Ask Ellie

’Ask Ellie’. Et fænomen, som alle elever på Newbold kender til. Det er nemlig navnet på skolens brevkasse, hvor alle har mulighed for at tilsende et anonymt brev i håb om at få besvaret deres inderste, frustrerede tanker. Dog er der ingen, der ved, at det i virkeligheden er pigen med det ustyrlige hår og næsepiercing ved navn Wednesday Willis, der arbejder som Ellie. Hver fredag efter skole samler hun ugens gevinst af breve ind, der bliver postet i skabsnummer 743, som hun svarer på over weekenden. Men en dag, hvor hun er på vej for at tømme brevkassen, får hun øje på en af skolens mest populære fyre, Harry Styles, som desuden er bedste ven til hendes fætter, Louis Tomlinson, som skubber et brev ind i skabet. Dette brev viser sig at holde på en hemmelighed, der sætter hendes moral på prøve, og hun finder sig pludselig underligt draget til Harry, alt imens hun står med en magt mellem hænderne, der kunne fuldkommen destruere hans liv.

1009Likes
1053Kommentarer
141876Visninger
AA

13. Tvetydige instinkter

 

13
ask ellie

Wednesdays synsvinkel

Hvordan kunne det stadig summe i mine læber? Hvordan kunne de stadig føles sårbare, når jeg lod fingeren glide over dem? Hvorfor kunne jeg ikke tænke på andet end Harry, selvom jeg havde ligget vågen den halve nat med tanken om hans læber?

    I et forsøg på at skubbe de mange spørgsmål og forundringer væk, trak jeg min dyne tættere op og koncentrerede mig om den episode af Tom & Jerry, der kørte over fjernsynet. Det var en, som jeg havde set nærmest en million gange før. Jeg så altid tegnefilm, når jeg var syg, og selvom jeg egentlig kun var pjække-syg i dag, så skulle det ikke være nogen undtagelse.

    Jeg havde overbevidst mor om, at jeg følte mig sløj, og da jeg havde tilføjet lidt falsk hoste, havde hun givet mig lov til at blive hjemme. Da hun var taget på arbejde, var jeg rykket ind i stuen med min dyne, og selvom det efterhånden måtte være et stykke op af eftermiddagen, så lå jeg her stadig. Selvom jeg ikke rigtig var syg, så følte jeg heller ikke overskud til andet.

    Mine tanker holdt mig som gidsel.

    Det kys havde været... magisk. Andet kunne ikke forklare det. Det havde været helt og aldeles fortryllende, og i øjeblikket havde jeg fuldstændig glemt, hvad jeg hed, og hvad jeg egentlig havde gang i. For hvad havde jeg egentlig talt gang i?

    Harry skulle være far. Og med det fulgte et ansvar, som jeg ikke var den mindste smule i stand til at påtage mig bare den mindste rolle af. Jeg kunne ikke være en del af det og for Harrys vedkommende, så var det en realitet. Måske var det i grunden også det, der havde fået mig til at ligge låg på mine følelser til at starte med; fordi jeg i bund og grund godt vidste, hvad det ville indebære, hvis jeg endte med at falde for Harry. Og nu virkede det på mange måder, som om det var lidt for sent.

    Alt, som jeg vidste, var, at jeg ikke længere kunne benægte den eksplosive følelse, som hans hud mod min havde forårsaget. Følelsen af hans perfekt formede læber, der havde kollideret med mine og havde efterladt et indprentende mærke, der sikrede sig, at jeg ville kunne huske det flere dage efter. Bare det faktum, at jeg ville gøre næsten hvad som helst for at opleve smagen af hans læber igen, fortalte mig ret overbevisende, at der højst sandsynligt lå mere bag det her end bare venskab.

    Louis havde haft ret. Fuck, om jeg hadede at skulle indrømme det, men Louis havde haft ret. Efter Harrys bekendelse i går vidste jeg, at der nok havde været en agenda for min fætters drillerier, men på en eller anden måde havde han endt med at få ret. Måske havde han kun sagt, at jeg var forelsket i Harry, fordi han vidste, hvad Harry følte for mig og ville have det til at være gensidigt... og nu måtte jeg nok indse, at hans mission var lykkedes. Jeg var faldet for Harry, og det nyttede ikke en skid.

    Hvad havde han tænkt sig at gøre? Ville han fortælle mig, hvordan det stod til, så jeg vidste, hvad jeg gik ind til, hvis der skulle ske noget mellem os? Eller ville han holde det skjult, at han havde et barn på vej, og lade mig forblive i mørket?

