Forvandling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2013
  • Opdateret: 1 jun. 2013
  • Status: Igang
Claire har et normalt liv med drengeproblemer, familiekriser og eksamen. Men en dag møder hun er kvinde der påstår at have kendt hendes mor, og pludselig tager Claires liv en uventet drejning...

2Likes
5Kommentarer
403Visninger
AA

2. Kapitel 2 - Forvirret

Tirsdag d. 15 februar

 

Kære Dagbog

Der skete noget meget mærkeligt idag! Jeg var på vej hjem fra skole. Jeg gik, for mit cykelhjul er punkteret. Jeg nynnede lavt, hvilket jeg plejer at gøre når jeg er alene. Jeg tænkte på Jonathan. Han inviterede mig ud i musiktimen, og jeg havde smilt et kæmpe-smil og sagt ja. Pludselig - mens jeg gik på stien - kom der en ældre kvinde forbi. Jeg kender hende ikke. Hun cyklede, men langsomt, så det tog hende lidt tid at overhale mig. Da hun nåede op på linje med mig, smilede hun et venligt smil og sagde 'goddag' til mig, men så tror jeg hun fik øje på min halskæde (det er en halskæde med en blå sten i, som jeg fik af min mor) og så smilte hun pludselig et smil som jeg synes så helt privat ud. Det var sådan et smil man giver et familiemedlem - ikke en fremmed pige. Hun stoppede og stod af cyklen, og så gik hun hen til mig. Jeg så en tåre trille langsomt ned over hendes kind. Hun tog min halskæde op i hånden og så på den. Efter 30 lange sekunder slap hun den, og kiggede op på mig. Hun så mig i øjnene og begyndte at græde lidt. Af glæde. Hun sagde pludselig mit navn. Så sagde hun "Jeg kendte din mor." Det overraskede mig utrolig meget. Det er måske de eneste ord der rigtigt kan få min opmærksomhed. Min mor døde i en bilulykke for syv år siden. Det tog hårdt på min far, der kort tid efter sendte mig ud på den her skole. Han siger at det var pga. arbejdet - at han ikke ville have mig til at være så meget alene. Men jeg ved at han havde brug for tid alene. Når jeg ikke var der, behøvede han ikke være stærk. Kvinden så på min halskæde og sagde til mig at det var en meget speciel halskæde; "Der er kun lavet én af dem. Du har fået den af din mor, det ved du godt, ikke?" Jeg nikkede - opmærksom. "Hun gav dig den af en helt speciel grund, det ved du ikke. Men det finder du snart ud af. Det er fuldmåne i aften." Så så hun mig ind i øjnene igen: "Tror du på eventyr?" Jeg sendte hende et spørgende blik. Hvad mente hun med om jeg troede på det, de var jo ikke virkelige. Der gik flere sekunder før hun fortsatte. "Du kommer til at følge i din mors fodspor." Så pegede hun. Jeg fulgte retningen med mine øjne; hun pegede ned mod søen. Da jeg rettede blikket mod hende igen, smilte hun. Så tog hun sin cykel, og kørte. Så stod jeg dér, midt på stien totalt forvirret. Hvad mente hun med at pege mod søen? Hvad mente hun med 'du kommer til at følge i din mors fodspor'? Resten af turen gik jeg med tanker og spørgsmål flyvende rundt i hovedet på mig. 

Jeg er stadig mega forvirret. Klokken er halv ti. Jeg har overvejet det lidt, og jeg tror faktisk at jeg prøver at gøre som hun sagde. Og det må vel være at gå ned til søen ved fuldmåne?

Er ret spændt - og lidt nervøs. Hun skræmte mig lidt.

- xoxo Claire Falley - pigen som der sker sære ting for...  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...