Human Masquerade - Dansk

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2013
  • Opdateret: 1 jun. 2013
  • Status: Igang
Johan lever med sin mor, som er en berømt læge med speciale i mentalt forstyrrede børn. Han tør ikke fortælle hende, at hans bedste ven netop er sådan. Måske er hans mor heller ikke helt ærlig i sit erhverv.

Dette er min Nanowrimo november fra i år.

4Likes
6Kommentarer
747Visninger
AA

12. Justice

Kapitel 11. – Justice.

Den anonyme fortæller, Larry.

 

Vi ser på noget upartisk,

Som i virkeligheden er et lovmisbrug af højere grad.

Hvor er den Gud, som bør være vores dommer?

 

Han træder ind over dørtærsklen, og bliver straks overfaldet af et par tynde og feminine arme, som er overraskende stærke. Hans mors milde parfume slår ham i møde, blandet sammen med lugten af nyvasket hår. Havde livet for Susan forsat uden ham, som om han slet ikke eksisterede? Johan undrer sig.

”Johan, jeg er så glad for, at du er hjemme igen! Fortæl mig. hvad der gik af dig! Og hvad er der sket med dit ansigt!” kræver hun, at vide.

Johan krammer hende igen. Han kommer endda med et vagt, men oprigtigt snøft. Inderligt, af hele sit hjerte, føler han dyb sorg. Hun er i vildrede, indser han. Hvordan kan hun være en ond person? Hun krammer ham jo nu, i dette øjeblik og siger, hun elsker ham! Hvilken magtgal person, med onde hensigter, kan gøre det? Bekymringen i hendes stemme er ægte, det ved han.

”Jeg tog over til Fabian. Og så … og så var hun der, pigen jeg fortalte om.” siger Johan og bygger videre på den tidligere fantasi.

Johan lader sin mor tage ham med ind i stuen. Det er sjældent, at de har været sammen i dette rum. Rummet i sig selv har den samme følelse som et hvert stykke tilfældigt nips; pænt at se på, men ubrugeligt. Og dog, her sidder de nu. Hans mor får tjenestefolkene til at løbe efter førstehjælpskassen. Hun vædder et stykke vat i jod og gnubber det mod hans næse og overlæbe. Johan spjætter. Det sviger.

”Er min næse brækket?” klynker han, lidt mere tøset end planlagt. Han mor ler blidt.

”Slap du helt af. Det er bare en lille smule, voldsom, næseblod.”

”Ah. Av! Mor, jeg har droppet idéen om bandet, engang for alle! Du har ret. Jeg smider mit liv væk på musikken. Det er ikke et liv, at stå på en scene. Det leder bare til druk og stofmisbrug. Jeg vil noget mere med mit liv!”

Johan vælger det rigtige tidspunkt, for sin løgn. Overraskelsen i hans mors ansigt, er for ekstrem for ham at bære. Han kan se, hvordan en lykkefølelse bobler i triumf, lige under overfladen.

”Jeg er ked af det, mor.” mumler han. I hendes øjne er det sejr, blandet med lettelsen.

”Åh Johan, jeg er så lykkelig. Jeg troede, at jeg havde mistet dig et øjeblik! Tænk hvis jeg havde været sådan en fejltagelse, som din mor!”

Hun krammer ham igen.

”Det er rart, at være hjemme.” siger han og krammer igen.

 

Om aftenen, skriver han sine sange. Hans computer er tændt og tilsluttet en chat, hvor resten af bandet venter. Planlægningen forgår her, sammen med feedback på musik og tekster. Der er end snak om kostumer, som skal illustrere forskellige historier i deres tekster.

De venter i to dage mere. Fabian og Sam laver offentlige shows, som et band. De forklarer deres bandkoncept i de lokale nyheder og fremgår, som om de lever videre uden det tabte medlem, Johan.

Johan selv udfylder ansøgninger til diverse medicinske studier, næsten lige meget hvilken linje. Han bruger lange eftermiddage med sin mor, for at lære hendes metoder, og dog føler han, at han ikke bevæger sig nærmere ind på hendes felt overhovedet.

Han begynder at gå i panik, efter næsten en hel uges ventetid. Dagene går med masken klæbet til hans ansigt, mens natten er brugt på planlægning. Søvn er der ikke noget, der hedder, med undtagelse af de få minutter han snupper i smug. Alt er snart på plads, med undtagelse af hans egen adgang til hospitalet.

Fabian og Indien, som nu er blevet et lige så fast medlem som Sam, har fremskaffet kitler. De er stjålet fra hospitalets affald, og derfor i en sølle stand. Sam sværger på, at der er blod på den ene. De har også skaffet et flugtkøretøj, i form af en rusten ligvogn, som Johan ikke turde spørge mere ind til.

