Ask Ellie

’Ask Ellie’. Et fænomen, som alle elever på Newbold kender til. Det er nemlig navnet på skolens brevkasse, hvor alle har mulighed for at tilsende et anonymt brev i håb om at få besvaret deres inderste, frustrerede tanker. Dog er der ingen, der ved, at det i virkeligheden er pigen med det ustyrlige hår og næsepiercing ved navn Wednesday Willis, der arbejder som Ellie. Hver fredag efter skole samler hun ugens gevinst af breve ind, der bliver postet i skabsnummer 743, som hun svarer på over weekenden. Men en dag, hvor hun er på vej for at tømme brevkassen, får hun øje på en af skolens mest populære fyre, Harry Styles, som desuden er bedste ven til hendes fætter, Louis Tomlinson, som skubber et brev ind i skabet. Dette brev viser sig at holde på en hemmelighed, der sætter hendes moral på prøve, og hun finder sig pludselig underligt draget til Harry, alt imens hun står med en magt mellem hænderne, der kunne fuldkommen destruere hans liv.

1009Likes
1053Kommentarer
141841Visninger
AA

11. Rygterne går hurtigt

 

11
ask ellie

Wednesdays synsvinkel

Hvis jeg selv skulle sige det, så var jeg faktisk ret imponeret over mine egne evner.

    Jeg havde præsteret at stå op en halv time, før jeg plejede, selvom det var mandag, så jeg kunne tage en bus tidligere. Det var egentlig sært, hvor min styrke til ikke bare at udsætte min alarm kom fra, men jeg havde følt mig underligt levende siden i går. Jeg havde ikke kunnet lade være med at smile på vej hjem fra Harry i går, og jeg havde modtaget flere mærkelige blikke.

    Mine tanker havde også holdt mig vågen til langt ud på natten, og det var derfor, at jeg undrede mig over, at jeg følte mig så frisk. Dog var det nu meget godt timet, at jeg netop i dag var blevet morgenmenneske, så jeg kunne nå at læse mit svarbrev til Harry igennem igen, før jeg tog af sted. Jeg havde skrevet det umiddelbart efter, at jeg havde læst hans nyeste brev i fredags, og jeg ville sikre mig, at det hele nu også var i orden, inden jeg pakkede det ned i en kuvert og smed det ned i min taske.

    Fordi jeg havde været så tidlig på den, havde jeg som nøje planlagt også haft tid til at snige mig ned i rygergården efter at have taget bussen i skole, så jeg kunne nå at aflevere brevet, før engelsktimen startede. Normalt skulle jeg altid løbe til den første time, men jeg priste mig lykkelig for at have tiden til at gemme det lille brev væk bag den store sten fra morgenstunden af, så jeg ikke skulle gå og bekymre mig om det resten af dagen. Jeg havde også følt mig helt lettet, da jeg kunne gå op ad parkeringspladsen mod skolen og vide, at jeg var kommet af med brevet, uden nogle havde opdaget mig aflevere det.

    Der var overraskende få elever inde i klasselokalet, da jeg trådte ind ad døren, selvom timen ville starte om mindre end ti minutter. Nu havde jeg selvfølgelig heller aldrig rigtig oplevet et klasseværelse så lang tid, før timen startede, så det var sikkert meget normalt, at der ikke var dukket andet end syv personer op. Jeg lod blikket glide rundt i lokalet og efter få sekunder, kunne jeg også konkludere, at Perrie heller ikke var mødt op endnu. Jeg havde ellers haft planer om at sætte mig ved siden af hende igen, men nu styrede jeg i stedet mod en ensom stol, som jeg valgte at sætte mig ned på, nu når hun ikke var her.

     Jeg trak vejret tungt og så mod døren, da en tilfældig person trådte ind.

    Jeg havde afleveret det brev så tidligt i den tro, at det ville få mig til at slappe mere af, men af en eller anden grund syntes det slet ikke at have virket... og i grunden vidste jeg godt, at det slet ikke havde noget med brevet eller Ellie at gøre.

