Ask Ellie

’Ask Ellie’. Et fænomen, som alle elever på Newbold kender til. Det er nemlig navnet på skolens brevkasse, hvor alle har mulighed for at tilsende et anonymt brev i håb om at få besvaret deres inderste, frustrerede tanker. Dog er der ingen, der ved, at det i virkeligheden er pigen med det ustyrlige hår og næsepiercing ved navn Wednesday Willis, der arbejder som Ellie. Hver fredag efter skole samler hun ugens gevinst af breve ind, der bliver postet i skabsnummer 743, som hun svarer på over weekenden. Men en dag, hvor hun er på vej for at tømme brevkassen, får hun øje på en af skolens mest populære fyre, Harry Styles, som desuden er bedste ven til hendes fætter, Louis Tomlinson, som skubber et brev ind i skabet. Dette brev viser sig at holde på en hemmelighed, der sætter hendes moral på prøve, og hun finder sig pludselig underligt draget til Harry, alt imens hun står med en magt mellem hænderne, der kunne fuldkommen destruere hans liv.

1009Likes
1053Kommentarer
141837Visninger
AA

12. Nu siger jeg det bare

 

12
ask ellie

Wednesdays synsvinkel

Irriteret rev jeg den sorte bluse af, som jeg ellers lige havde hevet over hovedet, og smed den arrigt over i bunken med alt det andet tøj, som jeg under absolut ingen omstændigheder kunne tage på. Jeg vidste ikke, hvorfor mit klædeskab pludselig var så håbløst, men én ting var jeg sikker på; der var akkurat ingenting, som jeg kunne have på til daten med Harry.

    Jeg trak vejret tungt en enkelt gang i et frustreret suk, mens jeg satte hænderne i siderne og sendte mit tøj et olmt blik for at udtrykke min utilfredsstillelse med det. Mit blik vandrede dog hurtigt op på uret, hvilket det havde gjort cirka hvert andet minut den sidste time, for at opdage, at jeg faktisk kun havde tre minutter tilbage, før jeg skulle ud ad døren og af sted.

    Panisk farede jeg over til mit skab, i håb om der denne gang ville ligge den helt rigtige bluse og vente på mig.

    Det var vist første gang i min livshistorie, at jeg kunne sige, at en skoledag var gået hurtigt. Tirsdagen var fløjet af sted, og før jeg vidste af det, havde jeg fri. Nu stod jeg faktisk og ønskede, at jeg sad tilbage på skolen, bare så jeg kunne slippe for den sidste times stress og nu panik. Jeg blev nok nødt til at indrømme, at jeg var en smule nervøs, hvad angik Harrys og min date.

    Okay, jeg var nået til punktet langt ud over blot nervøsitet.

    I en pludselig bevægelse stoppede jeg alt, som jeg havde haft gang i ved lyden af tre meget tydelige bank, hvilket resulterede i, at jeg stod med en bluse halvt over hovedet. For en gangs skyld var jeg hurtig til at reagere, selvom jeg kunne mærke adrenalinen flyve gennem mig, og jeg satte med hastige skridt ud af mit værelse, mens jeg trak min bluse ordentligt på.

    "Jeg smutter nu," fortalte jeg min mor i en hast, da jeg kortvarigt passerede hende i stuen, og der gik det først op for mig, hvor forhastet jeg lød; dog rømmede jeg mig blot en enkelt gang, da jeg ikke havde tid til at samle mig yderligere.

    En sidste gang trak jeg vejret, da jeg nåede gangen og lagde så hånden på dørhåndtaget for at åbne det.

    Harry havde haft blikket vendt nedad, men idet døren blev åbnet, så han op, og et skævt smil formede sig over hans læber. Han havde hænderne i hver sin bukselomme, og han havde de mørke krøller skubbet væk fra panden. Endnu en gang havde han en sort T-shirt på med oprullede ærmer, som tillod mig at se den store tatovering, som han havde ved overarmen.

    Jeg sørgede for at holde øjnene på hans ansigt. "Hey." Det var et under, at min stemme lød så afslappet.

    "Hey," svarede han, før han lod blikket glide ned over mig. "du ser godt ud."

    Uden at tænke over det bøjede jeg hovedet for at se ned ad mig selv og for at se, hvilket bluse jeg var endt med at tage på. Det virkede næsten mirakuløst, at den tilfældige bluse, som jeg havde taget på, passede perfekt til resten af mit outfit.

