Human Masquerade - Dansk

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2013
  • Opdateret: 1 jun. 2013
  • Status: Igang
Johan lever med sin mor, som er en berømt læge med speciale i mentalt forstyrrede børn. Han tør ikke fortælle hende, at hans bedste ven netop er sådan. Måske er hans mor heller ikke helt ærlig i sit erhverv.

Dette er min Nanowrimo november fra i år.

4Likes
6Kommentarer
727Visninger
AA

14. Death

Kapitel 13. – Death.

Johan Linde.

 

Den første vej til renselsen er befrielsen,

Som kun kan opnås gennem sandheden.

 

Vi falder alle hen i tavshed på grund af udmattelsen.

Indenfor bliver der stille. Fabian fører os igennem huset, ind i husets centrum, en stor stue, som formår at ligge i midten af huset, og som stadig har vinduer udad til. Der er allerede tændt op i stuens kamin, som også er den eneste lyskilde.

Et øjeblik synes jeg at se en rødhåret kvinde på vej ud af en anden dør i stuen, men så tænder Fabian lyset og synet forsvinder. Det må være udmattelsen.

Møblerne er i gammelt design, med grønt betræk. Gulvet er dækket af et brunligt gulvtæppe. I midten af stuen er der sofa og lænestole, samt et lille kaffebord. Her sætter vi os ned.

Samantha forlader stuen igen og henter varme drikkevarer i køkkenet, te og kaffe, som hun sætter på kaffebordet.

Emma bliver placeret i midten af en grøn sofa, hvor hun kryber sammen. Hun ser kold og træt ud, som hun hviler sit hoved i hænderne.

Hele opstillingen i stuen, forløber som en scene. Der er lagt op til en lang samtale med Emma, men jeg tvivler på, om det går. Sam rækker Emma en kop med te, som hun tager imod, med et ansigt som virker så taknemligt.

”Drik ud.” siger Sam.

”Tak.” lyder svaret. Det er så uvant for mig at se og høre Emma. Bare det, at hun nu har et navn er underligt. Emma, Emma. Jeg gentager det for mig selv inde i mit hoved. Det er et pænt navn.

”Hvad er du indlagt for? Jeg går ud fra, at det ikke var af almindelige årsager.” spørger Fabian og ødelægger den rolige stemning. Emma bliver helt stiv i kroppen og hendes hænder dirrer let. Samantha sender Fabian et isende blik, men afbryder ham ikke. Hverken jeg eller Indien kommenterer på det, men rører blot på os i ubehag.

”Det ved du allerede og det er ikke et særlig behagelig emne at tale om.” svarer hun og stiller koppen fra sig, inden hun taber den.

”Det er kun fair, at du fortæller det selv. Vi har gået igennem mange problemer for dig. Johan bløder, at du ved det.” siger Fabian spidst. Emma ser på mig. Det gør alle andre også. Jeg selv har fuldstædigt skudt Ulriks klør ud af hovedet, men nu vender mindet tilbage.

”Det kan være, men jeg kender ikke denne historie.” siger Indien, for at gøre humøret lettere.

”Faktisk ved jeg det heller ikke. Mor taler aldrig … talte aldrig, om hendes patienter. Jeg så dem kun få gange, på vej ind eller ud. Mest ind.” siger jeg.

”Jeg ser hvordan folk skal dø.” siger Emma ligeud.

”Hmmm.” siger Fabian.

”Som os alle sammen lige nu og her?” Siger Sam en smule ængsteligt. Hun sidder på armlænet af den lænestol, som Fabian sidder i. Skæret fra kaminen sætter dem i et skyggefuldt skær, som en mafiaboss og hans elskerinde. Selv står jeg op, lænet op af væggen, på samme måde som Indien.

”Nej, kun individer der dør … man kan kalde det en unaturlig død.” siger Emma.

”Mord, altså.” brummer Fabian.

”Og selvmord og ulykker.” siger Emma.

”Er vi på den liste?” spørg Sam.

”Det kan jeg ikke fortælle med god samvittighed.”

Emma kryber sammen i sofaen. Trækker benene til sig og krøller sig sammen. Hendes hænder bevæger sig gennem hendes hår. Hysterisk og forskræmt.

”Hvorfor?”

Fabian virker brutal i sine udtagelser, som om han beskylder hende. Jeg får lyst til at slå ham, bare indtil der kommer lidt fornuft ind i ham.

”Fordi det er at ændre et liv, at livets føre kender sin skæbne. Har jeg ret? Mrs. Emma?” spørger Indien, mens han smiler beroligende til hende.

”Korrekt, men også fordi, det kun er et billede af fremtiden for nu. Altså hvis også frem personen fortsætter i den skæbne retning.” siger Emma.

”Uhyggeligt.” siger Sam.

”Jeg tror dig.” siger jeg. ”Det giver mening.”

”Det ved jeg.” siger Emma. Der hersker en dyb tavshed efter den akavede samtale. Emma rejser sig op og tager halstørklædet af.

”Jeg vil ikke blive, hvis jeg er uønsket.” siger Emma. ”Jeg ved i tvivler nu og jeg ønsker ej, at skulle bevise mig selv.”

”Vi stoler på dig.” siger jeg. Fabian sender mig et blik, som taler sig tydelige sprog: Tal for dig selv.

”Du kan blive, hvis du vil.” siger Sam.

”Vi har brug for dig.” siger Indien.

”Lige et spørgsmål … ville du advare os, hvis du så os dø?” spørger Samantha.