    Jeg havde haft det underligt lige siden i går. Det var, som om omverdenen bare blev baggrundsstøj, og jeg forsvandt ind i mig selv med uregelmæssige mellemrum. Jeg vidste ikke, hvad der skete med mig. Jeg følte mig bare så underligt... glad. 

    Det gik først op for mig, at lokalet var blevet fyldt med snakkende elever, da klokken rev mig tilbage til virkeligheden. Jeg var næsten overbevidst om, at det ikke ville være sidste gang i dag, at jeg ville tåge væk i mine egne tanker om et eller andet.

    Eller rettere sagt en eller anden.

    "Hej, Wednesday." Perries stemme var lav, da hun hviskende hilste på mig.

    Hun lagde sin taske og nogle skolebøger, som hun havde haft i hånden, på bordet og satte sig på stolen ved siden af mig. Frk. Sugg måtte allerede være dukket op, eftersom støjniveauet i klassen allerede var dalet drastisk, og Perrie havde været så påpasselig med at være stille, da hun var kommet hen til mig. Jeg smilede stort til hende som svar på hendes hilsen.

    Som forudset stod den ungdommelige lærer oppe ved katederet og var ved at forsøge at gennemgå dagens program... og som sædvanlig gik der ikke mere end fem sekunder, før jeg glemte at høre efter. Normalt ville jeg bare forsvinde et tilfældigt sted hen i mine tanker, men i dag havde jeg åbenbart et direkte mål. Et meget præcis og akkurat mål.

    En date. Harry havde inviteret mig ud på en date.

    Det var det første, der invaderede min tankegang, og jeg skyndte mig hurtigt at give mig til at tygge på min underlæbe. Hans ord var kommet som et chok for mig, og jeg havde i lang tid bare stået og kigget på ham. Jeg havde ingen idé, om hvad jeg skulle svare, og hvad det, som han sagde, helt betød. Eller jo -- jeg vidste præcis, hvad det betød, men jeg havde jo gjort sådan et ihærdigt forsøg på at overbevise alle (og måske mig selv) om, at vi bare var venner. Kunne det passe, at der lå mere bag?

    Det var først, da han var trådt væk fra hoveddøren og begyndt at gå mod mig, at jeg havde vidst, at jeg faktisk blev nødt til at svare ham på et tidspunkt. Da han var stoppet op foran mig, havde jeg dog blot stirret handlesvækket på ham. Jeg kunne ikke lade være med at betragte, hvordan vinden havde leget med hans hår, og han havde hvilet tungen mod læben, før han havde trukket vejret tungt ind ligesom for at samle mod, før lige præcis disse ord forlod hans mund: vil du gå på en date med mig?

    Og det var disse ord, der blev ved med at gentage sig for mit indre.

    Vil du gå på en date med mig? Vil du gå på en date med mig? Vil du gå -

    "Hvad smiler du sådan af, Wednesday?"

    Forskrækket slog jeg blikket til venstre for mig, hvor jeg fik øje på Perrie, som var i gang med at slå op i en lille blokbog. Jeg havde ingen idé om, hvor lang tid jeg var tåget væk, men da jeg kunne se, at folk var begyndt at snakke sammen, og nogle rejste sig for at gå ud og finde et mere stille sted, gik det op for mig, at vi var blevet sat til at lave noget pararbejde.

    Jeg så tilbage på Perrie.

    Hun fniste, da jeg ledte efter et svar. "Øh," mumlede jeg. "jeg kom bare til at tænke på noget."

    Hun blinkede et par gange, før et smil bredte sig over hendes læber, der antydede, at hun havde en idé. "Det har tilfældigvis ikke noget at gøre med Harry, har det?" Jeg kunne ikke nå at stoppe mig selv, før jeg drejede hovedet mod hende.