    Heldigvis havde jeg fået lagt make-up, så det lignede sikkert, at jeg have været klar i lang tid.

    Da jeg så op, bakkede Harry et lille skridt. "Klar til at gå?" spurgte han med et smil, før jeg overhovedet kunne kommentere på, hvor godt han egentlig også så ud; men for at være fuldkommen ærlig så formåede han altid at se godt ud.

    Jeg nikkede hurtigt, før jeg hurtigt stak mine fødder i nogle sko og gik ud af døren.

    Det var så lunt i vejret, at jeg nok ikke ville behøve en jakke. Jeg satsede i hvert fald på det. Efter at have smækket døren så jeg mod Harry, da han begyndte at gå i retning af sin sorte bil, som jeg først nu opdagede holdt et stykke borte.

    "Hvor skal vi hen?" spurgte jeg nysgerrigt.

    Klokken var syv, og vi havde aftalt, at vi begge ville spise hjemmefra på forhånd, så jeg var spændt på, hvad han egentlig havde fundet på, at vi skulle lave. Harry smilede igen, før han trak den ene hånd op af lommen for at åbne bilen.

    Hans grønne øjne rettede sig mod mine, og jeg fangede dem næsten med det samme. "Jeg havde tænkt, at vi kunne tage ned til forlystelsesparken," svarede han, og jeg gengældte hans smil, før vi begge åbnede dørene ind til bilen og satte os ind.

Jeg kunne mærke, hvordan det bogstaveligt talt smertede i min mave, da jeg for tusinde gang (sådan føltes det i hvert fald) her i aften brød ud i grin. Instinktivt lagde jeg hånden ved mit mellemgulv, idet Harry trykkede på speederen, da lyskrydset viste grønt. Jeg bemærkede, hvordan han heller ikke kunne holde et smil tilbage, selvom det var hans egen joke, som jeg grinede af.

    Jeg havde hele tiden vidst, at Harry var godt selskab. Man kunne ikke føle sig andet end godt tilpas omkring ham, og det var, som om han vidste lige hvordan, at han skulle få folk til at smile. Alligevel måtte jeg indrømme, at den her aften var kommet fuldstændig bag på mig. Det havde ikke engang føltes som en date; og det var udelukkende på den gode måde.

    Egentlig havde jeg aldrig været så meget til det der med, at man sad overfor hinanden på en restaurant, og det hele rent faktisk var ret akavet hele vejen igennem... og sådan måtte man også sige, at den her aften på ingen måde havde været. Vi havde haft det sjovt, og som altid sad jeg nu og undrede mig over, hvad jeg i grunden havde været så fandens nervøs over. Når jeg var sammen med Harry, var det, som om jeg følte mig mere som mig selv, end jeg nogensinde havde gjort før.

    Jeg følte mig tryg.

    "Jeg elsker den her sang!" udbrød Harry pludselig, da jeg var stoppet med at grine igen, og i stedet blot sad tilbage med et lille smil om læberne. "Kender du den?" spurgte han, før han lænede sig frem i sædet for at skrue op for radioen.

    Vi havde kørt fra forlystelsesparken et stykke tid siden, og der ville nok ikke gå mere end to minutter, før vi var hjemme ved mig. Tiden var gået virkelig stærkt med at prøve nogle få af forlystelserne, men også bare med at gå og snakke med Harry. Jeg havde altid bare kendt ham som Louis' ven, men nu begyndte det næsten at føltes, som om han ikke bare var min fætters ven.

    Han var min ven.

    Når jeg tænkte over det, så havde den fornemmelse nok allerede begyndt, dengang han først havde tilbudt mig et lift hjem. Under alle omstændigheder havde jeg det, som om jeg kendte Harry på et helt nyt og dybere plan end for blot nogle uger siden. Og det var ikke brevets fortjeneste. Jo, godt nok, så kendte jeg til hans dybeste hemmelighed, men det var ikke den Harry, som jeg følte, at jeg havde lært at kende. Der lå så meget mere bag ham end det brev. Han havde så mange flere aspekter.

    Jeg rystede på hovedet, da jeg ikke kunne genkende de fremmede toner fra sangen.

    Dog stoppede det ikke Harry i at tromme med på rattet til melodien, mens han fortsat holdt øje med trafikken. Igen fik hans handlinger mig til at smile, og jeg kunne ikke lade være med at betragte ham, da han pludselig begyndte at synge.

