Ask Ellie

’Ask Ellie’. Et fænomen, som alle elever på Newbold kender til. Det er nemlig navnet på skolens brevkasse, hvor alle har mulighed for at tilsende et anonymt brev i håb om at få besvaret deres inderste, frustrerede tanker. Dog er der ingen, der ved, at det i virkeligheden er pigen med det ustyrlige hår og næsepiercing ved navn Wednesday Willis, der arbejder som Ellie. Hver fredag efter skole samler hun ugens gevinst af breve ind, der bliver postet i skabsnummer 743, som hun svarer på over weekenden. Men en dag, hvor hun er på vej for at tømme brevkassen, får hun øje på en af skolens mest populære fyre, Harry Styles, som desuden er bedste ven til hendes fætter, Louis Tomlinson, som skubber et brev ind i skabet. Dette brev viser sig at holde på en hemmelighed, der sætter hendes moral på prøve, og hun finder sig pludselig underligt draget til Harry, alt imens hun står med en magt mellem hænderne, der kunne fuldkommen destruere hans liv.

1005Likes
1052Kommentarer
141329Visninger
AA

15. Overraskende ende

 

15
ask ellie

Wednesdays synsvinkel

Der havde ligget to breve i brevkassen, da jeg havde åbnet den for at indsamle dem fredag eftermiddag. Dog havde jeg ikke betragtet dem særligt længe, men havde i stedet samlet dem hurtigt sammen og hastet mod udgangen af skolen.

    Cassidy havde insisteret på, at vi skulle gøre os klar til festen hos mig, og jeg havde derfor kun lige nået at gemme de uåbnede breve væk derhjemme, da det bankede på hoveddøren, og den blev åbnet. Cass havde aldrig været typen, der ventede på, at døren blev lukket op for hende, og det var derfor et held, at jeg ikke havde givet mig til at læse brevene, før hun kom.

    Egentlig havde jeg også aftalt med mig selv, at jeg ville vente med at læse dem til efter festen, så jeg på ingen måde ville være påvirket af det, hvis det viste sig, at Harry havde lagt et nyt brev. Jeg havde nok nerver i kroppen bare ved tanken om at skulle ud med Harry igen, og hvis jeg også skulle til at bekymre mig om et nyt brev, ville det da først blive for meget.

    Dog var jeg ikke sikker på, om jeg ville have kunnet holde min nysgerrighed hen, og jeg var derfor glad for, at Cass var der til at aflede mine tanker. Hun havde kun været hjemme for at hente en kjole og sko, og selvom festen var om aftenen, var vi begyndt at gøre os klar med det samme. Vi havde hele huset for os selv, da min mor var taget af sted på den tur med min moster og Dan og først ville være hjemme i morgen. Derfor gav vi os god tid med at gå i bad, tørre hår og lægge make-up.

    Jeg kunne fornemme på hende, hvordan hun også var nervøs over at skulle ud med Jarred, og eftersom jeg let kunne relatere til hendes anspændte tilstand, havde jeg ikke været langsom til at tage imod den flaske hvidvin, som hun havde medbragt.

    Nu havde vi for længst tømt den flaske -- og mere til.

    "Guld eller sølv?"

    Mit blik flyttede sig fra spejlet, som jeg betragtede mig selv i, mens jeg lagde lip gloss, og landede i stedet på Cass, som holdt to identiske øreringe -- bortset fra den ene var af guld og den anden af sølv. Jeg rynkede brynene lidt, mens jeg tænkte.

    De sidste par timer var blevet tilbragt i stress og jag, selvom vi havde haft uendeligheder af tid, og nu var der ikke meget længere end tyve minutter, til vi skulle af sted. Heldigvis viste det sig, at der ikke var andet end maksimalt fyrre skridt hen til det forsamlingshus, som festen blev holdt iDet skulle blive praktisk i nat, når min mor ikke var hjemme til at hente mig.

    Jeg rettede mig lidt op. "Hm," mumlede jeg eftertænksomt. "guld."

    Den sorte kjole, som lå virkelig flot over hendes flatterende former, tillod begge slags øreringe, men jeg valgte alligevel guld. Efter hun vurderende holdt dem op mod hinanden, endte hun også med at sætte den gyldenfarvede ørering i øret.

