Ask Ellie

’Ask Ellie’. Et fænomen, som alle elever på Newbold kender til. Det er nemlig navnet på skolens brevkasse, hvor alle har mulighed for at tilsende et anonymt brev i håb om at få besvaret deres inderste, frustrerede tanker. Dog er der ingen, der ved, at det i virkeligheden er pigen med det ustyrlige hår og næsepiercing ved navn Wednesday Willis, der arbejder som Ellie. Hver fredag efter skole samler hun ugens gevinst af breve ind, der bliver postet i skabsnummer 743, som hun svarer på over weekenden. Men en dag, hvor hun er på vej for at tømme brevkassen, får hun øje på en af skolens mest populære fyre, Harry Styles, som desuden er bedste ven til hendes fætter, Louis Tomlinson, som skubber et brev ind i skabet. Dette brev viser sig at holde på en hemmelighed, der sætter hendes moral på prøve, og hun finder sig pludselig underligt draget til Harry, alt imens hun står med en magt mellem hænderne, der kunne fuldkommen destruere hans liv.

1009Likes
1053Kommentarer
141806Visninger
AA

2. Spørgsmål om moral

 

2
ask ellie

Wednesdays synsvinkel

Jeg havde egentlig håbet på, at jeg ville blive mødt med et koldt vindpust eller en eller anden form for brise, da jeg skubbede skolens hoveddør, som førte direkte ud til parkeringspladsen, op. Dog var en indelukket hede alt, som jeg fik.

    Normalt havde det ikke den nervepirrende effekt på mig at hente Ellies breve. Dog plejede jeg heller ikke at overvære et brev blive postet. Det føltes forbudt. Som havde jeg gjort noget, der var meget forkert, og jeg ville blive opdaget når som helst.

    Det vedkom ikke mig, hvem der sendte breve til Ellie. Ligesom det ikke vedkom nogle, at det var mig, der var Ellie. Sådan havde det jo altid været, og sådan lød reglen, og følelsen af at have overtrådt den regel gav mig en dårlig fornemmelse.

    "Wednesday!"

    Jeg var kun nået halvejs over parkeringspladsen, da jeg hørte, at jeg blev kaldt på. Egentlig behøvede jeg ikke at kigge for at vide, hvem der havde råbt på mig, da jeg næsten med sikkerhed ville kunne genkende hans stemme overalt. Alligevel så jeg op for at møde en smilende Louis. Han stod ved siden af sin rustrøde bil, hvor døren til førersædet netop var blevet åbnet. Han havde bilnøglerne viklet om to af sine fingre, da han guidede mig hen mod sig ved at vinke indbydende i retning af sig selv.

    Uden selv at bemærke det havde der lagt sig et smil om mine læber, da jeg tog et fastere greb om min skoletaske og satte skråt over parkeringspladsen mod Louis. I et øjeblik havde han formået komplet at vende mit humør. Dog måtte jeg pludselig kæmpe med ikke at stivne og vende om, da en skikkelse, som jeg ikke havde bemærket før, dukkede op bag min fætter.

    Der var boret nogle dybe smilehuller ind i hans kinder, og hans grønne øjne reflekterede i solens lys, da han lænede sig ind mod Zayn, som åbenbart også havde stået halvt gemt bag Louis, for at tage afsked med et slags håndtegn.

    Det var Harry. Og han var lige der.

    Selvom det virkede fristende bare gå sin vej igen, så tvang mine fødder mig tættere på scenariet. Den samme kvælende følelse af skyld dukkede op igen, og selvom jeg ikke kunne tænke på andet end brevet i min taske, når jeg så på Harry, så kunne mine øjne ikke slippe ham. Jeg havde aldrig fundet nogen stor interesse i ham, og det havde nok noget at gøre med, at han bare var en af Louis' venner. Men nu var det pludselig anderledes. Han var blevet et mysterium.

    Hvad havde han at fortælle Ellie?

