Human Masquerade - Dansk

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2013
  • Opdateret: 1 jun. 2013
  • Status: Igang
Johan lever med sin mor, som er en berømt læge med speciale i mentalt forstyrrede børn. Han tør ikke fortælle hende, at hans bedste ven netop er sådan. Måske er hans mor heller ikke helt ærlig i sit erhverv.

Dette er min Nanowrimo november fra i år.

4Likes
6Kommentarer
730Visninger
AA

21. Jugdement

Kapitel 20. – Jugdement.

Den anonyme fortæller, Larry.

 

Det forkerte spørgsmål: Afgørelsen, hvem står som sejrherre?

Det rigtige spørgsmål: Hvem har den endelige beslutning?

 

Da hun vågner i mørket, ved hun, at hun ikke ligger på gaden. Det er ellers nemt at lade sig narre, for stengulvet er hårdt og koldt, men der mangler en stjernehimmel.

I lang tid ligger hun og stirrer op. Hun kan intet se. Mørket omslutter hende og gør hende kold. Kulden gør fysisk ondt på hende. Hun vil skrige i smerte, men mørket opsluger de lyde, som hun forsøger at frembringe.

Endelig ruller hun om på ryggen. Hun har ingen sko på, og hendes jakker mangler også. Mobiltelefonen ligger dog stadig i hendes lomme, men den kan hun næppe bruge nu. Hun aner intet om teknologi, og tiden er ikke inde til at lære det.

Små vindpust suser over gulvet og giver hende gåsehud. Det fortæller Emma, hvor hun skal lede efter en udgang.

Langsomt kravler hun over gulvet, i blinde, med hænderne strakt ud foran sig. Det gør ondt i hendes hoved, og hendes knæ er ømme.

Fingrespidserne støder snart på en væg. Hun kan ikke finde den kølige lufts oprindelsessted, så langsomt kommer hun på benene, støttet mod væggen.

Med ryggen mod væggen stirrer hun frem for sig. Hendes øjne kan næsten se igennem mørket nu, men hun stoler knapt nok på sine egne øjne. Frygten for Susan er for stor, og leger med hendes fantasi. Står hun i hjørnet, med en stor kniv? Venter hun rundt og hjørnet på dette ukendte sted?

At løbe fra Susan Linde er umuligt. Det har Emma erfaret. Det eneste våben mod Susan, er logik.

”Jeg ved, du er her.” hvisker Emma ud i luften foran hende, usikker på, om hendes ord drukner i mørket omkring hende.

Der lyder en hvæsende lyd længere inde i mørket, så går en dør op. Uden for er der et svagt lys, som blænder hende.

Emmas skridt er uhørlige på gulvet. Hun går over noget blødt. Den følelse som sand på hendes fødder, men forkert. Dette ’sand’ er blødere og varmt, selvom hun befinder sig i et mørkt indelukke.

Hendes arme griber fat i dørkarmen, som en støtte på vejen ud. Det svagelige lys strømmer ned over hende. Det drager et lettelses suk fra hendes læber. Hun ser ned af sig selv, hendes fødder er sorte.

Kort ser hun sig tilbage. Mørket virker stadigt væmmeligt. Emma fokuserer igen på strækningen foran hende. Hun befinder sig på en gang, som hun kan genkende. Det er den gang på hospitalet, som hun har tilbragt mange timer på. Forskellige torturkamre ligger placeret hen af gangen, kamufleret som medicinske forsøgsrum, udstyret med værksteder og almindelige lægebrikse.

Emma sætter i gang. Nu løber hun ned af gangen, hen over de knuste glas, ligeglad med de sår, hun måtte pådrage sig Det dæmrer for hende, hvad Susans plan med dette kan være. Men denne plan er kun mulig, hvis Susan selv befinder sig nærheden.

Hun når ned af hovedtrappen uden at der sker noget, men så kommer det. Først bliver hun ramt i ryggen af noget hårdt og udefinerbart, som splintres, da det rammer gulvet efterfølgende. Glas. Susan kyler glaskugler efter Emma, mens hun løber ned af trappen. Det overrasker ikke Emma, at Susan ville ty til noget så barnligt. Og dog overrasker det Emma, hvor hurtig og lydløs Susan bevæger sig på den mørke trappeopgang. Det er næsten, som om hun ikke går på egne ben, men nærmere flyver et stykke over jorden.