I telefonen, aftenen til femte dagen, har Johan fremsat sit problem til Fabian. De har endelig taget en chance, og lader Fabian ringe til Johan, før dette har frygten for at blive opdaget været for stor.

”Så pres hende.” siger Fabians stemme i telefonen.

Han lyder træt. Udmattet, faktisk.

”Jeg prøver, men jeg er bange. Hvad hvis hun fatter mistanke?”

”Bare prøv at gøre noget. Der kan ikke være lang tid endnu.”

”Nej, du har ret.”

”Ved du overhovedet, hvornår pigens fødselsdag er?”

”Jo, måske. Vi talte om det, men jeg kan ikke rigtig huske, om hun nævnte en dato eller et antal dage.” siger Johan og forbander sig selv.

”Kan du få fat på hende.”

”Nej. Mor våger over mig, det er svært nok at gå på toilettet, som det er.”

”Jeg har ikke brug for mere info om det emne.”

”Forstået. For øvrigt, man kan slet ikke komme i nærheden af patienter på udskrivningsgangen. De sidste tests tager al deres tid.”

”Aha, jeg er med.”

”Jup.” svarer Johan kortfattet.

”Bare prøv!” siger Fabian, denne gang opgivende.

”Jeg gør mit bedste, men jeg bør nok ligge på nu.”

”Forstået, din mor kalder.”

”Snakkes.”

”Ja.”

Fabian ligger røret på. Klartonen får Johan til at føle sig ufattelig ensom. Han begynder at skrive på sin bærbar:

 

Alene fanget i et hus af løgne, sætter han sig. Alene. Alene. Han skriver om sit liv, men er det i sig selv en løgn? Han spørger! Han spørger? Men hvem er der til at svare? Svaret er hvidt. Han må blive ved at vente.

 

Dagen efter er han klar. Efter en hel nats søvnløshed, ved han endelig hvad han kan forsøge sig med. Der er ingen garanti, men forsøget i sig selv, får ham til at føle sig som en modig løve.

Han sidder allerede ved de videnskabelige bøger, endda med et par briller på. Han lytter efter hendes skridt, og så snart hun kommer, skynder han sig at se alvorlig opslugt ud.

Tilfældigt er han bladret op på en side om depression. Det er et nogenlunde nemt emne, som han ved lidt om i forvejen. Han bladrer langsomt og skriver et stikord ned.

Hun smiler.

”Ivrig, er vi?” spøger hun.

”Ja, det er jo spænende stof! Hvorfor har du ikke vist mig det, noget før?”

Han smiler spøgende igen til hende. Hun sætter sin kaffe på bordet.

”Hvor er du nået til?” spørger hun.

”Depression, de tidligere stater.”

”Du har ret, det er spændende, hvis du kan lide de emner, har jeg flere bøger til dig.”

”Ja, det ville være skønt, men altså. Jeg vil faktisk meget gerne … Se patienter i virkeligheden. Mor, jeg tror jeg har brug for at se det på første hånd.” siger han. Hans mor ser ud til at overveje det. I sit indre slår han lufthuller i glæde. Hun overvejer det faktisk!

”Jamen, Johan. Er du sikker på, at du er klar til det?”

Han nikker stumt.

”Ja.”

”Det kan være rimelig skræmmende første gang. Bare den gang med din far, det var …”

”Præcis mor! Jeg må vide, hvordan det virkelig er! Hvad nu hvis jeg ikke egner mig til jobbet, så vil jeg vide det nu. Inden jeg melder mig ind på et studie.” siger han, med så meget overbevisning han kan mønstre.

”Det er sandt nok.”

”Kom nu, mor!” Johan føler trang til at lave hundeøjne, men gør det ikke. I stedet møder han hendes blik, roligt og stædigt.

”Jamen, så er det i orden. Efter frokost kan du komme med ind. Du kan overvære nogle ting og udforske lidt selv. Du må bare love ikke, at gå for tæt på patienterne. Du ved ikke, hvad de kan finde på.” siger hun så.

”Okay!”

”Jeg har selv en operation, som jeg skal overvære, så jeg kan ikke følge dig.” forklarer Susan yderligere.

”Det er i orden, mor. Hvilken slags operation?”

”Bare et lille kirurgisk indgreb på en patient. Forhåbentligt får hun det bedre efter det.”

”Ja, det må vi da håbe.” siger Johan automatisk. Hans tanker er allerede på vej væk. I sine tanker, befinder han sig allerede på sit værelse, i færd med at kime Fabian ned. En kvindelig patient, involveret i en operation, som er overvåget af hans mor. Det passer ligesom beskrivelsen Emma har givet ham, lidt for godt.

