Den fortabte by

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2013
  • Opdateret: 20 jul. 2013
  • Status: Igang
Kriminalkommissær David Hansen bliver sat på sagen om at finde ud af hvem, eller hvad, der dræbte menneskerne. Men hvad sker der, når det er dyr, som dræber dem? Dyr, som ikke burde leve i denne tidsalder? Dyr, som er farligere end andre dyr, vi har nu. Dyr, som burde være uddøde? Kan menneskene redde sig selv? Eller må menneskeheden gå under for stærkere arter?

25Likes
60Kommentarer
1127Visninger
AA

11. Kapitel 9

Nanna satte sig bekymret op på sin cykel. Hvorfor skulle hun køre derhen? Hvad var der? Hvorfor var David ikke nærværende, det skulle politimænd da altid være? Hun lukkede af for den lange strøm af spørgsmål, David ville sikkert fortælle hende svarene, når hun kom derhen.

Det var først her, hun gav sig tid til at kigge lidt omkring, alle mennesker var forsvundet fra vejene. Hvor mærkeligt, tænkte hun, men kørte roligt videre. Små hvide blomster var gået i gang med at springe ud, foråret var på vej. Hun kunne ikke lade være med at smile, foråret var den bedste tid på året.

Et skrig fik Nanna til at kigge op fra asfalten, hun kunne mærke den knugende fornemmelse i maven. Der var noget galt. Et skrig mere fik hendes vejrtrækning til at bevæge sig hurtigt. En dyb snerren fik hendes hjerte til at slå hårdere mod hendes bryst.

Endnu et skrig også stilhed. Hun prøvede at høre efter flere skrig, men blodet susede så hurtigt, at hun ikke kunne høre noget. Måske skulle hun alligevel have taget bilen? Hun rystede på hovedet, det kunne hun ikke lave om nu, hun måtte bare skynde sig.

Mens asfalten faldt i et med hinanden, de gule, røde og hvide huse fløj forbi hende, var der stadig skrig i det fjerne. Gåsehuden begyndte at sprede sig over hendes hud og hun kunne ikke lade være med at gyse let.

Mørket begyndte at falde over gaderne og gadelamperne blev tændt. Hvad var klokken? Gabende trak hun sin mobil op af lommen. 20:50. Ubevidst så hun sig over skulderen, hun havde en fornemmelse af at blive iagttaget.

En høj ringetone fik hende til at hoppe forskrækket op. Fumlende fik hun sat i sin mobil.

”De… Ja?” Sagde hun, mens hun kiggede sig omkring. Følelsen forstærkede sig kun.

”Nanna? Hvor er du? Det er lang tid siden, jeg sagde, du skulle komme?” Davids bekymrede stemme gav genlyd i hendes øre.

”Er det? Jeg er…” Panikken kom, som den første, da hun fandt ud af, at hun ikke var kørt den rigtige vej. Hun anede ikke, hvor hun var henne.

”Det ved jeg ikke…”

”Er du i bil? Det larmer utrolig meget.” Blæsten var taget til i styrke og bladene på træerne raslede uhyggeligt i vinden.

”Nej…”

”Hvad?!” En bankende hovedpine begyndte i hendes hoved.

”Jeg tænkte mig vidst ikke om...”

”Vidst ikke?”

”Jeg tænkte mig ikke om.” Skridt begyndte at lyde i nærheden. En følelse af ubehag og glæde begyndte. Måske var det et menneske? Eller noget andet…

”Jeg kan komme og hente dig,” tilbød han hurtigt. Der var ikke tid til at være sur nu.

”Jeg ved jo ikke, hvor jeg er?” Hun svarede mekanisk, alle hendes sanser lå på skridtene.

”Kan du se nogen skilte?”

”Nej,” kom svaret kort efter, da hun havde kigget sig omkring. David udstødte en lyd, der kunne beskrives som opgivende. Noget lå i den have, hun kørte forbi. Hun satte farten ned, så hun kunne se, hvad det var. En kvalme begyndte at tage form i hendes hals.

Det var et menneske. Et dødt menneske. I udkanten af hendes synsfelt, kunne hun se noget bevæge sig. Hendes øjne blev store, da hun så, hvad det var. Et skrig, der kunne høres over hele sjælland, fandt vej ud gennem hendes mund, da dyret kom løbende i mod hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...