Human Masquerade - Dansk

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2013
  • Opdateret: 1 jun. 2013
  • Status: Igang
Johan lever med sin mor, som er en berømt læge med speciale i mentalt forstyrrede børn. Han tør ikke fortælle hende, at hans bedste ven netop er sådan. Måske er hans mor heller ikke helt ærlig i sit erhverv.

Dette er min Nanowrimo november fra i år.

4Likes
6Kommentarer
740Visninger
AA

8. The Charit

Kapitel 7. – The Charit.

Johan Linde.

 

En erobring leder til vanskeligheder.

To erobringer leder til sandheden.

Måske.

 

Morgensolen vækker mig ubarmhjertigt. Jeg vælter ud af sengen og triller ud på gulvet, alt imens jeg udtrykker mig i en gurglende lyd. Udstrakt på gulvet, ser jeg op i loftet. Der er et edderkoppespind i hjørnet over min seng. Jeg gnider mine trætte øjne med den ene hånd. Den anden ligger slapt på gulvet.

Tankerne er endnu ikke begyndt at røre på sig, men de er der. De flyder rundt i min underbevidstheds mørke, og prikker til resten af mig.

Jeg ruller om på siden og stirrer på vækkeuret. Klokken er næsten 12. Hurtig hovedregning fortæller mig, at jeg har fået omkring 3 timers søvn. Der er ikke noget at gøre, jeg må stå op. Igen regner jeg på det. Der er 1 times tid til min klavertime. Lige nu spiser min ækle stivnakkede lærer, hvis navn er uden betydning, morgenmad med min mor, i den pæne spisesal. Jeg har ingen intentioner om at gøre dem selskab. Faktisk har jeg ingen appetit, kun tømmermænd og en gusten druk ånde.

I små skridt kommer i tøjet. Jeg magter ikke et længere bad. Jeg nøjes med at vaske mit ansigt og sluge en halv tube tandpasta. Så trækker jeg en grim orangeternet sweater over hovedet. Mere behøver jeg ikke, da jeg stadig er iført mine jeans fra gårdsdagens ’fest’.

Jeg ser på uret. Der er kun gået 10 minutter med påklædning og renlighed. Så jeg snupper mit æggeur, af form som en gul høne. Jeg sætter det til at ringe efter 40 minutter, før jeg ligger mig til at sove igen.

Søvnen indhenter mig, så snart jeg ligger hovedet på puden. Det er en underlig søvn. Jeg ser hele tiden pigen, Samantha, stå foran mig. Hun taler til mig, men ikke med hendes egen stemme. Hun snakker som pigen fra bag hækken. Store ord og små sætninger. Hele samtalen kører mellem galskab og normalitet. Nogle gange kan jeg slet ikke forstå ordene. De er der bare. Og så skal jeg vågne igen.

Uret hyler og jeg smider mig ud over sengekanten i Ninja style. Rullefald og baglæns salto, på trægulv. Ingen smerter eller morgenhår, slet ingen.

 

Musiklokalet var en del af vores lejlighed. Mor havde personligt fået det bygget sammen med hendes såkaldte vinterhave. En vinterhave er åbenbart et koldt rum i blege farver, fyldt med potteplanter i overstørrelse. Der er en form for scene, hvor mor havde fået den sølle gartner, til at slæbe et piano op. Hun havde endda skaffet en cello, fordi hun ved Fabian spiller. Det er totalt overflødigt. Vi spiller aldrig sammen.

Det er her jeg spillede musik, ifølge min mor.

 

Jeg spiller en glad melodi på klaveret. Jeg har glemt dens navn. Det er bare en endeløs række af noder, som jeg intet føler for, skrevet af en berømt død gut.

Bag mig sidder min lærer. En ældre mand med samme frisure, som Einstein. Tror også det er det samme jakkesæt. Jeg kan se hans spejlbillede i klaverets blankpolerede sorte overflade. Han øjne er lukkede og vipper sit hoved frem og tilbage, næsten i takt med musikken.

Han ligner en idiot, som han står med armene over kors. Alt for alvorlig en posering til musikkens følelser og intentioner. Musik skal være i stand til at få følelserne frem i folk, ikke give dem det mest episke stoneface på. Man skal kunne se afspejlingen af musikken i lytterens kropssprog.

Jeg hader klassisk musik alene af denne grund, at alt skulle druknes i alvor og store ord. Perfektion slår fuldstændig min gnist ihjel.