 

Johan sidder på sit værelse. Alt er pakket. Alle hans vigtige ting, samlet i to kufferter, sammen med den mindre samling af instrumenter. Begge kufferter er blevet slæbt udenfor og gemt i buskene bagerst i haven, parat til afhentning. Han har ’fixet’ alt nu. Fabian har fået besked og vil være parat om 20 minutter. Han skal bare vente nu, på Susan.

Uret tikker af sted, sløvt og leende. For første gang siden planlægning, føler han sig nervøs. Johan tørrer sine svedige håndflader af i sine bukser.

I anledningen har han taget pænt tøj på. Skjorte og vest, lærredsbukser og blæserjakke. Selv hans tennissko er udskriftet. Det føltes ikke som om han er Johan. Nej, det er ikke rigtigt. Han er Johan, for første gang nogensinde. Det føltes ikke som om han er Ike Link. I al den tid har han været en anden. Og denne anden har fået et navn, takket være Indiens grundige læsning af en annonce.

Et forsigtigt bank på hans dør, vækker ham af sine tanker. Han rejser sig og åbner den på klem. Det går ikke, at hans mor ser det ryddede værelse. Hun må først finde ud af sandheden senere. Men udenfor døren, står hans mor ikke. I stedet står der en høj, ranglet fyr, med fedtet blond hår og hinkestensbriller, størrelse førerhund.

Den fremmede mand er iført en lægekittel, altså kommer han fra hospitalet. Det er nok også derfor, han ser så nervøst ud; det er ikke normalt for lægerne at befinde sig i Susans hjem.

”Du er Johan, ikke?” spørger manden, med forbløffende lys stemme. Johan nikker, overrasket over det direkte spørgsmål, normalt talte folk mere afdæmpet til ham, netop fordi de vidste, hvem han er. Denne fyr måtte være ny eller socialt akavet.

”Jamen, så lad os kommer af sted.” fortsætter manden. Han snurrer rundt på fødderne og går med hurtige skridt. Johan ser overrasket efter ham, før han indhenter ham.

Johan benytter chancen til at undersøge mandens udseende mens de går. Mandens hænder ryster sært. Enten er han meget bange, uden grund, eller på en eller anden form for stoffer. Johan kan ikke regne det ud, og beslutter til sidst, at det kan være lige meget for nu.

De står udenfor på trappen. Den underlige mand er ved at taste en kode ind, og så snart han er færdig vil dørene gå op. Johan forholder sig tavs, heller ikke lægen virker som om han vil sige noget. Døren bipper, og en lampe over den bliver grøn.

Den navnløse læge skubber døren op, og holder den for Johan. Johan ser sig om i lokalet. De ligner en normal reception, med undtagelse af det uhyggelige ur, forstillende en sol, som hænger over disken. Det giver Johan myrekryb.

Den underlige, navnløse, rystende, nervøse, unge læge er allerede på vej ned af en lang gang. Han ser sig ikke tilbage, og ej heller lader han til at vente Johans selskab. Den smilende dame i receptionen, ser efter ham og sukker så.

”Tag dig ikke af ham, Johan. Liam har aldrig været ret social. De fleste mener, at han selv bør have en celle her.” siger hun.

Johan ser kort efter Liam og føler sig på nippet til at være enig med damen.

”Undskyld, men har min mor langt nogen besked om, hvor jeg skal gå hen?” spørger han, mens han river øjnene fra mandens ryg. Damen ryster på hovedet: ”Nej, men jeg er også lige dukket op. Måske har du afleveret beskeden til Liam eller den forrige i receptionen.”

Johan nikker igen.

”Jeg ser lige om det er muligt at få fat i dr. Liam så.”

Før damen når at svare, er Johan er forsvundet ned af samme gang, som den underlige læge. Han går langsomt, men holder øje med lægen, så han hele tiden er i Johans synsfelt.

Doktoren fortsætter ned af gangen, i et hastigt tempo. Først da han når den allersidste dør. Døren er af stål, og har et grønt lysende skilt over sig. Johan kan kun lige skimte ordet: operationsstue. Lægen går ind af døren, denne gang uden brug af et kodeord.

Johan bliver stående lidt og venter. Så både hans mor og den mystiske, bebrillede læge er til stede, men hvor er Emma? Hvor er hospitalets personale, eller patienter i det hele taget? Der er ikke en eneste levende sjæl på gangen, men selvfølgelig; Johan befinder sig jo ikke på cellegangen. Dørene var til stabens rum. Der er køkken, toilet, med bad og rengøringsmidler.

Et strejf af frygt rammer ham, da det går op for ham, at Emma måske allerede er derinde. Så vil det hele være for sent!