    I et kort øjeblik overvejede jeg, hvorvidt hun kunne have nået at finde ud af, at Harry havde inviteret mig på en date, og at jeg rent faktisk havde sagt ja, men jeg skubbede hurtigt den spekulation væk fra mig igen. Det kunne umuligt have spredt sig så hurtigt. Jeg gik derfor ud fra, at hun spurgte omkring Harry, fordi hun havde været der i fredags på parkeringspladsen, hvor Harry lige syntes, at han skulle bekræfte vores lektieaftale foran min fætter... og derved også Perrie og Zayn.

    "Hvad mener du?" spurgte jeg en smule forfjamsket.

    "Hvordan gik jeres aftale i søndags?" spurgte hun og vippede en enkelt gang med brynene, selvom jeg hurtigt regnede ud, at det ikke var for at høre, hvordan det gik, men for at vise hvad der fik hende til at spørge sådan til at starte med.

    "Han hjalp mig med lektierne." Det var efterhånden blevet mit standardsvar, når nogle spurgte... men pludselig blev jeg i tvivl om, hvorvidt det passede længere. "Og så inviterede han mig på en date." Jeg kunne mærke et rus gennem kroppen.

    Jeg vidste ikke, hvorfor jeg lige præcis valgte at fortælle Perrie det lige nu, men jeg følte på en eller anden måde, at jeg kunne være fortrolig med hende. Hun virkede i hvert fald ganske oprigtig og troværdig, selvom jeg ikke kendte hende så godt.

    Og på et eller andet punkt ville jeg gerne snakke med nogen om det.

    Perries øjenbryn løftede sig i en overrasket grimasse, og hendes kæbe faldt en smule, efter jeg havde talt. "Virkelig? Hvad svarede du?" spurgte hun, men fortsatte hastigt, før jeg overhovedet kunne nå at svare. "Er du forelsket i ham?"

    "Nej." Mit svar var udelukkende en reaktion på hendes sidste spørgsmål.

    "Vent," begyndte hun og lænede sig lidt tilbage i stolen, før hun fortsatte efter nogle sekunder. "sagde du nej?" spurgte hun, og jeg vidste ud fra hendes forvirrede ansigtsudtryk, at hun mente, om jeg havde sagt nej til at gå på en date med ham.

    "Nej," svarede jeg igen, da det jo ikke havde været det, som jeg egentlig havde svaret på.

    Perrie så ikke mindre forvirret ud. "Så du sagde nej?" gentog hun.

    "Nej, jeg sagde ja."

    "Du sagde ja?"

    "Ja."

    I nogle sekunder sad vi blot i stilhed og kiggede hinanden ind i øjnene, mens vi prøvede at forstå, hvad hinanden mente. Det var først, da Perrie pludselig begyndte at grine, at jeg kunne mærke, at det trak i mine egne mundvige.

    "Det var ret forvirrende," mumlede jeg, og hun nikkede nogle enkelte gange.

    Jeg havde sagt ja. Jeg vidste ikke, hvad der havde fået mig til det, men efter Harry havde spurgt mig for anden gang og havde set på mig med sine grønne øjne, havde jeg ikke kunne stoppe mig selv i at nikke. Jeg havde indvilliget i at gå på en date med ham, og jeg vidste ikke hvorfor. Jeg var jo ikke forelsket i ham; det var hans breve, der skabte min interesse for ham. Det havde jeg klargjort. Men det forklarede selvfølgelig ikke, hvorfor jeg nu smilede latterligt, hver gang jeg tænkte på ham.

    Perrie rømmede sig en enkelt gang og pillede lidt ved en blyant, der lå på bordet, mens hun rynkede tænksomt på brynene. "Så," begyndte hun, og hendes blik flakkede mod mig. "du skal på en date med ham, men du kan ikke lide ham?"

    "Nej, det -" skyndte jeg at forsvare mig selv, men måtte stoppe op i nogle sekunder for at omformulere og for at finde ud af, hvad jeg egentlig ville sige. "Det er jo ikke, fordi jeg ikke kan lide ham. Jeg ved bare ikke, om jeg er forelsket i ham."

    "Okay," sukkede hun, og jeg kunne nærmest høre mistroen i hendes stemme; Louis måtte have hjernevasket dem alle sammen til at tro, at jeg var forelsket i ham -- hvor var det bare typisk ham at gøre det. "hvornår skal I så ud sammen?"