    Netop havde jeg vendt mig tilbage mod spejlet, da hun talte igen. "Det er ærgerligt, at Luna og Bon ikke kan komme med."

    "Ja," svarede jeg, før jeg satte låg på lip glossen. "jeg er sikker på, at det bliver en mega fed aften."

    Og det var jeg virkelig. Efter at have fået noget alkohol indenbords, som hjalp med at dulme nervøsiteten og kun fik det til at blusse på en behagelig måde indeni mig, havde jeg overbevidst mig selv om, at det nok skulle blive en god aften.

    Pludselig kunne jeg et eller andet sted slet ikke vente med at se Harry.

    Faktisk havde han tilbudt på at hente mig derhjemme, så kan kunne køre Cass og jeg til festen, men jeg havde afslået. Det var latterligt, når der var så kort vej derhen. Efter han havde insisteret på, at det ville han gøre, siden det var den rigtige måde at starte en date på, og jeg var blevet ved med at nægte, var vi kommet til den konklusion, at han ville vente ude foran festen.

    Jarred og Cassidy havde aftalt at mødes inde til festen, hvilket som sådan også gav langt mere mening. Men selvom Harrys forslag var ulogisk, så kunne jeg ikke lade være med at se ham som en gentleman. Egentlig var det ikke noget, som jeg som sådan havde forventet af ham, men jeg kunne ikke benægte følelsen af sommerfugle i maven ved hans gestus.

    Men den effekt syntes Harry hele tiden at have på mig.

    "Også mig," lød det fra Cassidy, før hun hev stikket ud af stikkontakten til det krøllejern, som hun netop havde krøllet sit hår med for omtrent hundredeogsyttende gang. "og hvis vi ikke vil komme for sent, bliver vi nok nødt til at gå nu."

    Jeg nikkede, før jeg lod blikket glide over mig selv en sidste gang.

    Min kjole havde en mat, hvid farve og en udskæring i hver af mine sider. Det lyse stof fik min hud til at se mere solbrun ud, end hvad den i virkeligheden var, men jeg vidste, at den på ingen måde ville kunne måle sig med Harrys brune hud.

    Gad vide, hvordan han så ud i aften?

    Godt nok var det ikke første gang, at vi var til fest sammen, men da jeg knapt kunne huske noget fra den aften, kunne jeg ikke lade være med at undre mig bare en lille smule. Dog var jeg ikke i tvivl om, at han ville se andet end godt ud.

    Jeg fjernede mine blonde lokker, som hang løst om mit ansigt, før jeg trådte væk fra spejlet og i stedet tog fat om mit glas, der indeholdt juice og vodka, og bundede det. Hurtigt fik vi slukket musikken og samlet vores ting, før vi forlod hjemmet arm i arm. Jeg havde kun min clutch, og da jeg havde fået fortalt, at der var fri bar, behøvede jeg heller ikke mere.

    Stemningen var høj, som vi gik de få skridt hen til forsamlingshuset, og selvom vores høje grin helt klart havde noget med vores alkoholindtag at gøre, så vidste jeg, at de nok også skyldtes nervøsiteten, der kom snigende ind over os begge igen.

    Jeg kunne mærke, at jeg allerede var lidt ustabil i mine stiletter.

    Som forventet tog det ikke lang tid at gå derover, og det lod til, at der var gang i festen, da vi nærmede os den store bygning. Der stod overraskende mange mennesker ude foran, men de fleste havde en cigaret i hånden -- man måtte nok ikke ryge indenfor. Det passede mig egentlig fint, men det var ikke det, som jeg tænkte på, da jeg søgende lod blikket glide rundt.

    Det lod til, at han fik øje på mig på nøjagtig samme tid, som jeg fik øje på ham. Han stod næsten foran indgangen med hænderne i hver sin bukselomme på et par sorte jeans, og det lignede, at han havde stået og sparket lidt til jorden, da hans fod stod en smule akavet i forhold til den anden. Det føltes, som om det gik i slowmotion, da et smil langsomt bredte sig over hans læber. Jeg ville nok bare have blevet stået sådan, hvis ikke jeg pludselig blev distraheret af Cass, der gav min arm et klem.

