Human Masquerade - Dansk

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2013
  • Opdateret: 1 jun. 2013
  • Status: Igang
Johan lever med sin mor, som er en berømt læge med speciale i mentalt forstyrrede børn. Han tør ikke fortælle hende, at hans bedste ven netop er sådan. Måske er hans mor heller ikke helt ærlig i sit erhverv.

Dette er min Nanowrimo november fra i år.

4Likes
6Kommentarer
742Visninger
AA

23. Stokkens konge

Bonus kapitel.

Stokkens konge.

Samantha.

 

Loyalitet i form af venlighed,

Er den største gave at give.

 

Døden er ikke sort eller hvid. Det første jeg møder er ikke en dommer eller en gigantisk vægt. Jeg bliver ikke ramt af flashback om mit liv, og ej heller blændet af et hvidt lys. Der er ingen glødende smerter fra helvedes flammer. Det klør lidt i min ryg.

Døden er kaotisk, som at forsvinde i en større mængde fremmede mennesker. Der er ingen særlige følelser forbundet med dette.

Det gør ikke ondt at være død, men jeg kan have undværet de mange slag i hovedet. Bilen bliver slynget rundt og min krop bliver hamret ind i samtlige kanter. Så hamrer bilen sig så igennem husmuren, så mursten smadrer forruden. Mit ben sætter sig fast, da jeg prøver at komme væk.

Jeg er ikke klar over, hvad der af alt dette slog mig ihjel. Efter det bliver jeg skudt ud af min krop, som ligger slapt henover bilsædet. Det er som om jeg nu sidder på bilens bagsæde, uden at kunne forlade synet af min krop.

Jeg føler mig ikke bange ved dette, men usikker. Jeg er ikke selv i stand til, at afgøre hvorvidt jeg er død eller ej. Jeg er bevidst om mængden af blod, og de forvredne vinkler på min krop, men jeg binder dem ikke sammen med min død.

Først da bildøren bliver revet op og Fabians ansigt dukker op i dens åbning. Nu bliver jeg bekymret. Ikke alene afspejler hans ansigt følelser, som jeg ikke kan gengælde, men der er også noget andet, der går op for mig. Jeg er til stede, men kan ikke røre mig eller tale. Hvor meget jeg end holder af Fabian, er min frygt for at være fanget i denne tilstand større. Fabian åbner munden og lukker den igen.

Jeg beder til, at han vil trække mig ud af bilen og bære mig væk fra det blodsplettede, klaustrofobiske område, men det gør han ikke.

Hans øjne bliver blanke og underlæben bævrer. Døren til bilen går i igen. Et skrig trænger sig på. Pludselig drukner jeg i angst. Det bliver koldere omkring mig.

Flammerne fra den omkringliggende bygning går ud, mens tiden går.

Jeg føler mig vægtløs i denne tilstand, men stadig naglet til min kolde, fysiske, krop. Under panikken finder jeg ud af, at jeg kan bevæge mig rundt i bilens kabine i min åndelige form. Jeg bevæger mig ned foran mig selv, for at tage et nærmere blik på døden.

Mit ansigt er knapt genkendeligt med alle de små sår og skrammer. Næsen er helt sikkert brækket. Mit hår er misfarvet af størknet blod og ligger nedover ansigtet.

Med en susen flyder jeg ned af mod min krop. Mit ene ben er hævet op, og huden er blevet lilla. Jeg vil have lavet en grimasse, hvis jeg altså havde været i livet.

Døren til bilen går op igen. Fabian er tilbage og haler min krop ud. Jeg svæver nærmest efter dem ud af bilen, men så snart vi er helt uden for, fri af bygningen og bilen, falder jeg. Min usynlige krop bliver tynget af tyngdekraften.

Jeg falder til jorden med høj fart og skærmer mig med mine hænder og vinger. Da jeg først er landet, ligger jeg på hænder og knæ, og bag mig er mine vinger. Ikke sådan nogle rene hvide eller slimede øgleskinds vinger, men bløde fjervinger i samme gyldne farve som mit hår. Vingerne ligger langs vejen i flere meters længde, alt for stor en størrelse til, at jeg kan rejse mig.

Forsigtigt samler jeg mine ben under mig, parat til at bære de kæmpemæssige vingers vægt. Og så snart jeg har tænkt tanken, om de tunge vinger, forsvinder de. Eller, ikke helt. De bliver mindre og lettere. De synes at regulere sig efter hvad jeg har brug for. Let rejser jeg mig og strækker ryggen. Det føles behageligt at stå oprejst.

Jeg stirrer ud i mørket. Gårdspladsen foran hospitalet er mørklagt, foruden en enlig lygtepæl, som stadig udsender et lys. Jeg går mod lyset, da mørket virker uigennemtrængeligt.