    Før jeg kunne nå at tænke over, hvordan jeg skulle bære mig ad med at opføre mig normalt, når jeg nåede derover, lagde Harry en hånd ved Louis' skulder, hvilket fangede hans opmærksomhed. De udvekslede nogle få ord, før Harrys hånd gled væk under Louis, og i takt med jeg sænkede farten for at stoppe op foran Louis, forlod Zayn og Harry ham.

    Louis, som havde drejet hovedet, så han kunne se sig over skulderen, mens han talte med Harry, så tilbage på mig, da jeg var standset lidt fra ham. "Hvad så?" spurgte han humørfyldt, før han tog fat om den stadig åbne bildør. "Skal du have et lift?"

    Jeg spidsede læberne lidt, før jeg lavede et træk med skuldrene, der underligt nok formåede at svare på hans spørgsmål. Louis lo af min måde at kommunikere på, og det var mit held, at det egentlig var en meget normal ting for mig at svare sådan, selvom det ikke havde været intentionelt denne gang; jeg havde bare ikke stolet nok på min stemme til at give et verbalt svar.

    "Så hop ind," svarede han, mens han selv var halvt på vej ind bag rattet.

    Jeg fulgte med det samme op på hans opfordring ved at gå om på den anden side af bilen og åbne døren til passagersædet. "Hvor er Eleanor?" hørte jeg mig selv spørge, idet jeg havde sat mig og smidt min taske om på bagsædet.

    Eleanor havde været Louis' kæreste i et par år nu, selvom jeg egentlig aldrig havde hørt ham omtale hende som sin kæreste. Jeg gik ud fra, at det var tilfældigheder, da han ikke skulle have kysset på andre piger, siden han mødte El.

    Og hvis jeg kendte min fætter ret, så ville det være ret usædvanligt.

    Lyden af motoren brummede roligt, da Louis drejede nøglen om, efter vi havde lukket dørene og klikket selerne fast. "Øh," trak han på det, mens han koncentrerede sig om at bakke ud fra sin plads. "hun er syg i dag," svarede han endelig.

    Jeg nikkede lidt og lænede albuen mod bildøren. "Kommer hun så heller ikke i aften?" spurgte jeg.

    "Tror jeg desværre ikke," svarede han en smule fraværende, da han stadigvæk lod til at koncentrere sig om at komme ud og væk fra det menneskefyldte område. "men det gør du vel?" tilføjede han, før hans blik flakkede mod mig.

    Jeg nikkede endnu en gang, men denne gang var det efterfulgt af et begejstret smil ved tanken om den kommende fest i aften. Selvfølgelig ville jeg deltage, når det var en fest, der var tale om. Det burde Louis kende mig nok til at vide.

    Han grinede. "Lad nu være med at drikke alt for meget, ikke?" advarede han mig.

    "Siger du!" stønnede jeg beklagende, men kunne alligevel ikke lade være med at smile af ham.

    Louis svarede ikke, men hans flabede smil var mere end nok respons. Han var mindst lige så god til at drikke, som jeg var, selvom han gerne ville have det til at fremstå, som om jeg var en fulderik, mens han havde total kontrol over situationen.

    Sådan var det bare ikke.

    Vi var nået hen til rundkørslen, hvilket ville sige, at vi var kommet ud af det værste mylder, og resten af turen hjem ville gå uden trafik. Louis tilbød ofte at køre mig hjem, så jeg ikke skulle tage bussen. Det var alligevel ingen omvej for ham, når vi boede så tæt på hinanden. Det var fordelen ved at kende én, der havde kørekort. Så kunne man udnytte dem på det groveste.

    Som forudset tog det os heller ikke meget længere end de sædvanlige ti minutter, før vi drejede ned af den vej, hvor min mor og jeg boede. Turen hjem havde føltes hurtig, selvom Louis havde brugt det meste af tiden på at minde mig om de gange, hvor jeg måske havde været en anelse (eller ret meget) for fuld, så han kunne bevise, at han var bedre til at forblive ædru, end jeg var. Selvom han egentlig havde remset alle de uheldige episoder op for at få mig til at indrømme hans overlegenhed, så kunne jeg ikke undgå at finde hans selskab underholdende. Vi havde altid klinget rigtig godt sammen på den måde.

