Human Masquerade - Dansk

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2013
  • Opdateret: 1 jun. 2013
  • Status: Igang
Johan lever med sin mor, som er en berømt læge med speciale i mentalt forstyrrede børn. Han tør ikke fortælle hende, at hans bedste ven netop er sådan. Måske er hans mor heller ikke helt ærlig i sit erhverv.

Dette er min Nanowrimo november fra i år.

4Likes
6Kommentarer
739Visninger
AA

15. Temperance

Kapitel 14. – Temperance.

Johan Linde.

 

Harmoniske forhold opnås gennem kompromis.

 

”Tror du på Emmas historie?” spørger Samantha mig, mens vi vasker op efter aftensmaden. Jeg tager imod et vådt glas, som jeg begynder at tørre af, mens jeg tænker over mit svar.

Der er nu gået næsten en måned, uden min mor har prøvet at gøre os skade. Til gengæld er stemningen blevet anspændt. Usikker. Vi mangler noget, før vi kan få drømmen om et band til at fungere. Desværre har vi alle hver vores ide om, hvad der mangler. For mig er det et bevis. På Emmas evner, magien, som kan bevise, at min mor ikke bare er en sindssyg kælling, som Fabian ellers synes at tro.

Jeg ser på Sam, med et hævet øjenbryn.

”Jeg tror på hende, men det handler om, hvordan man ser på det.” svarer jeg, med omhyggeligt udvalgte ord.

”Hvad mener du?”

”For eksempel, jeg har altid haft det et billede af magi, som musik.” siger jeg og tager imod et nyt glas.

”Virkelig?”

”Ja, det var min far, der gav mig ideen.” siger jeg. Samantha har hørt historien om mine forældre fra Fabian. Han har åbenbart sladret til Sam og Indien, mens jeg var undercover.

”Hvordan er musik magisk?”

Sam tømmer vaskebaljen i vasken.

”Det er svært at forklare, men det er fordi musik smitter andre med sangenes følelser.”

”Aha, jeg forstår. Dit syn på magi er i virkeligheden, at give andre en magisk oplevelse.” siger Samantha, med den stemmeføring hun bruger, når noget nyt går op for hende.

”Ja, sådan kan man godt formulere det.”

”Men tror du på Emma?”

”Ja. Jeg ved bare ikke, om Emma er blevet fyldt med løgne, som hun nu selv tror på. Eller, om der er noget om snakken.”

”Jamen, du så jo alle de børn. Var der ikke noget magisk over dem?” spørger Samantha. Hun betragter mig nu, som om Fabian har smittet hende med sit gennemtrængende blik.

”Ikke magi, på den måde jeg forstår det. De var nærmere drænet for liv.” siger jeg og gyser ved mindet. Faktisk virker det hele så fjernt nu. Nærmet urealistisk, som om det kun var en drøm.

”Sørgeligt, så får vi nok aldrig svar.”

”Hvad skulle vi have svar på?”

”Hvad Susan rent faktisk gjorde ved børnene.”

”Huh?”

”Jeg mener, hvad hvis den ’magi’ sygdom hun opfandt, kun var noget hun opfandt. Noget, som hun i virkeligheden førte over på de sølle børn, der måtte ende hos hende. Og hvad gjorde hun så ved dem? De ar Emma har … Hvordan får man sådan nogle?” spørger Sam.

Jeg svarer hende ikke, men glider ind i en lang tankerække. Hun synes at tale i en evighed, om magiens egentlige eksistens. Sam ved ikke, at gartneren er min far. Jeg har slet ikke fortalt det til noget. Fabian har nok en anelse om det, men han vil aldrig spørge mig direkte.

 

En ting er tydeligt for mig; vi kan ikke vente for evigt på, at min mor tager hævn mod os. I stedet må vi fortsætte og gøre alt det, der er vigtigt for os: musikken. Emma har vist sig at være lærenem og glad for musikken. Talentet vokser på samme måde, som hendes skønhed. Hun bliver køn at se på. Levende.

