Human Masquerade - Dansk

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2013
  • Opdateret: 1 jun. 2013
  • Status: Igang
Johan lever med sin mor, som er en berømt læge med speciale i mentalt forstyrrede børn. Han tør ikke fortælle hende, at hans bedste ven netop er sådan. Måske er hans mor heller ikke helt ærlig i sit erhverv.

Dette er min Nanowrimo november fra i år.

4Likes
6Kommentarer
729Visninger
AA

16. The Devil

Kapitel 15. – The Devil.

Den anonyme fortæller, Larry.

 

Straffen for afhængighed,

Er et møde med djævlen.

 

Susan er fuld, meget fuld. Hun har ikke været så fuld siden sine unge år, omtrent lige efter Jims forsvinden, der var også en periode med stor kærlighed til vodka. Og nu er hun altså fuld igen.

Fjernsynet kører på en tilfældig lokal kanal. Det er det eneste sted, hun kan se sin søn, sammen med hans band og deres rædsomme musik. Lige nu bliver der spillet en duet. Hendes søn synger, sammen med den kort hårede galning. De er klædt ud i eventyr kostumer, med Fabian på trommer som den store stygge ulv.

Raseri bobler lige under overfladen. Den uforskammede unge vover at ødelægge sin mors gode rygte med sin oprørske opførsel. For ikke at tale om, at han kan lukke hospitalet ved et telefonopkald og anklage om vanrøgt. Der er intet sket endnu, men truslen hænger over Susan Linde.

Løbet er kørt for kære Susan, det har hun indset over hendes fineste flaske gin. På grund af det kaos, hendes søn har skabt, har nogle patienter haft held til at stikke af. Medierne har fået færten af den ødelagte facade og har grebet chancen. Aviserne har skrevet om flugten hele ugen.

Med overskriftet som: MENTAL PATIENTER FORSVUNDET, EFTER FLUGT! og PANIK PÅ GALEANSTALTEN.

Forældre kimer Susan ned og forlanger at få deres børn hjem. Til sidst havde hun revet telefonen ud af stikket, før hun havde sat sig til at vente.

Hvis ikke hendes søn giver hende det sidste skub ud over kanten til hendes egen udryddelse, vil forældrene og patienterne. Spørgsmålet er kun, hvem der kommer først. På en tvistet måde er det spændende.

Latteren bobler sig igennem Susans krop, ud af hendes mund, i form af en uhyggelig lyd.

Der bliver banket på døren. Det er tre hårde og kedelige bank, som Susan let kan genkende. Banket tilhører dr. Liam, som nu stikker sit forpjuskede hoved ind af døren.

”Susan!” kvækker han, med sin lyse stemme. Hun sukker dybt bare ved lyden af den. Som en mus, men forståelig og i fordoblet størrelse.

”Hvad er der, Liam? Jeg håber der er tale om en Tredje Verdenskrig, for din skyld.” siger hun træt.

”Nej, desværre. ”

”Hvad så?”

”Der står en mand i receptionen, som gerne vil tale med dig.” siger Liam.

”Bed ham om at forsvinde eller dø i en husbrand.”

”Det er ikke en journalist.” fastholder Liam, som om Susan vil springe op af stolen alene af denne grund.

”Jeg gider heller ikke tale med forældre, forsikringsmænd, kommunalt ansatte eller bedemænd.” siger Susan og trækker hvert enkelt erhverv ud.

”Oh, jamen i det tilfælde, så vil du nok blive glad for at høre, at din eksmand er her.”

”Liam, du må virkelig holde op med at ryge i arbejdstiden, vi er ikke lukket endnu, at du ved det.”

”Jeg er skam gravalvorlig; og ædru.”

Susan drejer sin stol, med en heftig bevægelse.

”Min eksmand, Jim, står i receptionen?”

”Ja. Han forlangte at tale med dig.”

”Han hvad?” Susan rejser sig op og marcherer omkring hendes skrivebord. Hun fortsætter forbi Liam i døren, ud på gangen, ned af trappen og til højre. Receptionen er stadig beskidt, med ødelagte døre og væltede stole. Midt i alt dette sidder Jim, iført en grøn uniform og rygende på en cigaret. I lokalet går sygeplejere rundt, sammen med sikkerhedsansvarlige. Alle skæver de til Jims malplacerede person.