    Alle disse spørgsmål var selvfølgelig teoretiske, for jeg vidste allerede, hvad der foregik... og det var jo ikke engang sikkert, at Harry og jeg blev til noget. Måske havde han allerede besluttet, at det ikke var forsvarligt at inkludere endnu en person i al den panik og bare ventede på en mulighed for at slutte det, som vi endnu ikke havde haft mulighed for at kunne starte.

    Forskrækket gav jeg et hop fra mig, da min mobil pludselig brummede voldsomt mod stuebordet.

    Den var for langt væk, til jeg sådan lige umiddelbart kunne se, hvad der stod på den nu oplyste skærm, men da den intensive vibration fra det lille objekt fortsatte med at forstyrre mig, vidste jeg, at der var en, der forsøgte at ringe mig op.

    Så doven som jeg nu engang var, gav jeg et belastet støn fra mig, da jeg lænede mig fremover og greb fat om mobilen. Der var en vis chance for, at det var min mor, der ringede til mig for at høre, hvordan det gik. Ellers kunne det lige så vel være en af pigerne, der ville vide, hvorfor jeg ikke var i skole -- det kunne endda være Louis, som sandsynligvis ville gribe endnu en mulighed for at pine mig med ydmygende kommentarer om min date med Harry i går. Selvom det sidste scenarie lød lettere uoverskueligt, trykkede jeg alligevel på den grønne tast og satte telefonen for øret for at besvare opkaldet.

    "Hallo?" mumlede jeg og lænede mig tungt tilbage i sofaen igen.

    "Wednesday?" Stemmen lød en smule overrasket i den anden ende af røret, men jeg kunne med det samme genkende den hæse klang, da der lød et kort grin, før personen endnu en gang talte. "Jeg troede egentlig ikke, at du ville tage den."

    Uden selv at bemærke det havde jeg med ét rettet mig op i sofaen igen, selvom jeg egentlig lige havde lænet mig tilbage. "Harry," hørte jeg mig selv sige, og jeg havde lyst til at bide mig i tungen; i stedet trak jeg vejret dybt indad. "hvorfor ikke?"

    Det var, som om varmen var steget eksplosivt, og jeg skubbede dynen væk fra mine bare ben. Jeg kunne mærke mit hjerte pumpe i brystet på mig. Det mindede mig om, hvorfor jeg havde besluttet mig at holde fridag i dag. Hvis min krop reagerede så voldsomt, bare når jeg hørte hans stemme, ville jeg slet ikke vide, hvad der ville ske, hvis jeg så ham ovre i skolen.

    "Tja," trak han lidt på det, og jeg kunne nærmest mærke, hvordan han tøvede en smule, før han fortsatte med at tale. "det er vel aldrig et godt tegn, når personen, som man var på date med dagen før, er syg den næste dag," fortalte han så endelig.

    Pludselig gik det op for mig, hvad han havde ment til at starte med. Han troede, at jeg undgik ham efter vores date i går... hvilket jeg på sin vis også gjorde, men ikke med de intentioner, som han troede. Derfor var det min første indskydelse at sige ham i mod og forsøge at forklare, hvorfor jeg ikke var i skole. Dog var det noget helt andet, der røg ud af munden på mig.

    "Hvordan ved du, at jeg er syg?" spurgte jeg dumt, da det egentlig talt var ganske irrelevant.

    Det undrede mig et eller andet sted bare, hvordan han så hurtigt kunne opdage, at jeg ikke var i skole, når vi gik på en skole som Newbold, der havde så mange elever, at jeg for længst havde opgivet at finde ud af, hvor mange der var.

    "Du sad ikke på dit bord i kantinen." En varm fornemmelse bredte sig ved tanken, om han vidste, hvilket bord jeg plejede at sidde ved, og jeg tog mig selv i at sidde og smile. "Og da jeg spurgte Lou, sagde han, at du havde det dårligt."

    I et øjeblik undrede jeg mig over, hvor Louis vidste fra, at jeg var syg, men da sladderen altid gik hurtigt i den her familie, gik jeg ud fra, at min mor havde fortalt min moster det, som havde sagt det til Louis. Eller noget i den stil i hvert fald.

    Så gav det pludselig også mening, hvorfor han ikke var kommet for at hente mig i morges.

