Den fortabte by

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2013
  • Opdateret: 20 jul. 2013
  • Status: Igang
Kriminalkommissær David Hansen bliver sat på sagen om at finde ud af hvem, eller hvad, der dræbte menneskerne. Men hvad sker der, når det er dyr, som dræber dem? Dyr, som ikke burde leve i denne tidsalder? Dyr, som er farligere end andre dyr, vi har nu. Dyr, som burde være uddøde? Kan menneskene redde sig selv? Eller må menneskeheden gå under for stærkere arter?

25Likes
60Kommentarer
1133Visninger
AA

12. Kapitel 10

David blev så forskrækket over skriget, at han tabte mobilen, som hoppede rundt nede på asfalten, inden han hurtigt tog den op igen.

”Hallo? Hallo? Haaaallo?” Sagde han med bange anelse, som kun blev bekræftet, da der ikke kom noget svar.

”Hvorfor fanden gør det kvinde menneske heller ikke hvad man siger!” Han sparkede vredt til bilen, så en bule dannede sig. Han havde mest af alt bare lyst til at sætte sig ned og tude, men hvad hvis hun ikke var død? Han spærrede øjnene op, ja, hvad nu hvis?

Et frø af håb var plantet og det kunne ikke bare fjernes. Det ville vokse, indtil han havde fundet ud af det. En lettere vred David satte sig ind i bilen. Hvad med bulen? Hvad vil folk ikke tænke? Nej, lige i dette øjeblik var det vist lige meget. Det tog ham noget tid at indse det, men menneskeheden ville have svært ved at overleve dette.

David startede bilen og begyndte at køre ud på vejen. Hvilken vej? Kør nu bare, måske er der andre mennesker, som er i live, tænkte han. Men køreturen så ud til at blive svære end forventet. Han måtte hurtigt afvige, da et stykke af det ene højhus styrtede mod asfalten.

Målløs kiggede han op på himlen, hvor flere stykker gule, røde, grå og hvide stykker styrtede mod jorden. Med et havde han ikke kun problemer med de forladte biler og døde mennesker på jorden, nu skulle han også passe på lejlighedsstykker fra himlen.

Mens sveden begyndte at pible frem, ændrede det hele sig. Stykker faldt ikke længere ned fra himlen, nu gik de i brand. Græs, træer, biler, mennesker og huse begyndte langsomt at brænde, alt som kunne brænde, gik i brand.

Ilden steg op op til den smukke blå himmel med klare lysende stjerner på, bemærkede David, det kunne have været en romantisk aften i stedet for jordens undergang. Men han droppede dog hurtigt sine tanker, da han kiggede sig omkring. Han sad midt i en flammende ovn.

”For fanden da også.” Han knugede hårdere om rattet, så hans knoer blev helt hvide, med et bankende hjerte og sveden piblende ned af ansigtet havde han ikke meget overskud. Midt i al det kaos, hørte han et skrig. Et skrig han synes, han havde hørt før.

David satte farten yderligere op og prøvede at styre mod skriget, men det var svært med alle de forfaldne bygninger og branden. Jo længere han kom ud af centrum, jo mindre ild var der, og husene stod pænt lige op og ned af hinanden uden at mangle noget. David satte yderligere farten op, da han kom helt ud af branden.

”Jeg troede kun sådan nogle ting her skete på film,” sagde David med en drillende tone for at muntre sig selv lidt op, men latteren gav genlyd i den tomme bil og mindede ham om Nanna. Igen fik han lyst til at græde, men han bed sig bestemt i læben. Der var ikke tid til at sidde og tude nu.

Igen hørte han et skrig, denne gang tættere på. Lettelsen fik ham til at smile, men smilet forsvandt hurtigt. Hvad hvis hun ikke var til at redde? Hvad hvis det allerede var for sent? Hvad hvis… Han lukkede desperat af for sine tanker og drejede til højre. Nu kunne der ikke være så langt igen. Og ganske rigtigt.

Da David igen drejede til højre kunne han se en cykel og en skikkelse lægge på jorden, og et dyr hen over. Han sprang ud af bilen, uden at stoppe den overhovedet, og løb hen mod dyret med viftende arme, mens en masse bandeord kom ud af hans mund.

Dyret tog sit hovedet til sig og snerrede ad ham, men da David bare fortsatte, løb dyret sin vej. David stoppede forpustet op med hænderne på knæene. Måske skulle han have taget imod den motionstræning alligevel. Da han havde fået vejret kiggede han hen på den livløse skikkelse.

Det var Nanna.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...