Samantha kan dog berette, at hendes krop har skrammer, som nok aldrig vil forsvinde, og at hun har skrækindjagende mareridt. Emma selv taler aldrig om, hvad der hændte hende på hospitalet. Jeg nænner end ikke at spørge hende. I stedet traver jeg rundt, når jeg ikke kan spillet eller skrive musik, mens jeg lader mig plage af de ubesvarede spørgsmål.

Imellem tiden har Fabian og Samantha, med Indien som deres tekniker, taget de lokale medier i hånden. Reklamer kommer op, og musik bliver spillet i lokalradioen. Snart vil turen komme til fjernsynet, en lokalnyhedskanal vil købe vores sange, som underholdning om natten. Alt dette er løftet, men uden sange vil det aldrig gå i opfyldelse. Derfor er tiden inde til at skrive noget seriøst.

”Jeg syntes stadig, at vi skal gå efter en form for storyteller musik.” foreslår Sam, mens hun læser de seneste tekster igennem. Jeg nikker fraværende med hovedet, i en indre takt til musik.

Fabian smider arket fra sig og strækker sig, i sin fulde og overraskende lange længde

 ”Det her duer ikke.” siger han stille. Selvom han taler så forsigtigt, føles det stadig som et slag i maven.

”Jeg ved det, fordi jeg ikke kan skrive!”

Det er ikke min mening at blive så opkørt. Både Indien og Samantha krymper sig, fordi de ikke kender til mit temperament. Det er kun godt, at Emma ikke er til stede. Mit raserianfald vil slå hende ihjel på stedet. Fabian er den eneste, der har et kendskab til mine følelser, men han har aldrig set mig så oprørt som nu.

Normalt er mine følelser låst inde bag tykke døre. Døre, som ikke længere eksisterede. Det, at min mor viser sig som den onde, har slettet de grænser, jeg er bange for at krydse helt.

”Jeg kan ikke! Jeg kan ikke!” gentager jeg endeløst, mens jeg går rundt i cirkler.

”Er du bekymret?” spørger Emma, som pludselig er dukket op ved siden af mig. Hendes lillebitte hånd har et fast greb i mit tøj. Jeg ser ned på hende, og føler mig som et monster. Øjnene, der møder mine, er dog ikke bange, men beslutsomme på at opnå noget.

”Undskyld.” mumler jeg og gør mig fri af hendes greb.

”Hold kæft.” siger Emma. Hun siger det så naturligt, at det føles som et slag i ansigtet. Ingen af os har hørt Emma være andet end høflig. Og dog, når jeg tænker tilbage, kommer jeg i tanke om hendes reaktion, da plejeren kom efter hende. Hun har også talt grimt der. Nu lyner hendes øjne med en beslutsom vrede.

”Hvabehar?” siger Indien.

”Du hørte mig udmærket.”

”Emma dog!” udbryder Samantha forbløffet.

”Hvis ikke vi kan være ærlige nu, så har alt hvad i har fortaget jer været forgæves; og jeg kan ligeså godt tage tilbage til det fængsel.”

”Emma … Jeg.” stammende prøver jeg at forklare hende, at det aldrig nogensinde må ske, men det er umuligt at tale til hende. Emma har armene over kors, mens hun nidstirrer mig af al magt. Faktisk føler jeg lidt, at jeg står skoleret overfor Gud. I hvert fald et væsen, man ikke kan diskutere med, og som ikke helt er menneske.

”Fortæl mig nu bare, hvad det er der bekymrer dig.” siger hun fast, mens hun låser sine øjne fast til mine.

”Du gør.” svarer Fabian. ”Det er rent klynk, fordi han stadig giver sig selv skylden for alt, hvad der er sket med dig.”

”I så fald er han dummere end dum!” udbryder Emma og glemmer fuldstædig, at jeg er til stede. ”Så skulle han også bekymre sig om alle de andre patienter, men dem har han jo ikke skænket en tanke, selvviske svin.” fortsætter hun. Jeg stirrer på hende, med åben mund.

”Det er faktisk rigtigt. Vi har ikke tænkt på de andre.” siger Samantha stille. ”Det var vel ikke kun en, der gennemgik alle de forfærdelige ting.”

”Det er korrekt.” siger Emma.

”Åh Gud.” mumler Sam.