    Harrys stemme lød igen, før jeg kunne nå at finde på noget at svare, da jeg havde været fanget i mine tanker. "Wednesday, du må altså virkelig undskylde. Jeg skulle ikke have kysset dig i går; det var alt for offensivt, og jeg ved godt, at jeg -"

    "Nej, du -" Mit forsøg på at afbryde ham lykkedes ikke, da han blot fortsatte med at snakke. "Harry!"

    Han syntes heller ikke at bemærke anden gang, at jeg forsøgte at bryde igennem. "- og jeg er bare ked af det, fordi det var ikke min mening, at det skulle ende sådan," afsluttede han, og jeg kunne ikke lade være med at smile lidt af hans strøm af ord.

    "Harry, du skal ikke undskylde. Jeg tror ikke, at jeg fik nok søvn i nat, så jeg følte mig lidt utilpas i morges," forklarede jeg.

    "Så du undgår mig ikke?" Spørgsmålet blev stillet efter en kort tavshed fra hans ende.

    Igen måtte jeg kæmpe mod et smil. "Nej, selvfølgelig ikke," svarede jeg.

    Selvom det måske kun var delvist sandt, så følte jeg ikke, at jeg løj. Harry var usikker på, om jeg havde fortrudt kysset, og det (kunne jeg fuldkommen sandfærdigt sige) gjorde jeg ikke. Godt nok sendte hele gårsdagen nogle tvetydige signaler igennem mig, og i sidste ende vidste jeg ikke, hvordan jeg havde det med det, men hvis der var én ting, som jeg ikke kunne få mig selv til, så var det at fortryde noget så perfekt som det kys. Bare nu sendte det en flok sommerfugle rundt i maven på mig.

    Harrys stemme rev mig tilbage igen. "Så det ville ikke gøre noget, hvis jeg kom over efter skole?"

    "Jeg ville elske, hvis du kom over," svarede jeg uden overhovedet så meget som at skænke en tanke over, hvad jeg sad og sagde ja til, da det gik op for mig, at jeg i alt for lang tid havde siddet og smilet som en totalt latterlig tumpe over hans ord.

    "Super." Jeg kunne nærmest høre lettelsen i hans stemme. "Jeg er der om tyve minutter."

    Jeg skulle lige til at istemme, da det gik op for mig, hvad han sagde, og jeg slog blikket op på det store ur, der hang på væggen inde i stuen. Klokken var lidt i to, hvilket ville sige, at de havde frikvarter nu, men langt fra fri. Det var kun var om fredagen, at folk havde fri klokken to -- ellers var det allertidligste klokken tre, medmindre der var aflyste timer eller noget.

    Derfor rynkede jeg lidt på brynene. "Skal du ikke have time?" spurgte jeg i forundring.

    Jeg kunne høre, at det rumsterede lidt i hans ende af røret, da skoleklokken ringede, og folk sikkert var ved at finde deres vej til de mange lokaler. "Nah," kunne jeg høre ham mumle i støjen fra larmende elever. "hvem har brug for samfundsfag?"

    Jeg kunne ikke lade være med at grine over hans konstatering, da den mindede om min egen tilgang til skolen. Stod det til mig, havde man ikke brug for nogle fag. Kort efter kunne jeg også høre Harrys latter, og jeg måtte smilende bide mig i læben.

    "Vi ses, Wednesday," sagde han og lagde med de ord røret på.

Endnu en gang bandede jeg lydløst for mig selv, da jeg hørte dørklokken ringe. Jeg havde ikke brugt hovedet, da jeg havde gået med til at lade Harry komme over; han kunne jo for helvede ikke se mig i den tilstand, som jeg var i lige nu!

    De første minutter, efter opkaldet var afsluttet, havde jeg tilbragt i panik. Derefter var jeg nærmest løbet ud på badeværelset for at børste tænder, mens jeg fik styr på mit hår. Jeg overvejede at tage make-up på, men da det ville virke lidt utroværdigt, at jeg rendte rundt sådan, når jeg skulle forestille at ligge syg derhjemme, besluttede jeg mig hurtigt imod det. Jeg havde kun nået at skifte bluse, så jeg rendte stadig rundt i mine natshorts, da jeg styrtede ud i stuen for at rydde bordet og åbne for vinduet.

    Og i al den tid havde jeg gået og formet lydløse bandeord med munden over min egen uduelighed.