    "Maybe it's the way she walked, straight into my heart and stole it. Through the doors and past the guards; just like she already owned it," sang han med på tonerne og virkede med ét helt ubekymret -- som om han kun tænkte på sangen.

    Hvis det var mig selv, havde jeg aldrig turde mig give mig ikast med sang, hvilket havde noget med min noget så afskyelige sangstemme at gøre, men måden, hvorpå ordene forlod hans læber, virkede fortryllende. Han sang godt. Virkelig godt.

    Det gik op for mig, at jeg var begyndt at stirre, da jeg pludselig fniste over hans mindre trommesolo på rattet, før han brød ud i omkvædet. Jeg måtte give ham ret i, at det var en god sang; om det var hans stemme, der gjorde den god, vidste jeg ikke.

    Jeg vidste bare, at jeg nød at høre ham synge.

    Der var det, at jeg huskede hans massive samling af CD'er, der stod på hans værelse. Han måtte virkelig elske musik, og han virkede så passioneret omkring det, når man lyttede til ham synge. Tanken fik mig af en eller anden grund til at smile.

    "Wow, Harry," kunne jeg pludselig høre mig selv sige, da andet vers begyndte at spille over radioen.

    Harrys blik flakkede lidt mod mig, før han smilede svagt og igen lænede sig frem; denne gang var det dog for at skrue lidt ned for lyden igen. "Undskyld, jeg blev lige revet med," mumlede han og lød pludselig genert og tilbageholden.

    Jeg rystede hurtigt på hovedet. "Du behøver ikke sige undskyld; det lød godt," fortalte jeg ham ærligt.

    Han rykkede lidt på sig i sædet, og jeg undrede mig over, hvorfor det kildede sådan i min mave, da jeg kunne se, hvordan han rødmede. Det var tydeligt, at han ikke var så vant til at synge foran folk, men det gjorde ikke oplevelsen mindre fantastisk.

    Han trak lidt på skulderen. "Det -" begyndte han, før han smilede en smule. "Jeg kan bare godt lide at synge."

    "Og du er virkelig god til det," tilføjede jeg hurtigt, hvilket resulterede i et lille hovedryst fra Harry.

    Jeg ville gerne protestere yderligere, da han rømmede sig for hurtigt at skifte emne. "Er vi her ikke nu?" spurgte han.

    Efter at have taget et kig ud af vinduet kunne jeg nikke til ham som svar, før jeg klikkede min sele op, da han drejede ind til siden. Det var ikke engang helt mørkt udenfor, selvom klokken snart måtte være elleve, så det var ikke svært for mig at få øje på det hvide hus. Vi ville nok have blevet længere ved forlystelsesparken, hvis ikke det var, fordi det var skoledag i morgen.

    Jeg havde troet, at vi ville tage afsked i bilen, men da jeg vendte mig mod Harry, havde han drejet bilnøglerne om for at slukke motoren og var i gang med at klikke sin sele op. Der var ikke mere end ti meter op til hoveddøren, men jeg sagde intet til det, da vi begge steg ud. Og her gik det op for mig, at jeg blev nødt til at spørge nu, hvis det skulle ske. Der var noget, som jeg havde forskudt hele aften. Noget, som jeg brændte for at spørge om, men på samme tid var bange for at høre svaret på.

    På mange måder virkede det dog altoverskyggende, da vi sammen gik de første skridt.

    "Der er noget, som jeg gerne vil spørge dig om, Harry." Jeg vidste ikke, hvor jeg pludselig havde fået modet til at sige det, men fra det ene sekund til det andet hang ordene pludselig i luften, og jeg kunne mærke panikken sætte i gang.

    Med det samme kunne jeg mærke Harrys blik, da han så ned på mig, og jeg følte mig kun endnu mere nervøs. "Hvis det er et rygte, som du har hørt om mig, så er det ret sandsynligt, at det ikke passer, selvom nogle af dem faktisk er rigtige, men jeg -"

    "Nej, det er ikke et rygte." Jeg afbrød ham for at se på ham, da vi begge standsede foran min hoveddør. "Det er noget, som Louis har fortalt mig... eller mangel på samme." Det sidste mumlede jeg kun, da det egentlig ikke var så relevant.

    Harrys blik, som havde set en smule panisk ud, ændrede sig til rædselslagent, og hans øjne lå fæstnet på mig. "Hvad har han sagt til dig?" Jeg kunne ikke undgå at more mig over, hvordan lyden af min fætters navn kunne skabe denne panik hos ham.