Sangen slutter. Mine fingre spiller de sidste toner i ren automatik. Min lærer retter sig op og klapper overdrevet i hænderne. Det er som om han tror, at der et helt publikum, som klapper med. I virkeligheden er der kun ham, der står placeret mellem en rododendron og en kæmpebregne. Han kunne nemt gå for, at være en uhyrlig grim havenisse.

”Det var meget flot, Johan, men jeg stopper dig lige her. Kunne du selv se, hvad du gjorde galt i dette stykke?” spørger den lille mølædte Einsteins-lignende-mand, mens han vipper frem og tilbage på hælene endnu heftigere end før.

Som svar har jeg flere ondskabsfulde sætninger, som vil få sarkasmen til at drive af væggene. Selvfølgelig bider jeg dem i mig. Jeg kan ikke tillade mig, at opføre mig som en idiot. Han prøver trods alt bare at gøre sit job. Det er ikke hans skyld, at jeg ikke kan være ærlig overfor mig selv, eller min mor.

I stedet svarer jeg: ”Noget med mol?”

Jeg siger det i den mest troskyldige tone, jeg kan fremmønstre.

”Nu ikke så dum. Nu skal du bare se.” siger han og klasker sine buttede fingre ned på tangenterne. Han spiller det samme musikstykke igennem, nøjagtigt som jeg gjorde det. Der er slet ingen forskel.

”Her og her; du glemmer fuldstændigt hvilken linje de spiller.” Han lyder som om, det er spændende, det er det sikkert også i hans øjne. For mig er det at tæve glæden ud af musikken.

”Ah, jeg er med!” siger jeg og spærrer øjnene let op. Han gør plads til mig ved klaveret, men tager dog selv plads ved min side på bænken. Jeg begynder at spille igen, denne gang prøver jeg rent faktisk. Måske vil timen slutte hurtigere, hvis jeg bare yder noget. Jeg tvivler på, at min lærer virkelig gad undervise mig. Jeg udviser lige så stort talent som en snegl. Han er her vel kun, fordi mor har penge og gode forbindelser.

Jeg kan føle hans blik på mine fingre, mens jeg spiller. Det må være en underlig forandring for ham. Normalt er det et held, hvis jeg får to linjer rigtigt. Ganske rigtigt, så snart jeg er færdig, blev jeg ikke mødt af et bifald. Kun ren forbløffelse. Han stirrer på mig som om, der er sket et mirakel.

”Tak for timen. Det gik godt i dag.” siger jeg smilende.

Jeg forlader klassen, mens han stadig sidder mundlam.

 

Den pludselige slutning på klavertimen gør mig rastløs. Jeg føler mest for at løbe en tur, men det kan der ikke være tale om. Mine løbeture bragte mig altid forbi Fabians hus, og der gider jeg ikke hen. Derfor ender jeg med at sidde og spille musik på værelset, mens jeg prøver at skrive sange. Musikken er sær og de tekster jeg skriver, er endnu værre.

Det banker på døren, midt i min fjerde sang.

”Kom ind.” siger jeg, mens spiller videre.

Døren går langsomt op, og min mor træder ind.

”Johan, jeg vil gerne tale med dig.” siger hun.

Jeg ser op på hende og nikker kort.

”I orden, jeg har tid nu, hvis det er.”

”Jeg syntes det er på tide, at vi taler om din fremtid, Johan.”

Mor sætter sig på kanten af min seng, ved siden af mig. Det er unaturligt. Jeg er aldrig så tæt på hende. Jeg kan lugte hendes parfume. Jeg sætter guitaren ned.

”Fint, jeg har det faktisk på samme måde.” siger jeg.

”Johan, du er næsten færdig med gymnasiet, og bagefter ønsker jeg, at du tager lægeskolen. Jeg har allerede meldt dig ind.”

”Mor, jeg har fået tilbud om at være med i et band. Jeg vil gerne.”

Jeg ser ned på gulvet og taler, som om jeg slet ikke høre hendes tilbud. Mor sidder lamslået tilbage. Igen rejser jeg mig og går, inden mundlamheden fortager sig. Senere kommer der et kæmpe skænderi, men lige nu er ligeglad. Jeg går ned i haven, for der er noget, jeg må gøre.

