Three (Four) Things | Zayn Malik

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2013
  • Opdateret: 1 jun. 2013
  • Status: Igang
Clair "Crab" Johnson bor på en husbåd i Themsen, London. Hendes kærlighed går til hendes elskede båd, Crab, til hendes notesbog og hendes veninde gennem alt Emily. Hvert år holdes det verdensberømte "International Shiprace", hvor hvert land verden over skal stille frem med en berømt og en normal borger.
Clair elsker at overvære begivenheden hvert år, men da hun bliver valgt til at repræsentere sit eget land, overgår det alle hendes livs store oplevelser. Men da hun får at vide at den hun skal sejle sammen med er den verdensberømte Zayn Malik, ser hun hurtigt omvendt på tingende. Hun regner med at få den værste sommer i hende 19-årige lange liv, men kunne det ende med at blive det modsatte? Og kan hun lukke en 4. ting ind i hendes hjerte? Ingen ved noget, før det er sket.

3Likes
7Kommentarer
285Visninger
AA

1. News and Notebooks

Jeg sad og kiggede ud af vinduet, med min efterhånden slidte, træbrune notesbog. Jeg følte mig meget poetisk, selvom det egentlig ikke var en skid poetisk og skrive om mennesker der går rundt i Londons gader og stræder. Jeg elskede at sidde og kigge på mennesker. Bare sidde og observere og danne indtryk. Det lød super poetisk og fredsfyldt, og jeg lyder som en eller anden hippie, men sandheden er at jeg er langt det modsatte. Jeg er lidt at et vilddyr, og det mest poetiske tidspunkt i mit liv er nok når jeg sidder og skriver i min elskede notesbog, på mit elskede skib. Fri for universitet, lektier og klamme kantiner. Bare om aftnen i det min bedste veninde kalder 'Spidsen', og nyde en kop ægte engelsk the blandet med et par mælkeslatter fra køleskabet. Sidde og snakke med folk der sejler forbi, eller ligger i havn i Themsen. 

Spidsen var sjovt nok spidsen på mit herlige skib, Crab. Her havde jeg fint placeret en sølv havestol, som jeg havde arvet fra min langt ude i rækken af gran ting fætter. Som jeg aldrig havde mødt, set eller hørt om. Altså en totalt fremmed som åbenbart ville give sin ukendte grangrangrangrangrangrangran kusine en fin havestol. Mange tak, Austin...Andy...whatever? Nå jaja. 

Jeg havde efterhånden skrevet det jeg ville i min notesbog fra 1900 og grønlangkål, og var lige ved at gå ud og sætte mig i Spidsen, da jeg kom i tanke om grunden til hvorfor jeg ikke havde sat mig derud. Regnvejr. Arrrrrgh. Når der alligevel ikke var noget at lave kunne jeg ligeså godt lade være med at underholde mig selv, og lade andre underholde mig. Det var fjernsynet jo den bedste tingest til. 

Hej, mit navn er David Green, og jeg er vært i denne omgang nyhedsudsendelse.

Lyden fandt vej ind i mit øre. På skærmen dukkede billedet op af en mand i kulsort jakkesæt med et neonblåt slips, der var bundet helt forfærdeligt. Modekatastrofe! Hans hår var leverpostejbrunt og rodet ind i en ordentlig omgang voks. Jeg havde svært ved at forstå hvordan TV1 lod ham gå på skærmen i sådan noget kluns.

Der er et halvt år til at det traditionelle International Ship Race indtager Themsen, og bestyrelsen i Ship Race England er ved at nå til vejs ende i deres beslutning om hvilke to der skal arbejde sammen på båden og repræsentere England. 

International Ship Race var en af de største begivenheder i engelsk historie. Hvert år så flere hundrede millioner mennesker med verden over. Tusindvis stod klemt sammen og så alle skibende kom sejlende forbi.

Jeg har min smukke kollega stående ved selveste Tower Bridge. Hvordan ser det ud deroppe, Linda?

En smuk, lyshåret pige med klare, blå øjne dukkede op på fjernsynsskærmen. I baggrunden kunne man se noget af den lange Tower Bridge og skyggen af et gigantisk kamera. Jeg lå cirka tohundrede meter væk fra Tower Bridge, og jeg kunne skimte nogle kameraer og andet tv-grej. Jeg følte mig fristet til at vade derop og skubbe hende udover kanten. Hendes over forbrug af makeup og hendes selvglade jeg skreg ud af skærmen og pev i mit øre. 

Mange tak, David. Jeg står her med Tommy Jules, bestyrelsesformand i Ship Race England. Har i udvalgt de to der skal sejle til Ship Race?

Tommy Jules var en lille, buttet bestyrelsesformand fra London. Han var bådentusiast, og havde deltaget i Ship Race sammen med en eller anden firser fyr, som åbenbart var meget kendt dengang. 

Ja. Vi blev enige for få timer siden, og lige om lidt går vi hen og overrasker den heldige. Men jeg kan desværre ikke afsløre hvem berømtheden bliver.

