Den fortabte by

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2013
  • Opdateret: 20 jul. 2013
  • Status: Igang
Kriminalkommissær David Hansen bliver sat på sagen om at finde ud af hvem, eller hvad, der dræbte menneskerne. Men hvad sker der, når det er dyr, som dræber dem? Dyr, som ikke burde leve i denne tidsalder? Dyr, som er farligere end andre dyr, vi har nu. Dyr, som burde være uddøde? Kan menneskene redde sig selv? Eller må menneskeheden gå under for stærkere arter?

25Likes
60Kommentarer
1077Visninger
AA

4. Kapitel 2

Nanna gik gennem de lange snoede hvide gange og stoppede så op ved en brun dør - den eneste farvede ting på hele stedet. Hun bankede roligt på døren. 

"Kom ind," kom svaret fra den anden side af døren. Nanna trak ned i håndtaget og skubbede stille døren op. Manden inde i lokalet kiggede op, da døren gik op. 

"Ja?" Han kiggede surt på hende, men fik da et lille bitte smil frem på sine læber. 

"Har du fået svar fra laboratoriet?" Spurgte hun forsigtigt. 

"Det kunne du ikke spørge om over mail?" Han havde et nyt dyrt jakkesæt på og en sprit ny bærbarcomputer foran sig.

"Vi leder efter et rovdyr, som kan nå at dræbe hele verdenen, inden du får svaret den mail!" Hun slog sin hånd hårdt ned i bordet, så han måtte kigge op og møde hendes vrede blik. 

"Nu overreagerer du vist lidt," sagde han bare og kiggede ind i skærmen igen. Hun prustede hurtigt ud, mens hun lod sine tanker vandre i hvordan en mand kunne være så irriterende. 

"Men ja, der er kommet svar." Med ét havde han hendes opmærksomhed igen. Denne gang vidste hun bedre end bare at bryde ind, så hun ventede pænt på, at han fortsatte. 

"Det er ikke spyt fra en dyreart de kender." Han kiggede op på hende igen. "De har søgt på alle dyrearter, som lever, men ingen passer til." 

"Jamen hvad så?" Hun kunne slet ikke få det til at passe sammen. Skulle der være kommet en ny art? 

"De vil se om de kan finde noget som bare passer lidt til, men det kommer til at tage tid..." 

"Tage tid? Vi har et dødens farligt rovdyr løbende rundt? De kan ikke bruge tid på det. Vi skal have et svar. Nu." Hendes øjne lynede, da hun endnu en gang slog hånden i bordet.

"Det tager tid at kigge alle dyr igennem, vi nogensinde har fundet." Han udtalte ordene roligt og præcis, som om hun ikke havde fået et udfald. 

"Jeg vil gerne bede om deres mail og et telefon nummer." Hendes øjne lynede stadig, men hendes stemme var faldet til ro. 

"Det ved du godt, jeg ikke kan gøre." Han kiggede undersøgende op ad hendes stramme sorte nederdel og hvide skjorte, hvilket fik blodet til at skyde op i hendes kinder. Hun rømmede sig, da hun ikke kunne lide det blik. De kunne aldrig blive sammen. Hun kunne ikke lide ham på dem måde. Han var al for grusom. 

"Så bed dem om at skynde sig." Med de ord gik hun hurtigt ud af lokalet og huskede at smække døren efter sig. De faste skridt forsatte ud på toilettet, hvor hun faldt rystende sammen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...