Hver gang Emma syntes at nå i sikkerhed i et værelse eller bag en lukket dør, lyder der en hvislende lyd, efterfulgt af Susans latter. Det er et endeløst spil, hvor målet er få Emma til at give op.

Hun får sidestik af et løbe, men kan på ingen måde sætte farten ned. Bare hun dog snart kan få sig et hvil, uden at høre Susan le bag sig. Emma løber hen af den svagt oplyste gang, i håb om at nå udgangen, og videre til et sted, hvor der stadig er mennesker på denne tid af natten.

Hun er nået enden af gangen, men er ikke længere klar over, hvor Susan befinder sig. Der er længere og længere mellem dørene, og for enden er der kun én eneste dør tilbage. Med rystende hænder tager hun fat i døren, flår i håndtaget. Døren er tung og hun kan næsten ikke åbne den. Det lykkes hende kun lige at få den et par centimeter åben.

Hun kan høre skridt bag sig, eller det vil sige, at hun høre tågen sprede sig hen over gulvet og ved, at Susan er på vej. Halvt svævende og halvt glidende, med tågen stående ud af hver pore i hendes krop.

Emma klemmer sig selv ind af den tunge dør, før den smækker i bag hende.

 

Et øjeblik står hun lænet op af døren. Hun prøver at få kontrollen over hende krop igen. Især hendes åndedrag er løbet løbsk. Hun sveder kraftigt og tørrer sine hænder af i sit tøj flere gange. Fødderne følelse mere som store klodser om hendes ben. Det gør ondt og svir i dem. Asken laver sikkert betændelse i de små sår.

Emma famler sig fremad, forsigtig for ikke at falde over noget på gulvet, som synes at flyde med mystiske genstande, som hun ikke kan genkende ved at røre ved dem. Det næste rum henligger i totalt mørke, ligesom det første rum, men det varer ikke længe, før døren går op igen.

Susan er i rummet og fylder det med tåge. Emma kan følge med i hendes bevægelser, da Susans øjne lyser op i mørket. Desværre har Emma også opfattelsen af, at Susan kan se perfekt i mørket. Og hun tager ikke fejl. Susans hånd griber af ingenting, fat i Emmas hår og trækker hende med sig. Alt dette uden at Susans krop flytter sig.

Emma dingler i luften, flere meter over gulvet. Hendes ben bevæger sig uafbrudt, for at finde fodfæste. Susan holder stadig fast i hendes hår. Et grusomt smil spreder sig på Susans læber.

”Hej Emma! Det er rart, at se dig igen!” hvisler hun, så hendes todelte tunge spiller over læberne. Emma skærer en grimasse af smerte. Smerter bliver dog overgået af frygt, da Susan pludselig smiler. Det næste øjeblik bliver hun smidt gennem luften. Hun lander på stengulvet længere væk, så luften bliver slået ud af hende. Det flimrer for hendes øjne, slaget i hovedet har gjort hende ør.

Lyset tændes i rummet. Lysstofrørene i loftet afgiver et bleg lys, som viser rummets hidtil skjulte rædsler. Fra loftet hænger de tunge jernkæder, hvor der er bundet adskillige våben for enden. Knive, save og de tunge kugler med pikke, som Emma ingen idé har om, hvad hedder. På gulvet ligger der bjørnefælder, selvfølgelig opslåede og parat til af fange sit bytte. Ellers er rummet fyldt med gamle møbler, som er ødelagte eller ubrugelige ifølge moderne lægevidenskab.

Hurtigt kommer Emma op. Hun sluger sin frygt. Der er kun et at gøre, at løbe, at give det et forsøg.

Bevægelsen bliver end ikke udført, før lyden rammer hendes øre. Susan står til venstre for hende. I den ene hånd har hun en flaske, som, efter lugten at dømme, indeholder alkohol. I den højre holder hun lydens ejermand, en pistol.

Pistolen laver et lille, men højlydt, klik, lige ud for hendes øre. Hun er ikke overrasket, men syntes at vide det vil ske. Hun står stille, som altid ligner hun er dukke. Ubevægelig og bleg. Uden mimik i ansigtet. Og dog ryster hendes hænder ustandseligt.

”Jeg er glad for, at du ikke har tabt gnisten endnu, Susan.” siger hun, med så meget sarkasme, hun kan mønstre.