Han prøvede på at smile, men det eneste det blev til var bare dobbeltdobbeltdobbeltdobbelt hage. Linda Selvgladkorrespondent sagde et eller andet til kameraet, og så fulgte de ellers Tommy Jules, som jokkede klodset og kluntet ned af Tower Bridge. Jeg kunne se hans figur og skikkelse blive større og større. Tænk hvis det var mig! Okay, styr dig selv, Crab! Tankerne hvirvlede rundt i min hjerne. De blev større og større. Og til sidst var de drejet på sidespor. Jeg anede ikke hvordan jeg kunne ende med at tænke på appelsiner og Spice Girls. En anden ting jeg heller ikke helt forstod var hvordan jeg kunne overhøre ringeklokken, når der var dyb stilhed og det eneste man kunne høre var min hjerne der knurrede. Men da den ringede anden gang opfangede mine øre heldigvis den skingre lyd.

Jeg rejste mig op fra lædersofaen og gik stille og lydløst hen over de gamle træbrædder.

Verden er lige gået i stå. Jeg ved ikke om det er fordi jeg er besvimet, fordi hende der Linda Selvglad stak en mikrofon op i min mund, og højst sandsynligt ødelagde alle mine tænder, eller om det var fordi at (selveste) Tommy Jules lige havde udnævnt mig til den heldige borger der skulle sejle sammen med en berømthed, igennem Themsen. Jeg kunne mærke at sommerfuglene allerede arbejdede på højtryk på at starte en tornado, som helt sikkert ville være blevet til en, ja jeg ved virkelig ikke.

"Clair Johnson, du er lige blevet den ene udvalgte til at repræsentere England! Hvordan har du det?" Hun rakte mikrofonen til mig, hev et lille spejl op ad lommen og så begyndte hun ellers at rette på sin make-up, sit hår ja sågar hendes næse.

"Jeg har det fint..." sagde jeg og kiggede underligt på selvgladstøsen. Det så nok lidt mærkeligt ud hjemme i stuerne, at jeg bare stod der og kiggede på et eller andet som de ikke kunne se. 

Jeg rakte mikrofonen tilbage til Linda. "Kan du uddybe?" spurgte hun mig.

"Det er rigtig fedt, jeg kan slet ikke beskrive det! Jeg tror det bliver min bedste sommer nogensinde, og jeg glæder mig til at vinde!" svarede jeg. Jeg kunne mærke at jeg rødmede, da jeg så min bedsteveninde, Emily stå og nærmest ryste sin hånd af. 

"Tak skal du have." sagde Linda ligegyldigt og hev et tyggegummi op ad sin lomme. Tommy rullede med øjnene. "Tillykke" sagde han og nikkede. "Vi ved at du vil vinde! Vi har stadig ikke det hele på plads med hensyn til din sejlerkammerat. Sådan er det med kendte. Det er svært at finde en der har tid hele sommeren! Men på tirsdag forventer vi at alle brikkerne er faldet på plads." sagde han og klappede sig selv på maven. "Det lyder interessant!" svarede jeg bare og nikkede. Det var ret akavet det her. "Ja, vi mødes på tirsdag nogenlunde lige her. Du vil i hvert fald kunne se mig. Så snakker vi det hele igennem og jeg fortæller dig lidt om din sejlermakker! Her er mit nummer og min mail. Skriv endelig til mig hvis du har spørgsmål!"

"Det vil jeg!" sagde jeg.

Jeg kunne se Emily løbe hen til mig. Hun lænede sig forpustet op ad Tommy Jules, og lagde hånden på hans skulder. "Hva' så gamle jas?" hun nikkede til ham. Han kigge forunderligt på min bedsteveninde som havde klædt sig i en blå cardigan, snehvid skjorte, og et par sorte Adidasbukser. "Godaften miss., miss..." "Emily Ann Keane, bare kald mig Emi" afbrød hun Tommy.

"CRAB MIN ELSKEDE KRABBE!" råbte Emily. Tommy stoppede sin buttede finger ind i øret og skar en grimasse.

"Jeg så dig i nyhederne, jeg så bare dit ansigt, og så stod jeg derover og var ved at tabe hovedet af begejstring og stolthed!" Hun rettede på sin kjole og spillede fornem, hun kunne ikke være seriøs. Men sådan er Emi, og jeg ved at hun mente det seriøst. Jeg grinede.

"Farvel, Tommy" sagde jeg og vinkede.

"Farvel frøken" sagde han og hostede.

Emily vendte sig om mod mig og omfavnede mig. Hun klemte så hårdt, at jeg troede hun havde det mål at kvæle mig.

"Argh" såkaldt "stilleskreg" hun.

Mig og Emi havde vores eget sprog, som vi brugte mest når der var drenge i nærheden.

Og så hoppede vi ellers op og ned som lalleglade idioter på lykkepiller. Men det var vi vel egentlig også. Sådan var alle lykkelige piger vel.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Så er det første kapitel overstået! Jeg er så glad, og jeg håber i vil tage godt imod det. Jeg havde aldrig regnet med at skulle skrive en ordentlig fan fiction, men det kom jeg så til. Det er min første rigtige fan fiction, så jaaa. Jeg har stadig ikke helt fundet ud af hvad andet kapitel skal byde på, men udanset hvad er det ude på tirsdag! Jeg ved ikke helt om dette kapitel har været for kort eller om det har været tilpas, eller for langt. Jeg vil gerne have jeres meninger, så smid endelig en kommentar.

xx Fersknen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...