    "Vi ses!" afbrød jeg grinede Louis' talestrøm, da han, selvom han allerede havde standset bilen, hvor jeg skulle af, fortsatte med at fortælle om engang, hvor jeg næsten var kommet hjem med to forskellige sko på efter at have drukket tequila.

    Det virkede dog ikke til at holde ham tilbage på nogen måde, og jeg besluttede mig derfor at åbne døren og gribe fat om min taske, så jeg kunne efterlade ham til sig selv og hans ydmygende erindringer ved at gå fra bilen og ham.

    Det var da også først, da jeg stod med et ben ude af bilen, at han endelig lod til at være færdig.

    "... så husk altid, at jeg bedre kan tåle alkohol end dig, ikke?" afsluttede han smilende.

    Jeg rullede drillende med øjnene af ham. "Farvel, Louis," svarede jeg blot, før jeg smækkede døren.

Der var ikke gået mange minutter, fra Louis var kørt igen, til jeg huskede på den hvide konvolut, der stadig lå i min taske. Turen hjem havde på underlig vis formået at aflede min tanker, og det gav jeg Louis alt credit for. Nu, hvor jeg var alene, føltes tanken om det brev altoverskyggende. Det var også derfor, at jeg havde brugt den sidste time på blot at stirre på det.

    Selvom jeg aldrig før havde været så fristet til at læse indholdet af et af Ellies breve, så var der noget, der stoppede mig, hver gang jeg rejste mig for at hente det. Det føltes bare ikke rigtigt, og hvis skyldfølelsen allerede gnavede i mig nu, turde jeg da slet ikke tænke på, hvilket mareridt det ville blive, hvis jeg først havde læst det, der stod i det. Jeg ville jo aldrig kunne se objektivt på det brev, når jeg vidste, at det var Harry, der stod bag det -- og det var ligesom hele idéen med Ellie.

    Det var ikke meningen, at det skulle være en eller anden sladderkasse, hvor jeg kunne opsuge alle de saftige hemmeligheder og informationer om Newbolds elever. Det var en anonym brevkasse, som kun var til for at hjælpe folk.

    Efter at have brugt umenneskelig lang tid på blot at stirre på det forbandede brev, hvor jeg indvendigt var i konstant kamp med mig selv, om hvorvidt jeg skulle læse det, besluttede jeg mig for at gå i bad med et håb, om det ville klargøre, hvad det rigtige var at gøre -- og muligvis også fordi pigerne ville være her om 40 minutter, så vi kunne gøre os klar sammen.

    Badet havde den ønskede virkning, og som jeg stod under bruserens lune vand, gik det op for mig, at jeg blev nødt til at læse brevet. Harry havde postet det brev, fordi han ønskede svar på noget. Så var det jo det, som jeg blev nødt til at gøre.

    Ville det ikke være at bryde reglerne yderligere, hvis Ellie pludselig nægtede at hjælpe en?

    Jeg ville godt indrømme, at det nok var lidt af en gråzone, da det brev kun var blevet afleveret i den tro, at det var 100 % anonymt, men Harry behøvede vel aldrig at vide, at det var mig, der havde læst og svaret på det. Det var jo ikke, fordi vi var de bedste venner, der fortalte hinanden alting, og altid var sammen, så jeg kunne vel godt sætte et lille skuespil op de få gange, som jeg var omkring ham. At holde mund overfor Louis ville nok blive lidt sværere. Jeg var vant til at fortælle ham alt, og jeg vidste, at det ville falde mig naturligt at fortælle ham noget, der omhandlede hans venner eller nogle, som han kendte.

    Det var en risiko, som jeg måtte løbe.

    Og det var med det i hovedet, at jeg var trådt ud af badet og gået mod mit værelse. Målrettet satte jeg mod kommoden bagerst i mit værelse, hvorpå jeg havde efterladt konvolutten. Hvor jeg før havde tvivlet, var jeg nu sikker i min sag. Der var ingen vej tilbage nu, og det var også derfor, at jeg ikke engang havde haft tid til at erstatte håndklædet omkring mig fra badet med faktisk tøj. Jeg blev nødt til at læse det brev nu, før jeg igen fik overtalt mig selv om, at var moralsk ukorrekt.