Johan trækker sig tilbage, for at studere sine omgivelser. Han befinder sig på en gang, som åbenbart udelukkende består af personalerum. Han går tilbage gennem gangen, mens hans spejder efter den rigtige dør til et tomt lokale. Forsigtigt trækker han sin telefon op af lommen og tastede Fabians nummer. Det lykkes ham at finde et tomt mødelokale, som ligger som et af de første rum på gangens højre side. Telefonen bliver taget og han hører Fabians stemme: ”Vi er her.”

”Hvor her?” spørger Johan. Han tager i døren, med forventning om, at den er låst, men den gik op.

Døren åbnedes indad og rammer den person, som sidder foran den, i hovedet med et højlydt klonk.

Sam hyler og tager sig til panden, mens hun tumler bagover. Johan ligner et spørgsmålstegn, med hånden på dørhåndtaget og telefonen i den anden. Fabian sukker og ligger på.

”Hvad fanden!” råber Samantha fra gulvet. Indien hjælper hende hurtigt op, så hun kan fortsætte sit overfald stående.

”Johan, din jubelnar!”

”Sam, hvad fanden!”

”Jeg kunne råbe det af dig!”

”Hvad laver du dernede?”

”Dirker den forbandede dør op!”

”Ah.” Johan ser på hende i en dæmrende forståelse.

Johan ignorerer hende elegant ved at tage et skridt til venstre.

”Hvorfor er det dem, der har kitler på?” spørger Johan. Indien og Sam veksler elevator blikke. Begge er iført hvide kitler, et par størrelser for store og tydeligvis nedslidte.

”Fordi Susan allerede ved, hvem jeg er. Det ville virke mistænkeligt, at jeg mødte op her. Så i stedet kører jeg bilen. Vi har allerede pakket dine tasker.” siger Fabian roligt og stryger en tot vildfaren hår væk fra ansigtet.

”Ah.” lyder Johans svar.

”Har du fundet ud af, hvor hun er endnu?”

Fabian lukker døren igen, så ingen kan kigge ind. Johan ryster på hovedet.

”Nede for enden af gangen ligger operationsstuen. Jeg tror, de har tænkt sig, at Emma skal gennemgå en eller anden form for operation. Mor vil være der, men jeg ved ikke, om Emma er der endnu.”

”Så hvad gør vi?” spørger Sam. Hun ser fra person til person, på samme måde som Indien. Fabian kører hånden gennem sit hår, mens han tænker.

”I går derind, men først efter i har skabt en form for panik.”

”Hvordan det? Her er ingen!” udbryder Johan. ”Jeg tror måske min mor har låst dem inde. Selv plejerne mangler.”

”Sært.” tilføjer Sam.

”Meget mystisk.” mumler Indien.

De indser, at der intet er at stille op. De er nødt til at tage affære og det nu, eller Emma ville ende på operationsbordet. De bliver hurtigt enige om, at Johan skal gå tilbage til receptionen og lave rag i den. Indien og Samantha, skal så få de professionelle læger ud af bygningen, ved at afbryde operationen. Susan vil være nødt til at forlade rummet, og derefter skulle de resterende læger bare forvirres endnu mere. Det lød da let nok!

Johan gennemgår hele planen, mens han går tilbage mod receptionen. Let, let og atter let!

Spørgsmålet er bare, hvad kan han gøre, for at skabe uro? Han vil helst undgå, at der bliver brugt mere vold, men noget tydede på, at det ville blive umuligt.

Han når receptionen og finder damen i en dyb telefon samtale. Hun smiler til ham og puster en boble med sit tyggegummi. Johan bøjer sig over receptions disken og afsøger hendes bord med blikket. Han skal bare have noget, hvad som helt. En nøgle eller et kort. Et båthorn ville være nyttigt, men usandsynligt.

Anspændtheden begynder, at være synlig i hans ansigt. Musklerne spændes til bristepunktet, og sveden driver ned af hans ansigt. Han er nødt til at finde på noget bedre!

Johan snupper en kuglepen og smiler til damen, så sødt som muligt for at undgå mistro. Damen smiler igen og lader passere. Denne gang vælger Johan den modsatte vej ned af gangen.

 

Gangen er øde, foruden nogle strategisk placerede potteplanter. Samantha og Indien stiller sig i hver deres side af døren til operationsstuen. De prøver at opfører sig så naturligt som muligt, men det forhindrer dem ikke i at ligne et par hvide bodyguards. Nogle anspændte og spinkle af slagsen.

Fabian følger dem med øjnene, til de er på plads. Johan er for længst forsvundet. Derefter trækker han sig tilbage gennem mødelokalet og ud.

Luften frisker ham op, mens han skrider over parkeringspladsen. Han finder den lange sorte bil og sætter sig ind.

