Ask Ellie

’Ask Ellie’. Et fænomen, som alle elever på Newbold kender til. Det er nemlig navnet på skolens brevkasse, hvor alle har mulighed for at tilsende et anonymt brev i håb om at få besvaret deres inderste, frustrerede tanker. Dog er der ingen, der ved, at det i virkeligheden er pigen med det ustyrlige hår og næsepiercing ved navn Wednesday Willis, der arbejder som Ellie. Hver fredag efter skole samler hun ugens gevinst af breve ind, der bliver postet i skabsnummer 743, som hun svarer på over weekenden. Men en dag, hvor hun er på vej for at tømme brevkassen, får hun øje på en af skolens mest populære fyre, Harry Styles, som desuden er bedste ven til hendes fætter, Louis Tomlinson, som skubber et brev ind i skabet. Dette brev viser sig at holde på en hemmelighed, der sætter hendes moral på prøve, og hun finder sig pludselig underligt draget til Harry, alt imens hun står med en magt mellem hænderne, der kunne fuldkommen destruere hans liv.

1005Likes
1052Kommentarer
141330Visninger
AA

24. Når alt kommer frem

 

24
ask ellie

Wednesdays synsvinkel

Jeg ville ønske, at han ville sige noget. Jeg ville ønske, at han ville sige noget, der mindede mig om, hvem det var, der stod foran mig. Noget, der ville bekræfte, at det ligblege spøgelse med de tomme og energidrænede øjne virkelig var min fætter.

    For jeg kunne ikke genkende ham.

    Da Louis og jeg var mindre, var det altid ham, som jeg ville spørge min mor, om jeg måtte gå over og lege med. Selvom hun elskede, at vi kom så godt ud af det med hinanden, bekymrede det hende, at jeg ikke syntes at lege med mine andre venner. Derudover var Louis tolv år, mens jeg var otte, og hun var bange for, at han ikke gad hænge ud med sin irriterende kusine ret meget længere. Men det var, fordi hun ikke forstod det. Hun forstod ikke, at han var min mest fortrolige ven. Hun forstod ikke, at han hjalp mig gennem alt det, som jeg selv ikke kunne finde mening i. Hun forstod ikke, at han var min livsglæde.

    Og som blikket i hans øjne fortalte mig, kunne jeg se, at han nu havde mistet sin.

    Der var ikke noget tilbage af den humørfyldte dreng med et gåpåmod, der ville overrumple de fleste. Han var væk. Forduftet til et fuldkommen ukendt sted. Forsvundet fuldstændig bag sin angst, vrede og panik. Hvem var den her person?

    "Du bliver nødt til at rykke dig." Han trådte pludselig et skridt frem mod mig for at komme forbi og ud af hoveddøren.

    Dog rykkede jeg ikke den mindste smule på mig. "Louis, vi må -"

    "Ryk dig så, Wednesday!" Hans eksplosive udbrud fik mig til at fare forskrækket sammen, da han kun kort før havde virket så afstumpet. "Jeg bliver nødt til at gå efter hende lige nu og ordne det her. Hun kan ikke bare forlade mig efter alt."

    Jeg lagde mine hænder mod hans skuldre, da han igen prøvede at mase sig forbi. Det havde aldrig været min intention at udøve vold mod Louis, men da han i en voldsom bevægelse stødte mine hænder væk, handlede jeg af rent instinkt og skubbede ham hårdt tilbage igen. I nogle vaklende skridt bakkede han, men nåede ikke at samle sig nok, før jeg var trådt frem mod ham.

    "Det nytter for helvede ikke noget, at du går efter hende lige nu!" råbte jeg tilbage ad ham, i håb om mine larmende ord ville trænge ind, selvom de kom ud en smule rystende. "Harry taler med hende, og du bliver lige her og taler med mig."

    Igen skræmte det mig, hvor fremmede hans så velkendte øjne virkede. Der var intet ved ham, der virkede bekendt længere. Hans ansigt, hans stemme og måden, hvorpå han kæmpede for at komme fri af det greb, som jeg havde lagt om hans håndled.

    Hele situationen føltes surrealistisk.