    Jeg tog en dyb indånding, før jeg løftede konvolutten fra kommoden og drejede den i mine hænder. Instinktivt bed jeg fat i min underlæbe, da jeg vendte bagsiden af brevet opad for langsomt at begynde at rive det op. Det var en form for notespapir, der lå gemt inde i brevet, da jeg endelig fik det åbnet helt, og jeg listede det hurtigt ud med øvede bevægelser.

    Det var foldet et par gange nede i konvolutten, da jeg endelig fik fat på det dyrebare stykke papir, og jeg gav mig straks til at folde det omhyggeligt ud, indtil ordene til sidst kom til syne på det stribede papir foran mig i mine hænder.

    "Wesse!"

    Forskrækket fløj jeg rundt ved lyden af døren til mit værelse, som bragede op, men var hurtig til at gemme papiret bag om ryggen. Cassidy havde et stort smil om læberne, da hun fik bakset sig ind på mit værelse med en kæmpe taske med tøj.

    Hun smed tasken på sengen, da Bonnies sorte hår kort efter dukkede op bag hende. "Din mor lukkede os ind. Er du først kommet ud af badet nu?" spurgte hun henkastet, før hun smed sig ved siden af Cass' gigantiske taske på sengen.

    "Øh;" mumlede jeg stadigvæk forvirret over deres pludselig entré. "ja, jeg blev lige lidt forsinket," fik jeg endelig svaret.

    Snakken gik som altid mellem pigerne, og specielt da Luna også trådte ind på mit værelse. Selv stod jeg en smule lammet, indtil jeg måtte konkludere, at jeg blev nødt til at skaffe brevet af vejen. Jeg havde ikke engang fortalt pigerne, at jeg arbejdede som Ellie, hvilket helst skulle forblive sådan, og hvis de først fik øje på et af hendes breve, så ville jeg gætte på, at løbet var kørt. Derfor forsøgte jeg diskret at få åbnet en af skufferne i kommoden bag mig, som jeg hastigt skubbede brevet ned i.

    Min opmærksomhed vendte sig mod Bonnie, da hun talte. "Luna og Cass har allerede fundet ud af, hvad de skal have på, så det er kun os, der mangler, Wesse." Bonnies ord fik mig til at blinke et par gange, før jeg nikkede lidt som svar.

    Brevet måtte alligevel blive nødt til at vente. Jeg kunne umuligt læse det, mens pigerne var her, så nu måtte jeg bare forsøge at koncentrere mig om dem og vores tøjmission i stedet. Jeg tog en dyb indånding, før jeg smilede stort og løftede hånden for at stramme håndklædet om mig en smule, da jeg nu havde fået begge mine hænder frie igen.

    "Så lad os finde de kjoler."

Taget mit udgangspunkt i betragtning var det forbløffende, hvor godt jeg var endt med at se ud. Jeg havde ikke haft specielt høje forventninger, men da Luna havde hevet en tætsiddende, sort kjole op fra Cass' taske, så min fremtid med ét lys ud. Det var et held, at vi alle brugte omtrent samme størrelse, og den sad mere end perfekt, da jeg tog den på og så mig i spejlet.

    Resten af eftermiddagen var nærmest fløjet af sted, i takt med vi fik lagt vores make-up, sat håret, sunget med på musikken, som vi havde sat på fra computeren, og spist de pizzaer, som min mor havde været så sød at bestil til os.

    Nu var klokken ved at nærme sig ni, og vi var rykket ud i køkkenet, hvor vi sørgede for at få noget alkohol indenbords, så vi ikke ankom helt ædru. Min mor havde lovet at køre os hen til det lokale, hvor festen blev holdt, og eftersom vi alle var ved at være klar, skulle vi til og af sted. Dog var der en ting, der blev ved med at rive mig væk fra mine omgivelser. Brevet. Jeg syntes bare ikke at kunne få tankerne væk fra det uskyldige, lille stykke papir, som jeg vidste lå gemt i min skuffe.

    Og det var helt sikkert også de tanker, som havde drevet mig ud i min smule desperate plan.