Sikke en kujon han er! Susan er den rene psykopat, og hans venner befinder sig hendes hus! Sam er der, indser han i rædsel. Det er for sent at stille noget op. Alle har deres pladser nu. I det mindste beviser han et vist mod ved ikke at flygte. Ikke denne gang, ikke nogensinde! Fabian Brik indser langsomt to ting. Et; han er ikke lige stærk uden på og indeni. To; han er måske alligevel kun parat til et ’kun fysisk’ forhold med Samantha.

Han hamrer hovedet i rattet et par gange. Der vil helt sikkert blive en bule, men den vil hans hår dække den. Han sætter nøglen i bilen, for at være parat. De andre vil være der om få minutter. Nøglen drejer sig, men der sket intet.

 

Johan vandrer tilbage til den lange gang, men denne gang ned af den modsatte ende. Det varer ikke længe, før han finder en åbenstående dør, der fører ind i en større sal.

Salens indhold er intet andet end borde og stole, som er boltet til gulvet. Bagerst er der en kantine, som nu er lukket for med metalskodder. Her bliver han mødt at det særeste syn. Det vrimler med unge mennesker, børn og teenagere. Alle er de iført underlige uniformer i grå, bestående af tykke sweatre, med hospitalets logo trykt på brystet.

De fleste unge sidder og spiser ved lange borde, præcis som på en normal skole. Det eneste forskel er, at der ingen snak er. Salen er fuldstændig lydløs, foruden lyden af bestik eller plejernes hviskende, små formaninger.

Plejerne står mellem bordene, eller går rundt langs lokalets vægge. Plejerne er også yngre mennesker, men iført hvidt tøj og med meget påtagede alvorlige miner. Deres bevægelser er sløve, men taktfulde og nærmest indøvede.

Den eneste lighed mellem plejere og patienter, er de døde øjne. Intet liv lyser ud af de tommer huller i deres hoveder. Ingen ligger mærke til Johan, som han står i udkanten af salen.

Tøvende træder Johan ind i selve salen. Der er stadig ingen reaktion på hans tilstedeværelse. Johan overvejer et øjeblik om han er ved at krydse grænsen til en anden dimension, men bliver så enig med sig selv om, at der i det tilfælde vil have været en telefonboks.

Johan ser på de forskellige børns ansigter. En hvilken som helst pige kan være Emma, uden han nogensinde vil gætte hvem.

Johan leder efter noget, der kan hjælpe ham. Der er intet potentielt våben inden for hans rækkevidde. Disse unge mennesker, er trods alt patienter på et sindssygehospital. Selvfølgelig har de ikke skarpe objekter, såsom en almen brødkniv liggende. Og det er så der, at Johan fik øje på sit våben. Skiltet på den lille rød boks læste: ’I tilfælde af brand’ og mere behøver han ikke at vide.

Boksen sidder fast på væggen i den modsatte side af rummet. Johan ser sig for på samme måde, som når man krydser en vej, og går så over til boksen, mens han konstant skæver tilbage. Der går et uhyggeligt sus gennem salen, da han krydser den, men stadig ingen større reaktion. Han ser et par hoveder vende og dreje sig, men de forsvinder tilbage i mængden, som om de simpelthen glemmer, at de har set ham gå forbi.

Johan ser sig tilbage en enkelt gang, da han når boksen. En plejer betragter ham nu. Han er stoppet fuldstændigt op i sin runde omkring et bord, hvilket er skyld i stor uro blandt patienterne. Johan sender ham et nik, før han smadrer sin albue ind i boksens glasplade.

Straks går brandalarmen i gang! En hyletone begynder samtidig med, at det regner fra loftet. De unge mennesker i gråt tøj ser op mod loftet, som om de lige har hørt guds ord strømme fra himlen. Plejerne ser sig forvildet omkring. Kun den ene syntes, at have lagt mærke til Johan.

De andre plejere genner børnene på benene og ud igennem køkkenet, for at komme ud i gården. Johan styrter igennem mængden, det er hans bedste chance for at slippe ubemærket væk. Han må hoppe, skubbe og undvige andre for at komme igennem. Han nåede halvvejs gennem salen, da en hånd griber ham i nakken og tvinger ham tilbage.

Hånden er stærk og slynger Johan rundt med en sådan en lethed, at man skulle tro, det er en pose fjer. Børnene omkring dem skriger, da Johan pludselig ender fladt udstrakt på et af bordene.

Små kroppe flygter i alle retninger, under plejernes råben. Der er opstået et kaos, som bør høre til i helvede. Selv plejerne har mistet fatningen og løber rundt som forvildede høns. Johan kæmper mod hans egen modstander, en anonymt udseende fyr.

Et slag rammer Johan i hovedet, som til gengæld sparker fyrens hoved bagud to gange i streng. Johan triller ud over bordkanten og ruller ind under et andet bord. Plejeren går rundt i lokalet nu, mens han stirrer rundt. Johan kan se ham fra sin plads under bordet.