 

Haven er så beroligende, som nogensinde før. Gartneren er der, ikke langt væk fra bænken. Jeg smiler anstrengt og vinker til ham. En behandsket hånd vinker igen. Han står under de skyggefulde træer og falder næsten i et med dem, i sit mørke gartner jumpsuit. Jeg sætter mig på bænken.

”Er du her?” spørger jeg.

Jeg lytter efter hende, og kan høre hendes vejrtrækning på den anden side af hegnet. Roligt, men tydelig.

”Du behøver ikke sige noget, hvis du ikke vil. Jeg ved, at jeg var en idiot.”

”Godt, du selv kan se det.” hvisker hun så, næsten uhørligt.

”Undskyld.”

”Jeg bør også undskylde.”

”Nej! Nej, det er der ingen grund til. Bare vi er venner igen.”

Jeg frygter, at jeg har sat nogle forkerte tanker i gang for hende. Jeg frygter, at vi ikke kan gå tilbage nu. Heldigvis ler hun sin søde latter.

”Det er vi, Johan.” siger hun.

”Jeg er glad.” siger jeg igen og lyder retarderet. Hun ler igen.

”Emma.” siger hun så.

”Hvad?”

”Mit navn er Emma. Det er kun fair, du kender mit nu.”

”Emma,” gentager jeg.

”Jeg var meget oprørt i går.” siger hun.

”Det var vi begge to.” hvisker jeg tilbage.

”Din mor har tænkt sig, at forhindre jeg kommer ud herfra.”

”Hvad?”

Jeg råber i en blanding af vantro og opblussende vrede. På den ene side gider jeg ikke flere beskyldninger mod min mor. Og dog ved jeg, at beslutningen om udskrivning af patienter er hendes. Jeg rejser mig, men sætter mig så ned igen.

”Dæmp dig. De lytter med i alt, de er overalt.” siger hun så.

Jeg skal lige til at sige noget, men så lyder der råb. I en hurtig bevægelse vender jeg mig fra hækken og stirrer ud i haven. Der er ingen, kun gartneren. Han fejer blade af stigen, men han har musik i ørene og headbanger som en anden rock stjerne. Så går det op for mig, at det kommer fra pigen side. Der kommer flere skrig nu. Emma skændes højlydt med en af plejerne, at dømme efter stemmerne.

”Du har udgangsforbud.” siger plejeren med dyb, træt stemme.

”Rend mig noget så groft!” råber Emma, så hele skoven bliver stille. Fuglene stopper med at synge, selv gartneren tager sine hovedtelefoner af og ser i min retning.

Så lyder slaget. Knoer mod hud. Derefter lyder der et bump. Pigen er faldet til jorden, men plejeren stopper ikke.

En behandsket hånd ligger sig over min mund, og jeg bliver trukket væk fra hækken. Snubler efter den mystiske hånd. Et øjeblik bliver jeg overvældet af lugten af jord og græs. Jeg følger hånden op til dens ejermand; det er gartneren.

Han holder en finger for sine læber og slipper mig så.

Det er første gang, jeg er så tæt på ham, at jeg kan se hans ansigt. Han virker bekendt, med sit rynkede ansigt og hvidlige hår. Jeg får ikke lang tid til at se på ham, for lydene bag hækken bliver voldsommere.

Slagene haglede ned over hende. Jeg kan tælle dem. Det er ubehageligt at høre på, og det selvom Emma intet siger. Hvor foruroligende det end lød, lavede Emma ingen lyde.

Plejeren mumler noget uforståeligt for sig selv. Pludselig kan man høre skridt på den anden side af hækken. To par fødder. Det ene bliver nærmest slæbt af sted.

Jeg kan stadig høre slagenes lyd mod huden på vejen tilbage. Gartneren holder et fast greb i mig, mens han trækker mig tilbage mod huset. Vi stopper på halvvejen, hvor han placerer mig op af et træ.

”Jeg har fulgt med i dit og pigens liv herude. Så jeg ved, du holder af hende, derfor vil jeg kun sige det her en gang, forstået? Du må se, at kommer ud herfra og få hende med dig! Susan Linde lader aldrig nogen af jer, få et selvstændigt liv.” siger han, før han slipper mig og går tilbage, ind i skoven og haven. Mod bænken.

Jeg sætter mig ned, med ryggen mod et træ, mens jeg tænker mig om. Gartneren har ret. Jeg bør løbe så hurtigt jeg kan, men først … Hvordan skal jeg få hende ud fra det sted?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...