    Jeg kunne have åndet lettet op, da det lod til, at hun lod hele forelskelsesemnet ligge. "Øh," begyndte jeg. "i morgen."

    Egentlig havde Harry først foreslået et senere tidspunkt på ugen, men da jeg ikke rigtig havde tid før weekenden, og han havde planer i weekenden, blev vi enige om tirsdag. Det var både en fordel og en ulempe, at jeg kun havde én dag til at vænne mig til tanken om at skulle ud med Harry. Fordelen var, at jeg ikke havde tid til at overtænke tingene, så jeg ville ende med at aflyse det hele eller noget i den dur, mens ulempen ved det var... at jeg ikke havde tid til at overtænke tingene. Jeg var stadig i tvivl om, hvad den date præcis indebar, og noget sagde mig, at jeg først ville finde ud af det på dagen.

    Jeg kunne fornemme på Perrie, at hun skulle til at svare mig, da klokken afbrød hende. Dog ringede den os ikke fri (selvom det havde været ønskeligt), men der skrattede i stedet en stemme over højtaleranlægget. Jeg kunne genkende sekretærens stemme, da hun bad alle om at komme ned i forsamlingssalen til en fællesbesked angående udvidelse af skolens faciliteter.

I det mindste slap jeg for undervisning. Det var den eneste positive tanke, som jeg kunne komme på, da jeg sad i den kæmpe forsamlingssal og lyttede til rektor, der fortalte, at idrætshallen skulle bygges ud. Jeg gemte mig alligevel i redskabsrummet i idrætstimerne, så jeg kunne ikke være mere ligeglad, om hallen blev større. Så var der bare flere gemmesteder.

    Forsamlingssalen kunne lige akkurat rumme alle skolens elever og lærere, og den blev som oftest brugt til arrangementer eller fællesbeskeder ligesom denne. Der var et hav af mennesker, og selvom man både kunne tage plads ude i venstre og højre side, så havde Perrie selvfølgelig trukket mig med ind i midten af salen, så jeg ikke kunne sidde og kigge på min mobil uden at blive opdaget af lærerne. Det var lettere, når man sad ude i siderne, og det var også derfor, at de pladser blev taget først.

    Der var alligevel ingen, der lyttede til rektorens monotone stemme.

    Uden rigtig selv at bemærke det lod jeg langsomt blikket glide hen over de mange elever, der sad omkring mig. Mange af dem havde jeg aldrig set noget til før, mens nogle af dem kendte jeg navnet på, men havde aldrig snakket med dem.

    Jeg tildelte ikke mange sekunder til hver enkel person, før jeg så videre, men pludselig var det, som om mine øjne standsede, da jeg kunne mærke en, der allerede så i min retning. Jeg kunne ikke selv lade være med at smile, da hans tænder kom til syne i et forsigtigt smil. Harry sad i den anden ende af salen, og det var egentlig ret pudsigt, hvordan vi havde fået øjenkontakt.

    Han havde selvfølgelig taget plads ude i højre side, hvilket jeg højst sandsynligt også ville have haft gjort, hvis ikke det havde været for Perrie. Det havde jeg dog fuldstændig glemt alt om i det øjeblik, da Harry pludselig løftede hånden diskret i en gestus mod mig. Jeg kunne med ét mærke, hvordan varmen steg i mine kinder, og jeg nåede ikke at undre mig over, hvorfor han altid fik mig til at rødme, før mit blik flakkede mod Perrie, da hun bevægede sig en smule i stolen ved siden af mig.

    Hun havde stadig blikket rettet mod rektor, da mine øjne landede på hende, og jeg så igen tilbage på Harry, da jeg nu var sikker på, at hun ikke havde opdaget os. Jeg var blevet så vant til at afværge det, hver gang nogle nævnte Harry og jeg i samme sætning, så min frygt for, at hun havde set os, var rent instinkt. Egentlig burde jeg være ligeglad med, om hun så os.