    "Jeg går ind," fortalte hun mig, og det gik op for mig, at jeg var stoppet op og givet mig til at glo.

    Jeg nikkede, selvom hun allerede var på vej væk. Det var heller ikke længe, at jeg så efter hende, før jeg så tilbage på Harry, som var begyndt at gå i retning af mig. Jeg var ikke i stand til at flytte mine ben og blev derfor bare plantet, hvor jeg var.

    Først da han var indenfor en meters radius, tog jeg mig sammen til at gengælde hans smil og træde frem. Automatisk lagde jeg armen om hans skuldre, da hans hånd landede mod min nøgne hud ved min side, og han trak mig ind i et kram. Han føltes varm mod min krop, men det var hans fingrespidser, som glødede mod min hud, der fik mit hjerte til at banke hurtigere.

    Hurtigt var han væk fra vores omfavnelse igen. "Du ser -" begyndte han, og jeg kunne mærke hans grønne øjne betragte mig stykke for stykke, mens hans hånd langsomt gled ned langs min arm. "wow." Det endte med at blive hans svar.

    Jeg kunne lugte, at han havde været i kontakt med alkohol, ligesom jeg også selv havde, og da han svagt rødmede af sine egne ord, kunne jeg regne ud, at det måske ikke helt præcist havde været hans mening at skulle sige netop det til mig.

    Dog besvarede jeg med et ligeså genert smil, før jeg tillod mig selv at betragte ham.

    "Du ser også ret wow ud, at du ved det," svarede jeg drillende, hvilket fik ham til at grine.

    Han rømmede sig en enkelt gang. "Skal vi gå ind?" spurgte han, og jeg nikkede hurtigt som svar.

    Jeg kunne igen mærke hans hånd flytte sig fra dens forrige plads ved min underarm til min hånd, som han forsigtigt tog fat om. I takt med vi begyndte at sætte i retning af indgangen, kunne jeg konkludere, at jeg havde haft ret, og han virkelig så wow ud. Han havde som altid håret skubbet væk fra panden, men det var alligevel, som om han havde sat det lidt anderledes.

    Musikken steg, som vi kom nærmere bygningen, og jeg rykkede ham derfor en smule nærmere, da jeg åbnede munden for at sige noget til ham. "Du har vel ikke kørt herhen, vel?" spurgte jeg akkurat højt nok, til han kunne høre det.

    Jeg var næsten 100 % sikker på, at han havde drukket, og selvom han nok ikke var beruset endnu, så kunne jeg stadig ikke lide tanken, om han havde kørt med alkohol i blodet. Derfor skyllede der en lettelse igennem mig, da han rystede på hovedet.

    "Nej, jeg tog bussen." Hans øjnene landede først på mig, efter han havde fortalt mig det, og han skubbede døren op, der førte ind i bygningen. "Men hvis du havde ladet mig, så ville jeg altså have ventet med at drikke noget, så jeg kunne hente dig."

    Jeg grinede lidt, før jeg rystede på hovedet. Han lød som om, at han forsøgte at overbevise mig, men et eller andet sted troede jeg på ham, uden han overhovedet behøvede at forklare sig. Jeg var ikke i tvivl, om han nok skulle have gjort det.

    Det var overraskende, hvor mange mennesker der allerede var i gang ude på dansegulvet, og jeg fik med det samme indtrykket af, at det gik ret vildt for sig til de her fester. Harry virkede ret målrettet, da han styrede forbi de dansende skikkelser og længere ind, og jeg fulgte efter. På en eller anden måde følte jeg mig slet ikke malplaceret, når jeg gik her med Harry i hånden -- også selvom Cass havde fortalt mig, hvordan det var ret ildeset at medbringe andre elever end 3.g'ere til disse fester.

    Det fik mig til at undre mig over, hvad der havde fået Harry til at invitere mig med til lige den her fest, og det lod til, at det også undrede en vis Liam Payne, da jeg pludselig dumpede ned på en stol ved siden af ham, og han så på mig.