”Hvordan skulle jeg kunne det, når min største fejltagelse, stadig vandre omkring; levende.” hvæser Susan.

”Nu må jeg le, jeg troede lige du skulle til at kalde mig et menneske.” svarer Emma. Hun drejer hovedet, så hun stirrer lige ind i pistolens løb. Det er en lille kaliber, men det er dødbringende nok.

 ”Nej, da. Sådan et væsen som du. Du har aldrig været et menneske. I er nærmere dæmoner! Og I insistere på at hive os alle, ærlige mennesker, ned på jeres lave plan!”

”Jeg tror faktisk, at jeg er enig.”

”Jaså, virkelig?”

”Ja, for du har trods alt vasket alle menneskelige træk ud af mig, ikke sandt?” siger Emma. ”Ikke sandt?”

”Nu ikke så næsvis. Vi skal have det rigtig sjovt nu!”

Susan lyder end ikke menneskelig selv længere. Den måde hun taler på, er fortrængt af noget andet. Ren ondskab, måske.

”Jeg kan føle, at det bliver rigtigt og det bliver sjov, for den ene part i det mindste, men jeg tvivler på, at det bliver rigtig sjovt.” siger Emma og går baglæns. Det ændrer ikke på hendes position nær pistolens løb, men hun har bedre chancer for at nå døren nu.

Det er Susan tur til at vandre rundt i ydercirklen. Hun stiller sig bag Emma, så tæt på, at Emma kan høre tågen hvisle.

”Giv det en chance.” Susan hvisker det i Emmas øre. Fanden tager ved hende. Susan kysser kort Emmas nakke, hvilket sender et gys af overraskelse igennem pigen. Susan ler af pigens reaktion.

”Kom nu Emma, ikke så genert. Jeg ved, at dig og Johan er meget gode venner.” siger hun.

Emma stirrer forvirret på hende.

”Hvad?”

”Lad vær at spille dum!” hyler Susan og slår ud efter Emma med pistolen. Hun misser, men Emma mister fodfæstet.

”Sig mig, lille Emma, har du set dig selv dø endnu, i dine syner.” spørger Susan venligt, med samme tone som hos patienterne.

”Masser af gange. Ikke et dødsfald er ens.”

”Virkelig?”

”Ja.”

”Så ved du også, hvordan du vil dø i sidste ende.” konkluderer Susan.

”Du tager fejl.”

”Aha?”

”Jeg ser kun et forslag, på en død. Ikke nødvendigvis en sandhed eller noget forud bestemt.”

”Hvor ærgerligt.” siger Susan og skubber den halvt oprejste Emma. Det er ikke et hårdt skub, men det kommer bag på Emma, som lander på gulvet. Emma må kæmpe sig på benene, men bliver straks ramt i ansigtet. Hun forstår ikke, hvad hun bliver ramt af, men smerten er intens og blodet sprøjter. Krampagtigt griber hun en vindueskarm, for at holde sig oprejst.

Forsigtigt rør hun ved sit ansigt. Såret starter under hendes højre øje og breder sig ud over næseryggen, samt videre ned af ansigtet.

Et nyt slag rammer hende over højre øje, flækker øjenbrynet. Det nye blod blænder hende. Slaget hamrer hendes hoved ind i vinduet, hvor det efterlader mærker på det fedtede glas, samt en perlerække af perfekt formede bloddråber.

Hun vakler fremad i blinde. Forgæves prøver hun at stoppe blodet med hendes ærme. Susan ler et sted bag det røde gardin. Og så rammer et nyt slag. Denne gang rammer det Emma i baghovedet.

Alene kræften bag slaget tvinger hende i knæ. For at tage af fra faldet, bruger hun sin højre arm, som hun lander på. En kaskade af blod bliver spyttet ud over gulvet, blodet flyder fra hendes mund i en lind strøm.

Susans hæl bliver hamret i gulvet bag Emma. Emma kravler fremad over gulvet i ren desperation. Hun når ikke langt, før hun bliver grebet i kraven og tvunget tilbage på benene. Med et fast greb i Emmas krave, tvinges hun med Susan.

Susan banker Emma ind et spejl, så det splintres. Emma falder til gulvet i smerteskrig. Det første Susan har hørt i lang tid.