    Jeg blev nødt til at læse det brev, før vi tog af sted, og jeg blev nødt til at finde en måde at gøre det på, uden de andre ville ligge mærke til det. Derfor havde jeg sneget mig ind på mit værelse, idet Cassidy havde råbt skål for syttende gang, hvilket de andre var hurtige til at tilslutte hende i, og jeg havde gået direkte efter min skuffe, hvor jeg vidste, at brevet lå.

    Brevet var blevet en smule krøllet, da jeg fik fat i det, hvilket egentlig var forståeligt efter den behandling, som jeg havde givet det. Dog brugte jeg ikke yderligere tid på at betragte det, før jeg stoppede det ned i min kjole og forlod værelset igen.

    Pigerne lod heldigvis ikke til at ligge mærke til mit fravær, og det lykkedes mig også at komme ud på badeværelset, hvor jeg kunne låse døren efter mig uden nogen form for indblanding. Nærmest forpustet fik jeg fat på brevet igen, før jeg satte mig på gulvet og gav mig til at folde det ud. Jeg vidste ikke, hvorfor dette brev havde denne fængslende effekt på mig. Alt, som jeg vidste, var, at jeg blev nødt til at vide, hvad Harry havde på hjerte, da mine øjne landede på brevets første ord.

    Hej Ellie,

    Det virker underligt at skrive til dig, og jeg ved egentlig ikke helt, hvordan jeg skal begynde. Jeg ved heller ikke, hvordan jeg overhovedet kom på den idé at sætte mig og skrive et brev til dig. Jeg bliver bare nødt til at sige det til nogen, og eftersom jeg aldrig nogensinde ville turde at stå ansigt til ansigt med nogen og fortælle dem, hvad jeg tror, at jeg er ved at fortælle dig, så virkede det her som en oplagt mulighed.

    Jeg er et nervevrag. Udadtil forsøger jeg at være, som jeg plejer, men jeg kan mærke, at jeg er ved at gå i panik indeni. Jeg har en hemmelighed, som jeg ikke under nogle omstændigheder kan fortælle til nogle.

    Ikke mine forældre, venner eller de mennesker, der er tættest på mig.

    Måske har du bemærket, at mine bogstaver begynder at ryste lidt nu, og det beklager jeg, men det er det, som jeg har gået inde med den sidste måned. Svedige håndflader og tanker, der har forstyrret mig i at leve mit liv. Sådan har det været, lige siden hun fortalte mig det, der vil vende op og ned på resten af mit liv. Punktum.

    Egentlig ved jeg ikke helt, hvad jeg forventer at få ud af det her brev. Måske er det, fordi jeg bliver nødt til at få det hele ned med ord; og måske fordi jeg også har brug for at snakke med nogen. Jeg forventer ikke, at du sidder med løsningen, men hvis du svarer mig, så læg dit brev bag den store sten i rygergården på Newbold.

    Det begynder at blive svært det her. Jeg har aldrig skulle fortælle det før, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det sagt. Jeg er bange for, hvordan folk vil reagere, når de får det af vide. Jeg ved jo, hvordan jeg selv reagerede, da jeg fik det af vide. Jeg er alt for ung til at påtage mig det ansvar, som hun pludselig læssede ned over mine skuldre... men på den anden side, så var det jo min egen skyld. Vi var ikke forsigtige nok.

    Ellie -- det, som jeg prøver at sige, er, at... jeg skal være far.

★★★★★★★★★★★★★★★★★★

Nu blev andet kapitel sørme også publiceret!

Som sagt var det allerede skrevet på forhånd, hvilket de næste par kapitler også er.

Jeg er så fantastisk super taknemmelig for alle jer, som allerede har sat historien på favoritlisten. Det betyder uendelig meget, at I er med til at give den en chance, og det gør mig så glad at læse jeres kommentarer.

Det er så surrealistisk, at movellaen er ved at runde 100 favoritlister efter ét kapitel.

Husk også, at smide et like på vejen!

Havde I forudset, at det var, hvad der ville stå i brevet, eller hvad havde I troet?

Tak, fordi I læser med!

x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...