    Det var egentlig underligt, hvordan Harry vidste, hvor hele hans vennegruppe var, nu når han havde stået udenfor og ventet, mens de sad herinde, men det så ikke ud til at have været noget problem at finde dem, da bordet, som vi var standset ved, var besat af Zayn, Niall, nogle andre, som jeg ikke kendte, og så Liam, som så på mig med et udefinerbart blik, før det ændrede med et sig til et fjollet grin. Jeg havde kun lige sat mig til rette, da han vendte sin fulde opmærksomhed mod mig.

    "Wednesday, hvad laver du dog her?" Jeg måtte bide mig lidt i læben for ikke at grine af ham.

    "Jeg inviterede hende." Jeg drejede hovedet til venstre, hvor Harry havde taget plads ved siden af mig.

    Hans grønne øjne hvilede nogle sekunder på mine, før jeg måtte se ned i mit skød og rømme mig. Jeg vidste ikke, hvad det var, men Harry havde altid en tendens til at gøre mig forlegen. Og det var meget usædvanligt for mig, at nogen havde den effekt. Derfor priste jeg mig lykkelig, da Niall, der sad på den anden side af Liam, brød stilheden ved at løfte sin øl fra bordet.

    "Så lad os skåle, fordi Harry er sådan en badass og bryder reglerne. Skål!" Der var ikke tvivl om, at den blonde irer var den mest berusede ved bordet, da han brød ud i et grin, mens han forsøgte at bælle den øl, som han lige havde fået fat på.

    Jeg kunne høre Harrys latter bag mig, og jeg kunne selv ikke lade være med at bryde ud i grin, da jeg betragtede Niall, som nu havde øl hængende ned af hagen. Det gav et gib i mig, da jeg pludselig kunne mærke noget varmt omslutte mit lår, og det gik først op for mig, hvad det var, da jeg så tilbage på Harry. Han så allerede på mig, mens hans hånd hvilede mod mit ben.

    "Du ved," begyndte han, så kun jeg kunne høre det. "jeg kunne ikke være mere ligeglad med en dum regel, og jeg kunne ikke være mere ligeglad med, hvad andre tænker." Hans grønne øjne fastholdt mine. "Jeg er bare glad for, at du er her."

    I lang tid kunne jeg ikke finde ud af andet end bare stirre på ham.

    Hans ord fik en sær, men usædvanlig rar følelse til at brede sig gennem hele kroppen på mig mig, og jeg fik en mærkværdig trang til at være tættere på ham. Dog nåede jeg ikke andet end at smile, før en ny stemme pludselig brød ind.

    "Styles!"

    Harrys øjne løsrev sig mine, men jeg kunne stadig mærke hans fingrespidser mod min hud. Mine øjne fulgte hans, hvor de til sidst landede på en rødhåret dreng, der virkede mere forpustet, end hvad godt var. Han støttede hånden mod bordet, mens han samlede luft nok til at fortælle det, som han var kommet for. I nogle lange sekunder hev han blot efter vejret.

    Endelig lod det til, at han havde fået taget sig sammen, da han lagde hånden mod sit bryst og fugtede sine læber, før han talte. "Trescott er her." Jeg undrede over alvoren i hans stemme, før jeg så, hvordan Harrys kæbe med det samme spændes.

    "Tak, Dez." Harrys stemme lød med det samme fraværende, men den rødhårede dreng nikkede bare en enkelt gang af hans svar, før han igen drejede om på hælene og satte væk fra bordet i et hastigt tempo, som om han havde en mission af en art.

    Jeg så med det samme tilbage på Harry, da drengen var væk igen. Han havde blikket solidt plantet mod bordpladen, og han havde, uden selv at bemærke det ville jeg tro, strammet grebet om mit ben. Der var en lille fure mellem hans øjenbryn, og den måde, hvorpå hans kæbe med konstante mellemrum blev markeret, fortalte mig, at han måtte skære tænder.

    Jeg blev med det samme bekymret -- og nysgerrig.

    "Hvem er Trescott?" spurgte jeg lavmælt efter nogle sekunder i forvirring, selvom det egentlig overhovedet ikke ragede mig den mindste smule... men jeg agtede at finde ud af, hvem denne person, som skabte så stor en reaktion hos Harry, var.