Fabian tager hendes hånd og trækker hende ind til sig. De to er rigtige tætte, nærmest uadskillelige, men uden at vise nogen tegn på romantiske følelser. Selvfølgelig har jeg ingen idé om, hvad der forgår i Fabians soveværelse. Vil heller ikke vide det.

”De var andre, som fik samme behandling som mig, men der var også nogle andre.”

”Andre?”

Jeg sætter mig ned i den grønne overpolstrede sofa, hvorfra jeg har udsyn over alle de andre.

”Ja, dem der rent faktisk fejler noget … mentalt.” siger Emma og sætter sig på gulvet foran mig.

Emma kan lide, at sidde og ligge forskellige steder, uden nogen definerbar grund. På de mest underlige tidspunkter kan vi finde hende liggende eller siddende, som om hun ikke helt er menneske, på gulvet eller i vinduet på sit værelse.

”De var alle sammen placeret etager over os, så vi ikke skulle smitte dem mere. Det var dem, Susan tog livet af først.”

”Smitte dem.” mumler jeg vagt.

”Mener Susan, at I er smittekilden, for andre sindssyge?” spørger en af de andre, jeg ved ikke hvem.

”Ja. Hun hævdede endda, at vi var det sidste stadie af, hvad der ville ske med dem. Det kunne hun ikke påpege nok overfor os.”

”Altså var i dem, som ikke kunne helbredes.”

”Ingen kan helbredes. Det eneste mulige at gøre, var at låse os inde og hjælpe os med at dø, hvis vi ikke gjorde det selv. For Susan var lykken, når en af os begik selvmord.” siger Emma.

”Det giver mening, mindre arbejde.” siger Fabian.

 

Efter det hører jeg ikke efter mere. Jeg synker ind i mine egne tanker, mens de andre taler videre. Da jeg igen bliver nærværende, er de andre forsvundet. Jeg sidder alene tilbage i stuen, placeret i sofaen, som et stykke deprimerende nips.

Ilden i kaminen er næsten gået ud, kun gløder lyser stadig op.

Jeg ligger nakken bagover og sukker dybt. I virkeligheden er det hele latterligt. Magi, onde mødre og sindssyge mennesker. Hvornår blev mit liv fyldt med alt dette? Tror jeg rent faktisk på det? Emma har udtrykt sig klart. Hun ønsker ikke, at skulle bevise sine evner for os. Tvivlen får mit hoved til at dunke. Et lille støn i smerte undslipper mig.

”Johan, er der noget galt?” spørger Emma. Endnu engang synes hun at dukke op ud af ingenting. Hun sidder på gulvet foran mig. Med en hånd på mit lår hæver hun sig, så hun sidder på knæ.

”Du ser dårlig ud.” siger hun, mens hun vurderer mit ansigt. Hun holder hovedet lidt på skrå.

”Emma, du er nødt til at fortælle mig det. Hvad skete der derinde?” siger jeg.

Jeg griber hende om skuldrene og ryster hendes let. Hun forholder sig roligt, holder vejret til jeg falder ned.

”Johan.” siger hun forsigtigt og rører ved mig. ”Du vil slet ikke vide det.”

”Jeg er nødt til at vide det! Jeg kan ikke selv sige, at jeg har set eller prøvet det. Hun er min mor, jeg må have noget.”

”Du får intet ud af at spørge mig.”

”Jo, jo. Det er noget! Det kan hjælpe!”

”Nej, det er en løgn, som du fortæller dig selv.” siger hun bestemt. ”Du har brug for at se tingene selv, men det kan du ikke, og det skal du aldrig ønske dig selv!”

”Emma, hjælp mig nu, gider du?”

”Det var forfærdeligt. Din mor er overbevidst om, at hvis hun leder længe nok, kan hun fjerne magien fra de levende.”

”Hvordan, hvad gjorde hun mod jer?”

”Hun har gjort alt! Hypnose, elektrochok, fjernede lemmer, skar i folk. Det hun prøvede mod mig til sidst, du ved, hvad det var, ikke?”

”Jo, Samantha fortalte mig det: det hvide snit.”

”Hun tager gamle teorier op, som er nedlagt på grund af faren i dem.”

