden fra gennem dørene, der går op og i. Udsmidere, sikkerhedsteknikere og festglade unge passerer hinanden i dørene, badet i lys og farver. Det ligner baggrunden på en Lucky Look tegneserie. Detaljeret i en ensartet farve. Støjen er øredøvende, men på en måde behagelig.

Jeg fortsætter forbi alle disse farverige døre, ind i en endnu gyde og ned af en trappe. Foran mig er en sortmalet dør med gule ruder af form som tegnene på et sæt spille kort. På ruden formet som spar, var der med grøn tusch skrevet: ’Den Grønne Fe’. Der er stavefejl i ordet ’fe’, så det i stedet er ’fhe’.

Uden tøven skubber jeg døren op. Selv med mit minimale puf åbnedes den på vid gab. En bjælde i loftet giver lyd fra sig, da døren skubber til den. Den hopper frem og tilbage i den tynde snor, som forbinder den med loftet. Den ringer lystigt længe efter jeg er gået ind, og døren igen er lukket.

Lige inden for døren står en stor gammel sofa, som er lilla, og på den ligger den kvindelige dørmand udstrakt. Hun har sin bowlerhat, med røde fjer i, trukket ned over ansigtet og har ellers fødderne oppe på sofaens armlæn. Mellem sine gule fingre holder hun, en stadig tændt, let udbrændt cigar. Der er en særpræget lugt i rummet af sprut, cigar og kat.

Sofaen fylder hele den lille gang, så jeg må gå langs væggen for ikke at ramle ind i den sovende kvinde. Jeg glider tavst forbi hende, presset op af væggen. Det er altid en bedre idé, at forholde sig tavs, når man befinder sig på Den Grønne Fe.

Jeg træder ind over dørtærsklen til barlokalet og bliver straks mødt af behagelig levende musik. Den Grønne Fe er ikke en danseklub, men et sted for levende musik, spillefugle og korrupte typer. Det er stedet du drikker hjertesorgerne ud. Ikke et sted jeg kan komme som Johan, men et sted jeg kommer som Ike Link. Et ganske glimrende dæknavn, som jeg benytter i forretningen.

Jeg holder mig oppe på af bagvæggen, mens jeg studerer atmosfæren. Rummet er oplyst af levende lys og grøntlysende lamper, alt sammen placeret i loftet på lysekroner i forskellige størrelse og design. I midten af rummet er en stor rund scene, kun cirka en halv meter høj. På scenen spiller et ukendt band. Jeg bemærker en fyr på cello, med langt sort hår og en bizar blanding af Steam Punk på.

Jeg fortsætter mod baren. Ejeren er ingen steder at finde, da jeg træder ind i bar området. Ej heller, den kvindelige bartender er at finde ved første øjekast. I stedet er baren bestyret af et par blonde tvillinger, pige og dreng, i matchende grønne sæt. Det berømte, og stadig navnløse, tvillingepar. De flirter med hvert deres køn, mens de deler bestillingerne ud.

Mindre elegant svinger jeg mig op på en af barstolene, med ansigtet mod den drengede tvilling. Han surmuler, da han får øje på mig i mængden af mennesker.

”Gå din vej.” Jeg ryster på hovedet.

Et kendetegn for tvillingerne er, at de talte barnligt og provokerende. De har vist også fået flere fjender på den bekostning. Det gode kendetegn ved dem, er deres præcision. De kan skaffe alt ud af ingenting, og forsikre for virkningen af deres produkt. Det er sjældent, at man kan finde dem uden for baren. Enten arbejder de i baren eller også sidder de i deres lille hjørne. Deres undergrundshandler havde skaffet mig min første elguitar og siden alle andre instrumenter, minus mit flygel. Det stod min mor ene og alene for.

”Du kan selv gå! Ud og finde din chef, jeg skal bruge vores betaling.” Tvillingen af hankøn rynkede brynene, mens hans søster sender os et nysgerrigt blik.

”Hvad skal du have betaling for?”

”Rager ikke dig.” Mit svar er nøgternt og præcist, alene af den grund, at det vil provokere tvillingerne. Jeg banker let med en finger i bordet.

”Vær nu bare en god dreng, og find din chef.” Gud, jeg aner ikke, hvor gammel de to var. De kunne være endnu yngre end mine 19 år. Det skulle ikke undre mig, hvis de var. Den kvindelige tvilling sætter en drink foran mig, og blander sig på den måde i samtalen.

”Hva’ så taber?” siger hun og leger med sin fletning. Jeg svarer hende ikke.

”Hent din chef, eller fortæl mig i det mindste, hvor han er.”

Jeg er træt af at lege deres leg, men jeg er tydeligvis blevet deres offer for aftenen. De ser på hinanden. Beslutningen dvæler i deres blik, før de så slår øjnene ned.

”Det ved vi ikke.” svarer de i kor. Jeg sukker og bunder drinken, før jeg hopper ned af stolen. Den gynger let på sin fod, før den finder balancen.