    Selvom han ikke gjorde nogen verbal modstand længere, prøvede han i konstant form at vride sig selv fri fra mig. På en eller anden måde virkede det dog, som om hans forsøg blev mere og mere halvhjertede, i takt med jeg fik tvunget ham længere indenfor. Til sidst fik jeg skubbet ham så langt bagud, at han stod med ryggen mod muren og opgivende lod hovedet falde tilbage mod den. Hver af hans vejrtrækninger virkede forpustede og belastede. Normalt ville han til hver en tid kunne vinde over mig i en fysisk kamp, men fordi han var så drænet mentalt, havde det faktisk lykkedes mig at overmande ham denne.

    "Louis." Det gik op for mig, hvor forpustet jeg også selv var. "Du bliver nødt til at tale med mig."

    I et sekund frygtede jeg, at han var gået tilbage til slet ikke at anerkende min tilstedeværelse.

    Hvis alt, som han kunne reagere på, var vrede, ville jeg hellere have, at han skreg og råbte fuldkommen hysterisk ad mig, end han slet ikke sagde noget. Dog var det hverken vrede eller tavshed, som jeg fik, da han fokuserede sine øjne mod mine.

    Hårene rejste sig på en klam og ubehagelig måde på mine arme, da han endelig talte. "Jeg kan ikke mere, Wednesday."

    Han hviskede med næsten ingen lyd, før en tåre løb ned langs hans kind. "Hvorfor fortalte du mig ikke noget?" Det var nok noget nært det mest egoistiske spørgsmål, som jeg kunne stille i den her situation, men det var noget, som jeg havde holdt på så længe. "Jeg kunne have hjulpet dig. Vi kunne have fundet ud af det, og det ville ikke behøve at være sådan her."

    Jeg havde stadigvæk ikke sluppet mit tag om ham, og jeg havde på en eller anden måde heller slet ikke lyst til at gøre det lige foreløbig. Det var, som om jeg endelig havde fået fat på min fætter igen, og jeg havde ikke tænkt mig at give slip.

    Tårerne var varme, da de fandt vej over mit ansigt. "Jeg har været så tæt på så mange gange!" svarede han i en høj røst, der afslørede hans skælvende stemme. "Men jeg lovede hende ikke at sige det. Eleanor. Hun ville ikke have, at nogen vidste det."

    "Så du løj bare for mig i stedet?!"

    "Ligesom du har løjet for mig!" var han hurtigt til at give igen, hvilket overraskede mig en anelse. "Hvordan kunne du ikke fortælle mig, at du har været Ellie hele tiden? Hvordan har du kunnet sidde og læse de breve, som jeg har skrevet, og -"

    Han gik i stå, samtidigt med jeg følte mig mundlam. Jeg kunne se på ham, hvordan hans ord kun havde været præget af en følelse af svigt. For havde jeg fra start vidst, at det var Louis, der stod bag de breve, havde jeg gået til ham med det samme.

    Og det vidste han også godt.

    Det gik først op for mig, at der var gået nogle sekunder i tavshed, da han brød den. "Undskyld." Igen hviskede han kun ordet, da han nok ikke kunne finde sin stemme til mere. "Undskyld, at jeg ikke har sagt noget. Undskyld, at det er sådan her."

   Jeg rystede hurtigt på hovedet, før jeg endelig slap hans hænder for at tørre mine våde kinder af med mine ærmer. Jeg sank klumpen, som jeg havde siddende i halsen, og betragtede det ødelagte menneske foran mig. Nogle gange var verden ikke fair, i forhold til hvem den lod uheld og modgang gå ud over. Louis var et godt menneske, og han fortjente ikke at gå suget al liv ud af sig på den her måde. Derfor kunne jeg kun håbe, at det her var et vendepunkt. At der ville ske en slags forandring i hans mest af alt zombielignende tilstand nu, hvor alt var kommet ud. Jeg ville bare have ham til at være glad igen.

    En enkelt gang trak jeg vejret tungt for at få styr på min egen stemme igen. "Du skal ikke undskylde." Min vrede, over han ikke havde fortalt mig sandheden, var forsvundet hurtigere end først forventet. "Det skal nok gå alt sammen. Okay?"