”Jeg forstår.”

”Nej, du forstår ingenting. Folk døde under det her, men ingen får det nogensinde at vide.”

Hun rejser sig op og glatter sin nederdel.

”Johan, du skal være lykkelig over din uvidenhed.”

”Og dog føler jeg mig …”

”Fanget.” afslutter hun min sætning. Jeg ser op på hende og nikker. ”Hjælp mig videre.” siger jeg spagt.

Nu er det hendes tur til at nikke.

”Jeg hjælper dig, fordi du hjalp mig.”

 

Hun trækker mig på benene og skubber mig med sig op af trapperne. Lyset i huset er dæmpet, men ikke helt slukket. Jeg kan se hende tydeligt. Hendes hår er uglet og trøjen sidder forkert.

”Emma, har du overhovedet været i seng?” spørger jeg.

Et hurtigt kig omkring fortæller mig, at vi er langt over midnat. De andre må være gået i seng for flere timer siden.

”Ikke rigtigt. Jeg sagde til Sam, at jeg ville vække dig og tage dig med op, men i stedet faldt jeg selv i søvn.”

”Lyder sandsynligt.” siger jeg bare ligegyldigt. Det er slet ikke en hullet historie eller noget.

Hun stopper op foran trappen til loftrummet. Mit værelse ligger længere nede af gangen.

”Godnat, Johan.” siger hun med sin melodiøse stemme, fyldt med sødme. Hun minder mig om stemmen bag hækken, og det går op for mig, at hun stadig er den person. Den eneste grund til at behandle hende anderledes, er dumhed.

”Godnat, Emma. Du må undskylde, at jeg har været så underlig overfor dig.” siger jeg. Hun svarer mig ikke på dette, men smiler bare sødt.

”Sov godt, drøm sødt.” siger hun syngende, før hun forsvinder op af trappen. Jeg ser smilende efter hende, så fortryllet, at jeg nærmest ikke ligger mærke til, at Samantha sniger sig ud af Fabians værelse. Hun passerer mig på gangen, uden andet end et undskyldende smil.

”Godnat.” siger jeg. Mine skridt er vage på trægulvet, da jeg går mod mit værelse. Jeg kan fornemme, at Sam er stoppet op. Hun står nu og ser efter mig.

For første gang i et stykke tid, er søvnen sød. Jeg drømmer om en af mine gamle samtaler med Emma. En af de første. Vi er skjult bag hækken og beskriver hver vores have. Det er første gang, jeg hører hende synge, med sine klare og lyse stemme. Det er en gammel samle, som jeg ikke kender.

Hun fortæller mig, at den er på et andet sprog. Dansk. Skrevet af en fyr kaldet Grundtvig. Ikke at det betyder så meget for mig. Jeg er bare glad for, at hun er der.

Sangen flyver omkring mig, indimellem hækkens grene, som pludselig forsvinder. De spreder sig og trækker sig tilbage til jorden. Jeg står foran Emma. Hun smiler til mig og inviterer mig over til hendes side.

Uden at tøve tager jeg hendes fremstrakte arm.

Da jeg vågner op den morgen, ved jeg, at alle mine problemer er væk. Jeg sætter mig ned i køkkenet, med pen og papir. Inden kaffen er færdig har jeg næsten skrevet en sang færdig, med musik og det hele.

De andre dukke op en efter en. De tømmer kaffekanden, taler sammen og begynder så, at kigge mig over skulderen. Fabian nynner musikken, efter kun at have gennemlæst den to gange. Samantha begynder på, at notere tema idéer på et stykke papir. Indien henter sit kamera, som han tjekker for batteri og indstillinger.

Der opstår en hel diskussion om valg af video, allerede inden jeg har skrevet sangen færdig. Emma er den eneste, som bare sidder.

Hun rører sukker og fløde i sin kaffe, mens hun betragter mig. Der er noget nysgerrigt og blødt over hendes udseende. Lidt uforstående, men det gør ikke mig noget. Når jeg er færdig med et vers, skubber jeg det over bordet, så hun kan læse det. Og når hendes øjne er opslugt, søger jeg min inspiration i hendes udtrykt, som er hun musen jeg bygger min historie op efter.