”Det er ikke sikkert jeg kan.” siger Emma.

”Det er en skræmmende tanke.” siger Indien.

”Det at være Gud, jeg forstår det nu” siger Johan.

”Hvem har retten til at dømme andre, levende eller døde? Jeg føler ikke det er i min ret, endnu i hvert fald. Derfor har jeg ikke evnen til at se tid og sted. Måske senere vil jeg være den Gud der dømmer.” siger Emma.

”Så, du er slet ikke i stand til at se andet end selve døden?” Samantha virker en lille smule langsom, men stiller til gengæld de spørgsmål jeg selv mangler.

”Kali, ødelæggeren, har velsignet dig.” siger Indien fast.

”Eller forbandet hende.” siger Fabian køligt.

”Tal pænt! Emma har været meget igennem.” siger jeg hårdt.

”Det er orden, Johan. Min eksistens er et koncept, der skal have tid.” siger Emma.

”Du er velkommen i mit hjem, som de andre, men lad os fastslå, at du … vi må holde tæt om dine evner. Susan vil prøve at ramme os, og det er snart.” siger Fabian og rejser sig op. ”Jeg er ked af, at jeg har opført mig groft, men Susan havde ret på visse punkter. Du var på de hospital af en grund, det er kun fair, vi kender den.”

Emma nikker. Hun griber sin kop igen og tømmer den hurtigt.

”Hvordan overlever man den slags ondskab? Fra sådan et sted mener jeg?” spørger Samantha forsigtigt.

”Det gør man ikke.” svarer Emma og sætter koppen igen.

”Jeg er ikke med, eh?”

”Selvom jeg ikke døde fysisk, døde jeg stadig. Smerte rammer ikke kun kroppen, men også helt enkelte ting som begreber. Håb, for eksempel. Det dør, som noget af det første. Og det først er væk, er der ikke meget at komme efter.”

Det går endelig op for mig, at Emma hele tiden har lidt. Og dog, var hun kommet til mig hver dag, velvidende hvem jeg var, uden at beklage sig. Til gengæld havde jeg nærmest bombet hende med mit livs problemer. Skyldfølelse kunne ikke engang bruges til at beskrive, hvad jeg følte.

”Sengetid! Den her samtale er ikke god!”

Sam rejste sig og brød det lag af is, der havde lagt sig i luften mellem os. Så mange uforløste følelser, som vi ikke kunne tale om. Hvilken slags gruppe var vi? Uden bevægelse nok til, at vi kunne tale med hinanden i en normal tone.

 

Emma får et lille midlertidigt værelse på loftet i Fabians hus. Rummet er småt. Gulvet er en platform, hvor trappen nærmest æder sig ind. Væggene i den ene side er skrå, og som de andre, af træ. Der er et rundt vindue, hvis glas havde motiv som en rose, og som kan åbnes, plus bruges som udvej. Det er et nedlagt rum, brugt til at kigge på stjerner. Det bærer stadig præg af den tidligere brug, med store plakater af stjerner, symboler på himmelvægen og der står et teleskop i hjørnet ved det store vindue. Sengen er skubbet op af væggen, så den ligger parallelt med trappen. For at komme til sengen, skal man kravle op i den fra bagenden og undvige den skrå væg. Om natten er værelset badet i et blåligt lys kreeret af en blanding af månens eget lys og det fjerne lys fra lygtepælene, på den måde er der aldrig rigtig mørkt.

Emma synes værelset er dejligt. Hun danser af glæde, da hun ser den samling af ting, som er endt på loftet i løbet af årene. Gamle nedslidte bøger, glemte tøjdyr, aflagt tøj og lamper, der er fra før anden verdenskrig; hun elsker det.

Emma får lov til at stille tingene op, for at gøre værelset mere personligt.

”Det er virkelig noget jeg har savnet, personlige ejendomme.” betror hun mig. Særligt forelsker hun sig i en falmet lyserød plyskanin, som bliver sat på sengen. Den mangler lidt af det ene øre.

Jeg smiler bare til hende som svar. Mit hoved gør ondt, bare ved tanken om det hun må have oplevet.

Et lægetjek havde fortalt os, at hun ikke er døden nær. Dog vil der gå et stykke tid, før hun vil se sund ud igen. Emma er slet ikke vandt til, at spise mad i samme mængder som os. Det giver hende kvalme. Og hendes fysiske tilstand er ikke bedre. Hendes blege hud, er så tynd, at man kan se igennem den, og uanset hvor meget vi vasker hendes hår virker det lige fedtet og farveløst. Seriøst! Jeg kan tælle hendes blodårer! For ikke at tale om, at den ene side af hendes ansigt stadig er plettet af små sår og gamle ar. Åbenbart går personalet på hospitalet kun efter den ene kind, eller også vendte Emma aldrig den anden til.

Samantha har selvfølgelig stået for al pleje af Emma, helt selv, af rent feminine grunde. Samantha har taget hende med ud og købe tøj, hvilket havde hjulpet på Emmas udseende som en død hund. Nu går hun rundt i farverige kjoler, med tykke sweatre uden over, så hun kan holde varmen.

Det mest af dagen går med musik, både jeg og Fabian har opgivet skolen engang for alle. Efter en uge kom der endda et brev med min udmelding. Det giver mig en dårlig smag i munden. Mor ved altså hvor vi var. Udspionerer hun os stadig? Fabian mener, at det er sandsynligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...