 

På scenen er bandet færdig med at spille. De forskellige musikere, er ved at pakke instrumenterne væk, mens et andet band gør sig klar og stiller op.

Jeg stryger tæt forbi scenen, ligesom Fabian tager hoppet ned fra den. Han lander bag mig og indhenter mig videre i to skridt. Jeg sætter ikke farten ned, mens jeg fumler i lommen efter noget, der kan ryges.

”Godt show i aften. Du spiller godt på den tingest.” Fabian trækker på skuldrene. ”Hvor er vi på vej hen?”

”Vi er ikke på vej. Jeg er. Jeg skal hente vores velfortjente penge.”

Et par piger i meget nedringede trøjer, træder ind foran os og blokerer vejen totalt. De smiler indsmigrende og kredsede om os som sultne grippe. Fabian svarer uforstyrret på mit spørgsmål.

”Så du vil bare sådan opkræve vores penge? Du leder i virkeligheden bare efter en god grund til at starte et slagsmål.” Pigerne fniser højlydt ved ordet ’penge’ og endnu mere ved ’slagsmål’. Den ene ligger en arm om mig og prøver at trække af med mig, mens den anden giver Fabian samme behandling. Jeg kan ikke se direkte på ham, for så ville han kunne se, han har ramt plet. Jeg sætter farten op og skubber pigerne af vejen, mere brutalt end, hvad jeg tænkt mig. En af dem råber efter mig, men jeg ænser det ikke.

Fabian siger undskyld på mine vegne, men da er allerede ved jeg sparke døren til ejerens kontor op. Jeg bliver mødt af et syn, som jeg ikke kan ønske for min værste fjende.

Ejerens navn er Tony, og han er kendt for at være klam. Ikke bare minimalt uvasket, men frastødende klam. Dog overgår han alle mine forestillinger. Han har ingen bukser på og tager sig et ’velfortjent’ hvil, mens hans computer afspiller ’Yellow Submarine’ med the Beatles i et par hovedtelefoner. Heldigvis er den kønne kvindelige bartender ikke til stede. Forhåbentligt har hun fri, og behøver aldrig at møde dette syn.

Tony tørrer sig om munden med en med fed hånd.

”Nå så her kommer du … I.” siger han. Han retter sig selv, da Fabian træder ind af døren som min højre flanke. Jeg siger intet, men prøver at skjule min afsky og overraskelse. Det går ikke specielt godt. Fabian sukker dybt, mens Tony prøver at knappe sine bukser. Det er nærmest uhyggeligt, at man kan være så fedtet, at enes hænder glider på et læderbælte. På en måde minder Tony mig om en stor fed baby, som ikke kan klare sig alene, og har brug for konstant hjælp. En meget grim baby endda, nu, hvor jeg har tilladt mig at være ærlig. Grim som arvesynden. Mine øjne sveg ved synet.

Tonys store korpus bliver presset ned i hans lille bitte kontorstol, som sank mindst en halv meter. Hans øjne er stift rettet mod os, som om han forventer, at vi vil gribe ham i kraven og tage hans fedtede penge. Han holder i det mindste, hvad han lover og tæller pengene op, en beskidt pengeseddel af gangen.

Jeg fortryder næsten mit valg, da jeg ser Tonys fingeraftryk på sedlerne. Sedlerne er så fedtede, at de nærmest er våde.

Fabian tager imod dem, som om de er en tikkende bombe og stopper dem i lommen. De tilhører ham, for han har spillet aftenens koncert. Faktisk spiller han næsten alt vores musik, fordi han ikke alene er den bedste musiker af os, men også den eneste, der ikke skulle snige sig ud af sit hjem.

Hurtig forlader vi kontoret og tilbage mod baren. Tvillingerne sender os nysgerrige blikke og deres øjne er ubehageligt opspilede. Jeg snupper en pengeseddel fra Fabian og vifter med den, som provokation. For tvillingerne vil det være, som at sætte et piratflag op, eller gå hen til det modsatte hold under en fodbold kamp og råbe sit hold slogan. Hvis ikke de var for travlt optaget af arbejdet, havde jeg fået tæsk på stedet. I stedet må de nøjes med at se på os, med deres hadefulde blikke, mens vi frit kan sætte os til rette.

Fabian tager pengene tilbage og ligger dem i sin pung.

”Hvorfor gjorde du det?” spørger han. Jeg ser op i loftet og trækker på skuldrene.

”Hvorfor handler vi, som vi gør?” spørger jeg, med blikket rettet mod loftet, og de grønne lamper.

”Du er drønirriterende for tiden. Det er som om, at du er flere personer på engang. Du ændrer konstant adfærd.” Igen trækker jeg på skuldrene. Fabian siger intet yderligere fra det øjeblik, men rejser sig pludselig op. Han forsvinder ud i mængden af mennesker hurtigere end jeg kan følge med. I halvvejs oprejst position sætter jeg mig ned igen. Jeg spejder ud i havet af mennesker og spejder efter ham, men kan først slet ikke se ham.