Det er en ung mand, som er plejer, ikke ret meget ældre end Johan selv. Han er en flot fyr … Og nu er han væk …

Johan blinker med øjnene flere gange, men det er rigtigt. Manden er væk. Selv hans skridt er forsvundet. Johan sukker lettet. Manden har vel sagtens løbet efter de andre, grebet af panik. Det tænker Johan, lige som hans tag bliver revet væk.

Plejeren står og ser ned på Johan, mens han holder bordet i strakt arm. Johan vinker og smiler nervøst.

”Hvordan går det?” spørger han.

At bakke væk er ikke fysisk muligt! Der står et bord i vejen.

Nu kan Johan se, at plejeren ikke er meget menneskelig. Munden på dette væsen er vokset i længden og fylder hele ansigtet. Og tænderne, de har vokset sig store og skarpe. De stikker ud fra under læberne. Dens øjne er blevet orange. De står ud af ansigtet på væsnet, mens det brøler i vrede.

Al varme forsvinder i det sekund lyden rammer Johans øregang. Det er som alle hans sanser og rationelle tanker er væk. Tilbage er der frygt og angst, kombineret til tvivl. Johan kan ikke se nogen chance for at komme ud. Dette væsen hvæser af ham og griber ud efter ham med sine hænder. Hænder, der nu er langfingrede, samt udstyret med klør. Johan holder et skrig tilbage, ved at bide sig kinden. En spag lyd undslipper ham, da dyret hæver sin ene klo. Nu er det helt sikkert slut!

Hvad fanden i helvede er det for et uhyre, hans mor har til at bevogte sine patienter?

Det hvisler, da hånden slår til. Johan bliver ramt på skulderen og falder krympende sammen på gulvet. Fem flænger åbner sig fra hans skulder og ned af hans bryst. Bare synet af blodet gør ham svimmel. Monstret synes derimod at blive opstemt, da den ser den røde væske plettet på gulvet. Den hæver hånden igen. Johan prøver at hive sig op, men når kun op på knæene og holder sig oppe ved hjælp af en stol.

”Ulrik! Du har intet at gøre her. Susan bliver meget vred, hvis du gør hendes dreng noget.” lyder en stemme, ligesom hånden hvisler igennem luften for anden gang. Johan åbner sine øjne. Kløerne hænger i luften, centimeter fra hans ansigt. Hvis bare fingrene strækkes ud i sin fulde længde, så vil Johan miste næsen.

”Urgh!” siger monstret, som vender sig om.

”Kom nu bare.” siger stemmen træt.

”Uhuhu.” klynker monstret og tramper i gulvet, men vender sig så bort fra Johan, som nu falder udmattet om på gulvet. Han trækker vejret i stød, mens han prøver at samle en forståelse. Det flimrer for hans øjne så voldsomt, han næsten ikke kan se. Han kan lige se monstrets kæmpemæssige silhuet forsvinde ud af salen, sammen med en mindre skikkelse, som godt kan minde om doktor Liam.

Det gør pludseligt ondt i hans skulder.

 

Alarmen går i hele underetagen. Det gibber i Sam, som måtte støtte sig til væggen i forskrækkelse. Indien ser op i loftet, som pludselig sender vand ned over dem. Det er første gang han har set sådan noget.

”Åh se, Samantha. Regnen er indendørs! Den må være os skænket af guderne selv!” siger han hjerteligt. Han breder armene ud, som for at omfavne hver enkelte af regnens dråber.

”Det må være Johans aflednings manøvre!” råber Sam over alarmens skærende tone. Indien nikker, men gør ingen mine til at gøre noget.

Sam sukker.

Hun river døren til operationsstuen op og bliv næsten trampet ned. Lægerne haster ud, og i hælene på den, godt muggen, kommer Susan. Hun stopper kort op foran Samantha.

”Hvad sker der?” forlanger hun at få at vide. Sam ranker ryggen.

”Brand på et af værelserne, alle skal ud!” siger hun gennem larmen. Susan nikker og skynder sig så hen af gangen. Hun har en jakke under armen, samt en bunke mapper.

”Lægerne er væk. Susan er væk.” siger Sam, mens hun tæller de tilstedeværende på fingrene.

”Hvor er Emma?”

Indien møder Samanthas blik, med alvorlige øjne.

”Ej! Det gjorde de bare ikke!” hyler Sam, før hun forsvinder ind gennem døren. Jagdish er lige i hælene på hende og er lige ved at støde ind i hende. Sam er stoppet op lige inden for døren, med et fast tag i et rullebord. Gulvet er glat i det lille operationslokale, ikke bare på grund af vand, men også på grund af glasskår, som er spredt over det hele. Det er dog ikke derfor, hun er stoppet op.