Lænet op af lygtepælen sidder Emma. Hendes øjne er lukkede, hun er badet i blod og ligner en død. Jeg sætter mig på knæ foran hende. Synet giver mig lyst til at græde. En del af skylden for hendes stadie er min!

Jeg rækker ud og rører ved hendes ansigt. Et suk undslipper hendes læber og kroppen bliver afslappet. Al smerten synes at forsvinde. Det gør mig lidt bedre tilpas.

”Er din veninde okay? Hun virker en smule … tæsket.” siger en stemme bag mig.

Jeg drejer mig hurtigt rundt, og står ansigt til ansigt med en kvinde. Det ene øjeblik står vi næse til næse, men så forsvinder kvinden bagud. Der er ingen lyd, da hendes bare fødder rører jorden.

Det slår mig, at hun er smuk, men også skræmmende. Hendes hoved er dækket af lette brune krøller og hendes øjne har samme farve som nødder. Hun smiler til mig og går tættere på, denne gang langsomt. Den kjole hun har på bevæger sig, som om stoffet er lavet af en sky, men det skyldes måske, at den er hvid. Vingerne på hendes ryg er brune og tre gange så store som mine, med fjer af samme længde som min underarm. Hun har åbenbart intet problem med at bære deres vægt.

Hendes alder er ubestemmelig, ligesom hendes oprindelse. Rynker kommer og går fra hendes ansigt, sammen med andre ansigtsdetaljer, så som hendes øjnes form, læbernes længde og højden på hendes kindben. Hver gang jeg blinker står der en ny kvinde foran mig. Jeg undrer mig over, om mit ansigt også gør sådan, ikke fordi der har været nogen rynker at finde.

Damen smiler forsat til mig, men går forbi mig, for at tage et kig på Emmas bevidstløse krop.

”Jeg ser, du allerede har opdaget dine evner? En del af dem i hvert fald.” siger hun.

Hendes fingerspidser er få centimeter fra Emmas ubekymrede ansigt. Jeg nikker. På en måde er jeg ikke glad for, at hun er så tæt på at røre ved Emma og det må kvinden fornemme, for hun trækker sin hånd til sig.

”Jeg ser, at du også allerede er tæt forbundet.” siger damen, som ikke lader sig mærke med, at jeg ikke taler til hende.

”Det er lige meget om du svarer mig, for jeg har ret til kende dine tanker, og kender derfor allerede dine svar.”

Jeg bider mig selv i læben.

”Undskyld.” mumler jeg. Hvis hun virkelig kender mine tanker, så ved hun også, at jeg ikke har svaret hende med vilje.

”Det er i orden.” siger hun blidt. ”Jeg er her for at hjælpe dig, og i stedet skræmmer jeg dig og truer dine mennesker.” siger hun.

Det overrasker mig, da hun pludselig bukker for mig.

”Det er mig, som bør undskylde.”

”Eh, jeg ved nu ikke.” mumler jeg forlegent. En hånd er begravet i mit hår, da hun pludselig står foran mig.

”Du er død, det håber jeg, du er klar over.” siger hun.

Jeg rykker mig et stykke væk, mens jeg nikker.

”Jeg er Naomi, og min opgave for i aften er at fortælle dig, hvad der sker herfra.” siger hun.

”Hvad sker der da, herfra?” spørger jeg. Jeg lader hende føre mig væk fra lygtepælen. Der er alligevel ikke nogen i nærheden, der kan gøre Emma noget. Det er som om, et ukendt instinkt fortæller mig det.

”Ser du. Nogle mennesker har bånd til andre mennesker, som ligger så dybe, at vi vil gøre alt for at beskytte dem.”

”Jeg tror ikke jeg er med. Jeg har ingen familie eller …”

Jeg påbegynder min sætning, men forstår så, at den er latterlig. Jeg har jo nogen omkring mig, også selvom jeg ikke har kendt dem altid.

”Så jeg skal passe på Emma?” spørger jeg og ser mig tilbage. Hvor helvede har Fabian slæbt mig hen? Og hvorfor helvede lader han en forsvarsløs person ligge? Emma har brug for lægehjælp, nu!

Naomi ser indtrængende på mig.

”Du er bekymret for dit menneske.” siger hun og ser sig over skuldrene. ”Du har nok ret, vi bør gå tilbage.”

Jeg sukker lettet.

”Din opgave er, at betragte dine mennesker og hjælpe dem, men du må aldrig lade sig se!” formaner hun strengt, mens vi vender om og går tilbage. Jeg føler mig rastløs ved den ringe hastighed af vores bevægelser, jeg er sikker på, at jeg kan løbe ligeså hurtigt som en gazelle, hvis jeg vil.

”Du siger hele tiden ’dem’?” siger jeg, efter et øjebliks tænksomhed.

”Det er korrekt. Som skytsengel kan du kun fokusere på et menneske af gangen, men du er tildelt flere.” siger Naomi, med en hævet pegefinger. Et øjeblik ligner hun næsten frihedsgudinden i sin fremtoning.