Han ser ud som om, at han ikke kan føle den unaturlige stemning i lokalet. Ej heller, reagerer han på ødelæggelserne i lokalet. Han sidder og læser avisen fra flere dage siden og som er delvist ødelagt.

”Jim.” gisper Susan, før hun kan stoppe sig selv. Han reagerer med det sammen, rejser sig og går hende i møde med hurtige skridt.

”Susan, endelig er du her. Er du klar over hvor længe jeg har ventet?” siger han, afslappet og kontrolleret. Hun hvæser af ham og vrider sig udenom hans arme.

”Nej, det ved jeg ikke! Hvis du ikke har lagt mærke til det, så har jeg haft travlt. Patienter er forsvundet og … og!” Hun stopper midt i sin sætning, da hun ser hans indforståede ansigtsudtryk.

”Åh Gud! Du ved det allerede.”

Susan vender rundt og går tilbage mod sit kontor.

”Er du så kommet for at gøre grin med mig? Le af mit nederlag!” spørger hun.

”Susan, jeg har fulgt med i dit liv i flere år.” siger han blidt. Hans stemme er stadig fyldt med samme søde kærlighed, som dengang for flere år siden.

”Hvorfra? Hvordan? Jeg ville have vidst det, hvis det var sandt!” hvæser hun lavmælt.

”Susan, se på mig. Se på min uniform. Det er en gartners. Jeg har arbejdet i din have i år nu, overvåget dig og Johan.”

”Løgner! Som om jeg ikke ville kunne genkende dig!” hyler Susan. Hun griber den nærmeste ting, en eller andens brugte kaffekop, som hun kyler efter ham. Jim undviger ikke koppen, men bliver ramt i mellemgulvet. Det slår luften ud af ham, hvilket giver Susan lejelighed til at gå. På vej forbi ham, må hun undertrygge trangen til at give ham et solidt spark i hovedet.

”Susan, for fanden!” mumler han hæst.

”Så nu, efter alle de år, træder du frem, for at grine af mig, fordi jeg lod min jorde af nogle teenagers!”

”Nej, Susan. Det kunne jeg aldrig finde på.” siger Jim, med en tyk tone af skuffelse i sin stemme.

”Jeg er her for, at give et sidste forsøg på at tale dig til fornuft.”

”Fornuft, der er ingen fornuft i dette!”

”Jo, der er, men du ville ikke lytte eller forstå.” siger han fast.

”Du ’tryllede’ et øje frem i vores loft!”

Susan vender sig op og langer ud efter Jim. Sygeplejerskerne skynder sig af vejen og giver pokker i deres arbejde. To uheldige patienter står, efterladte i et hjørne, ryster under hendes vrede. Han undviger hende let, ved at tage et skridt bagud og to til venstre. Det er som en dans at se på. Selv i den klodsede heldragt virker han overnaturlig elegant.

”Du kan stadig nå at stoppe det her!” råber han efter hende, mens hun skynder sig ned af gangen.

”Du har skubbet vores søn væk, men du kan stadig få ham igen!”

Døren til kontoret smækker og Jim bliver stående udenfor. I nogle lange rystende åndedrag bliver Susan stående indenfor døren. Et øjeblik finder hun sig selv ønske, at Jim vil bryde døren ned og tage hende i hans arme, men det sker ikke. I stedet kan hun høre ham gå. Hans skridt forsvinder gennem gangen, og denne gang vil han ikke komme igen. Tårer falder fra hendes øjne, inden hun kan stoppe dem.

Og så kom latteren. Den kommer iskold og dræner alt varme i kontoren. Den stammer fra bag hendes skrivebord, som Susan står med ryggen til. Hun tør ikke bevæge sig. At vende sig om kan være vejen til en direkte død.

”Jamen dog, Susan. Græder du?” spørger stemmen, følelsesløs og tone løs.

”Det rager ikke dig! Min person rager ikke dig!” råber Susan, men uden at vende sig rundt endnu.