    Jeg genkendte det på en måde alt for godt.

    "Ja, det var faktisk det, som jeg ville spørge om;" forklarede jeg, selvom det krævede uddybelse. "han fortalte mig ingenting, men han spurgte mig, om du havde fortalt mig det, og så ville han ikke sige, hvad det var, da jeg sagde, at du ikke havde."

    Nærmere behøvede jeg vel ikke at forklare. Måske havde det været en lidt kluntet udredning, men ud fra blikket i hans øjne, gik jeg ud fra, at han vidste, hvad jeg talte om. Han så væk, før han løftede hånden for at køre det halvt gennem sit hår.

    "Man kan heller ikke fortælle ham noget." Selvom hans hoved var bortvendt, og han nok talte mest til sig selv, kunne jeg høre hans ord. "Ikke for noget, altså," tilføjede han, da det gik op for ham, at det var min fætter, som han sagde det om.

    Jeg kunne ikke lade være med at smile, før jeg løftede den ene hånd. "Jeg er helt enig," istemte jeg.

    Man kunne virkelig ikke fortælle den dreng noget.

    Det trak i hans mundvig, da et halvt smil opstod, men det lod hurtigt til, at en mere nervøs grimasse lagde sig over hans ansigt. "Okay," Han trak vejret tungt. "Nu siger jeg det bare." Det lød mere som om, at han snakkede til sig selv.

    Han vendte blikket bort igen, selvom han havde lagt op til at fortælle mig, hvad Louis havde ment, og lod i stedet fingeren glide over sin læbe. Jeg tog mig selv i at holde blikket på hans fyldige læber, selv efter han havde fjernet hånden igen.

    Mine øjne rettede sig dog mod hans, da han så tilbage på mig.

    "Jeg kan godt lide dig, Wednesday." Jeg forstod ikke, hvad han mente, selvom han talte tydeligt -- det eneste, som jeg lagde mærke til, var, hvor grønne hans øjne var. "Det har jeg kunnet i et stykke tid nu... hvilket jeg begik den fejl at fortælle Louis." Langsomt gik hans ord op for mig. "Faktisk, så pressede han mig til at indrømme det, men pointen er, at han vidste det."

    Ude af stand til at svare eller gøre noget som helst andet stod jeg bare stumt og kiggede på ham. Var det derfor, at Louis havde været så meget over mig med hensyn til Harry? Fordi han vidste, at det faktisk var Harry, der kunne lide mig?

    Harry kunne lide mig. Han havde lige sagt det selv. Han kunne lide mig.

    "Da du spurgte mig, om jeg havde en kæreste, blev jeg så overrasket, fordi det lige præcis var dig, der spurgte, og jeg fortalte Louis det, fordi jeg håbede, at det var, fordi du også kunne lide mig, at du spurgte." Hans stemme var blevet endnu mere anspændt af mit manglende svar. "Jeg regnede dog ud, at det nok var et rygte, der havde udløst dit spørgsmål, så -"

    "Jeg kan også godt lide dig, Harry."

    Overraskelsen over mine ord fik ham med det samme til at tie, men jeg kunne kun forestille mig, at jeg selv så lige så overrasket ud... og så var det, som om jeg også selv indså det. Jeg kunne godt lide ham. Og måske ikke bare som en ven.

    Jeg havde haft så travlt med at opføre mig normalt, så ingen ville fatte mistanke om det fandens brev, så jeg havde overset, hvad det her i virkeligheden gik ud på. At den her date faktisk havde været en rigtig date. Som jeg gerne havde villet på.

    "Det behøver du altså ikke sige, hvis ikke det passer," sagde han forsigtigt efter en mindre evighed.

    Jeg rystede på hovedet. "Du ved, at jeg kunne ikke være mere ligeglad med fransk," betroede jeg ham.

    Hvis jeg havde ønsket at lære fransk, havde jeg fundet mig en lærer for længst. Efterhånden var det, som om det gik op for mig, at disse såkaldte lektieaftaler havde været et koncept, som jeg gemte mig bag... for i grunden havde jeg kun været der, så jeg kunne være sammen med Harry. Ikke, fordi han havde skrevet det brev, men fordi jeg ville lære ham at kende. Når han var der, var det faktisk, som om jeg glemte alt om hans baggage, hans situation og alt det, som jeg havde læst om ham i brevet.