    Jeg ville have løftet min hånd for at gengælde hans vink, men da jeg så mod ham, havde han blikket vendt nedad mod sine hænder. Der gik dog ikke andet end tre sekunder, før han så op igen, hvor hans øjne med det samme fandt mine mellem de mange elever. Jeg rynkede lidt på øjenbrynene, men slog så også selv blikket ned, da jeg kunne mærke min mobil vibrere i min lomme. Helt og aldeles uelegant fik jeg fisket min mobil op af min bukselomme på mine alt for stramme jeans.

    Hvis rektor ikke stopper med at tale, bliver det her min død. Er det nu, at vi sniger ud?

    Efter at have læst beskeden så jeg igen op mod Harry, som smilede bredt, før han løftede øjenbrynene, da han vidste, at jeg havde læst hans besked. Jeg kunne ikke lade være med at grine for mig selv, før jeg så på min mobil for at skrive et svar.

    Det ville jeg sådan set meget gerne, hvis ikke det havde været for hr. Rewel, der sidder skråt overfor mig... og hvis ikke jeg havde en ret så vigtig franskprøve i næste time! Det husker du vel nok, ikke?

    Jeg bed fat i siden af min læbe, da jeg kunne mærke et smil tvinge mine mundvige op. Hr. Rewel var en af de meget famøse lærere på skolen, da han med sin enorme mave, lange skæg og halvskaldede hoved formåede at få enhver elev til at væmmedes med et enkelt blik. Normalt kunne jeg faktisk meget godt lide historie, men når han underviste, blev det hurtigt et helvede.

    Det var et held, at han så ud til at være fuldt optaget af rektors endeløse og dræbende tale, så han ikke bemærkede, at jeg havde min mobil fremme, og han så ville konfiskere den eller noget. Tænk, at man overhovedet kunne lytte til det der.

    Det er jo også rigtigt. Held og lykke -- du kan sagtens! x

    Mine øjne gled over min mobilskærm, så jeg kunne læse hans nyeste besked. Dog syntes de at holde inde ved det sidste ord. Eller faktisk var det bare et bogstav... men det var ikke hvilket som helst bogstav. Det var et x... som i et kys.

    "Jeg vidste det! Jeg vidste det bare!"

    Jeg vidste ikke, om jeg havde stirret længe på beskeden og bare var forsvundet fuldstændig, men lyden af en stemme fik mig pludselig til at springe op fra mit sæde med et forskrækket gisp og se mig over skulderen, hvor stemmen kom fra.

     Egentlig havde jeg forventet at se en lærer, som ville bede mig om at indlevere min mobil, så jeg kunne hente den efter skole, og derfor tog jeg mig til hjertet, da min fætter dumpede ned på stolen ved min side med et smørret grin i ansigtet.

    Jeg skyndte mig hurtigt at gemme beskeden væk. "Louis," gispede jeg. "du gav mig et chok."

    Hans øjne var rettet mod mig, før han løftede det ene øjenbryn. "Undskyld, hvis jeg afbrød dig i at sende din kæreste lange blikke." Jeg vidste med det samme, hvad hans første kommentar handlede om, og jeg sukkede tungt af ham.

    "Han er ikke min kæreste." Før jeg kunne nå at stoppe mig selv, havde jeg set tilbage mod Harry, som havde vendt blikket væk -- sikkert, fordi han havde set, at Louis havde krævet min opmærksomhed, og derfor ikke ville sidde og stirre.

    Min fætters fnys fik mig til at se mod ham. "Så vidt jeg ved, så dater man ikke, når man bare er venner, så jeg ved ikke, hvad du selv vil kalde det." Et smil lyste igen hans øjne op, og han rystede lidt på hovedet. "Jeg vidste, at du kunne lide ham."

    Jeg kunne have sagt mig selv, at Louis ville være den første, der fandt ud af det -- også selvom han egentlig var den sidste, som jeg havde brug for vidste det. Ikke, fordi han ikke ville kunne lide idéen om, at Harry havde inviteret mig ud, men netop fordi han ville lide det alt for meget. Jeg kunne ikke holde ud at skulle høre mere på hans ustoppelige drillerier.