”Og dog, har du i al den tid været afhængig af min hjælp. Alistair spioner på min søn! Alistair afskær min søn og hans venner vejen fra hospitalet! Alistair, jeg er ensom!” siger han og efterligner hendes stemme, forvrænget og hysterisk.

”Hvor mange gange har jeg ikke hørt på dette, gennem årene, Susan? Mange! Det er også helt i orden, Susan.” siger stemmen. Kolde hænder ligger sig om Susans skuldre og et par blå læber ligger sig tæt ved hendes øre. Hans person er så tæt på hende nu, at hun bør kunne føle ham, men der er intet. Hans krop kan ligeså godt være lavet af kold luft.

”Det eneste du skulle gøre til gengæld, min lille hævngerrige engel, var at dræbe dem! En efter en, så de vidste, hvor uønskede de er, men selv det kan du ikke finde ud af!” hvisker han ømt.

Hendes hænder dirrer og læberne bævrede. Der er intet forsvar mod dette væsen. Hun kan ikke engang huske, hvornår det begyndte at opsøge hende eller om hun overhovedet har set det. Hænderne bevæger sig omkring hende krop, men i hver deres retning, stadig uden presset på hendes ryg mindskes.

En halvkvalt lyd forlader hendes hals, da en langfingret hånd ligger sig om hendes hals. Den anden hånd kravler frem og tilbage mellem hendes bryst og mave.

”Hav nåde!” beder hun. Endnu flere tårer baner sig vej fra hendes øjenkrog og ned langs med hendes spidse næse. Væsnet bag hende ler, så hun kan mærke en vibration i gulvet. Det virker som om endnu flere hænder har fat i hende. Leger med hende og gør hende pinligt berørt, samt opstemt over hele situationen.

”Kom nu, lille Susan, lille dronninge bi. Fortæl mig nu ikke, at du ikke gider lege mere.” siger væsnet i hendes øre.

Susan spærrer øjnene op. Et sted bag hende lyder det som om tusinde vinger slår slag i takt, men det er umuligt. Er det ikke?

”Det er ikke det!” siger Susan i et vagt forsøg på at forklare sig.

”Jeg har brug for tid!” siger hun. ”De er alle sammen efter mig, jeg kan ikke bevæge mig uden at blive afsløret.”

Nu hvisker hun. De usynlige fingre har presset luften tilstrækkeligt ud af hendes lunger til, at der kun er en hvisken tilbage.

Væsnet strammer grebet om hende endnu mere. Nu bliver hun holdt fast, som en flue af en edderkop, fortabt. Læberne kører op og ned af hendes hals, mens deres ejermand stadig lo.

”Tid, Susan, er det eneste jeg ikke har at tilbyde! Det er for sent, at komme videre herfra. Nu må vi sætte fut i tingene!”

Væsnet ler af sin egen vits. Susan stirrer frem for sig, opslugt i frygt. Det er en vished, at hun vil dø for dette væsens hånd, men hun har aldrig troet, at det vil blive nu.

Hun stirrer og stirrer, da noget glimtende fanger hendes blik. En lighter, af sølv med motiv af en drage, som ligger på gulvet nær døren. Hun genkender den endda, som tilhørende Jim. På en eller anden måde har den fundet vej ind på kontoret. Susan gør sig fri af dæmonens greb og samler lighteren op.

”Jeg forstår. Jeg må hellere i gang med forberedelserne, så.” siger hun og stopper lighterne i lommen.

Latteren bag hende bliver fjernere og fjernere, til et vindpust er det eneste tilbage.

”Jeg vil have det hele væk inden i daggry!” siger vinden, som en sidste ordre.

En mørk tåge samler sig i kontoret. Den trænger ned i Susans lunger og fylder hende med en ubeskrivelig kulde. Det gør ondt helt ud i fingerspidserne, samtidig med hun bliver fyldt med en ubærlig glæde. Glæden ved magt og kraft, som nu blomstrer dybt i hendes mave. Latteren vokser og hvirvler rundt i den kolde vind, men denne gang tilhører den ikke en fremmed dæmon, men Susan selv.

Et kort blik i spejlet afslører en dyb forandring i hendes udseende, men den har Susan ikke tid til at beskæftige sig med. I stedet stirrer hun ind i sine røde øjne og smiler.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...