    Han svarede ikke, men rystede på hovedet, før han bøjede det forover. I så mange år havde jeg kendt Louis uden at se ham fælde så meget som en tåre, og nu stod jeg her for anden gang foran ham og overværede ham nærme sig et sammenbrud.

    Klumpen samlede sig igen i halsen på mig. "Lou." Min stemme var grødet, da jeg forsigtigt lagde armene om ham.

    Han hikstede en enkelt gang efter vejret, men var ellers tavs i sin gråd. Jeg kunne mærke ham læne panden mod min skulder, og jeg lagde forsigtigt hånden mod hans nakke. Hvis jeg slap alle hæmninger, var jeg sikker på, at jeg ville græde mindst lige så meget, som han gjorde lige nu, men jeg vidste, at jeg blev nødt til at være stærk. Derfor lod jeg kun ensomme tårer undslippe. Jeg kunne slet ikke forestille mig, hvor dårligt han måtte have gået rundt og haft det i al den tid. Efter den her emotionelle rutsjebane var jeg kun overbevidst om, at han nok ikke ville kunne holde til det forfærdelig meget længere.

    Jeg prøvede at finde nogle af alle de ord, som han havde brugt til at trøste mig med, da jeg var mindre og var kommet i tanke om, hvordan min far havde svigtet min mor og jeg ved at forlade os. Men alt, som jeg kunne tænke på, var, hvordan jeg ville ønske, at det lille barn, som min fætter havde været med til at skabe, ikke skulle lide samme skæbne som jeg.

    Et barn behøvede to forældre, der elskede det.

    Louis' ord rev mig ud af min tankestrøm, og jeg åbnede mine øjne, som jeg ikke havde opdaget, at jeg havde lukket. "Jeg er glad for, at du ved det." Han trak sig lidt væk fra mig, før hans øjne endelig vendte sig mod mine.. "Jeg burde have sagt det."

    Jeg rynkede på brynene. "Du ved, at jeg er her for dig, Louis." Det var det, som han plejede at sige, når jeg var ked af det.

   Ordene lod også til at have en genkendende effekt hos ham, da et vemodigt smil trak i hans læber, før han igen lænede sig frem, og denne gang lagde sine arme om mig i et rigtig kram. Jeg gengældte hurtigt omfavnelsen og bed mig i læben.

    Jeg kunne mærke hans arme løsne sig om mig, idet døren gik op bag os. Hans forventningsfulde, men samtidigt anspændte ansigtsudtryk afslørede hurtigt, hvem han troede, der var trådt ind ad døren. Eleanor. Dog blev den teori afkræftet, da jeg vendte mig en halv omgang og så moster Jay, som var stoppet op i dørkarmen. Hurtigt så jeg tilbage på Louis, der med ét så både chokeret og panisk ud. Selvom jeg allerede vidste det, var det, som om realiteterne kom væltende ind over mig.

    Hun vidste ikke noget om det her. Hans egen mor. Jeg vidste, at jeg aldrig ville kunne holde sådan noget for min mor, men min mosters forvirrede udtryk fortalte mig, at hun havde ingen anelse om, hvorfor vi stod med røde øjne og våde kinder.

    Hun stillede sin taske fra sig på jorden. "Hvad sker der?" spurgte hun og lød helt overvældet, mens hun rettede sig op igen.

    Hendes undrende blik var rettet mod Louis i et langt stykke tid, mens hun ventede på svar, før hun endelig så mod mig, da han ikke svarede hende. Først nu bemærkede jeg, hvor forskrækket hun så ud, og det gik op for mig, hvor uforberedt den her situation måtte være for hende. Hun var sikkert lige kommet hjem fra arbejde og havde forventet en rolig eftermiddag.

    Nok ikke at se sin 22-årige søn stå med sin kusine og græde ude i gangen.

    Mine øjne flyttede sig igen over på Louis, da jeg ikke kunne give hende det svar, som hun søgte. Det var ikke min plads at fortælle hende det, som hun burde have vidst for længe, længe siden. Dog vidste jeg, hvor svært det var for Louis.