Det lille lokale har intet operationsbord, men i stedet en uhyggelig metal stol. I stolen sidder en spinkel pige, med kroppen lænket til stolen. Store tunge sølvkæder holder hendes arme og ben fast, med et metalstativ fastgjort til hendes nakke, holder hovedet på plads. Vandet står denne pige lige i ansigtet.

Strategisk rundt om pigen er der placeret kors, og på det lille rullebord ligger en opslået bibel, hvis skrift er ulæselig på grund af vandet.

Emma hvæser indædt. ”Find nøglerne til lænkerne, de må være her et sted!”

Indien springer hen over gulvet, for at nå et andet rullebord. Han kan næsten ikke holde sig oprejst, men ligner Bambi på glatis. Sam leder blandt de forskellige instrumenter og dokumenter. Patientens fil har navnet: Emma, skrevet på sig med sprittusch. Det er den rigtige person.

”Hvor kommer alt det glas fra?” spørger Sam pigen. Pigens øjne forsøger at blinke vandet ud.

”Jeg fik dem til at tabe sylen.” hvisker hun hæst. Samantha rynker brynene i forargelse.

”De havde vel ikke tænkt sig, at …”

Hun kan end ikke færdiggøre sætningen. Det er jo absurd.

”Jo, de havde tænkt sig at hamre en ganske almindelig issyl forbi mit øjenæble i et forsøg på enten at gøre mig mere medgørlig eller bare gøre mig hjernedød.” siger pigen.

Indien skramler med instrumenter i den anden ende af lokalet, mens Sam står som lammet.

”Åh Gud.” mumler hun hæst. Pigen ser på hende, med slørede øjne.

”Få mig væk herfra.”

”Selvfølgelig.” Sam fór sammen og begynder at undersøge lænkerne. Det er faktisk kun en lænke, men den er lang og bundet på kryds og tværs. På pigens bryst er forskellige ender af lænken sat sammen med en hængelås, som så ud til at veje mindst et ton.

Flere sekunder går, hvor Sam kun kan høre sit eget ophidsede hjerteslag og de paniske stemmer fra gangene. Bare alle andre også er o.k..

”Grib!” Sam når lige at løfte hånden og gribe. Indien har kastet nøglen, og er nu selv på vej tilbage. Sam ser ned på nøglen et øjeblik, før hun brutalt giver sig til at åbne låsen. Alt er glat på grund af vandet, så det er svært at holde hængelåsen stille. Det lykkedes dog at få nøglen drejet rundt og pigen fri.

Indien er på dette tidspunkt endelig nået over gulvet, og kan lige nå at hjælpe pigen op fra stolen af metal.

Han vil gribe efter pigens hænder, da det går op for ham, at der ikke er nogle. Pigens krop er dækket af et tykt lag stof, som åbenbart er bundet på ryggen. En spændetrøje, ligesom dem udbryder konger benyttede sig af. Så det er deres virkelige formål! Det har Jagdish altid underet sig over, og med god grund. Hvad er det ikke for en underlig opfindelse?

”Hvad sker der for dig!”

Sam nærmest river pigen fra Jagdish og begynder at spænde trøjen op bagpå. I hendes hastværk glider hendes fingre flere gange.

”Hvem er I?” spørger pigen stille.

Trøjen daler til jorden og afslører pigen iført en grå sweater og en nederdel i samme tone. Pigen vender og drejer sine hænder, bevæger fingrene. Hun ser ufattelig lettet ud. Sam ligger nu mærke til, at gulvet omkring pigen, er dækket af blonde hår. Pigen selv er groft kortklippet. Hun ligner en død, så spinkel og bleg hun er, ligesom en heks før heksebrændingen, og efter dages totur.

Sam har lyst til at kramme dette svage væsen, men gør det ikke i frygt for at knuse hendes lille krop.

”Vi må ud her fra.” siger Indien. Sam griber pigens hånd.

”Det er der ikke tid til nu!” siger Sam hårdt. Hun trækker både pigen og Indien med sig ud af operationsstuen og ud i kaosset.

 

Johan ånder lettet op. Det er alt for let at komme helskindet fra den sindssyge dræbermaskine af en sygeplejerske. Nu er han tilbage på den lange gang, som før lå øde hen. Nu hersker totalt kaos, selvom der ingen er at se nogen steder. Døren fra receptionen og ud til, hænger skæve på hængslerne og man kan se stærke lys udefra. Lommelygter sikkert, måske endda politiet.

Potteplanterne er væltet, så jord er blevet spredt ud over gulvet. Brune, mudrede fodspor løber på kryds og tværs af hinanden i salen for at nå døren ud.

Johan løber forbi alt dette, tilbage hen af gangen. Døren til operationslokalet er åben, men det grønne skilt er stadig tændt.