    Der gik lang tid, før Harry rømmede sig, vendte blikket mod mig og sendte mig et betryggende smil. "Ikke nogen." Hans svar var ikke specielt fyldestgørende. "Jeg henter lige noget at drikke til os." Han gav mit lår et lille klem og rejste sig op.

Selvom jeg flere gange på aftenen havde forsøgt at spørge ind til denne Trescott igen, fik Harry hver gang talt udenom eller undveget spørgsmålet på en eller anden vis. Til sidst måtte jeg nok også indrømme, at jeg havde fået lidt for meget alkohol indenbords til at kunne tænke eller bekymre mig om det mere, og jeg havde i stedet bare valgt at nyde aftenen med Harry.

    Godt nok havde jeg allerede sagt på forhånd, at jeg troede, at det ville blive en fed aften, men den gik langt ud over mine forventninger. Aldrig havde jeg grint så meget på så få timer, og jeg snakkede med Harry og de andre samt nogle tøser, der havde tilsluttet os, som havde vi kendt hinanden altid. Det var utroligt, hvor gode venner man kunne få gennem alkohol.

    På et tidspunkt da han havde fået nok alkohol i blodet, havde jeg endda fået lokket Harry med ud på dansegulvet, og efter omtrent ti sekunder derude forstod jeg pludselig, hvorfor han sagt nej de første mange gange, at jeg havde spurgt, om han ville med ud og danse. Jeg var med det samme brudt ud i grin, da han fyrede nogle ret så vilde 80'er moves af, men han havde bare grint med mig og svunget mig en enkelt gang rundt, før han havde taget mig ved hofterne og holdt mig tæt ind til ham, så jeg ikke havde andet valg end at danse med ham. Der var heller ikke andet, som jeg hellere ville end at danse med Harry.

    Tidsfornemmelsen havde jeg selvfølgelig fuldstændig mistet, men måden, som mit hoved snurrede på, og hvordan mine tæer klemte i stiletterne, måtte det være ved at blive sent. Harry og jeg havde i hvert fald trukket os væk fra dansegulvet, og i stedet taget plads oppe ved baren, så vi få noget koldt at drikke. Her var det, at jeg for første gang fik øje på Cassidy igen den aften.

    "Hvor har du været?!" råbte jeg gennem musikken, og hun hævede sit glas for at skåle uden at svare.

    Jeg kunne ikke lade være med at grine, da hun virkede godt og grundigt stiv.

    Det var da også først, da jeg havde klinket min drink, som jeg havde fået af bartenderen, mod hendes, at hun endelig svarede mig"J. T. og jeg har været mere nede i den anden ende." Hun viftede lidt med hånden, som om det ville hjælpe mig med at vide, hvorhenne hun snakkede om, selvom det ikke gjorde en stor forskel. "Der er vist nogen hernede, han ikke kan lide."

    Det sidste blev sagt med et henkastet skuldertræk, før hun satte sugerøret fra sin drink mellem læberne igen. Jeg rynkede lidt på brynene, før jeg lagde hovedet på skrå og betragtede min veninde. Det tog mig nogle sekunder, før jeg talte igen.

    "J. T.?" spurgte jeg forvirret -- hun kunne ikke mene Justin Timberlake... vel?

    Hun brød ud i et fjollet grin og holdt sig for munden, og hvis jeg ikke havde været sikker på, om hun var fuld før, så var jeg det i hvert fald nu. "Ej, det er bare, hvad Jarreds venner kalder ham, og så kom jeg også til at gøre det nu," grinede hun.

    Jeg valgte bare at grine med, da hendes brede smil smittede.

    Det var også svært at være andet end glad på en aften som denne. Jeg kunne i hvert fald ikke andet end at smile, når jeg kunne mærke Harrys hånd, der lå ved min hofte, som han stod bag mig og snakkede med en, som jeg ikke lige kendte.

    Hele aftenen var det, som om vi aldrig nogensinde havde brudt vores fysiske kontakt.

    Han havde enten haft hånden på min hofte, mit ben eller min hånd. Ellers havde jeg holdt fast i hans arm. Han virkede bare så magnetisk, og selvom det var bizart, fik jeg et rus af at røre ham -- som et adrenalinspark. Jeg havde aldrig prøvet det før.

    "Hvorfor kalder de ham det?" spurgte jeg, da hun havde fået grinet færdigt.