    "Louis, han spurgte bare mig, okay?" sukkede jeg og lænede mig tilbage i stolen.

    "Og du sagde ja." Hans argument var faktisk validt. "Jeg er bare glad, for han endelig fortalte dig det."

    Selvom jeg havde vendt blikket tilbage mod rektor, som virkede til endelig at være ved at afslutte, så trak Louis' ord mine øjne tilbage på ham. "Fortalt mig hvad?" spurgte jeg med en ny interesse over for det, som han lige fortalte mig.

    Jeg var næsten hundrede procent sikker på, at Harry ikke havde fortalt om hans situation til nogle. Heller ikke Louis. De plejede at fortælle hinanden alt, ville jeg gætte på, men lige netop det her emne, var jeg sikker på, at han havde holdt privat.

    Det kunne ikke være det, som Louis refererede til... vel?

    Louis løftede øjenbrynene. "Så han har ikke fortalt dig det?" spurgte han langsomt.

    Jeg fik lyst til at råbe, hvad han mente, men jeg stirrede bare på ham. Var der flere hemmeligheder?

    Idet rektor havde takket af, blev hallen med det samme fyldt med snak fra de utallige mennesker, da alle rejste sig fra deres stole og søgte mod udgangen af forsamlingshallen. Louis rejste sig også op, og jeg skyndte mig at følge hans eksempel.

    Jeg greb fat om hans arm, så han ikke kunne nå væk. "Hvad er det, som han ikke har fortalt mig?" spurgte jeg.

    Endnu en gang smilede han på den irriterende Louis-måde, som kun han kunne, så man vidste, at der var noget i gære. "Åh, jeg render ikke med sladder. Det må du selv spørge ham om," grinede han, og jeg pressede læberne en smule sammen.

    "Louis, kan du ikke bare sige -"

    "Undskyld, W, jeg bliver nødt til at smutte nu," afbrød han mig hurtigt, og jeg nåede kun lige at undre mig over den seriøse tone, der pludselig havde lagt sig over hans stemme og havde erstattet den legesyge, før han satte hurtigt væk.

    Jeg fulgte ham med blikket, da han begyndte at småløbe efter en skikkelse, der gik i hurtige skridt længere fremme i salen. På hendes mørke hår kunne jeg hurtigt genkende hende som Eleanor, og jeg funderede over, hvad hun mon havde skulle skynde sig til, eftersom hun ikke så ud til at kunne komme hurtigt nok væk herfra, før jeg selv begyndte at gå mod udgangen.

★★★★★★★★★★★★★★★★★★

Okay, så det her kapitel er det, der har taget mig længst tid at skrive indtil videre. Det er ikke, fordi jeg som sådan havde problemer med det, men mine tanker har bare været alle andre steder. Jeg har haft svært ved at fokusere siden i søndags, hvor Cory Monteith blev bekræftet død. Jeg har været så ulykkelig, og tanken, om han er væk, knuser mit hjerte. Derfor har jeg haft svært med at skrive, og jeg undskylder på forhånd, hvis det ikke er blevet godt.

Derudover har jeg også haft travlt med en roadtrip til Tyskland, familiefødselsdage og andre ting, der har fyldt, så jeg simpelthen ikke har haft tid til at sætte mig ned og skrive. Dog har jeg overholdt min regel med, at der ikke er gået over en uge, siden jeg sidst publicerede et kapitel. Så det synes jeg egentlig er meget godt gået alligevel!

Jeg tager snart på ferie, men jeg regner stærkt med, at der er internet, hvor jeg er, så jeg tror ikke, at det vil forhindre mig i at skrive. Dog må I tage lidt hensyn, hvis nu internettet driller dernede, eller jeg ikke får tid til at skrive.

Jeg elsker alle jeres dejlige kommentarer, så skriv gerne!

Tak, fordi I læser med!

x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...