Johan småløber mod døren. Nu handler det om, at komme væk i en fart. En dør til højre for Johan bliver åbnet. Stoppet halvvejs igennem en bevægelse, stirrer Johan på personen i døråbningen. Hans mor. Susan Linde smiler til sin søn.

”Så det er her, du er, Johan.” siger Susan og ligger det mørklagte rum bag sig.

”Ja.” siger Johan og synker en klump. Det er ikke meningen, at de skal mødes igen. angst gør ham mundlam, men det betyder intet, for Susan tager ordet.

”Jeg er skuffet, Johan.” siger hun, mens hun bevæger sig tættere på og op foran sin søn. Hun spreder armene, som for at give ham et knus, men bliver stående.

”Det har jeg været længe nu. Det tog mig lang tid, at tage beslutningen, men til sidste gjorde jeg det. En af mine kære venner, har holdt øje med dig. Jeg kender alle dine hemmeligheder.” siger Susan, stadig smilende og uhyggelig. Bag Susans ryg kommer Sam og Indien til syne, sammen med noget lille og spinket, pakket ind i tykt tøj. De når et godt stykke ned af gangen, før de stopper op. Susan kan ikke undgå at se dem, og det gør hun heller ikke. Hun kaster et kort blik over skulderen.

”Åh, nu er I her alle sammen.”

”Mor!” råber Johan i et stadie af panik. ”Du har monstre til at tage sig af dine patienter!”

”Nej, da. Du har bare mødt Ulrik. Han er den eneste af hans slags og en patient her, ligesom din lille veninde.” siger Susan afværgende. Johan bakker væk fra hende.

”Johan, du ved hvad du har gang i her. En kidnapning af en mentalt syg pige, som ikke har tilladelse til at forlade hospitalet. Du vil have pigen med dig, men du ved intet om hende. Johan, den pige har myrdet over 12 mennesker, på de mest grufulde måder!”

”Mor! Du lader os gå. Samantha, Indien, jeg tager mig af det her, bare løb.” siger Johan. Han må læne sig til siden, for at fange Sams blik, udenom hans mors skikkelse.

”Du gør mange ting, Johan; som jeg har forbudt dig. Du drikker, tager stoffer og spiller den ubehagelige musik.”

”Mor, jeg … Jeg holder af, hvad jeg gør, minus druk og stoffer. Jeg holder af min musik.” siger han fast.

”Det ved jeg; og jeg har accepteret, at du er smittet på samme måde som din far. De sidste måneder, har været et helvede for mig. Jeg vidste du løj for mig, og tog valget om at have en gammel ven til at spionerer på dig. Åh, hvis du bare vidste, hvor meget det smertede mig, at jeg gjorde det.”

”Mor, for fanden da.”

”Magien er sådan en hæslig sygdom. Den sidder fast på alt og æder det op indefra. Der er kun et at gøre.”

”Myrde de inficerede.” En lille stemme indskyder dette fra et sted bag Samantha og Jagdish. Den lille, levende, bylt af varmt tøj. Johan genkender stemmen, som sin veninde. Han kan ikke tage øjnene fra sin mors ansigt, men ønsker at se hende. Endelig vil han se, hvordan hun virkelig ser ud.

Susan ler stille.

”Så se da på hende, Johan.” siger hun leende. Johan ryster på hovedet, og bakker længere bagud.

”Samantha få hende ud herfra, inden der sker noget.”

Samantha skubber pigen om bag sig og går langs væggen, mod den åbenstående dør. Hvis bare hun kan nå mødelokalet, før Susan … Ja, før Susan gør, hvad end hun vil gøre. Det har Sam ingen idé om. I hendes øjne er Susan den onde, men der er intet der fortæller hende på hvilken måde. Johan stirrer efter dem, før han selv følger efter dem. Susan gør ingen mine til at røre sig. Hun ser bare efter dem, mens hun smiler. Hun finder igen sin telefon op af lommen og trykker hurtigkald.

”Min kære ven, jeg har brug for din hjælp.” sagde hun. ”Jeg vil have, at de aldrig kommer herfra.”

 

De løber imod den sorte bil i fuld fart. Samantha har fast i Emma, som nærmest bliver slæbt med. Det vil ikke undre Johan, hvis hun pludselig ligger vandret i luften eller svæver over dem, som en drage. Fabian træder ud af bilen med hævede hænder, som tegn til at de skal stoppe op. Johan slår hælene i jorden.

”Hvad sker der?” spørger han højlydt, så Fabian kan høre ham på trods af de mange meter imellem dem.

”Bilen er blevet punkteret, mens vi var indenfor. Vi må fortsætte til fods og efterlade dine ting!” råber Fabian igen, mens han sætter i løb.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...