Den fortabte by

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2013
  • Opdateret: 20 jul. 2013
  • Status: Igang
Kriminalkommissær David Hansen bliver sat på sagen om at finde ud af hvem, eller hvad, der dræbte menneskerne. Men hvad sker der, når det er dyr, som dræber dem? Dyr, som ikke burde leve i denne tidsalder? Dyr, som er farligere end andre dyr, vi har nu. Dyr, som burde være uddøde? Kan menneskene redde sig selv? Eller må menneskeheden gå under for stærkere arter?

25Likes
60Kommentarer
1057Visninger
AA

6. Kapitel 4

"Ja?" Sagde David ind i mobilen. Ham og Kasper gik stadig rundt i skoven, men de havde ikke fundet noget i nu, andet end alle de fodspor, men det hjalp jo ikke rigtig på noget. Kasper havde taget billeder af fodsporene og ville sende dem til laboratoriet, så kunne de måske finde dyret. 

"Laboratoriet fandt noget spyt på liget," sukkede Nanna ind i røret. 

"Og?" David gjorde tegn til Kasper om, at han skulle komme herhen. Kasper gik roligt, men stoppede så op og kiggede ned på sin telefon.

"De kunne ikke finde noget dyr, som har den spyt. De vil prøve at kigge alle dyr igennem, vi nogensinde har fundet, men det tager lang tid." Der lød skramlen i røret, hvilket fik David til at kigge på hvor meget forbindelse der var. Fuld forbindelse. 

"Hvor er du?" Davids stemme lød bekymret, hvilket han hurtigt skammede sig over. Han skulle være den store, den der kunne alt. Ikke en eller anden som var bekymret for alle og enhver. 

"Det... er lige meget." Hendes stemme knækkede over, hvilket fik David til at løfte øjenbrynene. 

"Hvad er der sket? Har nogen gjort dig noget?" David smilede lidt for sig selv, da han fik politi arbejde ind over samtalen. Han var virkelig den bedste. 

"David," sagde Kasper langsomt, men blev hurtigt afbrudt. 

"Ikke nu!" David sendte ham et vredt blik og vendte tilbage til telefonen, da Nanna var begyndt at snakke. 

"Der er ikke sket noget." Hendes stemme lød hård, men man kunne tydeligt høre smerten igennem den. 

"David..." Begyndte Kasper igen. 

"Hvad?" Råbte David surt, så Nanna gispede i røret. 

"Undskyld, det var ikke til dig." Fortsatte David i et roligere tonefald, inden han kiggede på Kasper. 

"Nåh?" David havde mest af alt bare lyst til at rulle øjne af Kasper, men det ville virke uprofessionelt. 

"Der er fundet et lig mere." Denne gang veg Kasper ikke tilbage. Nej, hans stemme var hård og stærk. Straks blev David opmærksom på ham. 

"Lad os komme af sted." De begyndte begge at gå hen til bilen. 

"Hvor hen?" David havde helt glemt telefonen, så han fik et mindre chok, da Nanna snakkede til ham. Han kiggede skjult over på Kasper, men Kasper så ikke ud til at have bemærket hans lille hop. 

"Der er fundet endnu et lig," svarede David roligt og satte sig ind i bilen. Kasper startede morteren og begyndte at køre ud på vejen. David ville helst køre, men han kunne jo ikke snakke i telefon samtidig. 

"Hvor henne?" Endnu mere skramlen lød på linjen, men denne gang var det døre som åbnede og lukkede og hastige skridt. 

"Jeg tror ikke, det er en god ide at komme." David svarede meget langsomt, selvom han havde svært ved at indrømme det, ville han hellere have, at hun tog hjem i den tilstand, hun var i. 

"Tror du, jeg ikke kan klare det? Du tror, jeg er svag. Men det er jeg ikke. Jeg kommer derhen, om jeg så selv skal finde ud af, hvor det er. Så gør dig selv en tjeneste og sig hvor det er." David kunne ikke lade være med at krympe en smule over hendes hårde tonefald. 

"Hvor er det henne?" Denne gang henvendte David sig til Kasper, som kiggede kort på ham, inden han igen kiggede på vejen. 

"Der hvor vi holdt Sankthans sidste år." David nikkede og sagde det videre til Nanna. 

"Så må vi nok hellere finde et nyt sted til i år." Hun prøvede at lave lidt sjov, men det hjalp ikke rigtig. 

"Nåh, vi ses derude." Der lød endnu mere skramlen og et bilhorn, da Nanna gik ud af bygningen. 

"Øhm... Nanna..." Startede David, men han var ikke sikker på, hvordan han skulle slutte sætningen af. 

"Ja?" Nanna lød lidt fraværende, så David tænkte, at han hellere måtte sige et eller andet. 

"Tag en bil og pas på." Han lagde på, inden hun nåede at svare. Han var ikke engang sikker på, at hun havde hørt det, men det havde Kasper, for han kiggede mærkeligt på David. 

"Hun er den eneste person her, som ved nok om dyr til at kunne hjælpe os," forsvarede han sig. Kasper sendte ham endnu et blik, inden han langsomt nikkede på hovedet. David var lettere irriteret, hvorfor var det hele så besværligt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...