Pludselig dukker han op igen. Hans højde gør, at han er let genkendelig. Han ikke længere alene, men flankeret af en køn kvinde. Helt sikkert ældre end os. Hun er cirka et hoved mindre end Fabian, med lange gyldne krøller, der først stopper ved hendes hofte. Hele hendes person afgiver en anden slags atmosfære, end alle andre i lokalet. Hendes hud er solbrændt i en pæn naturlig farve. Jeg ligger mærke til, at hendes blå øjne, de er ligeså smalle som øjnene på en kat.

Da de sætte sig ned, bliver jeg overrasket over, hvordan hendes påklædning ser ud. Normalt er pigerne i denne del af byen iklædt tøj, der matcher den lurvede feststemning. Korte kjoler og nedringede trøjer, med en taske under armen. Pigen foran mig er iklædt en lyseblå skjorte med tern, med opsmøgede ærmer, indenunder en brunlig jakke af groft stof. Hendes bukser er et par almindelige jeans, som munder ud i hendes brune læderstøvler. Tøjet er ikke helt nyt, det er for nusset, som om hun har sovet i det. Nok meget sandsynligt. Før hun sætter sig, stiller hun en guitarkasse op af stolen. Den er rød, fyldt med klistermærker, og virker meget gammel.

Da hun ser på mig, er det som om hendes øjne ser ned forbi hendes smalle næseryg og ned på mig, selvom vi er lige høje ved bordet. Hun smiler let, så to smilehuller kommer frem i hendes kinder. En hånd er pludselig skudt tværs over bordet.

”Dette er Samantha. Hun er en landevejsmusikant.” siger Fabian.

”Mit navn er Samantha, du kan kalde mig Sam.” siger hun. Jeg tager hendes hånd, mens jeg skæver til Fabian.

Hvor fanden kommer hun fra?

”Sam og jeg mødtes her forleden, og faldt i snak. Hun er musiker som os. Hun har et forslag til os.” siger han. Jeg prøver at aflæse hans ansigt, men det er, som at læse en nyanlagt mur. Sam nikker ivrigt, som for at give ham ret. Den opgivende panderynke kommer igen på hans ansigt.

”Jeg vil ikke tvinge dig til at vælge, jeg beder dig, som en ven, om at lytte.”

Jeg ved, at han ikke vil stoppe med at betragte mig, før han har fået et fornuftigt svar. Jeg nikker. Sam tager straks ordet.

”Jeg fulgte jeres koncerter i sidste uge.” siger hun. Min hukommelse går straks i gang. Afsøger kort min hjerne for sidste uges jobs. Fabian og jeg spillede faktisk sammen engang den weekend. Fabian på trommer og jeg på guitar.

”Okay, tak.” Jeg formår ikke, at komme op på et mere intelligent svar, før Sam kaster sig ud i en brandtale, så krøllerne på hendes hoved bliver kastet overalt. Hendes hår rammer mig i ansigtet flere gange. Ikke hårdt, men det føles som at få en kattekilling kastet i hovedet.

”Jeg så jer spille på en af de andre klubber. I spiller udmærket.” Jeg ser på Fabian og mimer ordet ’udmærket’. Han trækker på skuldrene.

”I burde få jer et rigtigt band. Og det er her jeg kommer ind.”

”Hvad men er du?” siger jeg. Jeg afbryder hende brutalt. Griber hende endda i armen. De blå øjne slår mig i møde, det er som om, de er i stand til at bore sig ind i mine. Hendes anden hånd ligger sig på mig og tvinger den til at give slip. Jeg glor på vores hænder. Hendes hud er virkelig blød, og dog har hendes fingre en stor styrke. Blidt skubber hun min hånd tilbage til mig.

”Hvis vi gik sammen, kunne vi skabe noget genialt.”

”Genialt …”

”Ja, et rigtigt band, med koncerter og meningsfuld musik. Kom ud i rampelyset, som de geniale mennesker I er. Jeg har ledt efter nogen som jer længe.” Det tog sin tid, før ordene bundfældede sig.

”Du … mener det? Det her? Du vil være med os … I et band?” Ordene snubler over hinanden og bliver til en forfærdelig stammende lyd.  Sam nikker. Forventningen lyser ud af hendes øjne.

”Jeg har endda idéer til et koncept og et navn. Selvfølgelig er det hele oppe til diskussion.” I sekunderne efter stirrer jeg bare på hende. Jeg er mundlam. Fabian prøvede at siger noget mere, men det forsvinder i larmen fra omgivelserne.

”Du vil jo gerne væk, du kan ikke holde din mor ud, og du hader dit liv.” siger han gentagende gange. Men det er ikke hans liv, og lige nu kan jeg ikke tage den beslutning. Jeg kan slet ikke huske, om jeg siger farvel til dem, men pludselig er jeg på vej ud.

Pludselig har jeg rejst mig op, og er halvvejs ude af lokalet. Den kolde natteluft er beroligende og nedkøler mig. Idéen kører rundt i mit hoved, som en snurretop. Der er så mange muligheder, men også så stor en usikkerhed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...