    "Du bliver nødt til at sige det." Min stemme lød ustabil og usikker.

    Der gik lang tid, før han reagerede på mine ord. Først da han klemte øjnene hårdt sammen og nogle nye tårer kom frem, indikerede det, at han rent faktisk havde hørt mig. Jeg havde virkelig lyst til at hjælpe ham, men kunne intet gøre. Jeg kunne mærke mine håndflader blive svedige, og jeg følte mig nervøs, da han åbnede munden for at fortælle sandheden.

Egentlig burde vi bare slukke for fjernsynet, for der var alligevel ikke rigtig nogle, der så det. Dog var der ingen, der på noget tidspunkt havde taget initiativet til at række frem mod fjernbetjeningen. Derfor fungerede nyhedsoplæsningen, der rullede over skærmen, bare som baggrundsstøj, mens vi alle sad fordybet i vores egne tanker. Jeg kunne i hvert fald mærke på Harrys blide aen over min håndryg, at han ikke rigtig var opmærksom på sine omgivelser. Det samme kunne man sige om mig selv.

    Jeg havde ikke rigtig været ved mig selv efter vores besøg hjemme hos Louis, og selvom Harry og jeg ikke rigtig havde udvekslet så mange ord siden, kunne jeg mærke på ham, at han også følte sig distraheret. Han havde indhentet Eleanor ret hurtigt, efter hun var flygtet fra huset, da han havde taget bilen. Efter lang tids overtalelse havde han endelig fået hende overtalt til at sætte sig ind i bilen med ham, og efter han havde parkeret et sted, havde han forklaret hele situationen til hende. Jeg vidste ikke, hvordan deres samtale havde udspillet sig, men han måtte til sidst have fået hende til at forstå, for de var vendt tilbage til huset sammen, kort efter moster også var kommet hjem. Og det havde kun forårsaget flere tårer.

    Det havde i det hele taget været en underlig og følelsesladet ting at overvære Louis fortælle, hvad der havde stået på de sidste mange uger. Han var kun nået halvvejs ind i hans bekendtgørelse, da moster var trådt frem og havde lagt armene om ham i, hvad der kun kunne beskrives som, et moderligt kram. Hun tog det bedre, end jeg kunne regne ud, at Louis havde forventet.

    Hun virkede alarmeret, men mest af alt støttende og forstående. Da Harry og Eleanor så var ankommet, havde hun med det samme omfavnet El, som også begyndte at græde, da hun regnede ud, hvad der var sket. På en eller anden måde virkede hun dog okay med, at moster vidste det. Noget sagde mig, at det var hendes snak med Harry, der havde fået hende på andre tanker.

    Det var aldrig rigtig gået op for mig, hvor tæt et venskab de egentlig havde.

    Egentlig havde jeg ikke bemærket, hvor langt hen ad eftermiddagen det havde været, før jeg havde modtaget en besked fra min mor, der spurgte, hvor jeg var henne. Til sidst var det endt med, at hun også var kommet derover, efter jeg havde skrevet tilbage til hende. Hun virkede mindst lige så lamslået over nyheden, og hvordan jeg var blevet involveret i al det her rod.

    Jeg løftede automatisk blikket, da min mor pludselig rejste sig fra lænestolen og afbrød den ro, der havde lagt sig over lokalet. "Jeg går lige ud og laver lidt te." Hun rømmede sig kort, da hendes stemme var ru. "Skal I have noget med?"

    Både Harry og jeg rystede på hovedet som svar, og hun forsvandt lydløst ud i køkkenet. Jeg kiggede igen ned på mine ben, som jeg havde sat op i sofaen med hælene lænet mod sofakanten. Harrys hånd lå mellem mine i mit skød, som han sad ved siden af mig. Jeg havde egentlig ikke tænkt så meget over, at det uskyldige kærtegn også var synligt for min mor, som sad i stuen sammen med os, og det lod heller ikke til, at hun tog notits af det. Enten havde hun allerede vænnet sig til tanken om det her... forhold mellem Harry og jeg, eller også var hun for påvirket af situationen til at reagere. Måske en blanding.

