Umulig Kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2013
  • Opdateret: 1 jun. 2013
  • Status: Igang
I landet Liayartie boede kun to familier. Den rige familie de Trawin, og den fattige familie McLiarry der levede af det de selv plantede. De havde delt landet op i to. De måtte ikke betræde hinandens jord. Ellers var der hård straf medmindre det var meningen at de skulle komme.

0Likes
0Kommentarer
86Visninger
AA

1. År 1914- Prolog

"Kom nu, kom NU!" skyndte Lasse på de andre. "Er der fri bane?" spurgte Lisa bekymret. "Ja. Men vi må skynde os. Vi har ikke meget tid" sagde Lasse os hjalp Lisa op fra beskyttelses rummet. "Må vi ikke gå med?" spurgte Susan, Lisa og Lasses ældste barn på 21 år. "Det syntes jeg at vi skal!" samtykkede deres næstældste søn Markus på 18 år. "JEG vil ikke med! Jeg bliver hos tante og onkel!" offentliggjorde deres næstyngste datter Mia på 12 år. "Og Julius skal heller ikke med! Han er kun 5 år!" sagde Mia og holdt fast om sin lillebrors håndled. "I kommer ikke med. Det er for farligt" sagde Lasse. "Vores børn, Hans og Marry bliver her også. Så kan i lege med dem" sagde Margrethe, Lasses søster. "Tak Margrethe. Vi ses om lidt hvis alt går som planlagt". Og med de ord løb Lisa og Lasse ud fra huset. Der steg røg op ad jorden, og nogle steder var der store kratere. Lisa stønnede. "Ikke mit kå lbed. Åh nej, hvad SKAL der dog blive af os i denne krig?". "Jeg ved det ikke elskede" sagde Lasse og ønskede at han vidste det.

Langt om længe nåede de til grænsen. "DE TRAWIN!!!" råbte han så højt som han kunne. "Ikke så højt. De kan jo høre os!" peb Lisa og hev i sin mand i retning af det trygge hus. "Lisa, det er vores eneste chance. Det forstår du da?" spurgte Lasse og så hende dybt i øjnene. Hun slappede af i musklerne. "Ja jeg forstår det godt" sagde hun og bed tænderne sammen. "Skynd dig tilbage til huset Lisa! Så er du i sikkerhed" hviskede Lasse i hendes øre. Hun nikkede. "God idé. Vi ses elskede" sagde hun og kyssede ham på panden. Så satte hun i løb mod huset. Lasse så den forsent. En krigshelikopter. "LISA!!" skreg han, men hun hørte det ikke. Han ville løbe efter hende men et gevær blev rettet mod hende og...

Eksplotionen var enorm. Lasse hørte Lisas skrig, og hun blev kastet flere hundrede meter med en kaskade af ild efter sig. Hun kunne umuligt have overlevet det. Hun lå 10 meter fra ham. Han ville skynde sig hen og tage hende i sine arme, men krigshelikopteren kiggede rundt for at se om der var flere. Lasse løb hen og gemte sig i en klynge træer. Helikopteren fløj væk. Lasse løb hen til sin kones lig. Tårene flød som floder ned ad hans kinder. Alligevel tvang han sig selv til at råbe igen. "DE TRAWIN! JEG BEDER DEM! HJÆLP MIG!!".  Lidt efter kom en skikkelse til syne. En mand i silkejakkesæt, skaldet hovede og et koldt smil.

"Jamen dog! McLiarry. Sikke en overraskelse. Her midt i 1. verdenskrig? Og hvem er dét? Aha din kone. Hvad bringer dig herhen?". Lasse tog en dyb indånding. "Vi har brug for deres hjælp. Vi kan ikke klare os. Vores marker er brændt. Det er for farligt at gå ud og grave kartofler op. Hjælp os med at overleve, jeg vil gøre hvad som helst!" bad Lasse. Ernst  de Trawin kløede sig tænksomt på hagen. "Hvad som helst?". "Hvad som helst!" lovede Lasse. "Okay. Her er mit krav: Når krigen er slut og i får plantet jeres tingeltangel så skal vi have en andel af det og vi bestemmer selv hvor meget. Og den aftale skal vare i hundrede år som begynder når krigen slutter. Har vi en aftale?" spurgte Ersnt og rakte sin hånd fram. Lasse tøvede. "Okay." sagde han og trykkede Erstes hånd. "Godt. Jeg har en kontrakt til dig imorgen. Vi mødes her ved daggry så du kan underskrive. Farvel McLiarry" sagde Ersnt og gik. Lasse skyndte sig hjem, bærende på sin kones lig. Han tåre banede sig vej gennem hans støvede ansigt. Når krigen var slut ville han fortryde. Det vidste han. Men det var lige meget nu. Nu skulle de bare overleve.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...