    Hun trak igen på skulderne. "Det er hans initialer;" forklarede hun. "han hedder Jarred Tr -"

    "Trescott."

    Forvirret vendte jeg blikket over skulderen, da Harrys hæse klang afsluttede Cass' sætning for hende. "Ja, kender du ham?" spurgte hun, men jeg kunne se, at han ikke længere fokuserede på samtalen, da hans øjne stirrede på et punkt bag Cassidy.

    Jeg så hurtigt tilbage på hende, men mit blik flakkede videre, da jeg opdagede, at en bredskuldret fyr pludselig var dukket op bag hende. Det var, som om det først gik op for hende, at han stod der, da jeg også først vendte blikket mod ham.

    Hun så derfor tilbage, og hendes ansigt lyste op i et stort smil.

    "Jarred!" sagde hun i et alt for muntert toneleje.

    Det var klart, at hun ikke havde bemærket, hvordan stemningen var vendt. Jarred, som jeg for første gang mødte nu, stirrede direkte hen over hovedet på mig og gav sig ikke engang tid til at svare Cassidy. Jeg vidste, at Harry stirrede ligeså indebrændt tilbage. Der foregik noget mellem de to, og jeg fik fornemmelsen af, at det var noget, der mindede om et glødende had. Jarreds ansigt var i hvert fald stramt, og hans øjne virkede mørke og hårde. Det fik hårene til at rejse sig på mine arme.

    Jeg kunne ikke undgå at finde hans udseende intimiderende, da han med kæmpe biceps og en tårnende højde syntes at kunne nedlægge omtrent alt på sin vej. Jeg fik en ulm følelse i maven, da jeg kunne mærke Harry træde frem bag mig.

    Jarred spejlede hans bevægelse, og de stod overfor hinanden med en god afstand.

    "Styles." Han spyttede nærmest Harrys efternavn ud. "Kan du huske, hvad jeg lovede dig sidst?"

    Cassidy valgte at tie stille, og jeg tilsluttede mig hurtigt hendes beslutning. I stedet så jeg hen mod Harry, mens jeg knugede min drink i min hånd. Jeg kunne ikke lide det her. Hans næsebor var udspilet, da han forsøgte at beherske sig.

    "Jeg foreslår, at vi bare går vores vej nu begge to." Harrys svar var langsomt og på en eller anden måde meget kontrolleret, men ikke så køligt som Jarreds spørgsmål havde været. "Jeg tror ikke, at nogen af os har lyst til at starte det her nu."

    Selvom jeg ikke vidste, hvad ingen af dem havde lyst til at starte, så var jeg glad for, at han stoppede det. Jeg kunne heller ikke lade være med at ånde lettet op, da Jarred nikkede til forslaget og drejede om på hælene. Det var da i hvert fald, lige indtil han vendte front mod ham igen, men denne gang havde en knyttet næve rettet med fuld fart direkte ind i Harrys ansigt.

★★★★★★★★★★★★★★★★★★

Her er et kapitel til alle jer natteravne (ja, jeg er Rasmus Seebach, OK?)

Havde I set den komme?

Jarred og Harry er åbenbart meget ikke-gode venner, men vi ved ikke hvorfor. Hvad tror I, der kan have udløst så stort et fjendskab? Og hvordan tror I, at det kommer til at ende? Og hvad syntes I om den drejning, som det har taget?

Dette blev historiens hidtil længste kapitel, og det havde egentlig slet ikke været meningen, da jeg satte mig til at skrive. Men nu er det også noget tid siden, at jeg sidst opdaterede, så det passer vel fint, at der så er lidt ekstra.

Jeg tager hjem fra ferie i overmorgen, og så har jeg kun en uge tilbage af sommerferien.

Der vil derfor nok gå lidt længere tid mellem opdateringerne, men jeg håber stadig, at I vil følge med. TAK, FORDI DER ER SÅ MANGE, DER LÆSER MED. JEG DØR PÅ DAGLIG BASIS!!!!

Kommer I i Tivoli d. 9. august til meet-up?

Det var mit sidste spørgsmål og husk nu at smid en kommentar, venner!

Tak, fordi I læser med!

x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...