”Flere.” gentager jeg.

”Ja. Fabian Brik, Ink Link, Emma Flimmer og Jagdish Rasamooj.” siger hun.

”Ransamooj.” siger jeg.

”Hvad sagde du, kæreste?”

”Han hedder Jagdish Ransamooj.” siger jeg.

”Åh virkelig, det forklare hvorfor han bliver kaldt Indien.”

Jeg smiler. Bare lyden af hans navn påkalder mange minder for mig. Jeg savner dem pludseligt, men er klar over, at jeg aldrig vil være i stand til at møde dem igen. Måske vil de kunne se mig kort, men så vil jeg forsvinde. Og dog gør tanken mig ikke bedrøvet. Der er ikke noget jeg hellere ville end at vogte over dem, og hjælpe dem videre, når de engang skal herfra. Måske kan jeg rent faktisk møde dem til den tid. Tanken giver mig en lille smule håb.

”Hvad sker der, når de ikke er her længere?” spørger jeg.

”Deres sjæle tager videre, men jeg ved ikke hvorhen. Derefter vil du selv kunne vælge mennesker, at tage dig af eller tage videre selv.” siger Naomi og stirrer ud i mørket, som om hun ser noget helt andet. Sikkert en verden, som ikke længerer eksisterer, fyldt med mennesker, som for længst er døde og begravede.

”Hvordan forlader jeg det her sted … Jeg mener, denne form?”

Naomi ler af mig, men ikke hånligt. Det er en latter, som når man ler af et lille uforstående barn.

”Det eneste man skal gøre, for at forlade denne verden, er at finde sin grav og ligge hånden på den.”

Jeg nikker heftigt.

”Så det må du nok vente lidt med?” siger hun, stadig med blikket mod mørket.

”Jeg ved ikke om det er, hvad jeg vil.” siger jeg. Hun nikker.

”Sådan har alle det i første omgang. Det er i orden, hvis du ikke vil påtage dig den slags ansvar.”

”Det er nu ikke ansvaret, som jeg tænkte på.” siger jeg.

Nu er det min tur til at spejde ud i mørket. Jeg kan se skikkelser på vej mod lyset, men instinktivt genkender jeg dem som Johan og Jagdish. Fabian kommer gående fra den anden side, men mit lig var ingen steder at se.

Mine øjne zoomer nærmest ind på Fabian, så jeg kan se hans ansigt tæt på, selvom han er flere meter væk. Han har grædt. Soden på hans ansigt har to striber, fra hvor tårerne har trillet fra hans øjne.

”Din kæreste, formoder jeg.”

”Nej, ikke helt endnu, men det ville jeg ønske nu.” mumler jeg. Hvorfor har jeg holdt igen? I denne situation virker det helt latterligt, at jeg har skubbet hans tilnærmelser væk.

Naomi begynder at gå.

”Du har alt, hvad du behøver at vide for nu. Pas på mørket!” siger hun. Hendes vinger folder sig ud og hun letter fra jorden, med sådan en styrke, at vinden blæser op. Mit hår bliver slynget bagover og mine vinger basker selv.

Jeg føler mig ikke sikker, men vender mig dog mod mine mennesker. Jeg vil ønske, jeg kan dele øjeblikket med dem, så de ikke behøver at føle sig så trist.

Johan sætter sig ned ved siden af Emma. Han trækker hende over på sit skød, hvor hun sover roligt videre, samt smitter af på hans skjorte. Fabian er ved at forklarer Jagdish noget. Den indiske dreng nikker forstående, før han siger noget til Johan. Ordene betyder intet for mig, men deres ansigtsudtryk ændres, og jeg begynder at lytte med.

”Susan er forsvundet.” siger Fabian.

”Det er i orden, så længe hun ikke er her.” siger Johan fast.

”Hvor lagde du … liget?” Indien har problemer med at udvælge de rigtige ord.

”I læ bag min motorcykel.” siger han, træt.

Det eneste andet sted jeg har set mennesker virke så livløse og fortabte, var på et billede af Edvard Munch. Aften på Karl Johan.

Blege ansigter, uden spor af livsgnist. Angsten for at dø er groet til en sort masse i disse menneskers sind. Og det er her, at jeg beslutter, at jeg ville give dem en gave. Gaven til at kunne se de ting, som ikke eksisterer i deres verden.

Mine hænder gløder og brænder med en indre varme, som strømmer direkte fra en hidtil ukendt kilde i min sjæl. Jeg smiler til dem, da varmen rammer dem og de ser mig. Selv Emma vågner og tager del i glæden. Og dog, måske vågner jeg om lidt. Klemt inde i bilen, som er smadret gennem muren, som stadig brænder. Måske er dette min sidste fantasi inden jeg virkelig dør. Uanset hvordan jeg tænker på dette, er jeg en død person.

Denne side er efterladt blank til eftertanke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...