    "Jeg håber virkelig, at alt bliver bedre nu."

    Selvom ordene egentlig kun havde været tiltænkt mine tanker, havde jeg pludselig sagt dem højt, da jeg var i enerum med Harry. Jeg kunne mærke, at han drejede hovedet og så på mig, før han fugtede sin læber en smule med tungen.

    "Det skal nok blive bedre nu, Wednesday." Han lænede sig forsigtigt frem mod mig og kyssede mig blidt ved tindingen, før han trak sig tilbage til sin plads i sofaen igen. "Det er bare Eleanors forældre, der mangler at få det hele af vide nu."

    Jeg fulgte ham med blikket. Vi havde efterladt Louis, moster og Eleanor efter noget tid og var taget hjem til os selv. Harry havde taget med uden egentlig rigtig at overveje det, og jeg var glad for, at han blev med mig. Da vi var gået, var de kommet frem til den konklusion, at de blev nødt til at fortælle Eleanors forældre det, selvom det faktisk var på grund af dem, at de havde holdt det hemmeligt til at starte med. Jeg havde aldrig mødt hendes forældre, men jeg regnede hurtigt ud, at de nok ikke ville tage det helt ligeså let, som moster og mor havde gjort. Derfor havde El også været usikker ved idéen.

    Jeg betragtede hans øjne i nogle sekunder, før jeg nikkede som svar og sank en klump, før jeg trak vejret tungt. "Og vi behøver ikke længere at stå på sidelinjen og bare se til, mens de får det værre og værre. Vi har gjort, hvad vi kunne nu."

    Harry svarede ikke, men løftede hånden og strøg noget af mit hår om bag øret med et lydløst suk. Jeg vidste, at han også savnede den Louis, der var hans bedste ven, og det var svært at se ham have det så dårligt. Jeg havde set så mange nye sider af min fætter, og jeg håbede, at jeg aldrig behøvede at se dem igen. Ligesom Harry ønskede jeg bare at kunne få ham tilbage igen.

    "Ja, nu kan vi bare håbe, at alting bliver som det var før," mumlede han eftertænksomt.

    Jeg slog blikket ned i mit skød og holdt det der, før jeg satte tungen mod min underlæbe i nogle lange sekunder. "Ja, men der er én ting, der aldrig bliver ligesom før." Jeg så op på ham igen, før jeg fortsatte. "Jeg kan ikke længere være Ellie."

★★★★★★★★★★★★★★★★★★

Nu må jeg endnu en gang beklage og undskylde for en langsom opdatering, men jeg finder det bare sværere og sværere at skrive, jo nærmere enden vi kommer. For der er kun tre kapitler tilbage nu. T-R-E. Fucking sølle tre kapitler. Jeg har slet ikke lyst til at slutte den her historie, men der er jo en ende på alting. Desværre. 

Jeg sidder i øjeblikket på de Dansk Vestindiske Øer (med lorteinternet) og skriver, hvor vi er seks timer bagud i forhold til Danmark, så selvom klokken er 04:00 om natten i Danmark lige nu, er den kun 22:00 her. Dog venter jeg til i morgen tidlig med at publicere det her kapitel, så I får det nok cirka omkring 14:00-tiden. Hvad laver I i sommerferien?

OG HAR NOGLE FÅET BILLETTER TIL 5 SECONDS OF SUMMER KONCERTEN?!!!

Jeg har en rigtig sød ven, der ville købe dem for mig (sad i et fly, da de blev sat til salg), og hun var så heldig at få nogle, før der blev udsolgt. Jeg glæder mig så meget til at komme ind og se dem! Apropros 5SOS, så har jeg overvejet at lave en fan fiction med dem, men jeg ved ikke rigtig, hvor mange der ville være interesseret i at læse den?

Var der nogle af jer, der ville læse, hvis jeg skrev??

Til sidst vil jeg bare takke jer igen for at gide at læse med på Ask Ellie, og selvom jeg er ringe til at opdatere, er jeg så glad for jer, der trofast følger med. Jeg elsker, når I skriver kommentarer, og jeg sætter virkelig pris på det.

Tak, fordi I læser med!

x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...