    Det var i hvert fald op til netop dette øjeblik, som jeg stod i nu, hvor jeg var mere eller mindre nødsaget til at samle mig, da jeg var nået hoveddøren, som Harry fra få sekunder havde meldt sin ankomst ved, og jeg trykkede håndtaget ned.

    Jeg kunne mærke, hvordan det helt instinktivt trak i begge mine mundvige, i sekundet jeg fik øje på ham, og kort efter kunne jeg se, hvordan han også holdt et smil tilbage. "Kom ind," hørte jeg mig selv sige, før jeg trådte et skridt bagud.

    Jeg bemærkede skoletasken over hans skulder, da han havde taget det første skridt ind. "Jeg ville have taget noget suppe eller is med til dig, men jeg kommer lige fra skolen." Han hankede lidt op i tasken som bevis, før han stillede den fra sig.

    "Det er okay." Jeg følte mig egentlig dum ved at spille syg overfor ham på den her måde, men på den anden side havde han faktisk den her effekt på mig, der næsten gjorde mig helt svimmel. "Jeg tror rent faktisk, at vi har noget is i fryseren."

    Et smilehul dekorerede hans kind, idet han smilede skævt, og jeg tog mig selv i at holde blikket låst på ham, da han løftede hånden for at skubbe nogle vildfarne krøller tilbage. Jeg blev næsten nødt til at rive blikket væk for ikke at begynde at glo. Hvordan havde jeg aldrig lagt mærke til, hvor fandens attraktiv og uimodståelig hver eneste af hans bevægelser var førhen?

    "Helt sikkert." Jeg nåede kun netop lige at opfange hans mumlen, da jeg i samme øjeblik drejede rundt for at fortsætte ud i køkkenet, så jeg kunne tjekke, om vi faktisk overhovedet havde noget is tilbage, eller om jeg gik og spredte løgne.

    Heldigvis var en uåbnet bøtte is det første, som jeg fik øje på, da jeg åbnede fryseren, og jeg fik hurtigt fat på den, før smækkede lågen til fryseren igen. Jeg drejede om på hælene for at stille isen fra mig på køkkenbordet, men stoppede brat i bevægelsen og gav et lavmælt gisp fra mig, da Harry stod lige akkurat bag mig, og jeg nær var braget lige ind i ham.

    Han havde dog ikke øjnene vendt mod mine egne forskrækkede, men så i stedet rundt i køkkenet med et nysgerrigt blik. "Jeg har aldrig set det her hus indefra," lød hans forundrede stemme, mens han så ud til at studere sine omgivelser tænksomt.

    Jeg trak på den ene skulder, før jeg forsigtigt kantede mig udenom ham.

    Et eller andet sted havde jeg egentlig mest af alt haft lyst til at blive stående så tæt på ham, men jeg kunne ikke undgå at bemærke, hvordan der nærmest blev sendt små stød igennem mig, når min arm tilfældigvis snittede hans. Derfor besluttede jeg mig, at det nok var klogest bare at komme væk igen, og jeg begav mig derfor ud i at få åbnet bøtteisen i stedet for.

    "Der er heller ikke så forfærdelig meget at se herinde." Det var en ganske sandfærdig konstatering; det var det ultimativt kedeligste hus, som man kunne sætte sin fod i. "Jeg har bare ligget og dovnet den hele dagen," lo jeg.

   Min sidste kommentar var mest for at vise, at der ikke var en skid at lave, og jeg kunne høre Harry grine bag mig. "Hvordan har du det egentlig?" spurgte han, men fortsatte selv med at snakke, før jeg kunne svare. "Jeg var så sikker på, at det var min skyld, at du var blevet hjemme, og jeg vil stadig gerne undskylde, hvis jeg har gjort dig ukomfortabel eller noget."

    "Harry, jeg -" Jeg vendte mig om for at se mod ham -- jeg havde dog ikke taget i betragtning, at hans bekymrede øjne ville slå mig ud, og jeg måtte starte forfra. "Det har intet med dig at gøre. Virkelig. Jeg havde det bare skidt, men det går bedre nu."

    Efter et forsikrende smil lod det til, at han accepterede min forklaring, og jeg greb fat om tallerknerne og skeer, som jeg havde fået anrettet noget is på. Jeg nikkede ind mod stuen, og det lod til, at Harry vidste, hvad jeg mente, da han gik i retningen af, hvad jeg havde anvist. Først da han trådte ind i stuen, gik det op for mig, at der stadigvæk kørte tegnefilm på fjernsynet, og jeg kunne bogstaveligt talt have slået mig selv i hovedet, da han så tilbage på mig med et grin om læberne.