Jeg aner ikke, at det er det jeg gør. Jeg gør det bare. Samler hele min fokus omkring, hvordan Emma må have det. Den forvirrede følelser, som hun må føle og den usikkerhed, som friheden giver hende.

Men alt dette er gætterier. Jeg spørger aldrig den rigtige Emma, om det er de følelser, som hun er bekendt med.

 

Selvfølgelig er det hele indøvet og gennemgået ned til mindste detalje, men stadig er vi nervøse. Vi står og tripper hvert for sig, uden at tale sammen, mens vi stirrer ind på scenen.

Vi har alle hvidt tøj på, plettet med maling i alle regnbuens farver. Det har taget det meste af formiddagen at finde tøj og maling, dernæst er der gået et par timer med maling og tørrende maling. Det vil sige, at det er aften nu, og vi alle er pænt trætte.

Rummet er hvidt. Gulv og vægge er malet hvide. Faktisk er de stadig klæbrige, men det ignorerer vi bravt. Rundt på væggene sidder der kameraer, som filmer forskellige vinkler, og med forskellige effekter. Ude midt på gulvet står instrumenterne, pænt linet op til brug. Imens Indien selv har sit kamera på skulderen og filmer løs, tager vi vores opstilling. Først skrider Fabian ind foran kameraet, med sine spændstige skridt og modelagtige attitude.

Fabian samler bassen op, slynger remmen over skuldrene, og slår en tone an. Han holder den så lang tid han kan, men begynder så langsomt at sætte flere på. Jeg gentager hans bevægelser, stående overfor ham, med min elguitar.

Samantha justerer stolens højde, før hun samler trommestikkerne op. Det er ikke voldsomme slag hun kommer med, men nærmere små indslag i den allerede skabte rytme.

Alt der mangler nu er sang. Emma sidder med tekstarket, knuget til sit bryst. Hun synes, at være ramt af en vis nervøsitet. Jeg må med en hånd lave fagter til Indien, så han fjerner kameraet fra Emma. I stedet fokuserer han på musikanterne, så Emma kan gå ubemærket ind i vores midte.

Ved hjælp af tape har jeg inddelt gulvet i linjer. Forskelligt farvede ledninger går ud fra vores instrumenter, til vores højtalere og mødes på midten, hvor de snor sig op af mikrofonstativet.

Emma placerer sine fødder mellem min blå ledning og Fabians røde, så Samanthas gule løb mellem hendes fødder.

Indien filmer os alle sammen nu, går i yderkredsen af rummet. Vi forsætter med at spille. Roligt. Det er en pæn sang, lige indtil Emma skriger ind i mikrofonen.

Vi stopper med at spille, i et øjebliks påtaget forvirring. Så begynder Emma at synge. Den pæne sang er væk og vi tager musikken op igen, opbygget efter Emmas stemme. Hendes følelser som bliver slynget ud i luften, de giver meningen for os.

En ny musikgenre opstår og spiller sammen med den underlige sang. Det hele er ført an af Emma, som på alle tænkelige måder viser, at hun nyder at have den form for magt.

Samantha følger stødt med, som første spillende instrument. Alt i mens Indien stadig går rundt om os.

Vi når et omkvæd og sangens tempo går igen ned i fart. Emma ændrer sangstil og synger stille, forførende, næsten på samme måde, som da hun sang mig den salme, bare mindre sindssygt.

Sangen slutter kort efter. Emma lander sig selv falde udmattet om på gulvet, mens vi andre frigør os selv fra vores instrumenter. Derefter ligger jeg mig ned, ved siden af Emma.

Hun ser smilende på mig.

”Det er faktisk sjovt.” siger hun og retter igen blikket mod loftet. Jeg smiler igen, uden at fjerne mit blik fra hende.

”Det gik godt.”

”Hmhm. Jeg var bange for, at det ville blive for opstillet. Jeg er ikke en god skuespiller.” siger hun.

Jeg ligger tøvende en hånd på hendes udstrakte hånd.

”Det gik fint.” siger jeg. ”Snart vil vi kunne stå på en scene!” Hun ler. Latteren lyder som små klokker.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...