    Jeg så kun Harry, når jeg kiggede på ham.

    Og han stod lige der foran mig. Med et smilehul boret ind i den venstre kind grundet det brede smil, der lå om hans læber.

    Dog var det, som om han bemærkede, hvor stort han smilede, samtidigt med jeg gjorde, for han bed sig pludselig i siden af læben, før han rømmede sig lidt og fik samlet sig igen. "Nå, men jeg må nok også til og af sted," mumlede han forfjamsket.

    Jeg nikkede, da jeg ikke følte mig i stand til andet.

    Der var den her følelse af glæde, forvirring og noget andet helt udefinerbart, der overtog alt indeni mig, og jeg følte mig kun mere rundt på gulvet, da Harry lænede sig frem mod mig. Jeg kunne mærke mit hjertes slag sætte sin rytme op, i takt med varmen fra ham nærmede sig. Da han forsigtigt plantede et kys ved min kind, lukkede jeg instinktivt mine øjne i.

    Alt for hurtigt fjernes hans bløde læber, og jeg tog mig selv i at gribe fat om hans T-shirt, før han kom for langt væk. Jeg måtte koncentrere mig om at trække vejret, da jeg åbnede mine øjne igen for at møde hans grønne. Dog fik jeg heller ikke mange sekunder til at komme mig, før Harry trådte et skridt frem, i takt med hans læber ramte mine i et længselsfuldt kys.

    Jeg kunne mærke hoveddørens kolde træ gennem min trøje, da jeg landede med ryggen mod den, og jeg greb instinktivt fat om hans T-shirt med min anden hånd for at sikre mig, at han ikke var på vej nogle steder hen lige foreløbig.

    Aldrig havde jeg forestillet mig noget lignende. Følelsen var både euforiserende, men også en, som jeg let ville kunne blive afhængig af. Hans læber arbejdede perfekt mod mine, og jeg forsøgte forgæves at holde et suk tilbage, da hans hånd fandt sin vej til min kind. Hans fingrespidser virkede glødende mod min hud, og jeg måtte gispende trække mig væk fra det intense kys.

    I lang tid stod jeg bare med mine øjne lukkede og forsøgte at få styr på min vejrtrækning igen. Jeg kunne også mærke Harrys søde ånde mod min mund, og jeg vidste, at jeg ikke var den eneste, der følte sig åndeløs. Et dæmpet fnis forlod mine læber, og jeg kunne kort efter også høre Harry le. Jeg åbnede mine øjne for endnu en gang at møde hans, som havde et helt nyt form for lys over sig. Han så på en måde... lettet ud. Jeg var alt for rundtosset lige nu til at kunne finde hoved og hale i noget som helst.

    Harrys hånd gled forsigtigt væk fra min kind. "Vi ses, Wednesday," sagde han stille.

    Jeg slap modvilligt mit tag om hans T-shirt, som jeg ellers havde holdt krampagtigt fat i, men nåede kun lige at sænke mine hænder, så de hang ned langs mine sider i stedet for, før jeg kunne mærke ham nærme sig for endnu en gang at trykke sine læber mod mine. Jeg kunne mærke alle alarmer starte indeni mig igen. Denne gang var kysset dog hurtigere afsluttet, end jeg kunne nå at reagere, og det næste jeg så, da jeg åbnede mine øjne, var Harry, der var vendt om og var på vej væk.

★★★★★★★★★★★★★★★★★★

Uhh, Werry kyssede!

Jeg tager på ferie i morgen, så jeg ville sende et kapitel ud, inden jeg tog af sted. Jeg håber, at I synes om det og smide en kommentar. Jeg vil stadig have mulighed for at skrive, men det vil nok blive begrænset, da jeg ikke har tænkt mig at opleve hele min ferie på computeren. Det kan også være, at internettet driller, så jeg får problemer med at publicere.

Jeg følte lige for at inkludere Best Song Ever i det her kapitel, og som I nok kan regne ud, så er det den sang, som Harry synger i bilen. Jeg elsker den simpelthen så forfærdelig meget og synes, at den passede til øjeblikket.

Hvad synes I?

Jeg har ikke haft tid til at læse kapitlet igennem, og jeg ved ikke, om I føler, at der mangler noget eller sådan, men jeg synes ikke, at jeg ville lave det længere, end det var nu. Husk nu at kommentere og like, venner!

Tak, fordi I læser med!

x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...