    "Tom & Jerry?" lo han, og jeg måtte nikke mit hidtil mest ydmyget nik, før han så tilbage på fjernsynet. "Åh, jeg elsker det her afsnit! Jeg så det altid, da jeg var lille." Han tog den ene tallerken ud af hånden på mig og satte over mod sofaen.

    Det tog mig ikke lang tid at følge ham hen til sofaen, og da vi begge havde slået os ned, og jeg havde lagt dynen over mig igen, satte jeg min ske i isen. Selvom jeg egentlig ikke var syg, så virkede det dejligt afkølende og forfriskende. Og på en eller anden mærkelig måde så virkede det helt naturligt at sidde her og se tegnefilm med Harry. Hvorfor vidste jeg ikke.

    "Hvordan gik det med fransk?" Harrys spørgsmål fik mig til at se på ham. "Havde du ikke en prøve?"

    Jeg nikkede, da det forstod, hvad han mente. "Jo, denne her gang forstod jeg faktisk spørgsmålene."

    Harry grinte igen, og selvom den begejstrede tone i min stemme havde været reel nok, da jeg aldrig plejede at forstå en skid af de prøver, så grinte jeg bare med ham. Jeg elskede hans latter og at høre ham more sig. Jeg elskede, når han var glad.

    Han fortjente ikke andet end at være glad... hvilket jeg vidste, at han ikke altid var.

    Tanken om brevene fik en ulmende fornemmelse til at ligge sig med det samme i min mave, og jeg forsøgte at skubbe den væk ved at spise noget mere af min is. Dog blev jeg endnu en gang distraheret ved Harrys stemme, da han igen talte til mig.

    "Kan du huske, da du sagde, at du ville spørge mig om noget i går?" Denne gang stirrede han ned i tallerknen og sin is, som han prikkede lidt til med skeen, mens han snakkede, og jeg undrede mig over hans egentlig meget pludselige emneskift.

    "Ja," svarede jeg kort, da jeg ganske tydeligt erindrede det.

    Han så op. "Jeg vil også gerne spørge dig om noget nu." Ud fra beslutsomheden i hans stemme regnede jeg ud, at han havde haft det her på hjerte, siden han kom, og det var sikkert også grunden til hans abrupte spørgsmål. "Skal du noget på fredag?"

    På en måde virkede hans spørgsmål malplaceret.

    Efter at have tænkt mig lidt om rystede jeg på hovedet, før jeg også svarede ham verbalt. "Nej. Men havde du ikke planer i weekenden?" spurgte jeg, da jeg huskede på, at vi havde været nødt til at rykke vores aftale så tidligt frem.

    "Jo, det er lige det. Der er den her fest på fredag for Newbolds 3.g'er, som jeg skal med til, men man må tage en ledsager med, og så tænkte jeg bare, at siden du jo var 1.g'er... om du måske ville tage med mig?" Hans øjne hvilede på mine, før han stillede tallerknen fra sig ved bordet, og han fugtede sine læber en enkelt gang, før han uddybede. "Som i en ny date."

    Jeg gjorde mit bedste for at skjule min forbavsede og egentlig ret overraskede grimasse, men jeg kunne mærke, at jeg ikke klarede det særlig godt, da Harrys øjne fik et mere nervøst skær. "Selvfølgelig," skyndte jeg mig derfor at svare.

★★★★★★★★★★★★★★★★★★

Se, hvor hurtig jeg har været til at skrive et nyt kapitel!

Jeg sidder lige nu i Tyrkiet og skriver, og jeg har skrevet hele kapitlet her, så måske er det blevet lidt anderledes end nogle af de forrige. Jeg håber i hvert fald, at I kan lide det og glæder jer til Werrys anden date.

Har på fornemmelsen, at nogle af jer gerne vil frem til det kapitel eller tidspunkt, hvor Wednesday afslører, hvad hun ved om ham (hvis det nogensinde sker), men jeg vil gerne lige påpege, at vi nu engang kun er i kapitel 13, og der er masser af historie tilbage endnu, så vi vil jo ikke springe frem! Husk nu at skriv en kommentar eller smid et like!

P.S. Kan ikke love, at det kommer til at gå ligeså hurtigt med de næste kapitler!

Tak, fordi I læser med!

x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...