Hænderne ryster, mens hun prøver at hive et større stykke glas ud af sin ryg. Fingrene glider på glasset. Hun skærer sig igen og igen. Til sidst opgiver hun. Hun kravler op i et hjørne, hvor hun græder. Der er ingen ære eller værdighed i smerte. Tårerne er røde, blandet op med blodet fra det flængede øjenbryn.

Susan sætter sig på den lille skammel. Lænet op af væggen. Hun ser flere år ældre ud, med lukkede øjne og en hånd på panden. Træthed vælter ind over hende.

”Engang, mange gange faktisk, fortalte du mig, at du så en morder,” siger hun. Susan skubber sig selv op. Tænksomt skrider hun over gulvet til de ophængte knive.

”Det var mig du mente. Det vidste jeg allerede den gang,” fortsætter hun, mens hun nøje udvælger sig en frygtindgydende kniv. Bladet skinner, selv i det dårligt oplyste rum. Legende svinger Susan bladet gennem luften. Det laver en svag hvislende lyd. Faretruende.

”Jeg troede, det var en provokation, men det var sandheder. Hele tiden sandheder. Har jeg ikke ret?” spørger Susan. Hun lyder nærmest kærlig, taknemlig. Hun sætter sig på gulvet foran den sammenkrøllede pige.

Susan ligger en hånd på Emmas hoved. Hun nusser hendes tidligere patient, på samme måde som en kærlig mor. Hånden glider gentagende gennem pigens hår, før den glider ned om hendes hals. Fingrene strammes og den anden hånd hjælper til. Luften svinder fra Emmas lunger, på samme måde som luften fra en ballon.

Hendes fingre griber krampagtigt fat om Susans hænder, men kunne ikke tvinge jerngrebet væk. Tårer former sig i hjørnet af hendes øjne og drypper ned over hendes, i forvejen ødelagte, ansigt.

Susan ler hånligt af hendes lidelser.

”Hvordan følelse det at dø?” spørger hun med et bredt grin. Emma vrider sig.

”Det er ikke det, at dø, der skaber frygt. Det er hvad der sker derefter.” hvisker hun næppe hørligt, gennem høje rallende gisp efter luft. Susan sukker.

”Altid så filosofisk. Nå, men det ender vel her. Farvel Emma, det har været et behageligt gensyn.”

Emma kan mærke fingrene stramme grebet, og forbereder sig på at dø. Det strejfer hende, at hun ikke har noget godt emne at tænke på. Hun har intet stort at savne. Ingen tætte familiemedlemmer eller venner, som hun kan tillade sig at savne.

For hende, er døden bare en ny slags tomrum, som ikke har en facon eller en følelse. Hun bliver enig med sig selv om, at hun bør tænke på de mennesker, som har ydet hende hjælp. Samantha og Jagdish. Fabian, selvom han hader hende. Og Johan.

Johan vil hun savne, selvom det nu er hans moder der vil tage hendes liv. Med der er en stor tøven fra Susans side. Faktisk så stor, at Emma uden problemer kan trække vejret. Anspændtheden forlader Emma krop.

Susans nye dæmoniske krop bliver hurtigt træt af at dræbe Emma. Pludselig slår det klik for hende, at det keder hende at gøre det på denne måde. Hun smider Emma fra sig, som en kludedukke og rejser sig så op. Hun vandrer rundt i rummet.

”Jeg ved, at der ligger en bunke konfiskerede cigaretter herinde et sted. De ansatte sniger sig altid herind for at ryge. Jeg burde nok sige, at det var noget de plejede at gøre. Det ser vi nok ikke mere til.” siger Susan og ler. Hun skubber nogle mugnede flyttekasser væk, så de falder på gulvet. Emma ligger på gulvet, blødende og udmattet.

”Jeg kunne jo spørge dig, om du ikke ville hjælpe mig, med at finde dem.” griner hun. ”men du virker mig lidt ophængt.”

Emma siger intet, men stirrer op i loftet. Hun græder, men er knapt klar over det. Hun magter ikke at løbe for sit liv mere, men giver sig simpelt til at vente på sin død.

Hun vil alligevel se den, før den foregår i den fysiske verden. Hendes blik bliver tåget, samtidig med, Susan begynder at tale igen. Snart oversvømmer billederne hendes indre, som kolde bølger af minder, som ikke tilhører hende selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...